Om at lytte, forstå og at hjælpe

Søren Kirkegård skriver i 1859 i »En ligefrem meddelelse«:
»At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere, end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Hvis jeg ikke gør det, så hjælper min mereforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mereforståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham.
Men al sand hjælp begynder med en ydmygelse: hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og herved forstå, at det at hjælpe ikke er det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.
Tag et menneske i lidenskab, lad det være så, at han virkeligen har uret. Dersom du ikke kan begynde således med ham, at det ser ud, som var det ham, der skulle belære dig, og dersom du ikke kan gøre dette således, at han, der utålmodigt ikke vil høre et ord af dig, med tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom tilhører. Kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham«.
**************************
Er det ikke fascinerende så nøjagtigt Søren Kirkegård her udtrykker fundamentet for forståelse mellem mennesker?
Det får mig til at tænke på det væsentlige i, at hvis man sætter sig for at forstå andre mennesker, så skal man tilsidesætte sit eget behov for at tilkendegive, hvad man mener.
Man skal gå ud ad vejen om at ville forstå det, andre forstår, og villigt acceptere, at man ikke forstår det...Man skal give dem tid og mulighed for at forklare sig og modtage, det som en berigelse, en gave fra dem... der udvider ens egen forståelse.
Man bliver rigere i sin indre verden af at forstå andre.
Jeg har lagt indlægget under samfundsproblemer, fordi jeg mener det er et problem i vores samfund, at den indgangsvinkle til hinanden ikke er særlig almindelig.
Det er mere en holdning om at presse sin egen forståelse igennem uden at ville lytte til andre, eller andre der ikke forklarer deres sager, for at opnå forståelse, men for at nedgøre andre...Som jeg ser det, er det netop dette, der danner fundamentet for den fremherskende intolerance i vores samfund. Det ser ikke ud til at vi har LYST til at forstå det andre forstår...og som vi ikke selv forstår! Hvordan skulle man så kunne blive rigere indeni, og mere tolerant i sin omgang med andre?

amen

Det kan ikke være mere sandt det du skriver. Vi glemmer at lytte til hinanden, har en forudfattet mening om vore medmennesker og kommer derfor ikke længere. Vil vi blot lytte til hinanden kan vi lære meget både om os selv og andre.

bare det...jeg synes at Kiergård udtrykker det så flot...det er rart at læse synes jeg.
Tak for at du modtog det, som det var ment.

Jeg er ret vild med hans ligefremme meddelelser især den om læring, som vi i sin tid hængte op i IT-afdelingen, fordi vi var så trætte af at spporterne havde mere travl med at blære dig end at supportere folk ved anvendelse af danske gloser.
Filosofien i den er jo den samme.

Et genialt sted at sætte den op! Kunne det ikke have været TOP skægt, hvis en af jer, havde lært hele stykket udenad og fyret det af i ramme alvor overfor en måbende IT-supporter ;o) GRINEREN altså!
Men Kierkegårds kloge ord gælder generelt...det er det, der gør det unikt!
Jeg synes, han kan være svær at læse ud i eet stykke. Magter kun at fordøje ham i brudstykker...

Søren Kirkegård skriver i 1859 hold da helt op for en gammel mand

døde Kirkegaard i 1855, så jeg håber ikke, at du har ret. :)
V.H. Modild

levede fra 1813-1855 så du har ret.

Det er et godt citat af Kirkegaard. Meget udbredt i vejledningskredse de sidste mange år. Men at efterfølge hans ideal er en helt anden ting. :)
Samme vejledning er i dag udvidet med det, man kalder ”Den Sokratiske samtale” eller filsofisk vejledning, der tager udgangspunkt i det eksistentielle i tilværelsen, hvor selvfølgelig Kirkegaard er repræsenteret, og altså ligeledes Sokrates og f.eks. Emanuel Kant’s tre maksimer:
At forholde sig fundamentalt kritisk - At udvikle en kompromisløs, empatisk evne og at være i overensstemmelse med sig selv. Tre ”egenskaber” man personligt måske skal tilstræbe i tilværelsen, for at komme nærmere tilværelsen?🙂Ellers ender vi op med, som Socrates sagde: ”Det ikke-undersøgte liv er ikke værd at leve!” :)
Jeg er derfor enig med dig i din fascination, men at det umiddelbart lyder enkelt, skal man ikke lade sig narre af. Kirkegaard var en kompleks herre, der måske netop fordi han var æstetiker, havde det hulens vanskeligt.🙂
Men den gensidige forståelse, eller forsøget på at opnå samme, er helt nødvendig, ikke mindst i dag, som du jo fremhæver.
Dog mener jeg ikke, at denne tilgang egner sig til f.eks. et debatforum, hvor vi jo i sagens natur er ”usynlige” for hinanden, og derved mister hele det fundament i dialogen, der handler om mimik, kropssprog og den lydlige del af samtalen. :)
I dag er det ”moderne” eller ”in” at afholde filosofiske saloner, hvilket jeg varmt kan anbefale, det er en særdeles bevidsthedsudvidende oplevelse, (uden brug af hjælpemidler),🙂men gennem netop dialog kan man komme langt i denne verden.
Men ok, jeg er jo også en filosofi-freak, så måske er jeg lidt forudindtaget. :)
”Det er ikke nok, at prøve at forstå den anden, du skal også forstå dig selv” (Citat: Modild) :)
V.H. Modild