Stuearrest

Hej
Jeg vil lige drøfte et problem jeg har. Da jeg selv var barn, fik jeg stuearrest for et godt ord (1-2-3 uger af gangen). Dette kunne udløses ved at jeg svarede igen, kom 10 min. for sent hjem, stillede spørgsmålstegn ved en beslutning mine forældre havde taget osv. Det gjorde at fra jeg var ca 11 og til jeg var 16 (hvor jeg flyttede hjemmefra) har jeg måske haft stuearrest 2/3 af tiden. Jeg mener selv at det har noget af skylden for at jeg i dag, ikke har nemt ved at tale med andre mennesker.
I går kom min datter på 13 et kvarter for sent hjem. Jeg spurgte hvorfor hun kom for sent og vi var begge i dårligt humør, så det udviklede sig til et skænderi. Da jeg til sidst ikke gad høre mere på hende, sagde jeg at hun skulle gå på sit værelse og at hun kunne forberede sig på at sidde dér de næste 2 uger. Og gud hjælpe mig om jeg ikke sagde "fordi jeg siger det", da hun spurgte hvorfor.
Efter jeg faldt ned (og havde fået lidt skæld ud af min mand) gik jeg op til hende på værelset, hvor hun sad og græd. Jeg sagde undskyld til hende og at jeg havde overreageret. Og vi fik en god snak om at komme hjem til tiden osv.
Men nu sidder jeg bare med en forfærdelig følelse i maven. Er jeg ved at opdrage på samme måde som min mor gjorde med mig? Og skal min datter have de samme sociale problemer som jeg selv, når hun bliver voksen? Hvor meget påvirker min egen barndom hendes?
Jeg overreagerer måske her, men er helt panisk ved den her følelse af, at det er min mor der opdrager igen.
-Det skal lige siges at min datter ikke havde fortjent stuearrest eller nogen anden straf. Hun er næsten altid sød og nem at have med at gøre.

Jeg kan godt forstå at du bliver skræmt over at reagere på samme måde som dine forældre gjorde det, især når du har følt konsekvenserne på egen krop. Det ligger bare sådan, at det man er blevet opdraget med ligger dybt i en, det kaldes "habitus" eller en social arv, og det er meget svært at komme af med. For dit vedkomne er det mega positivt at du er bevist om det,dvs du kan gøre noget ved det, og det gjorde du da du gik tilbage og talte med din datter. I alt et rigtigt godt forløb på noget der sagtens kunne have blevet "fordi jeg siger det" Held og lykke med det hele

alle forældre kender til at gøre noget, de fortryder. Nu ved du, hvordan du ikke vil være, det er da fint nok[f]

Hejsa.
Jeg er far til to sønner og gennem deres teenageår havde vi også vores små kampe og jeg kunne godt selv se min far i min måde at opdrage på. Så jeg tog beslutning om at tale meget med dem, ligesom du fik gjort med din datter. Tror det er vigtigt at tale til deres følelser og lade dem vide hvordan man har det med de ikke er der til den tid man forventer. Jeg har aldrig lagt hånd på mine drenge, men jeg har idag to rigtig dejlige sønner der ved hvordan man begår sig uden vold og jeg er lidt mere rolig når de er ude.
Synes det var rigtig flot gjort at du kunne se din egen fejl og tog en snak med din datter bagefter og tro mig, hun vil huske det mange år frem i tiden. Synes du gjorde det helt rigtige.

Jeg fik ikke så meget stuearrest, men det hændte da, og sommetider faldt der da også en "vinge" af, men jeg vidste egentlig altid godt hvor den kom fra.
Der er flere ting som jeg lovede mig selv aldrig at gøre eller sige når jeg selv fik børn en gang i fremtiden.
Og nu, ja nu tager jeg mig selv i at gøre og sige nøjagtig de samme ting som jeg ikke ville.... minus vingerne....
Du skal huske at i virkeligheden opdrager vi ikke vores børn, vi prøver kun efter bedste evne.....

http://www.saxo.com/dk/item/din-teenager-skal-coaches-ikke-opdrages-haeftet.aspx
Og så vil jeg lige sige; du kender godt: "børn gør det vi gør, ikke det vi siger, de skal gøre". Det bliver de så ved med og ender med at blive voksne, med samme værktøjer som forældrene.
Denne her bog et genial - køb, læs den, brug den.

Jeg synes du gjorde helt det rigtige - flot at du indså, at du var ved at gentage dine forældres opdragelse, og flot at du tog snakken med din datter. Jeg tror det er helt almindeligt, at man ind imellem tager sig selv i at gentage mønstre fra ens egen barndom - desværre også de mønstre, man ikke ønsker at gentage. Det vigtigste er at du er bevidst om det, så du kan øve dig i at tænke over tingene INDEN du reagerer uhensigtsmæssigt.
Jeg fik også tit stuearrest som barn, men har ingen problemer af nogen art med at tale eller omgåes med andre mennesker. Jeg er nu ikke tilhænger af stuearrest som opdragelsesmiddel alligevel :-)

jeg syntes også selv at jeg for meget stuarast, bare i en måned, og jeg tror bare det er den måde mine forældre prøver at opdrage mig.
- eller ved ik?