Politikens selvmål
Under overskriften "Et selvmål - EU må fastholde tyrkisk medlemskab" udmønter Politiken endnu engang deres kampagnejournalistik med utvetydige budskaber fra redaktionen. Dagens budskab er endnu et ensidigt partsindlæg i Politikens kampagne for Tyrkiets medlemskab af EU.
Jeg er godt tilfreds med Politiken som avis, men der er sjældent set et stofområde, der er dækket ringere en spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU.
Politiken har fra første dag erstattet objektiv og saglig journalistik med unuanceret kampagnejournalistik. Trist for en avis, der ellers er kendt for et højt sagligt niveau.
Lad os tage et konkret eksempel i spørgsmålet om Cypern, der gik fra optagelsesland til offerlam i EU.
Cypern befinder sig nemlig stadig i den besynderlige situation, at det er et EU-land under besættelse af et land, der forhandles optagelsesforhandlinger med.
Ikke nok med det har den lille ø måttet opleve den tort at EU efter folkeafstemningen på Øen besluttede at godkende en historisk stor økonomisk bevilling til den tyrkiske besættelsesmagt.
Forklaringen på denne spegede affære skal findes i det forhold at Tyrkiet har udviklet sig til en politisk sværvægter, og ingen lande i EU synes længere at have den fornødne styrke - eller mod! - til en politisk konfrontation det store indflydelsesrige kandidatland.
EU's begrundelse for økonomisk støtte til en besættelsesmagt i et EU-land var angiveligt at den tyrk-cypriotiske befolkning havde stemt ja til FNs freds- og genforeningsplan. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på at dette er den oprigtige begrundelse.
FN-planen var således allerede inden afstemningen, skarpt kritiseret for at begunstige den tyrkiske besættelsesmagt.
Tyrkiske militære styrker kunne f.eks blive på øen i op til 14 år og græsk-cyprioterne ville skulle betale en størstedelen af regningen for selve genforeningen med det besatte Nordcypern.
Flere tyrkiske kommentatorer bekræftede da også inden afstemningen, at den tyrkiske side umuligt kunne have ønsket et bedre forhandlingsresultat, end det FN nu havde sat til afstemning på Cypern.
Til trods for ovenstående forhold lagde EU-landende, og FN, et ensidigt massivt pres på græsk-cyprioterne for at få et ja i hus.
Græsk-cyprioterne stemte som bekendt nej med et overvældende flertal, og denne demokratiske tilkendegivelse burde have været et klart signal om at FNs fredsplan ikke var tilstrækkelig gennemarbejdet.
På trods af dette signal besluttede EU at kritisere den legitime cypriotiske regering i så voldsomme vendinger, at man som måbende EU-borger nærmest glemte hvem, der havde besættelsesstyrker på øen.
Men ydmygelsen af græsk-cyprioterne stoppede som bekendt ikke der. Umiddelbart efter afstemningen besluttede EU at belønne den tyrkiske besættelsesmagt med en økonomisk gavepakke på intet mindre end 259 mio. euro.
EU's økonomiske bidrag til besættelsesmagten kom altså til udbetaling til trods for at mere end hver 3. tyrkiske vælger, blandt de 190.000 indbyggere (hvoraf intet mindre end 40.000 er tyrkiske besættelsestropper), stemte nej til FN-planen.
Sammenholdes dette med, at Tyrkiet siden 1. maj 2004 har været en besættelsesmagt i et EU-land, fremstår den økonomiske gavepakke fra EU som et tankevækkende monument over det kollektive fravær af politisk mod, som kendertegner EU´s regeringsledere hver gang talen falder på Tyrkiet.
Det mod mangler desværre også i udpræget grad i Politikens dækning af spørgsmålet.
Venlig hilsen
Michael
Jeg er godt tilfreds med Politiken som avis, men der er sjældent set et stofområde, der er dækket ringere en spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU.
Politiken har fra første dag erstattet objektiv og saglig journalistik med unuanceret kampagnejournalistik. Trist for en avis, der ellers er kendt for et højt sagligt niveau.
Lad os tage et konkret eksempel i spørgsmålet om Cypern, der gik fra optagelsesland til offerlam i EU.
Cypern befinder sig nemlig stadig i den besynderlige situation, at det er et EU-land under besættelse af et land, der forhandles optagelsesforhandlinger med.
Ikke nok med det har den lille ø måttet opleve den tort at EU efter folkeafstemningen på Øen besluttede at godkende en historisk stor økonomisk bevilling til den tyrkiske besættelsesmagt.
Forklaringen på denne spegede affære skal findes i det forhold at Tyrkiet har udviklet sig til en politisk sværvægter, og ingen lande i EU synes længere at have den fornødne styrke - eller mod! - til en politisk konfrontation det store indflydelsesrige kandidatland.
EU's begrundelse for økonomisk støtte til en besættelsesmagt i et EU-land var angiveligt at den tyrk-cypriotiske befolkning havde stemt ja til FNs freds- og genforeningsplan. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på at dette er den oprigtige begrundelse.
FN-planen var således allerede inden afstemningen, skarpt kritiseret for at begunstige den tyrkiske besættelsesmagt.
Tyrkiske militære styrker kunne f.eks blive på øen i op til 14 år og græsk-cyprioterne ville skulle betale en størstedelen af regningen for selve genforeningen med det besatte Nordcypern.
Flere tyrkiske kommentatorer bekræftede da også inden afstemningen, at den tyrkiske side umuligt kunne have ønsket et bedre forhandlingsresultat, end det FN nu havde sat til afstemning på Cypern.
Til trods for ovenstående forhold lagde EU-landende, og FN, et ensidigt massivt pres på græsk-cyprioterne for at få et ja i hus.
Græsk-cyprioterne stemte som bekendt nej med et overvældende flertal, og denne demokratiske tilkendegivelse burde have været et klart signal om at FNs fredsplan ikke var tilstrækkelig gennemarbejdet.
På trods af dette signal besluttede EU at kritisere den legitime cypriotiske regering i så voldsomme vendinger, at man som måbende EU-borger nærmest glemte hvem, der havde besættelsesstyrker på øen.
Men ydmygelsen af græsk-cyprioterne stoppede som bekendt ikke der. Umiddelbart efter afstemningen besluttede EU at belønne den tyrkiske besættelsesmagt med en økonomisk gavepakke på intet mindre end 259 mio. euro.
EU's økonomiske bidrag til besættelsesmagten kom altså til udbetaling til trods for at mere end hver 3. tyrkiske vælger, blandt de 190.000 indbyggere (hvoraf intet mindre end 40.000 er tyrkiske besættelsestropper), stemte nej til FN-planen.
Sammenholdes dette med, at Tyrkiet siden 1. maj 2004 har været en besættelsesmagt i et EU-land, fremstår den økonomiske gavepakke fra EU som et tankevækkende monument over det kollektive fravær af politisk mod, som kendertegner EU´s regeringsledere hver gang talen falder på Tyrkiet.
Det mod mangler desværre også i udpræget grad i Politikens dækning af spørgsmålet.
Venlig hilsen
Michael