Søn og kæresten uvenner

Jeg har teengager søn der kan være strid i perioder, forlanger at alt bliver serveret, og alle tider overholdt, men han holder tilgengæld ikke så meget selv!
En dag han var dum, var det så min kæreste "vi bor ikke sammen" blandede sig og blev dobbelt så dum som min dreng, og bedte min dreng at flytte på efterskole!! og han ville da heller ikke tale med min dreng mere!!! Jeg blev bare så ked af det for jeg elsker jo dem begge to rigtigt højt. Og jeg vil nødig smide min kærligheds ven helt væk. Hvad skal jeg gøre?

du bliver nød til -efter min mening - at tænke på din søn.
Teenagere er i en svær periode og har brug for kærlighed og vejledning. Det væreste man kan byde en teenager, er en ny -forældre - der vil blande sig...
En ualmindelig svær ballancegang, men forskning viser at når et barn er over ca 4 år, kan og skal man ikke komme ind som forældre og tro man skal bestemme.
Teenager er - hvis du spørg dem selv - de klogeste i verden og ingen ved bedre end dem ;0) jeg har selv en så jeg ved hvad jeg taler om ;0)
Sørg for, at uanset hvad du gør, er det helt og holdent din beslutning og husk at tal meget og længe med din søn, før du evt sender ham væk hjemmefra...
Må du finde den bedste løsning for Jer
Smil og god søndag

Sådan, hårdt og kontant.

Skal alle pubertets unge bare flyttehjemmefra, bare fordi deres hormoner er oppe at danse.

Jeg er bare så ked af at min kæreste var så hård ved ham, at min søn lagde sig i stuen og sov, og han ikke vil tale med min kæreste mere...

Havde du været mere "hård" tidligere, havde andre mennesker måske også kunnet holde ham ud. Det er ikke at gøre ham en tjeneste at holde hånden over ham. Det er manglende respekt for dig at erklære, at han nu ikke længere vil tale med din kæreste, fordi han ikke vil finde sig i ham!

og jeg føler med dig Gunnarpigen.
Hvis du læser min profil, kan du se, at jeg har en på 20 - han har været teenager - og en på 13 som er det.
Jeg har været det igennem, og er fornyligt flyttet fra mit livs kærlighed, da det slet ikke gik mellem ham og min 13 årige. Valget er ikke sjovt, men måske nødvendigt, sådan var det for mig.
Jeg valgte drengen, han er kun barn én gang, og han er jo mit ansvar. Jeg ved også, at jeg ville ha ødelagt min søn - totalt - hvis jeg havde valgt at sende ham væk...
Jeg synes du skal gøre det klart for din kærlighed, at han ikke må eller skal blande sig, når du og din søn har konflikt. Det kan være svært, men de homoner der fiser rundt i den unge, bliver bare mere provokeret, at at han blander sig...
Jeg håber af helt mit hjerte, at I -du og din teenager- finder en rigtig god løsning..
Mere Smil herfra

Medmindre du har bedt ham om det, og slet ikke bede ham forlade hjemmet. Manden skal ud!

Jeg er , som sagt, selv en teenager i en alder af 15 år. Og at han mangler respekt osv. er lidt for meget at sige (har læst indlæggene herinde).
Min mor og far er selv skilt, og derfor ved jeg hvordan det er når der kommer en ny ind. Da min mor fik en kæreste, accepterede jeg ham aldrig, da jeg ikke kunne lide hans personlighed. Hvis han havde prøvet på at bestemme over mig, så havde jeg stejlet med det samme, og nægtet. Bare fordi han sagde det.
Fordi jeg kunne ikke lide ham, og han var ikke min far, så han skulle overhovedet ikke bryde sig om at bestemme over mig.
Da min far fik en kæreste, som han stadig har, var det enormt svært for mig. Det var første gang siden skilsmissen nogen af mine forældre "kom videre" og fik en kæreste.
Hende accepterede jeg heller ikke, før efter ca. 4-6 måneder. De skal nu giftes, men hun skal stadig ikke bestemme for meget over mig.
- Hav tålmodighed med ham, for det er enormt svært når der kommer en ny ind. Lad ham vænne sig til din kæreste, stille og roligt, og PRES ham ikke!
Så vil det, måske, gå bedre🙂
Men send ham ikke væk. For det, tror jeg, vil ødelægge noget. For han vil se det som om du har valgt kæresten frem for sønnen, og det er noget som ikke bliver tilgivet let.

Jeg tror heller ikke at min søn ville tilgive min kæreste nogensinde hvis det var ham der fik ham væk, og der er jo noget der hedder fremtid, hygge, jul og fødselsdage. Så er det nok bedst at vælge manden fra, nye børn kan man jo ikke finde!!

Det er godt du er fornuftigt nok, og ikke blændet så meget af kærligheden, så du ikke smider sønnen ud🙂
Ellers, har du prøvet at sidde ned og snakke, alle tre? Man skal passe en smule på, at din søn ikke med det samme bliver oprørsk og irreret, så han ikke gider deltage, men man kunne prøve?

sidder her og følger med,og sikke gode svar, smiler, knus til dig

Nu skriver du ikke om, hvilke "regler" du har for, at din kæreste må blande sig, hvilket jeg egentlig godt ville have kunnet bruge så jeg kunne skrive en ordentlig kommentar, men pyt, prøver så godt jeg kan, så må vi se om du kan bruge det til noget :o)
Du er den voksne og derfor er det dine regler der gælder i hjemmet. Derfor synes jeg ikke det er i orden, at din søn forlanger at få serveret og tider bliver overholdt. Jo, jeg kunne acceptere det, hvis han kunne gøre det modsatte og det var noget I i fællesskab var blevet enige om.
Men det er dit regelsæt der bestemmer og ikke hans og her synes jeg ofte det kan være mega svært at få tingene til at gå op i en højere enhed, for har oplevet teenagere er blevet for forvænnede, at de gerne vil have tingene på deres præmisser - og som ofte får det sådan, fordi man jo som forældre skal være god ved sine børn.
Spørgsmålet er så om man ikke nærmere gør dem en bjørnetjeneste ved at lade dem "overtage" styringen, fordi de skal have deres vilje? I bund og grund er det jo i teenagerårene, vi som forældre, skal være medvirkende til at danne grobund for hvordan de unge klarer sig med omverdenen og hvordan de klarer sig i det videre liv.
I mine øjne, synes jeg det er helt okay, at din kæreste har sat din søn på plads, dog ikke at han har truet med efterskole, det synes jeg er at gå over stregen og har du samme opfattelse, er det selvfølgelig vigtigt, at du får fortalt din kæreste dette og måske give ham lidt klar besked mht. hvad du forventer af ham, når du har din søn boende.
Det kan jo ofte være svært for en udestående at kende de regler der er sat i hjemmet, men har man valgt en kæreste der har hjemmeboende børn, er det bestemt vigtigt at alle ved, hvilke beføjelser han har - ellers kan der sagtens opstå noget fnidder i den ene eller anden retning.
Mit forslag er til dig, der jo er den voksne og mor til din søn, at du først snakker med din kæreste om tingene og når I så er nået til en enighed, så får I talt med din søn. Vigtigt er det jo, at I fremstår som en slags enhed, der er enige om hvor grænserne er og ikke, da uenighed mellem jer, bare vil øge din søns mulighed til at spille jer ud mod hinanden, hvis der opstår problemer.
Til sidst vil jeg da lige nævne for dig, at man altså sagtens kan vise man elsker sine børn, selvom man ikke lader dem overtage hele styringen - regler er til for at blive overholdt og dette gælder både fra din side, men bestemt også hans. I mine øjne er dét at man overholder regler nemlig et tegn på respekt ;o)

Men Gunnerpigens problem er vist bare HVEM der skal dirigere hende. Hun kan ikke tage styring selv.

Det er helt rigtigt, det du skriver, var ellers på vej til at smide kærsten på porten. Jeg syntes dog selv at min kærste var for hård og det har jeg også sagt til ham, at så kunne jeg ikke kende ham mere, hvis han gjorde det igen

Har selv to bavianer

Jeg lider i forvejen af angst

så han ikke også kommer til at lide af angstanfald. Lad være med at true din kæreste med sådan noget gøgl.

at vide, så er du en af dem der jokker på andre når de ligger ned, FIK DU SELVTILLID?

Velbekomme :o)
Jeg synes da bestemt ikke du skal smide en dejlig kæreste på porten "bare fordi" der er gået nogle ting skævt. I er 2 til et parforhold og dermed også 2 til at få det til at fungere - og dermed også blive enige om, hvordan I vil have det til at fungere bedst, når din søn også er inde i billedet.
Men som jeg vist også skrev i mit sidste indlæg, så skal man bestemt ikke glemme, at det kan være svært for en uvedkommende at komme ind i et forhold til en forældre med hjemmeboende børn, så dér er det om at finde en fornuftig løsning, som alle parter kan være glade for.
Det er dog vigtigt for mig at pointere, at jeg synes din kæreste var for hård, mht. at din søn bare kunne rejse på efterskole. Dét er dig og kun dig som forældre der kan afgøre og er du af samme mening, så er det jo skønt, at han bakker dig op. Dog synes jeg, at man ALDRIG må "true" børn med, at de bare kan flytte, hvis de ikke kan acceptere tingene som de er.
Trusler er bestemt gode, hvis man formår at sætte følger for truslerne, men så er det jo i bund og grund ikke en trussel man så kommer med, med et valg til sine børn. Gør de ikke det og det, jamen så får det de og de konsekvenser og netop konsekvenserne tror jeg mange forældre glemmer i nogle situationer, fordi de er så bange for børnenes reaktion.
At være hård og kontant kan bestemt være en løsning i nogle situationer, men dermed ikke ment, at børn slet ikke skal have lov til noget som helst, for det skal de da bestemt, hvis og såfremt det ikke bliver på forældrenes bekostning.
Jeg har så tænkt lidt i mellemtiden over dit indlæg og fik en (måske afsindig?!?!) idé...
Din søn vil gerne til tider have alting serveret!!! Det er i bund og grund også okay, da vi jo alle har brug for at blive forkælet og have det nemt, men hvad giver han så dig til gengæld?
Var jeg mor til en sådan søn, så ville jeg såmænd nok også selv opvarte min søn og lave mad til ham, men ville så også forlange noget til gengæld. F.eks. kunne han vel handle, eller vaske op? Eller endnu bedre... Hvis han er gammel nok til at kunne lave mad, jamen hvorfor skiftes I så ikke?
Overholdelse af tider er jeg bestemt tilhænger af og havde jeg derfor nogle aftaler, hvor tiderne blev brudt, så ville det bestemt få konsekvenser. F.eks.... siger du til ham, at I spiser kl. 18 hver dag, jamen så forventer du at han er hjemme til den tid og kan han ikke være det, jamen så må han jo give dig besked i god tid, så du evt. kan trække maden, eller hvad I nu i fællesskab finder ud af. Men! Glemmer han derimod at give besked, jamen så er det HANS problem, ikke dit!!! Så må han nøjes med at smøre sig en mad, eller hvad han nu selv kan finde ud af. Det er vigtigt, at du så ikke giver efter og smører noget mad til ham.
I bund og grund er du jo kommet på en kæmpe opgave, nemtlig dét at have teenagerbarn og det er bestemt ikke nogen nem opgave at løse, men du er den voksne og det er DIG der sætter reglerne, det må du endelig ikke glemme, selvom det måske kan være svært, fordi man jo gerne vil have ro i huset.
Jo senere man sætter grænser, desto sværere er det at få tingene til at fungere optimalt.

Sådan ser jeg det nu ikke.
Ser det nærmere som det svære det er at have en kæreste, man ikke bor sammen med og som ikke er far til ens barn, samt dét at være enige om hvor grænserne går.
Jeg ser en ulykkelig mor, der elsker dem begge og er dybt ulykkelig over, at der er sket nogle ting og hun ligesom har brug for at få feed back på, hvad hun evt. kan gøre for at få tingene til at fungere.
Måske jeg tager fejl, men det er sådan jeg har læst hendes indlæg.

Ups! Lyder bestemt ikke rart.
Men har du en skøn kæreste, så er jeg da overbevist om, at han har forståelse for dit problem og formår at kunne bakke dig op, så I kan få det hele til at fungere :o)

- og her var jeg så lige lidt menneskelig igen ;o)

... det hjælper jo ligesom ikke noget at være bagklog.
Det er jo problemer her og nu der skal løses og fårhåbentlig også dét at komme fremtidige problemer i forkøbet.

Jamen klart hun skal have styr på sin søn, så begge kan have et liv, der er acceptabelt for begge. At have styr på sine børn er jo mange ting, men jeg tror bestemt ikke det har noget at gøre med, om han kommer til at lide af angstanfald eller ikke.
Jeg kan dog ikke mindes, at jeg har læst, at hun har truet sin kæreste med noget som helst, så forstår bestemt ikke, hvor du lige får det fra?!?! Måske du kunne komme med noget konkret?
Faktisk læser jeg blot dit indlæg som et surt opstød og ville normalvis bare springe det over, men det gjorde jeg så ikke lige i dag ;o)
Håber du må få en forrygende god dag, uden alt for mange sure opstød af den slags, for det er faktisk ikke særligt sundt for sjælen - har jeg hørt ;o)

Ja altså din kæreste..🙂
jeg er selv 17 år med en "stedfar" jeg ikke rigtig har kunne sammen med... (de har nu vætret sammen i omkring 7 år)
jeg kom på efterskole (af eget valg)
men jeg ville miste meget for min mor, hvis hun hoppede på den vogn som kæresten havde sat igang. du skal ikke sende sønen væk på din kærestes opfordringer.
ps.efterskole er nu alligevel rigtig rigtig godt. og jeg har også udviklet mig meget. hvilket falder i god jord hos stedfaren :P og idag kan vi i det mindste acceptere hinanden.
jeg er ikke så god til at udtrykke mig desværre, men det jeg skrev var meget klogt. hvertfald i mit hoved :P

det var da godt skrevet!!

I har givet mig så mange dejlige råd! Og jeg kan nu fortælle at min kæreste og søn igen er på talefod. Tak for hjælpen, stort solskins knus