Når chefen er en psykopat
For nogle uger siden blev jeg nød til at opsige min stilling hos et mindre rengøringsselskab. Det blev simpelthen for meget
Selskabet var ejet af et ægtepar som havde kontor i deres bopæl. Da jeg blev kontaktet af dem, havde de 2 medarbejdere. Jeg fik at vide, at de engang havde haft over 30 ansatte, men at de alle havde sagt op pga. uddannelse mm.
jeg havde aldrig drømt om HVORFOR de rent faktisk havde sagt op.
Rengøringen forgik i private hjem hos velhavende, som betalte kassen for at de mindste kroge blev støvet af. Der skulle også flyttes på møbler, reoler osv. hvilket straks fik alarm klokkerne op og ringe hos mig, idet jeg har været ansat i andre større selskaber før, og INGEN af dem havde tilladelse til, at deres medarbejde skulle gå rundt og flytte på tunge ting, da det var kunden selv som skulle sørge for at flytte dem.
Nå men ,det gik meget godt i starten. Jeg kørte mest sammen med konen, som var yderst tilfrends med mit arbejde. Derefter sammen med manden, som også sagde, at det var kanon godt gået.
Derefter blev jeg sat sammen med de andre medarbejdere, og jeg blev chokeret over hvor stressede og udkørte de var. De havde kun negative ord tilovers for cheferne, og jeg kunne ikke rigtig forstå hvorfor, fordi de virkede så flinke. Vi boede i samme by, så de inviterede altid en over til kaffe eller øl efter abrjede.
Efter nogle uger begyndte tonen lige pludselig at blive anderledes, ikke for mig, men for mine to medarbejdere, som begge to blev råbt og skreget op i hovedet af vores mandlige chef, som sagde, at de havde mistet to kunder, fordi at de ikke havde gjort deres arbejde godt nok.
Jeg vil lige have lov til at sige, at de gjorde et fandens godt arbejde. Et hvert andet firma ville have været glade for dem. Men Vores firma forlangte at ALT skulle være perfekt. Der måtte nærmest ikke være et støvkorn i luften. Ligegyldigt hvor stort et skab var, så skulle det flyttes for at se, om man havde støvsuget der hvor det stod.
Kunderne var usandsynlig snobbede og uforstående overfor vores arbejdsforhold, hvor vi bla. skulle rengøre et 200 kvm. hus på 40 minutter, og her taler vi altså også om opvask, afkalkning af brusekabiner, rensning af komfur, køleskab mm. Og det var vi kun 2 personer om.
Chefen var smart. Han fik faktisk aldrig givet én eneste fyringsseddel. Han kørte et så hårdt psykisk pres på folk, at de til sidst opgav og sagde op selv.
Jeg holdt en lille smule længere, da jeg endte med at blive deres eneste medarbejder, og jeg fik simpelthen lovet guld og grønne skove. "Vi har store planer med dig!" blev der tit sagt.
da jeg var ude og gøre rent med chefen, syntes jeg, at det var underligt, at de faktisk gjorde MINDRE rent end vi medarbejedere gjorde. de sprang gerne både køkken og toilet over, og de var som regel så gode venner med kunderne, at der ikke blev sagt noget til det.
Efter 2 måneder begyndte de at søge nye medarbejdere, og så var det min tur til at få sparket. Nu var jeg lige pludselig ikke god nok længere, og jeg skulle også skriges ind i hovedet af min mandlige chef, som endda også truede med tæv hvis vi mistede en kunde mere.
Til sidst orkede jeg ikke mere og sagde op, men det sluttede ikke her.
Jeg blev ringet op stort set hver aften af min mandlige chef, som lige pludselig ville have mig tilbage, og da jeg havde sagt nej efter 3. gang, begyndte han at sende trusler mm.
Samtidig fik jeg sms fra min kvindelige chef, som begyndte at fortælle om deres interne familieproblemer.
Jeg måtte true med at melde dem til politiet før de ville stoppe.
Er der andre her som har været så uheldige med deres arbejdsgivere?
Selskabet var ejet af et ægtepar som havde kontor i deres bopæl. Da jeg blev kontaktet af dem, havde de 2 medarbejdere. Jeg fik at vide, at de engang havde haft over 30 ansatte, men at de alle havde sagt op pga. uddannelse mm.
jeg havde aldrig drømt om HVORFOR de rent faktisk havde sagt op.
Rengøringen forgik i private hjem hos velhavende, som betalte kassen for at de mindste kroge blev støvet af. Der skulle også flyttes på møbler, reoler osv. hvilket straks fik alarm klokkerne op og ringe hos mig, idet jeg har været ansat i andre større selskaber før, og INGEN af dem havde tilladelse til, at deres medarbejde skulle gå rundt og flytte på tunge ting, da det var kunden selv som skulle sørge for at flytte dem.
Nå men ,det gik meget godt i starten. Jeg kørte mest sammen med konen, som var yderst tilfrends med mit arbejde. Derefter sammen med manden, som også sagde, at det var kanon godt gået.
Derefter blev jeg sat sammen med de andre medarbejdere, og jeg blev chokeret over hvor stressede og udkørte de var. De havde kun negative ord tilovers for cheferne, og jeg kunne ikke rigtig forstå hvorfor, fordi de virkede så flinke. Vi boede i samme by, så de inviterede altid en over til kaffe eller øl efter abrjede.
Efter nogle uger begyndte tonen lige pludselig at blive anderledes, ikke for mig, men for mine to medarbejdere, som begge to blev råbt og skreget op i hovedet af vores mandlige chef, som sagde, at de havde mistet to kunder, fordi at de ikke havde gjort deres arbejde godt nok.
Jeg vil lige have lov til at sige, at de gjorde et fandens godt arbejde. Et hvert andet firma ville have været glade for dem. Men Vores firma forlangte at ALT skulle være perfekt. Der måtte nærmest ikke være et støvkorn i luften. Ligegyldigt hvor stort et skab var, så skulle det flyttes for at se, om man havde støvsuget der hvor det stod.
Kunderne var usandsynlig snobbede og uforstående overfor vores arbejdsforhold, hvor vi bla. skulle rengøre et 200 kvm. hus på 40 minutter, og her taler vi altså også om opvask, afkalkning af brusekabiner, rensning af komfur, køleskab mm. Og det var vi kun 2 personer om.
Chefen var smart. Han fik faktisk aldrig givet én eneste fyringsseddel. Han kørte et så hårdt psykisk pres på folk, at de til sidst opgav og sagde op selv.
Jeg holdt en lille smule længere, da jeg endte med at blive deres eneste medarbejder, og jeg fik simpelthen lovet guld og grønne skove. "Vi har store planer med dig!" blev der tit sagt.
da jeg var ude og gøre rent med chefen, syntes jeg, at det var underligt, at de faktisk gjorde MINDRE rent end vi medarbejedere gjorde. de sprang gerne både køkken og toilet over, og de var som regel så gode venner med kunderne, at der ikke blev sagt noget til det.
Efter 2 måneder begyndte de at søge nye medarbejdere, og så var det min tur til at få sparket. Nu var jeg lige pludselig ikke god nok længere, og jeg skulle også skriges ind i hovedet af min mandlige chef, som endda også truede med tæv hvis vi mistede en kunde mere.
Til sidst orkede jeg ikke mere og sagde op, men det sluttede ikke her.
Jeg blev ringet op stort set hver aften af min mandlige chef, som lige pludselig ville have mig tilbage, og da jeg havde sagt nej efter 3. gang, begyndte han at sende trusler mm.
Samtidig fik jeg sms fra min kvindelige chef, som begyndte at fortælle om deres interne familieproblemer.
Jeg måtte true med at melde dem til politiet før de ville stoppe.
Er der andre her som har været så uheldige med deres arbejdsgivere?