Overhørt af det offentlige

Er jeg den eneste, der oplever at de offentlige (PPR, skole, sygehuse m.m) ikke hører på os enlige mødre og andre forældre?
Da min søn var 4, røg jeg ned med en depression og fik kontakt til PPR. Jeg fik tilknyttet en aflastningsfamilie og det fungerede rigtig godt i 2 år. Pædagogen i min søns børnehave fik så det indtryk, at min søn havde en livlig fantasi og højst sandsynligt ville hoppe ud af et vindue, fordi han troede, at han kunne flyve. På vores møde i PPR-regi, kæmpede jeg virkelig imod denne påstand. Det endte med at børnehaven lavede en indberetning på min søn, jeg lavede en modindberetning, og han blev sendt til psykolog. Psykologen kunne på hans to samtaler se, at min søn stadig havde alle de problemer, som vi havde siddet og snakket om i de forgangne to år, mange af dem, havde vi faktisk lagt låg på. Hans evaluering var, at det var et problem at min 5-årige søn ikke kunne ugedage, måneder og forklare, hvad man bruger en telefonbog til. Han skulle efterfølgende holdes øje med! Jeg var parat til at overgive både min søn og min datter til dem, for han skulle virkelig ikke gøres til et problem. Heldigvis havde jeg på det tidspunkt fået en god mand ind i mit liv, som slog i bordet og afbrød samarbejdet (hvilket PPR uden videre gik med til, hmm). Nu 7 år senere er han stadig ikke sprunget ud af et vindue og skolen har heller ikke omtalt hans påståede livlige fantasi
I januar i år brækkede min søn benet på en hoppepude, der tilstødte komplikationer, så på en uge var han i narkose 5 gange. Han fik søm i benet og lå med MEGET stærke smerter. Sygehuset ville kun smertedække ham med piller og ikke med flydende morfin. Min søster, som er sosu-assistent, fortalte, at det er for at få patienterne hurtigere udskrevet. Afdelingens fysioterapeut havde frygtlig travlt med at få ham op og gå. Hans smerter var ufattelig store, så jeg bad om udsættelse til dagen efter, det nægtede hun, men ville komme igen efter 2 timer. Det samme gentog sig og da hun var gået, krævede jeg, at få en læge til at kigge på ham. Han obseverede ham over to timer, hvorefter han røg akut på operationsbordet, hans muskel var hævet så meget, at den højst sandsynligt ville dø, så de snittede hans skinneben op på begge sider og han lå med åbne sår i to dage. Smertedækning ville de stadig ikke give ham optimalt, så min søster kom ud og snakkede med store bogstaver, hvilket hjalp! Efter nogle dage, skulle vi så i gang med fys igen. Min søn hylede og skreg, men jeg bad hende om at fortsætte, fordi jeg anede, at det var et skuespil fra min søns side. Efter 2 minutter opgav hun. Jeg fulgte med ud på gangen og fortalte hende, at min søn nu havde lært, at jo højere han skreg, jo hurtigere ville han slippe. Hun kiggede bare på mig, som om jeg var åndsvag og sagde, at hun ville kigge ind igen senere. Hun kom også, men min søn sov. Da han vågnede, fortalte jeg, at fyssen havde været der. Det vidste han da godt, men han havde ladet som om han sov, for at slippe!!!
Nu har min søn så fået store problemer psykisk med hensyn til hans ar. Jeg har kontaktet min læge, som har snakket med min søn i 3 kvarter. Han kan ikke gøre mere, men har henvist mig til PPR, for at få psykologhjælp. Det kan de kun give, når skolen er indblandet. Fint med mig. Jeg skal til samtale med psykolog, klasselærer, PPR og en sagsbehandler d. 7. I går havde min søn haft en snak med klasselæreren, hun siger, at han ikke skal til en psykolog. Ud fra mine samtaler med hende, har jeg også efterhånden fået det indtryk, at de er mere interesseret i mit arbejdsforhold og min singlestatus, end at hjælpe min søn med hans traume ovenpå et forvirrende og uheldigt behandlingsforløb. Jeg har sagt til hende, at hvis vi nu får ham igennem en krisepsykolog, så kan vi tage alt det andet, hvis det bliver nødvendigt, men det vil hun ikke høre på.
En dreng fra min søns klasse og hans familie har været hele møllen igennem, fordi forældrene mener, at han har en depression. Det eneste de ikke fik hjælp til, var deres søns depression. De føler heller ikke, at de blev hørt, for børn får da ikke psykiske problemer, det er da altid hjemmet, det er galt med!
Havde min søn nu været igennem en bilulykke, havde han fået hjælp, men et brækket ben, kan i deres øjne, ikke give traumer.
Jeg har kontaktet en børnepsykolog, som gerne vil snakke med min søn. Hvor jeg skal få pengene fra, ved jeg ikke, men jeg er overbevist om, at det er den hjælp min søn har brug for lige nu.
Hvorfor overhøres man konstant som forældre, når alle siger, at forældre er dem, der kender deres børn bedst?

Ja jeg giver dig ret i, at det offentlige er utrolig ringe med hensyn til hjælp til personer og familier, der har brug for kvalificeret hjælp. Min søn, der er døv har måttet opgive to uddannelser på grund af dårlig hjælp fra det offentlige og er nu endelig i gang med et job i en alder af 28 år som skraldemand - han er utrolig lykkelig, fordi han endelig kan få en normal tilværelse med job som alle andre.
Nej personer der ikke kan klare sig selv - ligesom børn i skolen der skal have ansvar for egen læring - en frygtelig mangel på omsorg for børn, der har det svært.
Nu må vi op på mærkerne og rigtig råbe op og håne den regering - og den umenneskelighed der findes i dagens Danmark - nu skal vi lære, hvad vi gamle 68ere gjorde - tage hensyn til andre i samfundet - DET KAN IKKE SIGES STORT NOK.

en tråd under politik - kommunesammenlægning ang at jeg er skuffet over kommunen jeg bor i. Måske kan du lige løbe forbi der og kigge... :-)
Jeg må nok sige at jeg var faktisk positiv overrasket over syghuset da vi blev indlagt ( treårig dreng med diabetes)
Der var både samtaler med os forældre og med drengen, de tog sig ufattelig meget tid og var i det hele rigtig sød. Der var en sygplejeske som sat i 2 timer med mig og drengen for at få ham overbevist at han skal tage insulin- ikke en spor af iiritation eller utålmodighed.
Men kommunen synes jeg også svigter, ... det kan virkelig ikke være rigtig at man som forældre bliver i den grad overhørt.... jeg føler med dig

Hej Nina.
Tusind tak for dine ord. Jeg iler ind under politik, for at se på det. Dejligt at høre, at du havde en god oplevelse med din søn.
Bedste ønsker herfra

-betyder det så at du ikke kan få din vilje?
Jøsses da, din søster er SOSU-assistent - hvad ved hun om medicin og lægelig behandling?Man giver sgu da ikke et barn flydende morfin!!! Hvad havde du forestillet dig? At han skulle blive gjort afhængig af stoffet fordi DU (ja, for det er sgu da ikke fyssen!) har lært ham hvordan han skal opføre sig for at få sin vilje eller slippe for det der måske er lidt svært.
Jeg undrer mig umådeligt over den måde du fralægger dig ethvert ansvar for situationen!!!

Jeg ER en af den slags mødre, der nyder at se min søn skrige af smerte, bare man strejfer hans sygeseng!
Og ja, det er MIG, der har lært ham at skrige højt, da hans muskel i benet svulmede så meget op, at han røg akut på operationsbordet, for at den kunne blive reddet!
Og ja, det var MIG, der ikke kunne læse min søns signaler, da han prøvede at snyde fyssen!
Og ja, det var MIG, der de første par døgn gav ham flydende morfin i droppet!
Måske jeg skulle aflyse min søns psykolog til 800 kr i timen, for drengen fejler jo ikke noget, det er jo bare MIG, der er snot hamrende forkælet!
Tak for opsangen, den var jeg glad for, det er altid godt at få andres øjne på sagen.

Du læser ganske rigtigt din søns signaler og forsøger at forklare fysioterapeuten at han forsøger at snyde, men du kan ikke fralægge dig ansvaret. Sselvfølgelig har dit forløb ikke været optimalt, det er vi enige om. det er bare vigtigt at du også er indstillet på, at der er nogle ting du skal tage ansvar for at ændre for at din søn kan få det bedre. måske er det nogle ganske små ting der skal til. Det handler ikke om hvem der er sorteper her, det handler om hvad der skal til for at din søn kan få det bedre. Synes det er fint du har hyret en børnepsykolog, men vil du også fyre ham, hvis du ikke er enig, eller hvis han vurderer der er nogle ting du skal arbejde med? Din søn er et barn og du er hans mor, det er dit ansvar han får det bedre!

Jeg kender følelsen af at føle sig overhørt. Jeg er enlig mor og føler ikke jeg slår til, men kommunen mener jeg er en fantastisk mor, alle mener jeg klarer det fantastisk, mit barn har det godt. "Han er jo bare så velstimuleret" siger de allesammen, men jeg har det ikke godt, jeg føler ikke jeg er der nok for ham og jeg føler ikke jeg giver ham hvad han har brug for. Jeg bliver ofte irriteret, jeg har ikke overskud til leg osv. når vi er hjemme. Jeg har forsøgt at fortælle dem at vi ikke trives; "Men han er jo sådan et dejligt barn, så det er da noget pjat" siger de allesammen. Men de er der jo ikke i hverdagen, de kender mig ikke, de ved ikke hvordan det er herhjemme, men han er jo et vidunderligt barn! Ja, men jeg har det ikke godt!Jeg gør det bedste jeg kan, men jeg føler ikke jeg slår til...

Måske er det korrekt, at jeg fralægger mig ansvaret. Jeg synes til gengæld, at jeg prøver på at påtage mig et ansvar og står faktisk temmelig uforstående overfor jeres kritik. Jeg prøver på at læse min søn, netop for at han ikke skal lide overlast, men måske prøver jeg for hårdt.
Det er jo ikke fordi, at jeg nægter, at gennemgå dette netværksmøde, jeg har bare sagt, at det er vigtigere lige nu, at min søn får bearbejdet dette traume og så kan vi gennemgå vores livssituation bagefter.
Jeg har snakket med Psykiatrisk Skadestue i Risskov, vores egen læge, børnepsykologen og forældrerådgivningen. De mener alle, at min søns symptomer tyder på et traume. Jeg kan vælge at overhøre dette (og spare 800,- kr i timen) eller tage ansvar og give min søn den behandling, han behøver. Jeg har i øvrigt sagt til psykologen, at hvis han finder frem til at årsagen skulle være en anden end et traume, forventer jeg, at han fortæller mig det, så jeg kan arbejde videre på det.
Så jeg føler absolut ikke, at jeg fralægger mig ansvaret, tværtimod.
Hvis i kan give mig konkrete eksempler på, HVOR jeg fralægger mig ansvaret, hører jeg meget gerne fra jer, for jeg begynder at tvivle mere og mere på, at jeg virkelig er den bedste for min søn.

Jeg kender kun alt for godt, dine følelser. Man siger, at med det første barn man får, modtager man en tillægsgave, der hedder dårlig samvittighed. Med mit første barn følte jeg heller ikke, at jeg slog til. Jeg var sammen med ham hele tiden, pånær når jeg var på arbejde. Al tiden brugte jeg på ham.
Da hans søster kom til verden 3½ år senere, gik jeg ned psykisk. Det var især den dårlige samvittighed over at jeg nu ikke havde så meget tid til den store, der gjorde udslaget.
Jeg kan godt blive lidt utryg, ved din beskrivelse, for alle fortæller dig, at du gør det godt nok og alligevel tvivler du i for stor grad på dig selv. Kan du være havnet i en depression eller er det hele bare ved at vokse dig over hovedet?
Jeg er ikke særlig bekymret for dit barn, når alle siger, at du er en fantastisk mor, for det overbeviser også mig om, at de ting du gør, er de helt rigtige og at du slår til. Du er nødt til at finde dit glade jeg igen, måske var det en ide at snakke med din læge.
Jeg ønsker dig i hvert tilfælde al mulig held og lykke. Skulle du få brug for at lette dit hjerte igen, er du rigtig velkommen til at kontakte mig igen også på mail.
Mange trøstende knus Maneater8500