Sundheden længe leve?

For at kende svaret på vestens sundhed eller sygdom, mener jeg at man er nød til, at definere det samfund eller land man lever i. Da jeg mener mennesket opdrages og inddrages i det givne samfund under de vilkår, der eksisterer – hvilket betyder, at mennesket indoptager og internaliserer de forhold, der er opstillet. Man kan måske sige, at samfundsudviklingen har betydning for menneskets levevilkår.
Mit indtryk er at samfundet er massematerialistisk, der samtidigt er hurtigt og omskiftelig. Man skal så som menneske kunne leve op til hvilke krav der bliver stillet til dette og prøve at nå, at forholde sig til de evige enorme mange valg.
Ligeledes med normopløsningen af gamle og fælles værdier gør, at kravene til den enkelt intensiveres, idet identiteten ikke kan forankres på de daværende regelsæt. Man bruger heller ikke familien i den udstrækning, som man gjorde tidligere, adskillige bliver ensomme.
Flere mennesker lever også i nuet eller bestræber sig på det, hvilket kan føre til, at man bliver mere påvirket af mediernes budskaber om, at den individuelle stræben efter lykke er mulig, blot man køber, gør, ligner eller bruger bestemte produkter, som kunne dirigere til en stor usikkerhed eller angst på grund af samfundets uudtalte krav om perfektion.
Derudover har der aldrig været en større fokus på kroppen/sundheden som der er i dag.
Som Espen og Jesper Jerlang skriver i ” Socialisering og habitus” citat:
”Til erstatning for ideernes alt for velkendte fejlbarlighed har man hengivet sig til drømmen om den ufejlbarlige krop. Fitness, kroppen frem for alt, væk med lasterne, rynkerne, snavset, cigaretterne og øllene, ned med vægten, frem med smilet, op med pengene….Men når man læser, at aldrig før har så mange mennesker brugt så meget energi på at holde sig slanke som nu, men at fedme breder sig i takt med anstrengelserne, så kan man få den tanke, at krops- og sundhedsdyrkelsen slet ikke beror på livsglæde.”
Så det at signalere at have ”styr på tilværelsen” har måske en pris, måske fordi det er et emne der er følsomt, at offentliggøre sig selv med, da et følelsesmæssigt kaos kunne tolkes som en falliterklæring. – oplevelsen af, at skulle fastholde en facade, som ikke kan måles, giver følelsen af, eller tilstande som depression, afmagt, angst, forladthed osv.
Jeg kunne generalisere og skrive, at de indre værdier og sandheder – ikke bliver tillagt en værdi i vores samfund, fordi dens struktur fokuserer på intelligensen, den evige ungdom, skønhed og penge.
Mange i dag har den viden – som jeg lige har beskrevet, samt bevidstheden om oplysningstiden.
Dertil kommer min konflikt og spørgsmål:

Hvis man er bevidst over hvad der skaber kaos i ens liv, hvordan kan det så være, at vi ikke tilegner os oplysningerne, vi alene/eller sammen, har brug for og på denne måde skabe balance eller harmoni ind i vores tilværelse/liv? Står vi i stampe? Er vi blevet for slappe?
:) Krampen

er sikkert rigtigt

at det jeg gør - det gør jeg glad. Det gælder laster, arbejde, pligter og alt andet. Jeg er af den faste overbevisning at det er de evindelige spekulationer om, om det jeg nu gør er usundt, umoralsk eller fedende, der gør folk syge. Jeg kan give et tankevækkende eks fra mit arb. indenfor psykiatrien: For en del år siden fandt man ud af, at der på de psykiatriske afd gik meget gamle patienter rundt som havde været indlagt størstedelen af deres liv ( var ofte blevet indlagt som 15 -17 årige og aldrig siden udskrevet) og dem etablerede man et plejehjem for, så de kunne prøve at have eget vær. o.l. i de sidste år af deres liv. Da hjemmet åbnede og beboerne flyttede ind var gennemsnitsalderen 84 år!! Der var 32 beboere. De havde i alle disse år boet på 6- eller 8 sengsstuer! De var stort set alle STORRYGERE - de få som ikke røg var passive storrygere! Datidens institutionskøkkener havde ikke de sundhedsmæssige retningslinier vi har i dag, så de var vant til søbemad, blæverflæsk og udkogte grøntsager, alt sammen tilberedt af egen høst eller varer som ikke kunne sælges i butikkerne. Holdningen til psykiatriske pt i gamle dage, var jo at de blev sidestillet med dyr. Kriteriet for at blive ansat som plejepersonale var at man var STOR og STÆRK.
At komme på besøg på en psyk. afd krævede at man skulle skære sig vej gennem tobakstågerne. Som sagt var gennemsnitsalderen på disse gamle pt 84 år da de flyttede ind i det nye plejehjem. 90% var stadig rygere og en stor del var overvægtige. Vores mål var at de skulle have det godt, så vi lod rygerne ryge og satte ikke nogen på slankekur (som jo ellers er ret brugt a.h.t. personalet, som evt skal løfte dem senere!). Efterhånden som årene gik faldt de jo fra. De blev langt op i 90'erne en enkelt blev 100 år og 2 blev 99! Og INGEN af dem døde af lungekræft - ingen havde diabetes! De døde ganske enkelt af alderdom! De havde på mange måder levet et hårdt liv, men de spekulationer vi andre slås med til dagligt- dem havde de ikke. De anede ikke hvad sundhed og vitaminer er! De trak sig ind i deres egen verden ( alle var skizofrene)når vores verden blev for meget. Der kom mange forskere og tog blodprøver mm. for det var uhørt at de blev så gamle og var så sunde! Ganske tankevækkende i dagens samfund synes jeg. Hvad si'r du?

Jow du er inde på det noget og godt eksempel, med personerne med nedsat funktionsevne.
Det eksempel du giver inden for den psykiatriske verden er med andre ord, at sige ”jo dummere jo lykkeligere”? Ikk? – Men havde de reelt en mulighed for at handle for en bedre livskvalitet?
Livskvalitet og at være sund er ikke for mig at leve så længe som muligt, men mere at have betydningsfuldt indhold i mit liv og at kunne håndtere det – og havde de det, struttede de af sundhed? Hvad si´r du?;)
For mig er det også, at gøre tingene i min hverdag med glæde og ikke at jeg skal virke som formynder over andres valg af livskvalitet – men enten har de fat i den forkerte ende og dertil en manglende tryghed/tillid til sig selv, at tro det man gør/vælger/mærker er rigtigt?
Kan også se det komplekse i, at der er nogen ting man skal - om ikke er der nogen ting, der påvirker en så stærkt, at det ville være svært, at handle imod påvirkningen og stå fast ved hvad man reelt står for? Plus paradokset, er også – hvorfor lade være at handle, når udviklingen skaber forandringer, måske videre til noget bedre?
Men jeg har også en tilbøjelighed til, at tro at vi, vesten lader stå for meget til – vi er enten slappe – for mætte – eller? - Altså vi handler for lidt, i forhold til hvad der er sandheden for os selv………for det hele skal nok gå alligevel – men er det optimalt? Hvad si´r du?
:) Krampen