Religion er bare et middel mod dødsangsten

Længere er den ikke.

caraten skrev:

Religion er bare et middel mod dødsangsten
Længere er den ikke.

Men er det nu også rigtigt det du skriver?

Jeg er jo ikke så dum, at jeg forestiller mig, at de troende er enige med mig, for så ville hele ideen med deres tro jo ligesom falde bort, fordi sløret mellem dem og dødsangsten reelt ville være løftet i samme øjeblik som sløret blev erkendt. Jeg prøver bare at hjælpe dem til en højere åndelig erkendelse end den religionen tilbyder. Det kræver mod at indse at der ikke er en Gud (der pussenusseagtigt har sørget og vedbliver at sørge for ens ve og vel hvis man bare gør som der står i en gammel bog) - men i sidste ende er det ikke værre end at stå på toppen af et meget højt tårn og kigge ned og forstå, at det sgu er op til en selv at sørge for at man ikke falder ned. Forstår du hvad jeg mener? Eller siger du bare som de fleste andre, at jeg ved ikke hvor jeg har min tro fra, det er ikke noget jeg kan forklare etc etc etc, fordi virkeligheden er for ubehagelig at tænke på.

Er du bange for at dø?
Med venlig hilsen, ftg.

caraten skrev:

Jeg er jo ikke så dum, at jeg forestiller mig, at de troende er enige med mig, for så ville hele ideen med deres tro jo ligesom falde bort, fordi sløret mellem dem og dødsangsten reelt ville være løftet i samme øjeblik som sløret blev erkendt. Jeg prøver bare at hjælpe dem til en højere åndelig erkendelse end den religionen tilbyder. Det kræver mod at indse at der ikke er en Gud (der pussenusseagtigt har sørget og vedbliver at sørge for ens ve og vel hvis man bare gør som der står i en gammel bog) - men i sidste ende er det ikke værre end at stå på toppen af et meget højt tårn og kigge ned og forstå, at det sgu er op til en selv at sørge for at man ikke falder ned. Forstår du hvad jeg mener? Eller siger du bare som de fleste andre, at jeg ved ikke hvor jeg har min tro fra, det er ikke noget jeg kan forklare etc etc etc, fordi virkeligheden er for ubehagelig at tænke på.

🙂
Hejsa og tak for svar.
Meget kan vi tro og håbe, men det eneste sikre for os alle ... uanset status eller tro er døden.
Jeg mener, jeg forstår det du skriver.
Jeg kan bare ikke se noget bevis på din påstand, om at troende tror på Gud på grund af dødsangst.
Det lyder snarere, som om du har forladt Gud, og har erkendt, du står på det høje tårn, du omtaler, og har indset at også du skal dø.
Jeg ved jo ikke hvorfra du har ideen om dødsangst, men det kan du måske forklare?
Jeg kan heller ikke se, hvorfor den måde du anskuer livet på ... uden Gud ... er lig med en højere åndelig erkendelse, end det at tro på Gud.
Måske du også vil forklare dette?
Alt godt til dig.
afa

Delvis er det rigtigt, men så simple er det nu heller ikke

Længere er den ikke.

Som troende er jeg jo helt overbevist om, at Gud har skabt os mennesker, så vi psykologisk og sociologisk er disponerede for at tro. Dødsangst kan da meget vel være en af mekanismerne der er i spil.
Hvis der ikke var nogle mekanismer i os, der fik os til at tro, ville der ikke være nogle troende, vel. Så det virkelige spørgsmål må være, hvorfor vi er "skabt" med sådanne mekanismer?

Som troende er jeg jo helt overbevist om, at Gud har skabt os mennesker, så vi psykologisk og sociologisk er disponerede for at tro. Dødsangst kan da meget vel være en af mekanismerne der er i spil.
Hvis der ikke var nogle mekanismer i os, der fik os til at tro, ville der ikke være nogle troende, vel. Så det virkelige spørgsmål må være, hvorfor vi er "skabt" med sådanne mekanismer?

Svaret på dét spørgsmål mener jeg er ret ligetil at besvare:
- vi (det moderne menneske, homo sapiens) har udviklet pandelapper som giver os både stor kreativitet og stor selvforståelse. Det er altså ren biologi så langt.
- vores selvforståelse fordrer at vi kan se os selv i vores verdensbillede - og derfor vil vi, helt naturlig, forsøge at få et samlet overblik over situationen. Det er jo det som stadig driver videnskaben fremad, og det var den samme følelse som var i spil i pre-videnskabelig tid. Personligt "elsker" jeg når videnskaben gør nye landvindinger og når verdensbilledet bliver udbygget. Biologisk kan det sikkert forklares med at overblik udløser dopamin i hjernen eller lignende. Det er altså et grundvilkår for vores mennesketype.
- i pre-videnskabelig tid var man henvist til at fundere og gætte på tingenes sammenhæng, og derfor er det ikke så mærkværdigt at de fleste "forklaringer" startede med at det hele var "skabt" af en som var "overhoved". Alle mennesker kendte jo til familiestrukturer hvor der var et overhoved (typisk en far) og det var så bare at eskalere dette billede op til at også at gælde en "skaber" som stod for det hele. Dermed var overblikket sikret, og dopaminen kunne belønne hjernen.
- sålænge alle disse forskellige "ammestuehistorier" var det enkelte menneskes egne forestillinger, virkede det jo også fint nok.
Problemerne blev dog større efterhånden som befolkningstætheden steg. Der blev brug for samfundsstrukturer som kunne styre de enkelte grupperinger - og fyrster og despoter var ikke længe om at finde ud af, at det enkelte menneskes private tro kunne bruges til at styre med - når bare det hele blev rettet lidt til.
Dermed var organiseret religion født - og religionerne mistede på den måde deres uskyld.
- i vores moderne tid hvor vi har godt styr på både historie og videnskab og samfundsstrukturerne behøver heller ikke religiøs opbakning for at kunne fungere.
Derfor er det slet ikke nødvendigt at have religion overhovedet. Vi får et meget bedre og mere konsistent verdensbillede UDEN religion. Det enkelte menneske kan selvfølgelig sagtens have sin egen private forestilling af religiøs karakter, men egentlig organisering er unødvendig.
Så hvad ER religion egentlig idag?
Det er vel kun et overflødigt levn fra en svunden tid. Det overlever kun fordi små uskyldige børn stadigvæk bliver indoktrineret med det i de første følsomme år hvor deres hjerner ikke kan stritte imod.
En af de allerstørste ulemper ved religion er risikoen for at det kan udnyttes af griske svindlere som kan tilrane sig magt og (ikke mindst) penge ved at udnytte religions-inficerede menneskers trang til at beskæftige sig med denne virkelighedsfrugt - som jo altså OGSÅ fylder DERES hjerner med dopamin når budskaberne er smarte nok.
Så religion er måske nok menigmands værn mod dødsangst - men det er meget meget mere end det for svindlerne i branchen. Det er en af de bedste måder at udnytte andre mennesker på - man skal bare være skrupelløs nok - og det ser vi jo at de er (ingen nævnt, ingen glemt).
politikeren

Du prøver så med "hjerne-scannings" metoden: Gud findes i hjernen. Det er grundlæggende den samme forklaring, som den psykologiske, bare forklaret som et hjernefænomen.
Det virkelige spørgsmål er (hvis du altså har ret): Hvorfor udviklede vi store pandelapper, som tilskynder os til at tro på Gud? Var det tilfældigt, eller var det noget Gud havde "planlagt"?
Grundlæggende er det jo et spørgsmål om kausalitet: Er Gud den bagvedliggende årsag, eller er Gud ikke? Men hvis vores hjerne ikke disponerede os for at tro på Gud, ville der jo ikke være nogen troende, vel? Så som troende finder jeg det naturligt at spørge, om det mon ikke er Gud der står bag?

Du prøver så med "hjerne-scannings" metoden: Gud findes i hjernen. Det er grundlæggende den samme forklaring, som den psykologiske, bare forklaret som et hjernefænomen.
Det virkelige spørgsmål er (hvis du altså har ret): Hvorfor udviklede vi store pandelapper, som tilskynder os til at tro på Gud? Var det tilfældigt, eller var det noget Gud havde "planlagt"?
Grundlæggende er det jo et spørgsmål om kausalitet: Er Gud den bagvedliggende årsag, eller er Gud ikke? Men hvis vores hjerne ikke disponerede os for at tro på Gud, ville der jo ikke være nogen troende, vel? Så som troende finder jeg det naturligt at spørge, om det mon ikke er Gud der står bag?

- og sådan kan vi hele tiden blive ved...
Du viser jo tydeligt at din religiøst-prægede hjerne hele tiden tænker kreativt i dén retning som DU foretrækker - og jeg tænker så tilsvarende den anden vej.
Vi får nok aldrig en endegyldig løsning på det problem - tror du?
Det egentlige problem er jo også det MISBRUG af religion som finder sted i mange organiserede sammenhænge - og vel faktisk i de allerfleste sekter.
Kunne vi få ryddet lidt op i disse røverkuler, kunne vi nok leve med resten.
Jeg har noteret mig at politikerne er ved at begynde at interessere sig for at gøre noget ved den svindel som finder sted i de kredse. Jehovas Vidner har hjulpet godt til med at få tingene frem i lyset - selv om racismeanklagen kun er et delproblem. Blod-spørgsmålet og den djævelske børneopdragelse er jo meget større problemer, men nok noget sværere at få lukket op for.

politikeren

🙂
. . . Jeg tror hverken det er helt eller delvist, min fornemmelse er at vi bare er forskelligt gearet i vores hjerner - Noget a la vi også er gearet forskelligt hvad angår evner eller vor valg af partner.
jalmar

Delvis er det rigtigt, men så simple er det nu heller ikke
[quote="caraten" post=2733799]Længere er den ikke.[/quote]

Det er nemt at svare på.
Det er en forsvarsmekanisme, som iværksættes imod en ubehagelig erkendelse. I min verden kaldes det eskapisme eller fortrængning af virkeligheden. Du kan også kalde det fantasi, hvis det er mere uskyldigt. Jeg tror jo dybest set de fleste troende godt er klar over hvordan det forholder sig, at der ikke er en Gud, men bare synes troen er en sød tankegang at flirte med.
Jeg mener godt, at man kan frigøre sig fra sådanne fortrængninger ved anvendelse af en rationel tankegang og ved at erkende, at man må prøve at forlige sig med døden, f.eks. ved at erkende, at døden ikke er personlig, men noget der rammer os alle. Og ved at få mest muligt ud af livet mens man har det.

Sådan kan man nemlig blive ved - det kaldes første-årsags problemet.
Men jeg er meget enig i, at vi bør arbejde på, at holde samfundet fri for religiøst plat. Men som du selv er inde på, er det en ulige kamp. Det skal dog ikke afholde os fra at forsøge....

Du mener du tror det er eskapisme.
Om verden har en skaber afhænger ikke af, om vi forstår, hvordan verden fungerer. Når alt kommer til alt har en bil jo også en skaber, selvom vi forstår, hvordan den virker.
Man kan godt psykologisere Gud væk, jævnfør min avatar. Men hvis Gud er verdens skaber (og det tror jeg Gud er), forsvinder Gud jo ikke uanset, hvor meget du så psykologiserer...

......................... Men hvis Gud er verdens skaber (og det tror jeg Gud er), .......................

Det kunne jeg godt tænke mig at se begrundet.

Tro er den første årsag jeg møder. Man kan i sagens natur ikke begrunde en første årsag.

[???]
. . . lider af dødsangst.
Men jeg vil medgive dig så meget, at Kristne ved dødsfald ofte bruger Herren som en dybere mening for at deres Kære er kaldt hjem: »Det var Herrens Vilje«, som jeg også har hørt: »Herren høster de bedste først«.
Min søster er rædselslagen ved tanken om døden, bare hun skal bedøves går hun på det nærmeste amok fordi hun er overbevist om at hun ikke vil vågne igen - På egne vegne har jeg egentlig ikke nogen mening om døden, da jeg ikke har prøvet at være i nærheden selv, hvor min nuværende konklusion er at det er en del af livet.
jalmar

[/quote]
[quote="caraten" post=2733900]Religion er bare et middel mod dødsangsten
Det er nemt at svare på.
Det er en forsvarsmekanisme, som iværksættes imod en ubehagelig erkendelse. I min verden kaldes det eskapisme eller fortrængning af virkeligheden. Du kan også kalde det fantasi, hvis det er mere uskyldigt. Jeg tror jo dybest set de fleste troende godt er klar over hvordan det forholder sig, at der ikke er en Gud, men bare synes troen er en sød tankegang at flirte med.
Jeg mener godt, at man kan frigøre sig fra sådanne fortrængninger ved anvendelse af en rationel tankegang og ved at erkende, at man må prøve at forlige sig med døden, f.eks. ved at erkende, at døden ikke er personlig, men noget der rammer os alle. Og ved at få mest muligt ud af livet mens man har det.

Hvis du mener, om det kan bevises, at Gud ikke eksisterer, så ligger beviset i, at han ikke kan konstateres (videnskabeligt). Han bliver ikke mere virkelig af, at der er folk, der tror på ham.

Hvad mener du med "For mig er Gud virkelig uden for religionen."?
Religion er jo netop defineret ved at være tilbedelse af Gud.

Videnskabeligt set giver det ikke mening at tale om overnaturlige forklaringer på tingene, så videnskabeligt set giver det ikke mening at tro på Gud. Det er en afgrænsning af, hvad videnskab er, og fortæller intet om, hvorfvidt Gud findes eller ej. Spørgsmålet om Guds eksistens kan videnskaben ganske enkelt ikke forholde sig til.
Jeg benytter forøvrigt tro på Gud som en af metoderne til at afgrænse, hvad videnskab er, når jeg underviser i videnskabsteori.

Jeg er ikke stødt på ét eneste tegn i mine 48 år på, at der skulle eksistere en Gud. Men jeg er stødt på folk, der tror på det umulige.

Jamen tillykke med det. Den dag du skal undervise i videnskabsteori, kan du divertere med at forklare de studerende om videnskabens afgrænsning.
Der findes i sagens natur ingen videnskabelige beviser for Guds eksistens, eftersom selve ideen om Gud ligger udenfor videnskabens område. Men jeg tror Gud eksisterer.

Tro må jo nødvendigvis angå forhold, som ikke kan konstateres videnskabeligt, dvs. som ikke vides. Spørgsmålet er alene om der er belæg for troen.

Jeg kan jo ikke sige andet end det man plejer at sige:
1) Universet ser ud somom det har en begyndelse (Big Bang), og det er derfor naturligt at spørge, hvem/hvad der satte det hele i gang?
2) De fysiske konstanter ser ud til at være "fintunet" til livets opståen. Det er jo alligevel noget af et sammentræf, hvis der ikke står en skaber bag.
3) Mennesket er disponeret for at tro. Det ville passe med en skaber, der ønsker vi skal tro.
Men det overbeviser naturligvis ikke dig. For hvem siger der kun er et univers? Og hvis der er uendeligt mange universer/domæner, er det ikke så besynderligt, at nogle områder egner sig til liv. Og hvem siger, at der i alle universer med liv findes folk der tror?
Der er bare et "aber-dabei". Selvom den slags hypoteser ofte iklædes videnskabeligt sprog, er de indtil videre rendyrket spekulation. Hvorfor skulle jeg tage den slags alvorligt, når det nu falder mig naturligt at tro på Gud?

Der er bare et "aber-dabei". Selvom den slags hypoteser ofte iklædes videnskabeligt sprog, er de indtil videre rendyrket spekulation. Hvorfor skulle jeg tage den slags alvorligt, når det nu falder mig naturligt at tro på Gud?

Du har ret, men det er også 5 minutter i tolv, og vi fylder ikke ret meget i historien om vores verden selvom vi tror at intet er mere vigtigt end os
Vi vælger vores tro fordi det er det eneste vi kan forholde os til
eller
Vi fravælger tro fordi vi ikke kan forholde os til dette
Spekulation er godt hjernegymnastik

Du har bare købt ind på den gode fortælling. Ligesom i filmen Big Fish. Den er også besnærende. Den giver vel en forklarende ro.

Det her kører i ring. Mennesker er disponerede for at tro. Du antager á priori, at det kun er noget der sker inde i hovedet. Men det kan ligeså godt skyldes, at skaberen har skabt os med evnen/lysten til at tro. Måske er det i virkeligheden dig der ikke tør give efter for din egen gudskabte lyst til at tro?
Diskussionen begynder og ender med første-årsagsproblemet. Vi kan godt køre denne debat en 3-4 ture mere, men konklusionen vil hver gang ende på samme måde: Du vil (reduktionistisk) sige, at du vil have en årsag til at tro på Gud, jeg vil levere nogle begrundelser som historisk er blevet benyttet som årsag til Guds eksistens, men de vil ikke "bide" på dig, fordi du tror der en dag bliver ført bevis for en alternativ forklaring.
Og sådan kan vi hygge os, indtil en af os ikke orker det mere, og træder ud af diskussionen. Men den almægtige Gud som løsning på første årsagsproblemet er stadig gangbart, og så er det et bud mennesker har troet på i årtusinder.
Skal vi følge traditionen spørger du nu, hvem der så skabte Gud....

caraten skrev:

Hvad mener du med "For mig er Gud virkelig uden for religionen."?
Religion er jo netop defineret ved at være tilbedelse af Gud.

🙂
Alt det der med Gud ... ja det skulle vi måske ha' haft på plads først.
For hvad forstår du ved Gud?
Findes han kun i religionen ... og det nedskrevne ord?
Religion er for mig en trosretning, der mere eller mindre har deres egne antagelser vedrørende troen og hvordan livet skal leves/forstås ect.
For mig er Gud livets årsag.
Derved er han altid nærværende i mit liv, og jeg bliver hele tiden bekræftet af hans eksistens.
Derfor siger jeg:
"For mig er Gud virkelig uden for religionen."
Jeg er dog kristen orienteret, og jeg læser Bibelen og prøver at forstå, det der står.
Religioner og deres tolkning af Bibelen vil aldrig komme til at ødelægge dette forhold, jeg har til Gud.
Så derfor udenfor. 🙂

Jeg vil nu mene, at det er de folk, der hævder, at der er en Gud, der skal føre bevis for det. Man kan nu engang ikke bevise det negative.
At mennesket er disponeret til at tro, er jeg enig i for så vidt at mennesket er udstyret med en livlig fantasi. I religionsspørgsmålet har den dog taget overhånd.

Ok, så lad os kalde det tro i stedet for religion.

Hvorfor? Indenfor videnskab skal man søge at begrunde sine påstande, med reproducerbare resultater andre kan søge at eftergøre. Men sådan fungerer tro jo netop ikke. Hvordan skulle man nogensinde føre bevis for, hvad der ligger udover det univers vi lever i?
Dit krav om et bevis er implicit et krav om, at vores verdensbillede skal reduceres til det videnskabelige verdensbillede - det er det man kalder videnskabelig reduktionisme. Jeg tror ikke på videnskabelig reduktionisme.

Det ligger jo ikke udover vores univers. Det er dannelsen af dette univers vi taler om. En fysisk proces, uanset hvordan du vender og drejer det.
Bortset herfra er det utroværdigt at ville friholde sin påstand om en Gud fra sædvanlige beviskrav ved at henvise til at påstanden angår forhold udenfor det beviselige. Ikke for at nedgøre troen, men den slags argumentation kender vi jo fra børn, der også finder imaginære undskyldninger for deres handlinger i stedet for at indrømme hvad de har gjort.

Vi taler ikke om dannelsen af universet. Vi taler om den bagvedliggende årsag til universets dannelse, som ligger udenfor universet selv. Den berømte første-årsag.
Hvis du ikke forstår første-årsags problemet, bør du nok sige til, inden vi fortsætter, for ellers kommer vi til at tale forbi hinanden....

Ja, vel den oprindelige årsag til at Gud skabte universet i jeres tankesæt?

Nej, den første årsag til hvadsomhelst. Den årsag der ikke kan forklares, fordi den selv er den oprindelige årsag.
Eksempel: Universet antages at have en begyndelse (Big Bang). Dermed er det oplagt at spørge, hvad der forårsagede Big Bang. Når man ikke spørger, hvad der forårsagede Gud skyldes det, at Gud, ifølge kristen tankegang er uden begyndelse, og defor ikke skyldes nogen årsag: "Gud er" bare. Gud ER førsteårsagen.
Første-årsagsproblemet er, at uanset, hvor mange svar videnskaben finder, kan man altid spørge, hvorfor verden så er sådan indrettet? Vi kan aldrig bevise den dybereliggende forklaring. Men man kan så gætte på hvad den er, og et af de bud er Gud.
Men af samme årsag giver det ikke mening at spørge om beviser for Gud - man kan i princippet kun henvise til, at der jo må være en første årsag til tingene: En årsag til, at tingene er som de er. Man kan så tro på Gud er førsteårsagen, eller man kan lade være...

Det er som sagt besnærende men ikke særligt troværdigt og en lille smule skræmmende at opstille en teori, hvis natur er, at den ikke skal bevise sin sandhed.

Længere er den ikke.

Hvad er så formålet med tråden, hvis du har svaret og har konstateret fra start at alle andre meninger er forkerte?
mvh multani

Det er ikke en teori, det er en tro. Ligesom når jeg tror på min kone og jeg skal være sammen til døden os skiller, selvom jeg på ingen måde kan bevise det.

Det er min pointe. At man ved at kalde det et bestemt ord, her tro, kan sige sig fri for at skulle bevise sandheden i det man taler om, kalde det hvad du vil.
Din påstand om din hustru kan jo verificeres. På et eller andet tidspunkt i hvert fald.

Men den kan hverken verificeres eller falcificeres nu, vel? Først, når en af os dør kan den verificeres, kun hvis vi går fra hinanden bliver den falsificeret. Men lige nu er det bare tro.
Nu skriver du, at religion bare er en måde at håndtere dødsangst. Men hvis der viser sig at være noget efter døden, er dit "bare" falsificeret - så var det ikke "bare" det det handlede om...

Din påstand om din hustru angår noget fremtidigt, og derfor og kun derfor kan den ikke verificeres nu.
Påstanden om at Gud skabte universet og Jorden angår noget fortidigt. Du kan ikke plukke et enkelt fremtidigt element af troen ud - tanken om livet efter døden - og så sige at hele troen først verificeres senere. Det ville jo også stride lidt mod, at du slet ikke mener, at tro skal kunne bevises.

Du misser fuldstændigt pointen.
Gud er skaberen af verden, og er derfor "udenfor" den verden vi kan undersøge. Ligesom man kun kan undersøge hvad fremtiden bringer ved at afvente den, kan man kun bevise Gud findes, ved at bevæge sig udenfor den skabte verden, og det er jo umuligt. Men ifølge Bibelen vil vi engang "se" Gud, og så er beviset der jo - så kan man jo diskutere, om det også betyder i fremtiden? I hvert fald er det noget vi ikke bare kan undersøge.
Jeg synes debatten kører for meget i ring, så jeg "står af", medmindre du bringer afgørende nyt ind i debatten.

Nej, det er ikke vores debat, men troen, der er cirkulær. Hav en god dag.

Som jeg skrev i et indlæg, at forsøge at gøre det klar for de troende, at de blot har en livlig fantasi, men at der ikke er noget som helst belæg for deres tro.

Som jeg skrev i et indlæg, at forsøge at gøre det klar for de troende, at de blot har en livlig fantasi, men at der ikke er noget som helst belæg for deres tro.

Har du overvejet en anden tilgang, eller vurderer du, at det er den bedste måde at drøfte den slags emner på, ved at lukke helt ned for at ville høre andres argumenter?
Jeg er troende Kristen, og jeg vil bestemt medgive at troen også kan være et middel mod dødsangst.
Men jeg må så sige, at jeg var troende allerede i folkeskolen og det har altid været naturligt for mig, på trods af, at hverken mine forældre, min bror eller nærmeste venner har været eller er særligt troende.
Jeg kan godt afsløre, at dødsangst ikke var noget der figurerede for mig i skolen.
Men troende eller ej, så tror jeg vi alle oplever dødsangst til tider.
Jeg er lige i denne stund ikke dødsangst, jeg vil gerne leve men frygter ikke i skrivende stund døden.
Men aktuelt er jeg heller ikke truet, når vi bliver truet eller skal man sige får sine livsvilkår udfordret i den retning, så reagerer vi gerne voldsomt som mennesker, bliver kede af det, vrede, bange eller urolige. Det er helt normalt, og jeg har også prøvet det og der kunne min tro ikke bremse den angst jeg havde, i hvert fald ikke med det samme.
Faktum er, at hvis du skærer alle over en kam, og vurderer at religion kun er en sutteklud, så siger du også at det er gældende for alle troende/religiøse mennesker, og det er altså helt og aldeles forkert.
Nu har jeg ikke set alle trådende, men jeg gætter på at du ikke selv er troende, men hvordan håndterer du så i øvrigt dødsangst, og tror du at en tro ville hjælpe dig?
mvh multani

Nej, desværre. Ikke for at være arrogant, men jeg synes jo det er latterligt at tro. På niveau med et Anders And-blad, så nej, jeg tager den hårde vej, som jeg skrev. Det kræver mod at erkende at der ikke er en pussenusse-Gud der tænker på os. Men for mig er det at blive voksen. Farvel til julemand, Jesus etc. Jeg har også skrevet lidt om hvordan man kan håndtere sin dødsangst, f.eks. ved at erkende at døden ikke er personlig men noget der overgår os alle og leve bedst muligt så længe man har livet, så man ikke fortryder særligt meget den dag man skal bort.

Det er jo en ærlig sag at du ikke finder tro brugbart eller aktuelt for dig selv.
Men du skal jo tænke på at verden er større end ud til vores egen næsetip.
Der er bare forskel på hvordan vi opfatter verden og hvilke regler vi lever efter.
Det vigtige er at vi kan sameksistere, så er det jo mindre vigtigt hvorfor vi vælger at hjælpe hinanden eller være gode samfundsborgere.
Når motiverne og opførslen er god, hvorfor gør det så en forskel, om vi har lært næstekærlighed gennem Bibelen eller gennem en forsker eller en på TV.
Du er hverken et bedre eller ringere menneske fordi du er ateist, ligesom jeg ikke er det fordi jeg er troende. Du synes så jeg er latterlig, eller i hvert fald, at min tro på Jesus er det. Men hvordan mener du egentlig, at det bidrager til at vi får det bedre mens vi er her, som du jo selv fremhæver som vigtigt?
Er det kun os selv vi skal søge lykke og tilfredsstillelse for, eller er det vores familie, vores venner, dem vi møder på gaden, hvor langt mener du man skal gå?

Nej, desværre. Ikke for at være arrogant, men jeg synes jo det er latterligt at tro. På niveau med et Anders And-blad, så nej, jeg tager den hårde vej, som jeg skrev. Det kræver mod at erkende at der ikke er en pussenusse-Gud der tænker på os. Men for mig er det at blive voksen. Farvel til julemand, Jesus etc. Jeg har også skrevet lidt om hvordan man kan håndtere sin dødsangst, f.eks. ved at erkende at døden ikke er personlig men noget der overgår os alle og leve bedst muligt så længe man har livet, så man ikke fortryder særligt meget den dag man skal bort.

Jeg vil forsvare din ret til at tro. Jeg var en af de første der skrev læserbreve i starten af 00'erne da de anti-islamske kræfter for alvor fik medvind her i landet og inden det gik op for Politiken hvad der var ved at ske. Jeg har endog skrevet til dronningen da hun begyndte at kritisere muslimerne. Så religionsfriheden er vigtig for mig at I har. Den respekterer jeg, fordi det skal samfundet ikke blande sig i.
Det er også vigtigt at sameksistere. Så hvis der virkelig ikke er anden udvej end at folk må tro, så må det være sådan det er.
Jeg vil bare gerne slå et mere end løst slag for et opgør med religionerne og det synes jeg er et godt sted her på sol.dk hvor der er debat om de ting.
Jeg har måske også lidt svært ved at forestille mig, at jeg kan have særligt meget dybt til fælles med folk, der tror, fordi en lang række diskussioner og ræsonnementer som jeg synes er vigtige at tage, og måder at se verden på, strander fordi det er givet for jer og I derfor ikke stiller spørgsmål til livets vigtige åndelige spørgsmål længere, nu hvor I mener at have svaret. I søger ikke mere. Men det er jo i sidste ende noget der vedkommer jer og ikke mig, men som min hustru siger så kan jeg ikke fatte at hele verden ikke er enig med mig. :-)

Jeg synes det er en meget sympatisk indgangsvinkel, som jo også bevidner om humanisme fra din side.
Nu ved man jo ikke, jeg kan sagtens forestille mig, at vi har flere ting til fælles, trods vores religiøse uenighed, jeg tror endda jeg kan garantere dig, at hvis du møder mig til en fest, begivenhed, eller nede i byen, så vil du aldrig kunne regne ud at jeg er kristen.
Det er jo ikke fordi jeg stikker ud fra alle andre, fordi jeg tror på Jesus.
Nu vil jeg så sige, at jeg ikke har opgivet at stille spørgsmål. Jeg stiller masser af spørgsmål, jeg tvivler, jeg er kritisk.
Den dag man opgiver det, bliver man fanatiker tror jeg, og det ønsker jeg ikke.
Du skal også huske, at jeg som kristen jo ikke siger videnskab, samfundsnormer, demokrati og lign fra, fordi jeg har et livssyn der grunder i en oldgammel tro.
Jeg er bevidst om, at der er gået mange år siden Jesus var kød og blod her på jorden, og man kan ikke læse Bibelen som en brugsanvisning.
Vores samfund har ændret sig, og på mange områder, heldigvis i en god retning.
Det din kone siger, er nok godt at hun minder dig om engang imellem.
Jeg tror vi alle kender den oplevelse hvor vi tænker, aaargh hvis nu bare andre kunne forstå og så det samme som jeg.
Men når vi så kommer lidt videre, så synes jeg det er godt, at det ikke er sådan, det er helt fint at vi er forskellige.
mvh multani

Jeg vil forsvare din ret til at tro. Jeg var en af de første der skrev læserbreve i starten af 00'erne da de anti-islamske kræfter for alvor fik medvind her i landet og inden det gik op for Politiken hvad der var ved at ske. Jeg har endog skrevet til dronningen da hun begyndte at kritisere muslimerne. Så religionsfriheden er vigtig for mig at I har. Den respekterer jeg, fordi det skal samfundet ikke blande sig i.
Det er også vigtigt at sameksistere. Så hvis der virkelig ikke er anden udvej end at folk må tro, så må det være sådan det er.
Jeg vil bare gerne slå et mere end løst slag for et opgør med religionerne og det synes jeg er et godt sted her på sol.dk hvor der er debat om de ting.
Jeg har måske også lidt svært ved at forestille mig, at jeg kan have særligt meget dybt til fælles med folk, der tror, fordi en lang række diskussioner og ræsonnementer som jeg synes er vigtige at tage, og måder at se verden på, strander fordi det er givet for jer og I derfor ikke stiller spørgsmål til livets vigtige åndelige spørgsmål længere, nu hvor I mener at have svaret. I søger ikke mere. Men det er jo i sidste ende noget der vedkommer jer og ikke mig, men som min hustru siger så kan jeg ikke fatte at hele verden ikke er enig med mig. :-)

Det er selvfølgelig ikke korrekt, hvad du skriver.

” … forstå, at det sgu er op til en selv at sørge for at man ikke falder ned”.
Citat slut.
_____________________________
Kommentar:
Det er en interessant udtalelse, meget interessant. Hvad kan man så nævne; hvad der er op til én selv at sørge for, at man ikke ”falder ned”? Altså, hvor meget er vi selv herrer over?
For at kunne svare sandfærdigt på det må vi bruge udelukkelsesmetoden.
Vi er ikke selv herrer over; at blive født, at være rask, ikke at få kroniske sygdomme, blive ramt af ulykker, ramt af udefrakommende ”ubehageligheder”, krige, kriminalitet og konsekvens.
Psykiske sygdomme, tvangstanker, naturens ”luner”, andre menneskers shortkommings o.s.v.
Så alt i alt, er det ikke ”op til én selv at sørge for, at man ikke falder ned”.
Kan Bibelen, Gud, Religon så hjælpe? Ja.

Platoon

Der skal i hvert fald være plads til alle.
Jeg tror dog jeg ville have foretrukket at ham Gud havde skabt os lidt mere ens, ikke kun hvid og sort, men også mand og kvinde.

Nu er der mange der også kan lide det sus en god gyser giver.
Ellers handler det vel om den eksistentielle angst.
Den gængse kristne løsning angives i nåden og tilgivelsen.
Jehovas Vidners løsning ligger i, at organisationen overtager opgaven at definere normen og ansvaret for at angive "det rigtige valg".
Man kan selvfølgelig også bare acceptere livets usikkerhed og meningsløshed...

mvh
Billen