Rystende erkendelse

Jeg har idag været til familiefødselsdag. Det var egentlig meget hyggeligt. Der var en udemærket stemning. Jeg legede lidt med min lille nevø. Fik noget godt at spise. Min kone skulle på arbejde, så jeg var alene af sted. Min hustru har to børn af tidl forhold, de var heller ikke med. Jeg var altså alene af sted. Vi gik en tur. Selvom det regnede nød jeg da turen.
Det der bekymrer mig, i disse situationer, er at jeg altid føler mig totalt overset bagefter. Jeg har prøvet det før. Jeg sidder altid bagefter i bilen og overvejer, om der var nogen der lagde mærke til, at jeg var der. Jeg er af en ret stor sammenbragt familie, har halvsøskende osv. De er allesammen voksne, jeg er den eneste uden børn. Pga forskellige forhold med depression mm. Har jeg aldrig haft det store behov for at få børn. Jeg er glad for dem min kone har. De er også rigtig søde mod mig. Ikke noget at klage over, vi har et rigtigt givende ægteskab. Men nu føler jeg mig bare så overflødig i min egen familie. Jeg har mest lyst til at blive væk.
Jeg er i antidepressiv behandling, noget der iøvrigt virker udemærket. Men jeg føler bare ikke at jeg kan tale med min familie om dette. Det er stort set kun min hustru der ved det. Jeg fornemmer at de andre ved det, men de har åbentbart berøringsangst. De må da gerne få det at vide, jeg føler bare ikke at tidspunktet har været rigtigt.
Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, er det en form for melankoli?
Så efter endnu en spildt søndag hvor jeg føler mig overset, havde jeg lige behov for at samle mine tanker. I må da gerne kommentere. Det kan være at I har det ligesådan med jeres familier.

Hvor gammel er du ... kan du ikke få børn sammen med din kone. Tal med hende
om det. Også snak med din egen familie om problemer ... de er din familie og vil forstå
og hjælpe dig med din situation.
Men TÆNK, der er mange mænd - uden børn i hele verden. Så lad være med at ked af det.

Det er vist bare lidt melankoli. Det rammer os alle i en eller anden grad i disse regnvejrsdage, selvom det er hyggeligt at gå en tur i det vejr.
Tro da ikke, det er lige meget om du er der. Det kunne jeg virkelig ikke forestille mig, men hvis du har et problem, som din familie er lidt berøringsangst overfor, så kan det bevirke, at de opfører sig lidt akavet. Det er en skam, men der nok kun dig selv til at indlede en samtale med dem.

eller ihvertfald noget af det samme. Jeg har valgt ikke at ha børn. Det er ikke populært. Men jeg har nu altid svært ved at forestille mig det er det der er galt.
For i grunden er det der irriterer mig mest at blive overset - simpelethen ikke nogen der spørger til noget. Synes jeg selv hele tiden spørger ind til hvordan det går, hvad nogen tænker på eller er igang med - men der er sgu aldrig nogen der spørger til mig.

Jeg har også tænkt lidt på at det muligvis er mig, der sender forkerte signaler ud. Det kan jo godt være at jeg sender det signal, at jeg ikke gider at snakke. Jeg har tit fået det indtryk af mig selv, at jeg bakker tilbage når nogen kommer tæt på. Jeg kan bedst lide at være på tomandshånd. Måske viser jeg heller ikke nok interesse.

folk har ofte også svært ved at takle personer, der umiddelbart har det dårligt. Skal de hive dig med i samværet, skal de lade dig være. Det letteste for de fleste er bare at trække sig, og håber du selv melder dig på banen, hvis du vil dem noget.
Nu ved jeg ikke hvor tæt dit forhold til din familie er, men jeg foreslår du er åben omkring måden din depression hæmmer dig på. Jeg havde selv en depression for nogen år siden, og det hjalp mig meget at forklare, at jeg ikke havde overskud til at være social, men at dette ikke betød, at jeg ikke VILLe være det.
Folk forstår tit mere end man umiddelbart tror, og jeg er sikker på at du både er social og alt muligt hvis bare du gir det en chance 🙂