SÅ frustreret!

Jeg er simpelthen bare så frustreret..
Min mand og jeg har lige fået en skøn dreng for 5 måneder siden, men vi kan desværre ikke få det til at fungere sammen længere :-( Vi er dog fuldstændig afklarede med det hele og vil gøre alt hvad vi kan for at bevare vores gode venskab.
Vi bor i øjeblikket i en by som ingen af os kommer fra (vi kommer fra 2 forskellige byer). Vi har længe talt om at flytte til min mands hjemby, for at komme tættere på familie og en hel del fælles venner.
Nu hvor vi skal sepereres, vil min mand stadig meget gerne flytte tilbage til hvor han kommer fra, men har ikke lyst til at bo 1,5 time fra sin dreng. Jeg har ikke længere noget tilbage i denne by og ingen venner i den by jeg selv kommer fra. Derfor har jeg sagt, at jeg flytter med. Jeg kan ikke klare tanken om, at min dreng ikke skal kunne se sin far mere end hveranden weekend (er selv skilsmissebarn med en far, der kun har set os en gang om måneden).
Jeg har fundet en lejlighed, seperationspapirerne er sendt, gælden er delt, fælleskonti er slettet osv.
Min mand har noget gæld han gerne vil have betalt af og skal desuden have fundet en lejlighed. Derfor flytter han de første 2-3 måneder hjem til sin mor.
Vores dreng er som sagt kun 5 måneder og derfor skal han jo ikke på weekend hos sin far endnu. Hans far kan derfor komme og besøge ham hos mig og også tage ham med hjem til farmor og farfar. Hvis jeg skal i byen f.eks. er det jo nok min mand, der så kommer og passer ham og tager så hjem til sig selv, når jeg kommer hjem.
Alt det her kan jeg jo godt se virker en smule mistænksomt, så jeg ringede til kommunen og talte med en omkring socialt bedrageri. Jeg forklarede hende vores situation og hun har faktisk skræmt livet af mig nu.
Fordi vi flytter til den samme by, min mand "flytter ind" hos sin mor og at min mand kommer hos mig og besøger sin dreng, vil vi jo blive mistænkt for socialt bedrageri. Hun sagde, at folk er "gode" til at anmelde, hvis vi kommer gående sammen med vores barn nede i byen, at min mand er oppe hos os at spise osv.
Hun sagde, at når man går fra hinanden må man jo gå ud fra at vi ikke vil se hinanden længere og at der er nogle uoverensstemmelser. Og det er da sikkert også rigtigt, men "problemet" er jo bare, at vi IKKE er uvenner og at der ingen drama er. Vi ønsker overhovedet ikke at være sammen som kærester længere og kommer med 98% sikkerhed aldrig til det igen.. Men jeg vil da have lov til at være venner med mit barns far, hvis vi nu kan få det til at fungere på den måde. At andre bliver nødt til at være uvenner, fordi de går fra hinanden, betyder da ikke at vi også skal være det.
Jeg modtager jo intet fra min mand. Jeg får børnebidraget og desuden overfører han halvdelen af ydelsen til vores drengs børneopsparing.
Selvfølgelig kommer han jo ikke til at sidde hos os hverken hver eller hveranden dag. Og når min mand får sin egen lejlighed, ved jeg da, at han gerne vil have vores søn med derover. Og når vores søn bliver lidt ældre, vil der jo blive fast samvær. Men det kan der altså bare ikke være lige nu og det synes jeg bare ikke gør mig til en social bedrager???
Man kan jo sige, at jeg har mit på det rene og så skal jeg ikke være bange, men det er jeg sgu! Hvis de stopper ydelserne til mig, kan jeg jo ikke få det til at løbe rundt.. Samt at jeg selvfølgelig ikke vil mærkes som en social bedrager. Jeg synes det er så stressende, at naboer eller andre, der har ondt i røven, bare kan anmelde os, hvis de mener, at min mand kommer for meget på besøg, eller at vi går en tur sammen.. Øv for en situation.. Som om der ikke er nok at tænke på i tiden..

- fakta at jo at alle og enhver er blevet opfordret til at stikke naboer, venner, familie, uvenner og hvad vi har. Det fakta kan du ikke lave om på. At så stikkeriet ikke altid fører sager med sig for slet ikke at snakke om domme, det skal du da nok også tage med i dine betragtninger, men det handler i den sidste ende om, hvorvidt i har fælles husholdning eller ej, og det er der intet der tyder på I skal have vel? Det er heller ikke meningen, han skal overnatte vel? Så er der jo heller ikke noget at komme efter.

du skulle da ikke ha nævnt noget til socialkontoret i første omgang ,nu ved de jo hvad der sker ,selvom du er uskyldig og ikke vil snyde nogen har du mistænkeliggjort dig selv. forøvrigt lyder det so om at dig og din mand ikke er færdig med hinanden ?

du skal lade være med at tænke på stikker og myndigheder og at folk får ondt i røven over at en "familie" prøver at få det det hele til at køre rundt selv om man går fra hinanden. Jeg synes det er fedt at dig og din eks kan være sammen om barnet selvom i ikke kan sammen mere. Og hvis og så fremt i så finder ud af at i alligevel skal være sammen er det jo dejligt og skid da hul i hvad andre tænker.
I har brug for pause nu i deler hvad der deles skal og er sammen om jeres søn. Nyd det og lad være med at tænke på hvad andre tænker og mener.
God vind til jer alle :-)

Nej, ingen fælles husholdning og ingen overnatninger. Det er jo en skilsmissse bare uden dramaet.. :)
Der er bestemt ikke noget at komme efter, men det er bare ikke sjovt at skulle være opmærksom på, at jeg ikke må ses med ham i et supermarked, at han ikke lige må komme forbi i tide og utide og at jeg bare føler at jeg skal stresse med hvor ofte og hvor længe han er på besøg..
Det er jo hans søn.. Jeg ved at mange fædre er tilfredse med (eller bliver nødt til at stillle sig tilfredse med) kun at se deres børn hver anden weekend, men sådan er min mand ikke.. Og jeg synes det er synd imens han er så lille, at min mand ikke kan komme forbi når han har lyst, uden at skulle tænke på, hvordan det ser ud..

at jeg nok ikke burde have sagt noget til kommunen, men jeg ville faktisk bare have mit på det rene. Jeg har ikke lyst til at bekymre mig om hvad jeg må og ikke må, så derfor ønskede jeg klar besked.
Min mand og jeg er helt færdige med hinanden, det er jo derfor vi skal skilles :)

- det var et dejligt svar at få.
Jeg ved at jeg ikke burde bekymre mig, idet jeg jo ikke gør noget som jeg ikke må. Det er bare ikke rart at føle sig skyldig, fordi de mener at jeg burde være uvenner med min mand, når nu vi skal skilles. For sådan hænger det jo slet ikke sammen.
Jeg har rigtig meget respekt for min mand og jeg vil også selv gøre en kæmpe indsats for, at far og søn får mest mulig glæde af hinanden.

Den der kommunale medarbejder har da vist haft en dårlig dag.
Så længe i ikke genoptager "samlivet", kan der aldrig blive tale om socialt bedrageri.
Selvfølgelig har dit barns far lov til at besøge sit barn i dit hjem og selvfølgelig har har i lov til at være gode venner. Længere er den ikke. Jeg håber, at i bliver ved med at være gode venner, ikke mindst for jeres barns skyld. Op med humøret og held og lykke.

Drop skyldfølelsen og nyd jeres nye liv. Så godt som muligt i jeres nuværende situation.

Det kan du ikke gøre en skid ved. Selvfølgelig må du blive set med ham. Selvfølgelig må han komme i tide og utide og blive - indtil han skal i seng, så skal han gå hjem.
Det er en stressfaktor du pålægger sig selv. Den har ingen grobund i sund fornuft.