psykologer og sygehus??!!

Hej.
Jeg er en pige på 20 år, som selv mener at jeg har været meget igennem. Jeg skriver ikke dette indlæg for at få medlidenhed på nogen måde, hader det. men for at sandheden forhåbentlig går op for nogle derude i det danske land.
Da jeg var 9 år begik min reseve mor selvmord. ærlig talt så skød hun hovedet af sig. Jeg fik ikke hjælp dengang, for mine forældre troede ikke at det var nødvendigt. Selvom at jeg på den tid af året hvor hun døde blev/bliver helt ustyrlig.
Jeg fik først af vide små 6 år efter hendes død, at hun havde skudt sig selv, dagen før at hun skulle til psykolog. og hun havde ventet i over et halvt år på at komme til en psykolog. Kan det virkelig passe, at folk der prøver at begå selvmord skal vente et halvt år, men at snakke med nogen om det?
det der forbavser mig mest. er at jeg selv har stået i hendes situation. Jeg har været så frygtelig ked af det at jeg ikke har kunnese nogen anden udvej end at tage mit eget liv. Det er for det meste blevet fremprovokeret hvis noget eller nogen har forladt mig.
Men jeg kom til at tage en del piller, og blev slæbt på sygehuset for at få noget kul. Da jeg kommer derud spørger de om jeg kunne finde på at gøre det igen. jeg svare ja. De kigger på mig og siger at hvis jeg sagde sådan så blev de nød til at indlægge mig. Jeg svare så: "Okay, så kan jeg ikke finde på det igen" og de lod mig gå... Den situation har jeg snart været i mange gange, og gang på gang lader de mig går. Til sidst mente jeg at det ville være sundest for mig at tale med en psykolog, men de kunne ikke hjælpe mig.. de rodede i gamle sager, der var låst pænt væk inde i mit hjerte og det gjorde bare at jeg fik det værre og værre... til sidste prøvede jeg igen at tage mit eget liv, igen med piller og det gjorde desværre bare at jeg igen igen skulle på hospitalet og igen igen lod de mig gå...
Er det virkelig sådan at det danske system er indrettet... På et punkt ønsker jeg virkelig at blive hjulpet for jeg sidder igen med disse tanker og billeder af hvordan jeg kan tage mig eget liv inde i hovedet. men på den anden side så ved jeg at de ikke kan hjælpe mig.. de roder kun op i det så det bliver værre...

Hej snuske1984
Din historie lyder fuldstændig grotesk, og jeg har faktisk i længere tid tænkt på, at selvmordstruede folk bliver tabt på gulvet. Og det har du netop bekræftet.
Jeg er journalist på BT og kunne godt tænke mig at tale med dig, netop med henblik på at jeg vil sætte fokus på selvmordstruede personer.
Vi kan bare tage en meget afslappet sludder, hvor vi kan udveksle erfaringer.
Jeg håber, at du vil hjælpe mig med at sætte fokus på dette emne.
Kontakt mig på mdy@bt.dk

Er meget ked af at høre om din situation. Min far begik selvmord, da jeg var 14 år gammel og jeg modtog aldrig nogen hjælp i den forbindelse. Derfor har jeg mange år senere måttet bearbejde det hele og jeg har også selv haft selvmordstanker. Desværre er jeg nødt til at sige til dig, at det GØR rigtig ondt at få hjælp og de SKAL rode op i en masse gammel sorg, før du kan få det bedre. Hvis du bakker ud, fordi det gør for ondt, bliver det altså meget vanskeligt for dig at komme over det. Hjælpen kommer ikke flyvende; jeg har selv betalt min psykologhjælp og jeg har VILLET det. Ved godt, det lyder lidt hårdt, men du er nødt til selv at gøre arbejdet...gå til den og hav ikke selvmedlidenhed. Det nytter ikke noget. Og tro mig, der er lys på den anden side, hvis du selv vil se det.
Tanker til dig fra en efterladt, der selv har tænkt på selvmord...

Hej søde.
Når livet lægger dig ned, er du nød til at prøve at komme op igen, og det siges at det kan lade sig gøre:)
Jeg har selv i samme grad oplevet svigt fra samfundet/systemet, Jeg har ikke så meget at sige, den smerte du oplever, og det livssyn der plager dig, jeg kan kun sige at du ikke er alene i verden, og det er rigtigt hvad "en efterladt" skriver til dig, Det er det der skal til for at komme videre med dit liv, selvironisk nok mangler jeg selv modet til at kunne gøre det samme, komme videre mener jeg, smerten er stor, for stor synes det af og til, men jeg tror på at man kan komme videre.
Det med folks medlidenhed, måske ville du ha godt af at snakke med folk i en forening der selv har været samme ting igennem, der er du på lige fod, og folk forventer ikke mere af dig end du forventer af dem.
Jeg tror på at den smerte man overlever og gennemlever gør en så meget stærkere.
til sidst! Carpe Deim! Er latin og betyder: grib livet.

det danske sundhedsvæsen. som desværre ikke har meget at byde på i mange tilfælde. enkelte er dog heldige og får en god behandler, men det er de få.
Ofte får man først hjælp, ved den hjælp man selv finder.
Du ved nogenlunde hvad der er galt. og du kan mærke hvad du kan tåle/ ikke tåle.
Du kan evt. ringe til børnetelefonen og høre dem om en psykolog der kan hjælpe med dine problemstillinger.
Alternativt gå til din alm praktiserende læge og bed om en henvisning til psykolog - og bliv ved med at skifte/ lede indtil du finder den psykolog DU har det GODT med! Dvs. der hvor du føler at det giver dig små skridt fremad i løbet af nogle måneder.
Og ja, det gør ondt meget af det arbejde, men psykologen må ikke rode op i mere end du kan tåle! Aftal hvordan i kan stoppe når du kan mærke det bliver for meget.
Desværre får du det nok ikke bedre før DU SELV gør noget. Der kommer altså ingen i det her land og samler dig op... Det er vilkårene for langt de fleste. Du må selv ud at gøre arbejde med at finde de terapeuter der kan hjælpe dig, og det bliver sikkert over mange år og forskellig slags terapi.
En slags terapi kan sjælden afhjælpe så komplekse problemer som du står med. Så du må ruste dig med tålmodighed og stor vilje til selv at arbejde for at få det bedre.
god vej frem!

betyder det nu ;o)
men meningen er vist godt den samme

du skal ikke tage dit liv , fordi du ikke kan dø alligevel , fordi du vil leve i himmlen.
derfor skulle du skide på alt det dårlige i dit liv og være hård.Du kan regne dig ud, dit liv og dig som du er et helt smukt menneske som du er og bare der er problemer eller lort skal du tage dit liv det er en dårlig forretning du laver hvis du giver op. Fordi lort eller problemer eller tyve eller røvere eller alt dårlige i livet er altid i mindre tal so henvend dig derfor til det positive som du helt sikker også kan føle i dig og find sammenslutning til nogen eller noget det er også sodån.so forsvinder også dine selvmordstanker husk du myrder dig selv og det er ligesom du myrder en engel vile du gøre sodån noget? hvad har en engel gjørt dig? Hilsen fra menneske til menneske.