Savn, fejl og depression

Hej alle
Selvom jeg naturligvis har en SOL konto, så er der noget jeg bare skal af med og derfor må jeg lige være anonym for en gangs skyld, da jeg er røget ind i en depression med det nogle nok vil betegne som en underlig årsag og som nok er mere truende end jeg først regnede med.
I 1997 gik jeg fra min daværende kæreste og sammen havde vi 2 katte, som flyttede med hende. Efter vores "skilsmisse" havde vi det stadigvæk nogenlunde godt sammen nogle måneder, men min eks kunne være direkte led, hvilket også var en af grundene til bruddet og vi drev mere og mere fra hinanden og jeg mistede helt kontakten med hende og dermed også kattene.
For små 3 år siden blev jeg så ramt af stress og efter lidt tid gik det over i en regulær depression, hvor jeg først forsøgte at klare det selv, indtil februar i år, hvor lægen gav mig lykkepiller.
Der er nogle ting i mit liv jeg har svært ved at ændre, så lykkepillerne tog toppen, men jeg kunne godt mærke at de ikke kunne klare det alene og det er måske dumt, men jeg stoppede med at tage pillerne fredag i sidste uge og i går kom så prisen.
Gennem hele perioden har jeg tænkt meget over mit liv, retningen og det at være studerende på et kandidatstudie osv. og det er i virkeligheden det der har fået mig ud hvor jeg er nu, men der var en specifik "ting", som jeg jævnligt har tænkt over de sidste 10-12 år og nu kommer det nok til at lyde mærkeligt, men det er kattene. Jeg elskede virkeligt de katte.
Ja jeg vil gerne have børn og katte kan ikke sammenlignes med børn, men for et par år siden fik jeg at vide at hunkatten stak af, hvilket jeg ved søgning på nettet har fundet ud af, at hun gjorde i 2001 og hankatten kan jeg ikke spore længere end til 2002.
Jeg stoppede på pillerne fordi jeg er overbevist om at jeg et eller andet sted har brug for en afklaring omkring nogle ting i mit liv og det der skete i går, har så overbevist mig om at én af de ting jeg skal have afklaret, er hvad der skete med kattene.
Tidligere under min depression kunne jeg bryde ud i gråd uden at jeg havde nogen egentlig forklaring til det og det skete så også i går, men det var forstærket hver gang jeg tænkte på kattene og hvordan det må være gået for dem, ja bare det at skrive det her lige nu er et problem og søvn blev til et par timer.
Øremærkerne fik jeg oplyst på Inges kattehjem hvor begge katte er registrerede og under den samtale brød jeg faktisk også sammen, så derfor er jeg overbevist om at en del af den depression jeg nu er ude i, må ligge i den uvished om de 2 skæbner som jeg fik skabt for mig selv tilbage i 1997 og vished om at jeg kunne have beskyttet kattene og givet dem et godt liv, hvis jeg bare var blevet sammen med min eks.
Jeg har også tænkt meget på i dag, at jeg jo selv var med til at tage kattene og at jeg bare rendte fra det ansvar og derfor nok har skabt en ustabilitet for dem, som har gjort at de syntes verden var bedre at klare alene.
Det skal lige siges at jeg elsker katte som dyr meget højt, stort set i alle afskygninger. Det er det mest fantastiske dyr, jeg havde bare aldrig regnet med at det kunne rage så dybt i mig.
Måske er det hele i virkeligheden faderinstinktet hvor jeg gerne vil beskytte mit "afkom", men lader til at have fejlet fælt på det område.
Jeg ved at min næste tid vil gå med at gøre alt for at finde ud af hvilken skæbne de har lidt, for da hankatten i dag vil være 14 år og hunkatten 12 år, så er mine chancer for at finde dem i live, nok ret små.
Åh gud jeg håber der er en psykologistuderende herinde der har et friskt bud på årsagen til min depression.

Åh gud.. jeg håber også at det er et fake indlæg det her.. ellers er du godt nok en taber.
At sidde og græde snot over et par katte!!
Få dig et liv og kom videre!

Jeg var næsten klar over at den slags svar måtte komme, men jeg vil hellere sidde og græde snot over et par katte og være en taber med en IQ høj nok til at have formodninger om hvad det er der sker, end være en af samfundets sande tabere.
Men der er et eller andet med dig og katte, mener det var "snotkludden" jeg kom forbi et par gange i katte forummet også, da jeg ikke vidste om jeg skulle skrive det dér eller her.

er der nok af. At han ikke kan kapere, hvilken samhørighed man kan opleve med sit kæledyr er bare too friggin bad.
Jeg har haft katte hele mit liv, og det er altid et helvede, når man skal af med dem igen. Jeg sørger for at give dem et godt liv, men når det er tid, er det tid.
Jeg har desuden selv haft depression gennem flere år, men kom igennem det for to år siden.
Tag én ting af gangen. Saml de løse ender - find ud af det med dine katte osv, så du kan begynde at samle energi igen til at give din uddannelse en skalde ;)

Stort kram
Spook

og jeg har altid haft én til flere i mit hjem.
Der kan ske ALT med katte ligesom med mennesker. Du har forladt din kæreste OG dine katte. De er altså FORTID nu.
Hvorfor skulle dine tidligere katte ikke have haft et godt liv - bare fordi DU ikke har været i nærheden? Måske er de døde og borte - ligesom din kæreste. Måske lever de i bedste velgående - ligesom din kæreste. Hvad ved jeg - og hvad ved du?
Mit bedste råd til dig, kære "Helt anonym" er, at du STRAKS anskaffer dig én eller to katte. Du har ret i, at det er vidunderlige dyr. Jeg har også sørget meget over nogle af mine katte, som enten er døde, forsvundet på mystisk vis eller løbet hjemmefra. Hver gang har jeg hurtigt anskaffet mig en eller flere nye, og så synes jeg bare, det er dem, der er de bedste. Hver kat er sin egen, og man kan overhovedet ikke lade være med at elske dem. Der er mange katte, der har brug for et godt hjem.
Om din depression og årsagerne til den, kan jeg ikke sige noget klogt. Det har jeg bare ikke forstand på - sorry - kun at du har brug for at få en ny kat LIGE MED DET SAMME.

Det er ikke noget man kan sætte sig ind i det, med mindre man har prøvet det. Jeg tror også jeg ville være skeptisk hvis det ikke var sket for mig, så jeg vælger at være lidt overbærende med indlæg og person. Forskellen ville dog nok være at jeg undlader at svare på noget jeg tydeligtvis ikke har en brik forstand på.
Men det er indimellem det smukke ved debatfora, der har alle en mening om alt og derfor er det muligt ikke kun at få kvalificerede svar, som dit, men også lomme psykologiske svar.
Nå men nok om det, dit råd er også det jeg kom frem til, at hvis jeg skal have styr på det hele, så bliver jeg nød til at tage det én ting af gangen, startene med det der hurtigst sender mit humør under køleskabstemperatur, for det er dét der gør det sværest for mig at løse den samlede byrde, jeg bliver ramt af koncentrationssvigt fordi mine tanker vandrer.
Det er måske også det der har gjort at jeg er stoppet på pillerne, jeg fik det bedre mens jeg var på dem og jeg kunne gøre tingene i vilkårlig rækkefølge uden det påvirkede mig meget, men de løste ikke problemerne og jeg tror selv (nu er jeg så lomme læge) at det jeg i virkeligheden har behov for, er at få luftet tankerne, snakket med nogen eller som her, skrevet med nogen, da der ikke umiddelbart er nogen i min omgangskreds jeg tror der ville reagere meget anderledes end "snotkludden".
Jeg betroede min stress til min bedste ven, da det egentligt var ham der opdagede den og anbefalede at jeg droppede skolen, for han kunne se det ville ende galt og det gjorde det så også og han ved så også at jeg er/var på Seroplex. Om jeg betror dette til ham ved jeg ikke endnu, men han ved jeg kigger på katte igen og han har mødt de 2 omtalte katte, han er bare ikke en kattemand og de har ingen kæledyr, så jeg er lidt tilbageholdende med at dele det med ham.
Men det er godt at høre at det er muligt at komme ud af helvedet igen, det giver mig et håb. Tak for svaret :o)

Du har helt ret, det er fortid og jeg burde i stedet se fremad med et par nye katte, der er en del derude som mangler et godt hjem. Der er ingen måde jeg kan ændre på det der er sket, men åbentbart en del i min fortid som min forstyrrede hjerne har problemer med kapere og derfor bliver jeg bare nød til at forfølge en viden om deres skæbne indtil jeg ved at jeg absolut ikke kan gøre mere.
Måske er det en egoistisk tankegang, der ikke kan ændre eller forbedre deres skæbne, men som kun kan tilfredsstille mig og jeg må indrømme, at jeg havde aldrig forestillet mig at det ville ramme mig så hårdt.
Der er efterhånden ikke det jeg ikke har søgt på i min søgen efter dem og fundet svar på, på Internettet omkring katte og deres adfærd og det er måske også det der nu er et problem, fordi jeg nu ved, at katte mest af alt har brug for stabilitet og et hjem som ikke flytter eller ændrer sig markant ellers ryger deres psyke meget nemt.
Så jeg vil meget gerne have et par katte igen og jeg har kig på flere både fra aviser og internater, men jeg bliver bare nød til at vente til jeg selv er kommet lidt ovenpå igen, så jeg ikke risikerer at sende flere katte samme vej, som det gik sidste gang.
Jeg er iværksætter og har netop mere eller mindre taget en beslutning om mit næste projekt, som jeg gerne vil afprøve. Det skal være en pension med butik og internat, så jeg i det mindste kan forsøge gøre noget godt igen, selvom det heller ikke ændrer på noget, rent skæbnemæssigt.
Så tak for dit svar, det er ganske fornuftigt at få et par katte igen, så det skal jeg også have :o)