Så endte det
Så endte det forhold, som venner i 20 år, og 7 måneder som kærester. Selvom jeg ved det er slut, og han ik har mere at tilbyde mig, er jeg så forbandet ked af det. Det er den kæreste jeg har været aller mest vild med nogensinde, jeg ville ha gjort alt for ham, han mistede bare langsomt og stødt respekten for mig.
Og selvom det kun er 7 måneder, er det 20 år som venner, og de sidste 10-12 år har vi haft en aftale om at en dag vi skulle gifte os en dag vi begge var single, vi havde så begge været single i flere år, og så skulle det være.
Altså vi giftede os ikke, men fik et meget hedt og lidenskabeligt forhold. Selvom jeg ved han har et dagligt hash misbrug og haft det i mere end 2/3 dele a sit liv.
Og allerede efter 7 uger inde i forholdet, døde min far, og da jeg selvfølgelig var berørt af det, bedte jeg ham om ikke at troppe skæv op hjemme hos mig, så sku han hellere blive derhjemme, det lover han, og kommer lidt efter total skæv, og jeg siger det er ualmindelig respektløst af ham.
Nå men vi bliver sammen og jeg vælger ham selv, jeg gør det ofte forbi fordi mit hovede er så forbandet frustreret over jeg jo ik føler jeg kender manden rigtigt, men jeg giver alt af mig selv, jeg satser VIRKELIGT HELHJERTET på det forhold, jeg går sågar ud over mine egne grænser, som selvfølgelig er latterligt.
Vi er så til fest sidste weekend hvor han render rundt og dasker andre kvinder i røven, og jeg syns det er så slummet, og han har selv for et par måneder siden sagt a sådanne ting gjorde man ik hvis man har en kæreste, hvorefter han fare ud og gør det. Der er så mange ting der bare har været over min grænse, og jeg som ellers har et kææææmpe temperament, har bare rolig og stødt blevet majet mere og mere ned, mit selvværd fået et kæmpe dyk, jeg har været fuldkommen forblændet, dels fordi jeg blev oprigtigt forelsket, og fordi vi har kedt hinanden og rendt sammen i så mange år.
Han er ked af at jeg ikke lige kan fortsætte som venner, men han havde mistet følelserne for mig. Men samtidig på vores gå tur idag spørger han om jeg vil ha ham tilbage hvis han fortryder.... Jeg syns ærlig talt ikke lige jeg kan overskue at sidde og spille kort med ham hver anden fredag, dertil har jeg alt for mange følelser i klemme, og det er han ret uforstående overfor, men respekterer det dog.
Jeg har bedt om ikke mere kontakt, da jeg ikke vil kunne magte det rent følelses messigt. Mine følelser er næsten ubærlige. For jeg håber jo han fortryder sit valg, men jeg kan jo ikke vente resten af livet på han skel ringe, og ringede han endelig, kan jeg så være sammen med en mand der ikke engang kender ham selv i en sky af hashtåger, en mand der ikke kan give mig det jeg leder hos ved en mand? Jeg lever på de første 2 måneder hvor vi var sammen, da han konstant faldt mig om halsen, og forsikrede mig om jeg var den dejligste han nogensinde havde mødt.
Det ender så med vi har sex sammen for det var da noget vi ku finde ud af, og han siger mens vi går den tur at det er det bedste sex han nogensinde har oplevet, i det hele taget siger han alle de søde ting i dag han ik har fortalt mig i månedes vis, men alligevel er hans følelser fordampet. FUCK altså det tanke kaos. Skulle af med lidt af mine frustrationer
Og selvom det kun er 7 måneder, er det 20 år som venner, og de sidste 10-12 år har vi haft en aftale om at en dag vi skulle gifte os en dag vi begge var single, vi havde så begge været single i flere år, og så skulle det være.
Altså vi giftede os ikke, men fik et meget hedt og lidenskabeligt forhold. Selvom jeg ved han har et dagligt hash misbrug og haft det i mere end 2/3 dele a sit liv.
Og allerede efter 7 uger inde i forholdet, døde min far, og da jeg selvfølgelig var berørt af det, bedte jeg ham om ikke at troppe skæv op hjemme hos mig, så sku han hellere blive derhjemme, det lover han, og kommer lidt efter total skæv, og jeg siger det er ualmindelig respektløst af ham.
Nå men vi bliver sammen og jeg vælger ham selv, jeg gør det ofte forbi fordi mit hovede er så forbandet frustreret over jeg jo ik føler jeg kender manden rigtigt, men jeg giver alt af mig selv, jeg satser VIRKELIGT HELHJERTET på det forhold, jeg går sågar ud over mine egne grænser, som selvfølgelig er latterligt.
Vi er så til fest sidste weekend hvor han render rundt og dasker andre kvinder i røven, og jeg syns det er så slummet, og han har selv for et par måneder siden sagt a sådanne ting gjorde man ik hvis man har en kæreste, hvorefter han fare ud og gør det. Der er så mange ting der bare har været over min grænse, og jeg som ellers har et kææææmpe temperament, har bare rolig og stødt blevet majet mere og mere ned, mit selvværd fået et kæmpe dyk, jeg har været fuldkommen forblændet, dels fordi jeg blev oprigtigt forelsket, og fordi vi har kedt hinanden og rendt sammen i så mange år.
Han er ked af at jeg ikke lige kan fortsætte som venner, men han havde mistet følelserne for mig. Men samtidig på vores gå tur idag spørger han om jeg vil ha ham tilbage hvis han fortryder.... Jeg syns ærlig talt ikke lige jeg kan overskue at sidde og spille kort med ham hver anden fredag, dertil har jeg alt for mange følelser i klemme, og det er han ret uforstående overfor, men respekterer det dog.
Jeg har bedt om ikke mere kontakt, da jeg ikke vil kunne magte det rent følelses messigt. Mine følelser er næsten ubærlige. For jeg håber jo han fortryder sit valg, men jeg kan jo ikke vente resten af livet på han skel ringe, og ringede han endelig, kan jeg så være sammen med en mand der ikke engang kender ham selv i en sky af hashtåger, en mand der ikke kan give mig det jeg leder hos ved en mand? Jeg lever på de første 2 måneder hvor vi var sammen, da han konstant faldt mig om halsen, og forsikrede mig om jeg var den dejligste han nogensinde havde mødt.
Det ender så med vi har sex sammen for det var da noget vi ku finde ud af, og han siger mens vi går den tur at det er det bedste sex han nogensinde har oplevet, i det hele taget siger han alle de søde ting i dag han ik har fortalt mig i månedes vis, men alligevel er hans følelser fordampet. FUCK altså det tanke kaos. Skulle af med lidt af mine frustrationer