skal jeg finde sandheden??

Hejsa med jer..
Jeg har brug for et godt råd da jeg er helt ude af den..
Jeg har to dejlige børn fra et tidligere forhold..Porblemet er min datter..Min historie er den at jeg for godt 4 år siden havde lidt problemer med mit forhold til min børn han valgte at flytte til en kammerat..I mellemtiden var jeg sammen med en fælles kammerat jeg har haft et godt øje til..Det blev kun til denne ene gang..Han tog til norge på job..Jeg fandt ret hurtigt sammen med min ex igen men jeg var også gravid med min datter..Sagen er den at det kan være dem begg eder er far til hende..Min ex har valgt ikke at få sandhenen og har aksepterer hende som sin..han har samkvem med hende i dag og har haft det siden hun var ganske lille..Men jo størrer hun bliver kan jeg og min familie se det ikk er min ex der er far til hende men vores kammerat hun ligner ham som to dråber vand..Min familie siger jeg ikke skal gøre noget ved det for min datters skyld..Men jeg ved ikk eom min samvittighed kan holde til det mere..Jeg vil gerne min datters bedste og vil derfor gerne høre jegers mening om jeg ødelægger hende ved at finde sandheden eller skal hun leve som nu..Det skal lige siges hun har ikk eset min kammerat i treår og kender ikke manden..HJÆLP mig hvad skal jeg gøre hvad er det rette??
Hilsen en fortvivlet mor..

Det er en rigtig kilden situation, du befinder dig i. ;o(
Kan godt forstå din dårlige samvittighed, men i mine øjne gør du mere skade end gavn, hvis du fortæller det.
Din ex har jo accepteret hende som sin egen og har samkvem med hende. I hendes øjne er HAN hendes far og vil altid være det. Hun vil ikke kunne forstå, at det lige pludselig ikke er hendes far mere. Selv om hun ikke er så gammel, vil det præge hende i negativ retning og såre hende unødigt, hvilket du jo heller ikke ønsker.
Faderskab er ikke altid et spørgsmål om biologi, har set adskillige eksempler på det, så hvorfor ødelægge noget godt og kærligt, bare for at få lettet din samvittighed? Måske er jeg lidt hård nu, men som jeg ser det, er det dit behov, du dækker, hvis du letter din samvittighed, ikke dit barns!
Der er alt for mange børn i denne verden, som ikke har eller ser deres far, og resultatet, mener jeg, kan ses i den måde, disse børn håndterer DERES egne forhold som voksne. Jeg siger IKKE, at den eneste lykke er kernefamilien med både mor og far, tværtimod er der mange beviser for, at børn af enlige får et lige så godt liv, ligesom der er alt for mange, der ville have MEGET BEDRE af ikke at se den ene af forældrene. Men sporene af ens opvækst er der altså og kan ses mere eller mindre tydeligt i den måde, børnene vælger partnere eller betragter livet senere hen.
Sæt dig hellere ned og skriv et langt brev til dit barn, hvor du forklarer alt - også hvordan du føler og tænker lige nu - og giv hende så brevet, når hun er blevet voksen nok til at kunne håndtere det, hvis det altså nogensinde sker? Kan også være du til den tid vælger at tage det med dig i graven, who knows?
Siger du sandheden i dag, mister din datter ikke kun sin far, men også hele hans familie. Lovmæssigt mener jeg heller ikke, han kan frasige sig ansvaret nu, hvor hun er så gammel, selv om det ikke er hans barn, så hvad nytter det?
Jeg kan kun sige: Begrav din samvittighed og lev op til dit ansvar overfor dit barn, gør hvad der tjener hende - og kun hende - bedst.
Held og lykke med det
knus Decibell

om du vil fortælle sanheden eller ikke er op til dig. jeg boede sammen med en kvinde som jeg mødte da hun var gravid. datteren kendte kun mig som sun far som jeg var de første 6 år så flyttede de væk og moderen havde fundet en ny kæreste og syntes at jeg ikke skulle ringe mere da det ville give problemer. og jeg respekterede det. komtaktede kun mormoderen for at høre hvordan det gik. for 2 år siden kontaktede hun mig og spurgte om jeg kente hendes mor. for så var jeg jo hendes far. jeg kontaktede moderen og bad hende fortælle sanheden men det gjorde hun ikke så jeg skrev et brev til både moderen og datteren hvor jeg forklarede hvordan det hang sammen. moderen modtog sit brev 3 dage før datteren så hun havde en chance for at fortælle historien først. men det gjorde hun ikke. datteren aksepterede min forklaring og gav mig lov til at være hendes far for det var kun mig hun kendte som far. og hun var glad for at have kunne have en som hun kunne kalde far det havde hun manglet. moderens kærester var jo ikke den far som hun havde haft de første 6 år af sit liv. så jeg syntes du skal fortælle sanheden uanset konsekvenserne for dig. tænk først og fremmest på din datter. hilsen en heldig far

Hvis du er 110% sikker på det er din ven, der er far, så synes jeg at både hun og han skulle vide det.
Det ville være så frygteligt, hvis hun som voksen fandt ud af det, og hele familien har holdt det hemmeligt for hende. Hele hendes eksistensgrundlag kunne forsvinde under fødderne på hende.
Og det ville være med rette. For når en mor holder en så vigtig oplysning omkring sit barn hemmelig, så føler jeg det er mangel på respekt fra moderens side. ( Jeg skriver ikke dette for at "skælde dig ud". Blot fordi det er den følelse jeg får frem: Mistillid).
Der er selvfølgelig også den mulighed at hun eller han kunne blive syge og få brug for noget af hinanden, men den første tanke, der slog mig, var den der med, at HVIS hun nu fandt ud af det som voksen....
Jeg vil derfor råde dig til at få kontakt med nogle adoptivforældre. De står i samme dilemme. - Hvornår og hvordan skal børnene have beskeden. I dag er der mange der lige fra starten af viser børnene billeder af deres biologiske forældre og fortæller om det, men mange venter også indtil børnene hr en vis alder og forståelse for tiden.
Lyt til dem, tag det fra dem du kan bruge, men fortæl din datter det. For alt i verdenen,- Det er halvdelen af hende verden.
Jeg ønsker dig alt mulighed og lykke til.
Mette Jensen

Tænker kun på sig selv som mange andre kvinder i denne situation. Hvor har du godt af at være havnet i den.
Hvordan kan du overhovedet være i tvivl om hvad du skal gøre.❓Det kan du kun fordi du er super-egoistisk.
Enhver mand har ret til at vide om han er far til et barn eller ej. Og denne ret har han altså uanset om han kender noget til en eventuel fødsel. I dette tilfælde er det kvindes forbandede pligt at opsøge manden og fortælle ham det.
EGO KVINDE....................

Du siger at din eks-kæreste som du fandt sammen med efter vennen i Norge har accepteret at han ik er far til din datter og at ham i Norge ikke kender til at hun er hans. Tænk på din datter. Hun ser din eks som sin far, ikke ham i Norge. Du burde have tænkt dig om og sagt det til ham i Norge da hun var lille. Nu er det forsent. Hun har sin far, plag ikke hendes liv med at trække en ny far ned over hovedet på hende, medmindre der opstår et nødstilfælde som f.eks. en livstruende sygdom som kræver transplantation.
Tænk på din datter og hold din mund lukket.

Du skal ikke finde sandheden. Hvem der rent biologisk er hendes far er underordnet, hun har en far der accepterer hende som sin egen, dét er vigtigt!
Der er ingen grund til at du skal vide det, og slet ingen grund til at din datter eller hendes nuværende far skal vide det. Hvis du fx finder ud af at ham den anden er faderen, så lyver du jo for din datter. Uf, det er noget rod hvis hun en dag opdager hun er ført bag lyset!
Tilsidesæt dine egne behov, og tænk på at dit barn i virkeligheden har det bedst af at 'far' er 'far', og ikke at få en eller anden indviklet historie om hvordan hendes mor ikke kunne holde benene samlet...
Hvorfor er det så vigtigt for dig at vide?!

Jeg ved ikke hvor egoistisk det er det her..Det skal lige siges faden VED han er far til hende jeg har kontaktet ham for nioget tid siden for at få lavet en dna på dem men han mødte IKKE op jeg har fået den besked at han IKKE vil have noget med hende at gøre det er derfor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre..

Ham fra Norge ved godt han kan være hendes far men vil ikke have noget med hende at gøre jeg har kontaktet ham da hun var lille for at få foretaget en dna men han valgte ikke at møde op jeg fik den besked at han ikke ville have noget med hende at gøre da han ikke vil have børn det er derfor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre..

Hej kære du og din dejlige datter.
Sikken et rod, hva.
Nå, du og din skønne datter er hverken de første eller de sidste i denne verden, som det er sådan for. Så ro på. (Forskellige kilder angiver at mellem 10% og 30 % af alle børn ikke har deres far som biologisk far hvor "kun" moren ved det).
I er i live og alle har det godt. Resten kan løses. Måske ikke supergodt, men det kan løses. Og du får en masse energi frigivet ved at håndtere hemligheden istedet for at slæbe rundt på noget der alligevel ikke er helt hemmeligt...
Og jo mere du accepterer jeres vilkår, jo mere du står ved, at sådan er jeres familie, jo større tryghed vil din datter opleve i sin opvækst. Både fra dig og fra familien.
1. DEt første du må gøre: GLEM/ignorer alle der fordømmer dig. (de har ingen ret til at krænke dig med deres mening). Sålænge du er en kærlig og omsorgsfuld mor, er der ingen der skal lade dig høre ondt, uanset hvem der er far!
Og det er dit ansvar ikke at høre på de "dumme" mennesker. Og at lære din datter, at nogen skal man ikke lytte til.
2. Som du beskriver dine tanker/følelser, tænker du over det hver dag. Det kan din datter godt mærke. Også selv om hun ikke forstår hvorfor du er som du er. Men hun mærker det. Børn sanser virkelig fint. Lad hende være helt rigtig med det hun mærker, for hun mærker jo rigtigt, at der "er noget"!
Når du i den grad er påvirket af det, ser jeg det ikke som en mulighed at opretholde "hemligheden". Den "kommer jo ud mellem sidebenene på dig" alligevel :o).
Hvis du benægter for hende at der er noget, gør du hende uret - for hun har jo mærket rigtig. Og vil du gøre hende forkert?! Nej vel?
Dit ansvar (endnu et) er at vurdere hvornår og hvordan du skal fortælle hende det. Og hvor meget.
Du skal fortælle det i så små og enkle sætninger, at hun ikke bliver unødigt forvirret. Forvirringen er DIN - den må du selv bære - og IKKE aflevere til hende. Hun er lige vidunderlig uanset hvem der er hendes far.
Desuden beskriver du, at familien kan se, hvem der er far. - hvis du fortsætter "hemmeligheden" kommer din datter mere i klemme:
Hele familien ved noget hun ikke må vide! - og det mærker hun også! Og det er sgu synd. Så skal hun gå der og gætte på (i årevis måske), HVAD det er der er så slemt, så alle bliver lidt underlige når hun er til stedet?! Nej, vel. - ikke rart for et lille barn at leve i sådan en "tåge".
Du kan måske gribe det sådan an:
* Tal det igennem med din mand først, så han er orienteret om at du vil fortælle jeres datter hvem der er hendes biofar.
* Og så synes jeg du skal vende med din læge, om I kan få helt 100% sikkerhed for hvem der er far FØR du fortæller din datter det. Så undgår du tvivl og usikkerhed fremover for jer begge.
* Vælgt et tidspunkt hvor du har tid, og din datter ikke skal noget den nærmeste ½ time ca. Fortæl hende, at du har noget vigtigt at fortælle hende. Sæt jer rart, gør det til en rar stemning (det er dig der skal styre det!)
* Alt efter hvormeget hun kender til din og din mands adskillelse, kan du kort spørge hende om hun kan huske, at du har fortalt om dengang du og far ikke boede sammen.
Ellers har du nu lejlighed til kort at fortælle at sådan var det en gang. Gør ikke det langt. Det er ikke hovedemnet, men en omstændighed i jeres liv engang.
* Så kan du f.eks. fortælle kort at du kendte en anden mand, og hvordan du godt kunne lide ham. - så har hun lidt en følelse af hvem og hvorfor du ku li ham.
* Og herfra kan du stille fortælle hende, at mødet mellem jer to, kom der et lille kærligehedsbarn ud af. Og at det er hende. (kysse, kramme hende - vis hende du elsker hende).
... herefter må du åbne og lade hendes spørgsmål styre retningen.
Og stadig huske: Alt hvad du fortæller, skal være enkelt og klart. Roligt. Afklaret. At du står ved hvad du følte og gjorde. At du elsker hende. At hendes far elsker hende. At der er mange der ikke bor med deres biofar.
(Du kan evt. på forhånd sætte dig lidt ind i de tanker og følelser børn kan have herom ved f.eks. at læse beretninger fra andre /prøv bibliotekaren til at finde bøger om det).
Vigtigst er at hun mærker kærligheden til hende, at den STADIG er der, og lige stor. Og at du fortæller det roligt og afklaret. Der er en god grund til at hun har en anden far som biofar. Fortæl det kort. Ikke lange forklaringer om hvorfor I havde pause osv. - det forvirrer bare. Gør det så enkelt og kærligt at et barn kan rumme det.
Det vil tage tid for at det sætter sig. Og hun vil nok komme med mange spørgsmål i tiden efter / også længe efter. Men det er fint. For børn kommer og spør i det omfang de selv kan rumme det. Vær der for hende, åben og ærligt (i børnestørrelse).
På den måde undgår du at hun skal vokse op til et enormt chock som voksen. Du undgår at hun føler sig ENORMT svigtet af dig som voksen (for hun skal sgu nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt).
Og du opnår at hun kan vokse op uden at andre i familien har så dyb og "farlig" en hemmelighed, som hun SOM DEN ENESTE bliver holdt udenfor. - og det er hæsligt at mærke at man er udenfor, uden at kunne få at vide hvorfor!!
Mht. hendes biofar - så må han jo vælge i hvilket omfang han vil/kan have kontakt. Og alt efter den kontakt må du hjælpe hende med at bære frustration eller glæde over den biofar.
På den måde bliver I en tillidsfuld og kærlig familie, hvor man er der for hinanden, og støtter hinanden SOM DEN MAN ER.
FOR: - og det er min pointe som adopteret - "Blod er tykkere end vand". Som hun bliver større vil der vise sig ting hun gør anderledes, eller tænker anderledes end hendes far. - og så er det fantastisk dejligt at kunne spejle sig i sin biofar, - også selv om man ikke bor med ham/ eller måske ikke har kontakt med ham. - så må du fortælle hvordan han var og hvordan han gjorde (du må give hende muligheden for at kunne spejle sig og sin person).
Mange kærlige hilsner og godt mod til dig.
en adopteret, der fra jeg var helt lille fik at vide, at jeg var adopteret, og hvorfor ("Din mor i Sverige kunne ikke have dig, for din biofar var gift med en anden, og din mor kunne ikke klare et barn alene. - men det kunne vi. - vi ønskede os sådan en lille mus".) - og så syntes jeg det var genialt at de kunne have mig, når min mor ikke kunne.

og gå på "opdagelse" i hendes tanker og følelsesverden om hvad en far skulle være for en. Og når hun så konstaterer, at han jo ikke er der, må du hjælpe hende med at bære den mulige smerte ved sådan en biofar, der ikke vil være der for hende. Så det er egl. 2 opgaver du har: 1. At støtte hende i at forestille sig en god biofar (i fantasien og samtalerne med dig).
2. At støtte og elske hende, når hun af og til bliver ked af at han ikke er der.
MEN: Hun har stadig brug for at vide hvem der er hendes biofar. - også selv om han ikke er til stede.
Hvis han slet ikke vil være der, er det nogen gange lidt nemmere end med mænd der er der "af og til".- fordi så VED barnet, at han jo ikke er der. - og når hun så bliver ked af det, kan I tale lidt om hvordan hun synes han skulle være der. - hjælp hende till at mærke hvordan det skulle være når det er godt. - og trøst hende så bagefter når hun er ked af, at han ikke er der sådan.
På den måde lærer hun følelsen at kende ved en god far (i fantasien, men det er også en følelsesmæssig erfaring hun skal bruge for at danne gode "farfigurer".)
se evt. mit lange indlæg under: Råd fra en adopteret.
kh vintergæk

så dit råd er ret egoistisk.
Voksne, der holder det her hemmeligt - endda en hel familie - tvinger på den måde det lille barn til at leve i en atmosfære af "at der er noget vigtigt du ikke må vide". OG DET SKADER!
Jeg er helt enig i, at forvirringen er morens alene. Den må hun ikke fortælle sin datter.
Når moren er klar til at fortælle det "rent og enkelt", og kærligt, er det klart det bedste for datteren PÅ LANG SIGT at hun ved hvem der er biofar, og at hendes far STADIG OG ALTID er hendes far. - det ændrer en biofar ikke på!
Som adopteret, med senere kontakt til mine bioforældre, ved jeg hvor dybt kærligehden til mine forældre er. For de har altid været ærlige, og DE har altid været der for mig (hvilket mine bioforældre jo IKKE var!!)
Den dybe kærlighed der vokser af at være sammen hver dag, og stille op for sine børn hver gang, den KAN IKKE kuldkastes af en biofar (der oveni købet ikke vil være der).
Desuden er der det personligt psykologiske aspekt:
At datteren jo på nogle områder helt sikkert ikke ligner og opførere sig som sin far. - jo ældre hun bliver, jo tydeligere vil det blive. Det kan være alt lige fra humor, til hvad man er bange for.
Og der hjælper det sgu ikke at man ikke ved hvem der er bioforældre! - tværtimod, når man ved hvem der er ens bioforældre, finder man nogle af forklaringerne på hvem man selv er. UDEN at det æder af kærligheden til ens forældre! (som jo stadig og hele tiden er der og støtter, hvilket biofar ikke vil!)
Og jo tidligere datteren får at vide at hun har en anden biofar, jo mindre er frustrationen over "jeg troede jo..." - den bliver kun hæsligt større med årene! Både for moren og for datteren.
Så jeg er dybt uenig i dit indlæg hvor du tillader dig at kalde moren her egoist. - hun er tværtimod (intuitivt) klar over, at hun nok må gøre noget ved det!
Og det er sgu da at tage ansvar for sin datter!
Jeg ønsker hende og hele hendes familie rigtig kærlig vind!

- dattern kan vel ikke miste hele sin fars familie når moren fortæller, at alle allerede ved det og taler om at datteren ligner sin biofar mere...
Desuden bør moren jo fortælle familiens øvrige voksne at hun nu fortæller sin datter sandheden. Så er der ikke længere nogen i den familie, der skal bære rundt på hemmeligheder. Og ikke længere nogen der er nødt til at opføre sig lidt småunderligt overfor den lille datter. - hvilket hun mærker!! - også selv om hun ikke kan afkode hvorfor! (det bliver helt KAfkask for et lille barn at vokse op i sådan en gyselig hemmeligehed, der alligevel kun er "hemmelig" for det lille barn! Og det er ondt!)
Desuden har små børn den vidunderlige gave at acceptere det som vi voksne står ved!
Det bliver sværere jo ældre barnet bliver. - og mere kompliceret - for hvorfor har de ikke fortalt det før!?
Datteren vil også opleve at alle har svigtet (dem som vidste og ikke fortalte det!) - hun har ret til og brug for at kende sin baggrund aht. sin egen personlige udvikling. Men selvfølgelig nænsom, kærligt og MEGET ENKELT fortalt. Og selvfølgelig med ekstra behov for kærlighed og forsikringer om at være elsket i en rum tid efter til hun mærker, at far STADIG er der! At hun er lige så elskett som altid.
Desuden: At slæbe rundt på sådan en stor "hemmeligehed" er en byrde, der tager energi fra moren (og de øvrige der ved det). - for man tænker jo hele tiden, at datteren ligener jo ikke... osv. Dvs. at familien bliver gennemsyret af en falskhed, - de kan ikke tale om det de tænker, eller om det de føler - for tænk nu hvis de kom til at sætte ord på! -- det er altså på alle måder bedst for barnet at den "dumme hemmelighed" bliver til et faktum. Et livsvilkår, som hun kender. Og som de ansvarlige voksne i familien hjælper datteren med at rumme.

Fuld respekt for dine svar, som vidner om klogskab, indsigt og medfølelse - du lyder til at være et herligt menneske :o)
Men har lige et par ting, jeg så gerne vil høre din mening om:
1) Moderen skriver, ex'en har valgt IKKE at vide sandheden og accepteret barnet som sin egen. Som det er nu, er der en chance for, at barnet virkelig er hans, men hvis han først får bekræftet, at det ikke er, hvad gør det så ved hans følelser og velvillighed? Det er een ting - og tror jeg, noget "lettere" (?) - at acceptere et barn, der MÅSKE er ens eget, men en helt anden, hvis man med sikkerhed ved, der intet slægtskab er? Så tror jeg, følelserne overfor barnet skal være virkelig stærke, for at intet ændrer sig, for så gammelt er barnet jo heller ikke endnu?
Som du selv skriver, spejler man sig i sin afstamning - og det gælder begge veje (er selv mor)..ja, jeg ved sørme ikke, vil da håbe, jeg tager fejl, men frygter det modsatte. Der er jo også hans familie, der skal "æde" sandheden, og hvordan vil de reagere?
2) For nogle år siden var der en sag i medierne, hvor et barn blev TVUNGET ud af sine trygge rammer med begrundelsen "barnets tarv". Barnet HAVDE en far, nemlig moderens nye mand, som havde kendt og taget ansvar for barnet som sit eget, lige siden det var helt lille, så barnet havde aldrig kendt til andet. Alligevel valgte Statsamtet, godt hjulpet på vej af en vis minister (embedsmisbrug?) og foreningen FAR, at barnet mod sin vilje skulle have samkvem med biofaderen; en mand, som aldrig havde vist interesse førhen, men nu pludselig havde fået nykker (min personlige mening). Den konkrete sag var meget ulykkelig og uheldig, og selvfølgelig ikke standard for Statsamtets handlinger, men desværre heller ikke enestående. :o(
Min pointe er:
Er det virkelig barnets tarv at kende sine rødder så tidligt som muligt - bør man ikke vente, til barnet er stort nok til selv at kunne tåle konsekvensen deraf (hvis man nogensinde bliver stor nok til det)? Som du kan læse af mit svar længere oppe i rækken, mener jeg også, at moderen måske bør fortælle barnet sandheden en skønne dag - hvis barnet vel at mærke vil være i stand til at klare sandheden til den tid...men om det bør stå i papirerne - og om biofaderen bør have besked, ja, det er jeg oprigtigt i tvivl om er det rette?
Man skal jo også tage hensyn til måske-faderens rettigheder, og de vil blive forringet betydeligt, hvis han ikke længere står som far til barnet. Kan han i det hele tage bibeholde samkvemsretten, hvis faderskabet bliver omstødt? En omstødelse kan for resten kun ske, hvis der ikke er gået for mange år af barnets liv. Ellers vil retten dømme, at faderskabet består - på trods af nok så mange DNA-oplysninger.
Jeg tror, dette er for stort til, nogen af os i virkeligheden kan give kvalificeret hjælp og rigtige svar. Måske moderen bør opsøge en psykolog, der mere konkret med baggrund i alle personlige oplysninger kan henvise dem den rette sti.
Med håb om en lykkelig slutning på en ulykkelig situation.
Knuz Decibell

Alt dette har du meget ret i, men lige i dette tilfælde skriver hun at det er HENDES familie, der ved det, ikke hans??? Så ved hans familie det?
Jeg tror desuden, at hvis man først har taget en beslutning om, hvad der skal ske, så får man også mere ro i sindet og bærer ikke længere rundt på en byrde.
Men du kan have ret i det med familiens "falskhed", vi mennesker er ret gode til at tale, før vi tænker, så det kan meget vel skabe en spænding af angsten for at fortale sig. Men synes ikke, det er argument nok for at fortælle alt...!

Hejsa vintergæk..
jeg vil sige sig tusind tak for det dejlige lange brev det varmede virkelig..Nu ved jeg hvor jeg står og hvordan jeg skal forholde mig..Jeg vil helt sikkert tage dine råd i brug..
Tusind tak..

Hej decibell,
og tak for de pæne ord *S* - her bliver helt hyggeligt sådan!
og du er jo heller ikke helt ueffen ;o)
Din slutkommentar om en "ulykkelig" situation, har jeg lyst til lige at gribe: JEg finder ikke situationen ulykkelig. "Kun" besværlig og krævende. Alle er sunde og raske, og ingen vold. Det er et ret godt afsæt for at komme igennem.
Mht. de spørgsmål du rejser:
1) - ups - -jeg havde ikke skelnet mellem hendes familie og hans familie. Det giver selvfølgelig en ekstra problemstiling:
Hun må således vel vurdere, i hvilket omfang hun tror de vil gøre "front mod" hende og datteren,- eller om de er så store i hjerterne, at de elsker den lille pige uanset. Det giver hende en ekstra belastning såfremt hans familie melder fra. - men hellere tackle den nu end senere, hvor datteren har nået at knytte sig endnu mere?
Det ku godt se ud som om kvinden ku ha god gavn af støtte i hele denne proces - ellers kan der let blive en del at tumle med alene. - gad vide om hendes egen familie slår til i den forbindelse?
Mht. datteren, mener jeg ikke at det med hans familie ændrer på om hun bør have ret til at vide hvem hun er lavet af. - for hende vil det altid være en eksitentiel og utroligt vigtigt viden. - hvis det bliver svært, må moren imødese, at datteren allerede nu bliver præsenteret for det livsvilkår det er at have andre i vores liv, som kan vælge at bryde med os.
Og så have moren og hendes familie at falde tilbage på som de bærende. - tvivlen om hendes ophav kender faren åbenbart allerede, siden han har valgt ikke at få sandheden at vide, et valg der selvfølgelig er hans - men som bliver et problem såfremt datteren nu gerne vil snakke med ham om sin biofar. - han har reelt ikke længere valgmuligheden... Dog må datterens behov for en tryg opvækst uden løgne i hverdagen om noget så vigtigt som hendes ophav, gå forud for farens ulyst til at kende sandheden. Det er sådan jeg føler det vil gavne datteren bedst på lang sigt. -men det stiller godt nok store krav til moren om at forberede, også forberede respektive familier på, at sandheden er sådan.
Og senere, worst case, at være der ekstra meget for datteren.
2)
Statsamter og samvær med hidtil ikke aktiv bioforælder.
Her ved jeg blot at der er sket en voldsom ændring i praksis det seneste år: At nu vurderes det at selv en biofar, der ikke har haft samvær med barnet hidtil - hvis han pludselig melder sig på banen, så får han samvær, PÅNÆR hvis meget tungtvejende grunde taler imod aht. barnets sikkerhed (dvs. vold, incest og andet i den så tunge ende). Så når du skriver, at det ikke er standard for STatsamterne, er det vist alligevel netop det der er på vej til at udmønte sig nu. - netop med mellemkomst af den der Foreningen far og bemælte mininster (som de efter sigende har bearbejdet godt...)
Barnets alder spiller ind i den forbindelse. I dag kan man høre børn helt ned til 6-8 år om deres mening. - gad vide hvor gammelt det barn var?
Mht. din pointe, svarer du næsten selv: hvis man nogensinde bliver stor nok. - det er ikke en let sag. Men den bliver sgu ikke lettere med årene. - og hverdagen indtil sandheden på den ene eller anden vis når datteren, vil være en tåge af "det der vi ikke taler om, men som vi alle pånær DIG, godt ved hvad er". - og det er hamrende usundt for så lille et væsen. - hun vil vokse op vel vidende at der er "noget" - og at det nok handler om hende - men HVAD?!?!? - og det er for stor en manipulation at lade et lille menneske vokse med i sin hverdag, - efter min mening og viden om det at blive helt og stærk i sin tro på sig selv og egen dømmekraft og eget værd. - derfor min faste overbevisning om at nu er bedre end om f.eks. et år. Når moren er "klar" - dvs. har gjort sig klar hvad hun vil sige, og hvem i baglandet der står hvor. - du ved, det rette øjeblik... - det findes altså ikke... Der er bedre og værre, men aldrig det helt rigige når det er sådanne ret svære ting.
Stadig: jeg vil helst holde hensynet til barnet for øje, og der går jeg ind for at hun kan leve i et sundt, ikke - løgnagtigt kAfkak liv - hver dag.
knus, vintergæk

for, ja man skal ikke indvie børn i alle uklarheder...
Men det er jo ikke spørgsmålet om jakken er givet af moster Mille og i virkeligheden betalt af tante Johanne...
Det er barnets selv der er på.
Og det belaster moren. - og det er alligevel ikke helt en hemlighed. Så her handler det for mig mere om at skabe en god og afspændt hverdag for mor og barn, end om at prøve at holde en ex-svigerfamilie i folden længst muligt ved at manipulere dem (ved ikke at røbe sandheden). - de må træffe et valg: Barnet for barnets skyld, eller kun hvis hun er blodsbarn.
Vi kan ikke tvinge/manipulere andre til at være i vores liv OG SAMTIDIG leve en afspænd og fri hverdag.
Det er et valg, som her vil komme før eller siden for alle parter, som jeg ser det.

Det går op for mig, at den del af problemstillingen, der er hvordan man kan sige dette til et lile barn måske er:
At hun ikke skal præsenteres for at hun alligevel ikke har en far. For det har hun.
Men hun har også en biofar.

Hej og tak selv!
For det er jo dig, der rækker ud efter hjælp, viser mod til at se på den store ting, og på den måde tager din datters liv alvorligt. Store kram til dig for det! - hun har vist en go mor, din lille datter!
knus herfra
:o)

Din datter er ca. 4 år nu. Og hun har det godt med sin "far" - der måske ikke er biofar..
Når hun nu en gang bliver stor nok til at forstå ting, så er der vel ikke noget i vejen for at fortælle hende det som det er: Din far er (MÅSKE) ikke din rigtige far, men han er den som elsker dig. Snak da med "faren" og selvom han ikke vil vide sandheden, så har han vel også øjne i hovedet og kan se, at hun ikke ligner. Men hvis han virkelig elsker ungen, så vil han vel ikke holde op, bare fordi en evt. dna-test bekræfter alles mistanke. Den lever han vel også med.
Hvis din datter en dag kræver vished, så må hun jo enten bede sin far om at lade sig teste eller finde ham den anden i Norge...Jeg bryder mig ikke om hemmelighedskræmmeri af den slags i familier, men der er vel heller ingen grund til at gøre det større end det er...
Men snak da med faderen først - og find ud af hvordan han har det, med at du fortæller hende, at han måske ikke er den helt 100 pct. ægte far, men den bedste hun har...Børn accepterer mange ting, som helt naturlige, hvis vi forklarer dem det, som en naturlig ting. Det kan godt være hun vil stille spørgsmål senere hen, men jeg tror det er bedre, at lade hende vokse op med den sande viden.
Men lad hende selv bede om 100 pct. vished til den tid, hvis hun som voksen får behov for det. Det er slet ikke sikkert hun gør det. Hun har jo en dejlig far.