1tilføjet af

Superliganyt

Vor fodboldmodarbejder, Søren Ølsen, gør status for udvalgte SAS-ligaklubber
FC København
Bookmakernes favorit til at vinde det danske mesterskab frem til 2037. Klubbens moderselskab, Parken Sprut & Entertainment, har i sommerpausen forstærket sig med adskillige løbevillige kontrollører, så Michael Gravgaard ikke længere står alene med forsvarsarbejdet, når fulde tilskuere tumler ind på banen.
FC Swaziland (tidl. FC Midtjylland)
Sidste sæsons sølvvindere har store forventninger til sine mange unge afrikanske spillere. Det snart 3-årige stortalent Ouagadougou Ndmbele ventes således indlemmet i førsteholdstruppen, så snart han er holdt op med at bruge sut.
AaB
Har solgt sin midtbane i sommerpausen. »Vi brugte den alligevel ikke ret meget«, siger en talsmand for klubben. Salget af målmand Jimmy Nielsen har ført til rasende protester fra lokale tipsforhandlere og kasinoejere.
Brøndby IF
Formand Per Bjerregaard har styrket klubbens organisation ved at ansætte sit barnebarn som direktør for issalget på Brøndby Stadion. »Jeg ved godt, at det for udenforstående kan virke, som om jeg favoriserer mine egne. Men mit barnebarn var altså den bedst kvalificerede til jobbet, for han er dén i familien, der spiser flest is«, siger Brøndbyformanden.
AC Horsens
Indleder sæsonen med store forventninger, efter at klubben i sidste sæson havde 46.000 tilskuere i gennemsnit på hjemmebanen, Horsens Stadion. De fleste var dog kommet for at se Madonna, Rolling Stones og Dolly Parton.
AGF
Den århusianske klub har lært af tidligere tiders selvovervurdering og fører sig nu mere beskedent frem. »Vi er godt klar over, at vi ikke vinder Champignons League hverken i år eller til næste år«, siger en talsmand for klubben og tilføjer: »Men hvis det hele flasker sig, skal vi nu nok komme i finalen«.
tilføjet af

Mega griner

Dagens sjoveste indlæg. Glæder mig til at høre om de resterende klubber - og måske om nedrykkerne. Du er da for sjov :-D
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.