Sidder alene og blir sentimental
Hejsa Folkens, søde og onde!
For 10 mdr. siden slog jeg op med min kæreste gennem 4 år. Det var utrolig forfærdentligt at gå igennem, og selvfølgelig mest for ham da han elskede mig. Jeg var fuldstændig afklaret med min beslutning og selvom jeg vidste det ville blive svært kunne jeg bare ikke mere. Jeg elskede ham ikke mere og hvorfor så spilde både hans og min tid. Nå men livet er jo gået videre og jeg boede sammen med min eks-kæreste i et halvt år før jeg fandt noget andet at bo i. Jeg må sige at være taknemmlig for at han ikke bare smed mig ud. Men vi fik i hvert fald talt rigtig godt ud om tingene og har nu et fantastisk venskab som jeg er MEGET glad for. Men nu sidder jeg så i min "nye" halvrådne lejlighed som bestemt ikke er særlig stor, og som til tider godt kan lugte af gammel mand... meeen, jeg er da lykkeligere end jeg var før jeg havde nosset mig sammen til at slå op med den kære.
Her i mellemtiden må der så været opstået en kortslutning eller et form for traume oppe i mit lille hoved. Jeg KAN simpelthen ikke give mig hen til fyrene jeg møder i byen. Jeg VIL ikke involvere mig følelsesmæssigt med dem, og kan slet ikke overskue at have "ansvaret" for et andet menneske. F.eks. mødte jeg denne rigtig søde fyr for en måned siden og jeg besluttede mig så for at give ham en chance. Også for at jeg ligesom kunne prøve noget nyt, da jeg har været sammen med den samme kæreste i 4 år (fra jeg var 18-22). Men denne her nye fyr var utrolig sød og hengiven, men da han begynder at kalde mig skat og omtale os som kærester fryser min krop til is, og jeg bliver total skrækslagen. Jeg endte med at "slå" op med ham, og gik FULDSTÆNDIG ned over det. Alle de følelser der var involveret i min breakup med min eksæreste igennem 4 år, kom op igen og jeg tudbrølede en HEL dag (uden løgn). Det gjorde så ondt i mit hjerte at såre et andet menneske SÅ dybt, og da jeg skulle sige til denne her nye fyr at jeg altså ikke var interesseret i et parforhold, gik jeg helt i koma. Jeg tudede foran ham, og den stakkelt mand blev jo også ked af det fordi jeg reagerede så voldsomt.
Jeg er bare bange for at jeg ikke kan give mig hen til et andet menneske i frygt for at jeg alligvel i sidste ende går hen og sårer ham. Jeg er bange så frygtelig bange....
Hvad skal jeg gøre for at komme på banen igen og få et normalt "følelseliv" tilbage. Det er jo nemt og rende rundt og lege isdronning... men jeg savner en fyr. Det kan jeg ikke komme uden om, og der er sgu nok og tage af....
Jeg er en slank og køn pige, så det er ikke noget problem at få fyrenes interesse, men når jeg ligefrem flygter fra denne interesse VED jeg bare at der er noget galt, for jeg vil jo gerne have mig en mand som kan tage sig af mig.
Kom frisk i kloge livserfarne mennesker:-)
For 10 mdr. siden slog jeg op med min kæreste gennem 4 år. Det var utrolig forfærdentligt at gå igennem, og selvfølgelig mest for ham da han elskede mig. Jeg var fuldstændig afklaret med min beslutning og selvom jeg vidste det ville blive svært kunne jeg bare ikke mere. Jeg elskede ham ikke mere og hvorfor så spilde både hans og min tid. Nå men livet er jo gået videre og jeg boede sammen med min eks-kæreste i et halvt år før jeg fandt noget andet at bo i. Jeg må sige at være taknemmlig for at han ikke bare smed mig ud. Men vi fik i hvert fald talt rigtig godt ud om tingene og har nu et fantastisk venskab som jeg er MEGET glad for. Men nu sidder jeg så i min "nye" halvrådne lejlighed som bestemt ikke er særlig stor, og som til tider godt kan lugte af gammel mand... meeen, jeg er da lykkeligere end jeg var før jeg havde nosset mig sammen til at slå op med den kære.
Her i mellemtiden må der så været opstået en kortslutning eller et form for traume oppe i mit lille hoved. Jeg KAN simpelthen ikke give mig hen til fyrene jeg møder i byen. Jeg VIL ikke involvere mig følelsesmæssigt med dem, og kan slet ikke overskue at have "ansvaret" for et andet menneske. F.eks. mødte jeg denne rigtig søde fyr for en måned siden og jeg besluttede mig så for at give ham en chance. Også for at jeg ligesom kunne prøve noget nyt, da jeg har været sammen med den samme kæreste i 4 år (fra jeg var 18-22). Men denne her nye fyr var utrolig sød og hengiven, men da han begynder at kalde mig skat og omtale os som kærester fryser min krop til is, og jeg bliver total skrækslagen. Jeg endte med at "slå" op med ham, og gik FULDSTÆNDIG ned over det. Alle de følelser der var involveret i min breakup med min eksæreste igennem 4 år, kom op igen og jeg tudbrølede en HEL dag (uden løgn). Det gjorde så ondt i mit hjerte at såre et andet menneske SÅ dybt, og da jeg skulle sige til denne her nye fyr at jeg altså ikke var interesseret i et parforhold, gik jeg helt i koma. Jeg tudede foran ham, og den stakkelt mand blev jo også ked af det fordi jeg reagerede så voldsomt.
Jeg er bare bange for at jeg ikke kan give mig hen til et andet menneske i frygt for at jeg alligvel i sidste ende går hen og sårer ham. Jeg er bange så frygtelig bange....
Hvad skal jeg gøre for at komme på banen igen og få et normalt "følelseliv" tilbage. Det er jo nemt og rende rundt og lege isdronning... men jeg savner en fyr. Det kan jeg ikke komme uden om, og der er sgu nok og tage af....
Jeg er en slank og køn pige, så det er ikke noget problem at få fyrenes interesse, men når jeg ligefrem flygter fra denne interesse VED jeg bare at der er noget galt, for jeg vil jo gerne have mig en mand som kan tage sig af mig.
Kom frisk i kloge livserfarne mennesker:-)