politisk religiøsitet og fredskultur

Er det svært som religiøs og politisk og kulturelt engageret at gå ind for to stats løsning og ligeværdige borgerrettigheder som det er aktuelt i med zionismen og Palæstina hvor de illegale kolonialistiske doktriner vel nu skal afsluttes efter deres omkring hudredeårige virke, er det ikke svært af og til og hvordan kan vi som kristne mennesker hjælpe til med en forsoningskultur❓
Freskultur❓
Hvad har palæstinenserne brug for udover selvstyre og uafhængighed og respekt for egne grænser❓Og hvad har zionisterne brug for udover flyttebiler og respekt for egne grænser?
Hvad er evidensen af kolonialisme og hvilke afstumpede hvide ideologiske tiltag vil blive de næste; hvis ikke vi er færdige med udbytning og undertrykkelse af dem vi har åndsvilje, mod og mandskab til at nedværdige og diskriminere ?
For man kommer ikke udenom at det er sket og at det kan ske igen trods international humanitær lovgivning; eller er vi blevet bedre mennesker og borgere og medier❓
Noget i udviklingen af vores folkestyre og demokrati har medført at mange forbrydelser og uretfærdigheder er blevet begået, hvordan hindrer vi det, og hvordan formulerer vi et fundament for demokratiet der sorterer accept af og forbrydelser fra ?
Er den demokratiske ideologi forenelig med retfærdighed og alment velfærd; hvad er det demokratiet mangler? flere exit polls og bredere social viden❓mere ytringsfrihed❓mere uddannelse❓strengere straffe❓bedre regler der hindrer uhensigtsmæssigheder som asocial politisk nepotisme ?
Eller er det social samvittighed og åbenhed❓Transparency❓og velopdragenhed ?

men hvem siger det er et demokratisk problem at der ikke er fred? Der var masser af ufred længe før demokratiet. I det hele taget har folk meget travlt med at give alt muligt skylden for krigene.
Når det er sagt må jeg sige, at jeg naturligvis selv deler drømmen om fred: men det behøver jo ikke betyde det er en realistisk drøm. Men hvis man vil have fred må man lade være at give nogle skylden: ikke vesten, ikke muslimerne og ikke jøderne. Det har aldrig nogensinde bragt fred, at nogle har fået skylden (tværtimod skyldes en væsentlig del af problemerne i mellemøsten jo, at de slås om hvis skylden er).
Skal demokratiet have et nyt fundament der sikrer freden? Hvorfor dog det - demokratiets opgave er da ikke at sikre freden, men at sikre demokrati. Skal de Københavnske busser så også have en ny køreplan der sikrer freden? Medmindre du kan godtgøre, at det er demokratiet der giver ufreden, mener jeg ikke der er grund til at overveje ændringer af demokratiet for fredens skyld.