Svogeren og hans mokke

Min mands bror fandt sig for 3 år siden en pige, der er 4 år yngre end ham (hun var 17 - han 21). Hun boede hjemme og havde aldrig haft en kæreste før og de flyttede sammen meget hurtigt.
Det var ret tydeligt helt fra starten af, at hun var meget jaloux og meget gerne ville styre min svoger:
- Hun bestemmer hvad og hvor meget han må spise (også højlydt når de er ude), da hun mener han skal tabe sig, selvom han er tæt på normalvægten (og hun er selv meget meget overvægtig).

- Hun bestemmer at han ikke må gå i byen med sine venner (sidste gang han var i byen var for 1,5 år siden, hvor han sov ved sin mor, der boede i byen - vi kom derned om formiddagen og hørte ham sige til min svigermor, at hun skulle huske, at han var hjemme klokken 12 - siden da har han ikke været i byen uden hende og han har slet ikke kontakt med sine kammerater længere)
- Hun bliver sur og fornærmet, når min svoger gerne vil se min mand. Så ringer hun og skælder ud over et eller andet hun lige har fundet på at hun er sur over eller skriver sms'er som han skal svare på med det samme.
- Hun bestemmer hvad han laver i sin fritid (hvilket udelukkende er at være sammen med hende og med hende ude og besøge familier - de har ingen venner de besøger og han laver aldrig noget alene. Engang måtte han have venner over om eftermiddagen til at se en enkelt film, men aldrig hos vennerne).
- Hun vil hele tiden skændes med ham og de har ofte store store skænderier, fordi hun ævler i det samme hele tiden og ikke giver op, før han er enig med hende.
- Hvis hun bliver sur på en person, må min svoger heller ikke længere tale med den person (det har både været min svigermor, min mand, mig selv og min svogers gamle kammerats kæreste - hvorefter min svoger heller ikke måtte tale med sin kammerat længere).
Ja, det er lige noget af det jeg kan komme på..

Både min mand og jeg er meget glade for min svoger og min mand savner at lave noget sammen med ham, uden at han skal kæmpe for at få ham ud af huset og derefter være irriteret over, at han alligevel sidder med hende i røret hele tiden.
Vi har håbet at han valgte at gå fra hende, da han har klaget til min mand mange gange. Vi har faktisk aldrig hørt ham sige noget pænt om hende og har også selv meget svært ved at finde noget pænt at sige.
Jeg ved simpelthen ikke hvad vi kan gøre. Nu har han fået et barn med hende, så nu sidder han jo fast.
Min mand har prøvet at tale med ham, men min svoger har svært ved at tale om sådan noget. Min mand prøver også at få ham med ud, men han får ikke lov, selvom han rigtig gerne vil. Jeg har prøvet at tale med hans kæreste - ikke direkte, men bare sige, at det er dejligt at drengene kan lave noget sammen, men hun er slet ikke enig.
Hvad skal vi gøre? Skal vi bakke ud og vente på at det måske en dag bliver bedre, eller skal vi blive ved med at "køre" på ham, for at få ham ud af huset? Han har sagt direkte til min mand flere gange, at han gerne vil ud og lave andet end at være sammen med hende og at han savner min mand og de gamle kammerater. Og jeg har virkelig bare så ondt af ham.

Han har valgt sig en kæreste. Og der må være et eller andet der fænger. Ellers ville han ikke blive.
Måske er det det at han ved han ikke er alene. Så kan det være nogen mennesker hellere vælger at blive sammen med en person der ikke er jeres favorit person. Fordi alternativet er at være alene er meget værere i hans optik.
Det korte af det lange.
I kan aldrig gøre en klap. Han må selv tage ansvar.
Hvis i tager over hvor kæresten slipper, hvis det skulle lykkeds jer at sparke hende ud. Hvad siger det samme om svogeren og om jer.
At han ikke selv kan tage en beslutning.
Og at i også vil bestemme hans liv. Lige som kæresten bestemmer nu.
I er bare nød til at stå på sidelinjen og lade ham selv køre linen ud. I kan ikke leve hans liv. Og i er nød til at tage hensyn til jer selv. For i lader det her tage for meget af jeres energi. Så kommer i til at stå som lus mellem to negle.
Jeg kender det, de ter ganske enkelt spild af skøn energi i kan bruge på andet.
Det er lidt som at sammeligne det med at en veninde brokker sig over sin kæreste vidt og bredt. Og hvis man så giver hende ret. Så kan der ske det at veninden slår op med ham. Så sidder i der og er så rørende eninge om at han var et dumt svin. (om han er det eller ej, er flyvende ligemeget)
Så finder hun sammen med ham igen. MEN ups, så er det lige dig og det du gav hende ret i. Så ryger du nok ud,
Så mit råd til jer.
Er at bede ham holde kæft med at han er utilfreds med kæresten.
Uanset hvor meget hun hyler og skriger i kulissen, eller foran jer. Uanset hvor evig ret han har.
Han har selv valgt hende. Der er ikke nogen der har sat ham en pistol for panden og tvunget hans *** op i hende og aflevere sædceller. (undskyld den grove sammenligning)
Men bed ham selv tage ansvar for sit liv.
Han er nød til at vælge SELV. Der er ikke nogen her i verden, der kan leve en andens liv. Eller tage ansvar for vedkommende.
På nogen måde overhoved.
I kan komme så grueligt galt afsted.
Der er jo også lige den lille krølle på halen. Det lille pus svoger og kæreste har sat i verden.
Hvordan vil det lige se ud for lille sofie eller emil. At finde ud af at han/hendes familie synes at mor er en dum mokke og at de hader hende?
I er nød til at sætte jeres eget luksusuproblem på holdt. Bede ham selv finde en løsning. Og for guds skyld giv ham ikke ret i noget som helst. Også selv om han har. For han skal jo stå med lille bebs og se jer i øjene når barnet er stort nok til at forstå hvad der foregår.
Lad som om i er Sweits. Hold kæft og lad ham selv tage beslutningerne, der vedkommer hans liv.