Skrive til mine mor....

Til Min Mor Anita
Jeg har skrevet nogle Ord..
For at folk ikke skal huske dig
for din Sygdom..
Men den som du er...
Verden bedste mor
og Hustru har jeg hørt
Du Var Kun 43 År Gammel
men en person man aldrig glemmer..
Vi har levet et normal liv under din sygdom som alle andre..
Du Har Ikke Været Til At Slå Ud Under Sygdommen.
- Og Dog.
Du Har Kæmpet Imod Smerterne
Du fandt hurtig ud af hvem der kunne bakke dig op..
Du Ville Holde Ud Så Længe Som Muligt
Du Græd Meget lidt..
Du Ville Ikke Besværer Andre Med din Angst For At Dø.
Det var derfor vi snakkede så meget om det
selv om det var hårdt..
Så Kom dagen desværre hvor
Far Tog Dig Med På Hospitalet,
Den Dag Kunne Du Ikke Smile.
Den Dag Vidste Du Det Hele Var ved at være Forbi,
Du Græd Ikke Åbenlyst Men Du Græd Inderst Inde, Foran Os.
Nu Lå Du Der I Den Hvide Hospitalsseng Helt Hjælpeløs Med Hjælp Til Vejrtrækning.
Hvor Du Blev Svagere Og Svagere For Hvert Minut.
Du Kunne Ikke Længere Kæmpe Mod Smerterne Og Angsten
DU Kunne Kun Ligge Og Mærke, Hvordan Kræfterne Forsvandt.
Vente På Døden, Alt Var Fortabt.
Dine Kræfter Var Borte.
Dit Hjerte Gik I Stå, Så vidste vi at du endelig have Fred..
Selv om det er svært at sige.. men godt ment...
For vi har levet i 7 år med angsten når telefon ring
og tænker på om hvordan du nu har det...

Du Døde Med din Glæde At vi var der som Altid,
Det Var En Død vi havde vidst længe men bare ikke hvornår...
Du har været den bedste mor for Mig...
Du er Altid i mit Hjerte,,,
vi tænker på dig når vi hører kvinde min..
Fra Din Søn Jon

Jeg hader den sygdom. Den har ramt alt for mange i min omgangskreds og den rammer bare alt for mange i det hele taget. Lad os håbe det er rigtigt hvad lægerne siger, at de er ved at nå til det store gennembrud mht kræft.
Men så får vi jo bare en ny epedimi.
Meget meget smukt skrevet :0)

Hvor var det smukt Jon og jeg er sikker på din mor er der et eller andet sted og hun er stolt af sin søn. Sin søn som hun måtte forlade, til trods for det ikke hueden hende. Det er så utroligt at det tit og ofte er de syge der er de mest barske, når det virkeligt gælder, så evner de trods sygdommen, at gemme deres bekymringer indeni om det de ved venter familien, når de forlader os. Nemlige en masse bearbejdelse og sorg, som tager tid. Du har gjordt noget smukt, at skrive dig ud af det på en meget meget smuk måde. Æret været din mors minde.
En Mor

Kære Jon
Det rører mig dybt og gør mig ondt at høre dette, men det helt rigtige at skrive om det, tale om det og være åben om det.
Har selv mistet familie pga. sygdom og det er hårdt - i lang tid. Men tiden lægger alle sorg så en dag vil du igen se solen smile til dig hele dagen. Og om aftenen når stjernerne lyser på nattehimmelen vil du måske føle at du kan mærke din mor våger over dig og resten af din familie.
Held og lykke fremad i livet
Æret være din mors minde
Knus

Kære Jon
Din mor har været et pragtfuldt menneske og Mor.
Jeg tror at din Mor har tænkt i de baner under sit sygdomsforløb af kærlighed til Dig/jer som beskrevet her:
"Jeg havde besluttet ikke at komme tilbage for at gøre jer bedrøvede. For hvis jeg gør jer bedrøvede, hvem anden skulle så kunne gøre mig glad end den der er gjort bedrøvet af mig ?
..og netop derfor skrev jeg, for at de, der burde gøre mig glad, ikke skulle gøre mig bedrøvet, når jeg kom, og jeg gjorde det i den tillid til jer alle, at min glæde også er jeres.
I stor nød og med beklemt hjerte skrev jeg til jer, under mange tårer - ikke for at i skulle blive bedrøvede, men for at I skulle vide, hvilken kærlighed jeg har til hver især af jer".
Et uddrag fra et sted i biblen, jeg har gemt det og læser det, når savnet bliver stort til et menneske som jeg har kært og som heller ikke er mere.
Hvis du læser det i små bidder, så vil du forstå det Du har brug for.
Kærligheden er det største og stærkeste der findes i dette liv og det forstod din mor.
Ta det med dig i dit videre liv og gør hende stolt.

Tak for de varme ord...smiler
jo det var kræft... men hendes bror have skrive i avisen at hun var godt bort langtid sygdomme og det sidste hun sagde jeg vil ikke huske for mine sygdomme...
Jon