Nu tror jeg snart det er tid til selvmord.

Hej kære solbrugere.
ja, som overskriften siger, tænker jeg at det meget snart er tid til at begå selvmord og gøre en ende på den elendighed og få fred. Jeg er 18 og har socialfobi og depression og jeg sidder bare i min lejlighed hele dagen og laver ingenting. Man skal jo i en form for "aktivering" når man er på kontant hjælp hvilket jeg ikke har været i stand til. Kommunen tror ikke på mig, så de få penge jeg har tilbage nu er snart opbrugt. Jeg er kommet ned of veje 54kg og det kan kun gå nedad nu da jeg er sulten hver eneste dag. Når jeg ser tilfældige folk på gaden, føler jeg de dømmer mig med det samme, hader mig og vil slå mig ihjel hvis de havde muligheden. Jeg føler der ikke er nogen der vil ha noget som helst at gøre med mig og jeg føler at selv en person der har fået skadet sit ansigt med syre syntes jeg er væmmelig at se på.
Jeg syntes selv jeg ser ganske pæn ud, men jeg tænker at alle andre vil altid tænke det modsatte. Jeg har sagt til min hjerne at den skal lade være med at have den tankegang, men til hvad nytte? Jeg har kæmpet i 3 år og har haft masser af nedture, men nogle opture. De sidste 8-9 måneder har jeg arbejdet noget af tiden, lært at være selvstændig, dyrket lidt sport og fik det dels bedre med min socialfobi, men jeg har altid været alene om alle tingene. Nu er jeg kommet i samme sitaution som jeg var for 1 år siden og jeg føler det er forfra. Det var meningen jeg skulle have det meget bedre nu og starte i 10. klasse efter sommer så jeg kunne komme på HF efterfølgende og derefter udleve min store drøm om at blive psykolog, men nej, sådan skulle det ikke være trods det poteintiale jeg ved jeg har inderst inde :(
Jeg føler jeg har kæmpet i så lang tid til ingen nytte. Jeg føler mig ikke engang ung længere. Jeg føler mig gammel, træt, sulten og glemt. Nu har jeg snart ikke råd til internet og mobil længere hvilket er min sidste kontakt til omverdenen og efter det kan jeg ikke forestille andet at gøre en ende på det liv der driver lige så stille væk. Hvad gør man i sådan en situation og er der overhovedet noget at gøre??🙁:(
Knus Marc

Hvis ikke du kan fungere som en maskine og passe et arbejde hver eneste dag, så kan det danske samfund ikke bruge dig til en skid.
Det har jeg erfaret, har fået kontant-hjælp i snart 12 år, siden jeg var 18, uden at være i aktivering, der imellem gik jeg 3 år uden bolig, men fik stadig min kontant-hjælp.
Svaret ligger i at det er den billigste måde for kommunerne at "slippe" af med dig på.
Danmark er ikke hvad det har været på dette punkt!
Dem med meget vil have mere og det går ud over de svageste i samfundet desværre!
Men ærligt talt tror ikke det ændrer sig før nogen gør noget ekstremt herhjemme, men at tage sit eget liv er IKKE løsningen!
Derimod kunne du ligeså godt sidde i fængsel med det liv du fører...
Hilsen en bekymret gut...

velkommen hjemme hos os, til mad og hygge 🙂

Kære Marc,
Jeg bliver meget ked inden i, når jeg læser dit indlæg. En ung mand som dig bør ikke gå rundt med selvmordstanker. Han bør i stedet være ude og nyde livet. Jeg ved intet om det, men jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der ikke kan lide dig. Det lyder som om, det hele er oppe i dit hoved. Men du er langt fra ene om at have det sådan, mange mennesker lever med depression og jeg har selv en kusine og en veninde, der lever med det og har gjort det i nogle år. Men de har søgt hjælp - og de har fået det bedre. Ligesom de troede alt håb var ude - så søgte de hjælp. Og det er de meget, meget glade for den dag i dag. Det er jeg sikker på, at du også bliver. Jeg kan anbefale dig at ringe til livslinien: De kan hjælpe dig og snakke med dig. Jeg synes, du skal gøre brug af tilbuddet, for der er med sikkerhed nogen, der kan hjælpe dig. Du må ikke give op, kæmp for det og så skal du nok se lys en dag.
http://www.livslinien.dk/ tlf: 70 201 201
Held og lykke, Marc
Med venlig hilsen
Julie

Kære Marc,
Du må ikke give op nu! Det skal nok lykkes dig at komme ud på den anden side igen, men det kræver en indsats fra din side! Det lyder som om du har kæmpet og prøvet i lang tid, men du har tilsyneladende ikke fundet den rigtige metode endnu. Det kræver mod og vilje at komme igennem et forløb som en depression, men det kan sagtens lade sig gøre! 🙂
Får du professionel hjælp? Evt. medicin? Det er kemien i hjernen den er gal med, og det kan der rettes op på 🙂
Jeg vil råde dig til at tale med din læge og få en henvisning til en psykolog med speciale i kognitiv terapi, og prøv også at høre, om du kan komme i gruppeterapi. Det er en kæmpe hjælp at møde andre, der har det ligesom en selv og som kæmper med de samme "dæmoner".
Hvis du synes det hele virker uvoerskueligt, synes jeg du skal ringe til Livslinien http://www.livslinien.dk/, de kan hjælpe dig her og nu.
Hang in there! 🙂
Hilsen en der er kommet ud på den anden side...

hej Marc
Bare det du skriver her inde er første skridt i den rigtige retning.
Jeg læser det som et kæmpe nødråb.
Jeg har selv socialfobi og depressioner.
Det kan lade sig gøre at lære at leve med det.
og ang aktivering,så er det bare at sige ja til
det kommunen tilbyder dig,møde op og så gå hjem igen hvis
du ikke magter det.
Du er nød til at kontakte din læge og kommunen
for at få den hjælp du har brug for.
NU
Held og lykke med det hele.
Hilsen Sanne

Jeg har prøvet kogneterapi. Det hjalp lidt, men holder altså ikke i længden.. Jeg har hørt så meget om at medicin industrien er korrupt. Har hørt om nogle der har fået det bedre på anti depressiv, men også en del som bare har fået det værre i længden, da det kun holder depression og angst "nede" men det forsvinder ikke. Har hørt masser af historier om mareridt om natten, man mister sexlysten, afhængihed og alt muligt, så medicin.. NEJ TAK. Selvom det hjalp bare en smule, ville jeg heller ikke begynde på det. Jeg er lidt "sprituel" og jeg vil ikke lade et andet stof påvirke min krop. Det er bare et princip jeg altid har haft..
Hmm livslinien.. Hvad er de for nogen? Har aldrig hørt om dem.

Hmm jeg skrev "18årigfyr" ved navn, men der står "someone" til venstre alligevel. Mærkeligt..

Kære ven.
Det er godt at du skriver til Sol. Hos lægen kan du få lykkepille: Sertralin. Ganske ufarligt, men de virker. Jeg har taget dem siden 7 januar 2010, og ligger jævnt, i stedet for at falde ned, og blive liggende.
En jeg kender bruger dem også, ligeledes 1 års tid. Hun vil heller ikke stoppe. Hun kunne få store (alvorlige) angstanfald, men er godt hjulpet, desuden af terapi.
Det med kontanthjælp. Du må forsøge at tale med læge og jobcenter. Hvis lægen vil sygemelde dig, skal jobcentret give sig. Alle arbejdsløse har mulighed for at få kontanthjælp, også dig. Forær ikke disse penge væk, da du ikke selv er skyld i din sygdom.
Se at komme af sted til jobcentret og bede om at hvis de ønsker en lægeerklæring, må de betale den. Og så af tsed til lægen.
Kom så af sted - med det samme. Tag derned så hurtigt du kan - gør noget, kun du kan tage dette skridt. Gør det for dig selv.
Knus fra Sunny

Det var da ellers alletiders tilbud lille ugle. Men man skal også passe på hvem man lukker ind i sit hjem.. Ikk?? 😉
Blink!!
[img]http://www.fugleognatur.dk/forum/images/perleugle.jpg[/img]
- Det er i øvrigt en ugle af arten Perleugle.. Fredet .. men det ved du vel.. 😃 😉

du er en yderst dejlig person, hvis jeg ikke havde kæreste på havde jeg spurgt efter dit nummer! 😉
T-starter:
Jeg har selv en lille smule socialfobi. Det er dog ikke i nærheden af at være så slemt som dit, det må virkelig være ekstremt belastende at have det sådan. Jeg synes allerede det er belastende, som det er for mig lige nu.
Men der var et par spørgsmål der dukkede op i hovedet på mig:
Har du fået det på skrift, at du lider af socialfobi og depressioner?
Hvis, hvad sagde kommunen så til det?
Hvad siger din familie til din situation?
Håber du klarer den!

Kan fortælle dig at jeg selv har haft nøjagtig samme problemer som dig, men at jeg i dag
har det strålende! Det handler om selv at tage livet i hånden og selv sætte sig nogle mål.
Jeg vil KRAFTIGT advare mod medicin!! Lykkepiller er IKKE ufarlige, og i værste fald blir
du endnu mere syg af dem i længden !! Sæt dig ned og tænk over hvad du gerne vil med dit liv. Sæt dig nogle mål og prøv at være positiv i hverdagen. Giv dig selv nogle gode oplevelser. Dine symptomer er ikke farlige for dig, og når du trodser dem lidt efter lidt forsvinder de af sig selv. Jeg garanterer dig for at det virker!! Og igen, for guds skyld undgå medicin!!! Der er absolut ingen dokumentation for at det gavner noget som helst, tværtimod. Du er ikke fysisk syg, og derfor skal du ikke have medicin, men lære at leve livet på DIN måde !!

Kan fortælle dig at jeg selv har haft nøjagtig samme problemer som dig, men at jeg i dag
har det strålende! Det handler om selv at tage livet i hånden og selv sætte sig nogle mål.
Jeg vil KRAFTIGT advare mod medicin!! Lykkepiller er IKKE ufarlige, og i værste fald blir
du endnu mere syg af dem i længden !! Sæt dig ned og tænk over hvad du gerne vil med dit liv. Sæt dig nogle mål og prøv at være positiv i hverdagen. Giv dig selv nogle gode oplevelser. Dine symptomer er ikke farlige for dig, og når du trodser dem lidt efter lidt forsvinder de af sig selv. Jeg garanterer dig for at det virker!! Og igen, for guds skyld undgå medicin!!! Der er absolut ingen dokumentation for at det gavner noget som helst, tværtimod. Du er ikke fysisk syg, og derfor skal du ikke have medicin, men lære at leve livet på DIN måde !!

Det er nemlig så rigtig som det er sagt! Hold dig fra lykkepillerne, de undertrykker kun noget, måske kan det løses på den måde, måske ikke... Langt de fleste jeg kender som har været på skidtet, fortalte at det føltes som om man levede i en osteklokke. Det hjalp dem i en svær periode, men det fjernede ikke grunden til deres brug for hjælp. Men mens man er på dem er alt fryd og gammen, selv når der ikke er grund til det, deraf osteklokken.

Du skal vide, at du ikke er den eneste unge mand, der har været i din situation !
Der er mange, der har, eller har haft det som dig.
Jeg selv er en af dem, der har haft det rigtigt dårligt, hvor jeg startede med at drikke som et svin i en tidlig alder, alene med det formål at skabe afstand til min omverden.
Det virker, der er ikke nogen der vil "lege" med en drukkenbolt.
Jeg havde som sådan ikke noget ønske om at skabe denne afstand, men da andre forhold i min personlighed, åbenbart betyder, at jeg ikke kan slippe for at skulle tage stilling til alle mulige problemer og meninger, som andre har. Så måtte jeg på et tidspunkt skabe denne afstand, for at få fred.
Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om andre, det bliver bare meget hurtigt belastende.
Drikker man sig grundigt fuld, så slipper man for denne sociale kontaktbelastning. Men i mit tilfælde, så forstår jeg heller ikke selv at styre min brandert, da hjernen jo holder op med at fungerer på alle mulige andre måder, når man bliver fuld nok.
Så det med at drikke sig fuld, blev ret tidligt til, at jeg var nød til at beslutte mig for, om jeg ville drikke mig ihjel, eller finde en anden løsning.
Lidt ud af den blå luft, kom løsningen for mig, da jeg læste om "mentale bobler", altså en slags boble man har omkring sig, der medfører at man agerer anderledes på det der er inden for denne afstand, end man gør på andet. Samtidigt, læste jeg om en dreng, der led af en sygdom, som medførte at han skulle opholde sig i en rigtig plastikboble, 24/7.
Andre syntes det var SÅ SYND for ham, men jeg var egentlig lidt misundelig.
På en eller anden måde, fik jeg dette sat sammen til, at jeg skaber min egen boble, altså helt mentalt. Jeg kan simpelthen lukke andre ude, helt ude af min verden. Mentalt selvfølgelig, men der er simpelthen lukket, når jeg vil have det.
Jeg kan ikke åbne en lille smule, for jeg vil øjeblikkelig modtage alle de indtryk jeg så åbner for, men jeg kan selv vælge om jeg vil have åbent eller lukket.
Det var ikke noget der skete på en dag eller to, men noget jeg trænede langsomt op.
Man skal selv finde på det, jeg gik lange ture om natten, så jeg kun mødte få mennesker, som aldrig rigtigt kontaktede mig. Så byggede jeg lidt på, hvor jeg gik til bageren, og tvang mig selv til at stå i kø. osv. osv.
Hvis man alligevel har et job, hvor man ikke møder mange mennesker, så går det fint, og jeg trænede mig op, så jeg ikke længere behøvede at være hverken hel eller halvt fuld, midt på dagen.
Jeg har det stadigvæk meget dårligt, hvis jeg skal fremlægge noget for en stor forsamling af mennesker jeg ikke kender, men hvem har ikke det.
Du vil ret hurtigt opdage, hvis du bevæger dig lidt ud, at du slet ikke bliver bemærket. Er der endelig nogen som vil kontakte dig, så skal du bare være den du er, altså ham der ikke rigtigt er snakker med nogen, og det er der som sådan ikke nogen der har noget imod.
Når du søger job, eller uddannelse, så tænk lidt over det. Lad være med at søge beskæftigelse, hvor du skal forholde dig til mange mennesker. Find på noget at lave, hvor du kan gå og hygge dig med dig selv.
Du kan f.eks. blive svejser, så sidder du inde i din svejsehjelm hele dagen, og hygge dig. Men der er tusind andre muligheder, man skal bare lede lidt. Kommer du først i gang, så bliver det lettere og lettere.
Jeg ved ikke hvad der har udløst din fobi, men i mit tilfælde, hvis jeg har haft en fobi, var det den simple belastning der er ved, at skulle forholde mig til en masse, som jeg normalt mente var idioti. Det kommer jeg aldrig over, men jeg har lært selv at bestemme hvornår jeg vil forholde mig.
Dine økonomiske problemer, og hvad der ellers hører med, det er kun noget du oplever lige nu.
Får du noget at spise, og det er det vigtigste, så er du godt hjulpet.
Har du et sted at sove, så er du også helt fint med.
Pumper hormonerne, så kan du bruge højre hånd. Men at opgive og ikke tro der er en lækker sild til dig, det er direkte dumt. Hende møder du når du mindst tror det.
Man kan sagtens leve på en sten. Du må lære at droppe udgifterne.
Få et billigt abonnement, og lad være med at bruge din telefon. Du skal især lade være med at bruge telefonen ! Du SKAL luske dig en tur ud, og møde dem du ellers SMS'er eller snakker i telefon med. Bor de i den anden ende af landet, så spørg om du kan komme forbi et par dage, og tag en tur. Så er du MEGET langt i din kamp, og når du kommer hjem, efter 2 dage med hjertebanken, så kan du sætte et sejrs-kryds i kalenderen.
Spis havregryn, det kan man sagtens leve af i et par uger. Har du ikke råd til mælk og sukker, så er det bare sådan.
Om 2 - 3 - eller 10 måneder, så har du fået lidt styr på sagerne.
Er du lidt heldig, så er du også kommet lidt ovenpå med din fobi, og så kan du belønne dig selv, med en rygsæk-tur til Middelhavet.
Tro mig, det lige hurtigt op af bakke, som ned af bakke.
Nu, er du flad, deprimeret og alt virker fuldstændigt uoverskueligt.
Med lidt held, så sidder du om et par år eller 3, og hygger dig, imens du kigger tilbage på, hvor pisse dårligt du har haft det.
Det er når livet er lykkeligst, man skal huske at forstå, hvilket lortetur man ellers kan være på. Så værdsætter man sine lykkelige stunder meget mere.

http://www.livslinien.dk/ tlf: 70 201 201

Jeg har også været ung og deprimeret og på selvmordets rand af kærestesorger og meget andet godt og virkelig virkelig deprimeret. Prøv at få noget antidepressivt hos lægen til at starte på - måske psykologhjælp kan du få gratis - alternativt så køb evt. perikum hos matas - naturmedicin som jeg synes virker og andre jeg kender også har brugt.
Du kommer stærkere ud af den krise der selv om du ikke kan se det det nu. Jeg har for tiden mistet min lejliged, mit job, det bedste bud på en kæreste i 8 år på en gang og afsoner nu en dom fordi det hele bare gik helt ad helvede til på én gang og meget meget hurtigt.
. Alligevel kan jeg holde humøret oppe for jeg har været i gennem kriser som har styrket mig og jeg ved jeg kommer igennem det her også, fordi jeg er kommet igennem sorg og kriser flere gange som yngre.
Du kan lære dig selv at tænke positivt. Hver gang du tænker noget negativt så lav sætningen om. Ved min værste kærestesorg så tænkte jeg tit: Mette jeg savner dig, men hver gang jeg sagde det så sagde jeg bagefter 'ikke mere', så sætningen blev til mette jeg savner dig ikke mere. Jeg tænker stadig på hende 20 år efter næsten dagligt, men jeg ved jeg ikke savner hende mere. Det er mere chokket over tabet som ikke er helet endnu. Men ingen kommer uskadt gennem livet og som jøderne siger: Alt levende lider.
Du skal nok komme igennem - promise og der venter dig mange gode oplevelser, hvis du kan vænne dig til at se det positive i livet. Livet er et tveægget sværd og du skal bare fokusere på den ene æg og så lære at leve med den anden.
Så selv om du har det ad helvede til nu, så vær positiv og glæd dig over de små ting i tilværelsen. Du har stadig et trygt sted at sove, måske kaffe, endda mad måske og ikke mindst pigerne er ude i de små kjoler nu og det er gratis at kigge ;)

jeg syntes ikke du skal begå selvmord, har lidt svært ved at forklare det, som jeg ser det ud far det du har skrevet er det ikke helt ude hvor det ikke er til at holde ud, men fra det anden side den jeg mener, hvis det er så slemt, så overvej at du kan gøre lige hvad du har løst til hvis det hele er lige meget, du kaqn rejse rundt i eu, tage stoffer for hvis du adligeel skal dø kan skaderne jo være lige meget , du kan røve en bank, du kan gørel ige hvad du vil, håber du ku se hvad jeg mente, men når dte hel køre og det ikke kan blive være kan man jo gøre alt hvis det ikke kan gøre det værre for dig, hvis vi skulle se det egoistiske i det. og du kan være psykoliog på ganden det er ikke umugligt, at du kan blive psykolog.
det behøver jeg ikke nødvendigvis være regerings måde at gøre det på, og med hensyn til kommunen så klag, eller prøv at få dem over bevist lige meget hvad, du kan også stilel dig op og nægte og gå det har uden pis faktisk virket for nogen.

håber du ikke begår selvmord-yasser held og lykke

hej
du er nødt til at kontakte din læge, og få lægen til at hjælpe dig, ham skal kommunen tro på. Det er alt for tidligt at møde så stor modstand, dit liv starter først nu, din læge skal sku hjælpe dig imod kommunen, og jeg skriver imod med vilje. håber du kæmper lidt, og brug nogen til at støtte dig, du må have en familie, eller nogle venner der kan gå med dig til lægen.

Kære 18-årige fyr
Det er modigt af dig at skrive herinde om dine problemer - jeg tænker bare på hvor mange kender til alt det du slåsser med? Har du opsøgt din læge mm. og forsøgt nogle af de ting de øvrige har foreslået? Har du prøvet at skrive dine tanker ned - og måske endda vist dem til andre, hvis de er for svære at få ud?
Jeg kender selv alt til depression - ikke mindst begrebet HSP (hypersentitiv personlighed) - og jeg har mistet en kæreste til selvmord - vel nok tabuemnet over dem alle. Jeg var ikke fejlfri og sidder nu bare tilbage og ville ønske jeg havde gjort en masse ting anderledes. Fra den ene dag af putte sig ind til kæresten og kysse ham godnat - og et par dage efter at læse et afskedsbrev og være i chok. Der er ingen ord.
Når man selv har tænkt tanken, at livet ikke ville ha' en, jamen så tænker man ikke på dem der står tilbage - dem der spørger sig selv hver dag - HVORFOR? Man oplever ikke selv konsekvenserne og et eller andet sted har vi jo fået det her liv, så uanset hvor mange tæsk vi får - så har jeg indset at jeg helst ikke vil gå samme vej trods mine vanskeligheder og bristede illusioner her i livet.
Jeg tænker virkelig på dig i den her situation. Det er lousy, men håber at du at du i dig eget tempo kommer nærmere det at hvile i dig selv som du er på godt og ondt og arbejder med dit liv. Prøv at lytte til sangen "Accept yourself" af The Smiths. SØG HJÆLP.

Hmm for mange svar, lidt for uoverskueligt, men glad for at der er nogle stykker der bekymre sig 🙂
Det skal understreges at jeg ikke har en eneste ven eller vendinde. Min far hjælper mig med mange praktiske ting, men han kan ikke hjælpe mig med min socialfobi og depression. Jeg bebejder ham ikke, han er et fint mennekse, men der er bare mange ting han ikke forstår.
Har været til lægen og psykolog før men de kan ikke hjælpe mig og som jeg har understreget før vil jeg IKKE tage medicin. Skal også lige siges at jeg kun har selvmordstanker om morgenen hvor jeg altid er mest angst og deprimeret. Jeg har faktisk ingen problemer med at handle ind eller være i store supermarkeder. Offentlige steder som banken er væmmeligt, men jeg kan lige klare det. Jeg kan bare ikke komme i kontakt med andre mennekser (Især piger) Hvis jeg er i kontakt med nogen, tænker jeg alt for meget over det, tænker hvad jeg kunne have gjort anderledes osv. og så er jeg i øvrigt skide bange (har næsten alle de fysiske symptoner for socialfobi) og så er jeg bare for følsom.

Det ser ud til du har det som alle dem der stemmer DF.
Synd for dig - og trist 🙁

Selv om du ikke tror det, kan du godt klare din "test". Du har brug for, at tage imod noget hjælp fra ligesindede. En hotline til at starte med.
Som du kan høre, her inde, er der mange med hjertet på rette sted. Tag endelig imod

Godt skrevet someone, kunne have skrevet det samme,- det er et helvede at have det på den måde, men der er lys forude, helt rigtigt, - Husk der er folk her på siden og i debatten som kun ønsker det værste for folk,nogle af indlæggene her bærer præ af det!!. Held og lykke god bedring.!!

en grim kvinde er da heller ikke sjovt. Har maskuline træk - et meget uheldigt ansigt - og skal jeg prøve at bøde for noget af de skal jeg betale for skønhedskirurgi..og jeg kan ikke overskue at skulle gennemgå det helt alene - i hvert fald ikke lige nu. Folk undgår mig som regel, kun min chef går op i hvordan jeg har det - især hvor meget jeg laver - ellers er jeg luft for resten af kollergerne, der alle har mand og børn. Skal indlede alle samtaler og folk skifter ret hurtigt emne uanset hvad jeg end bringer på bane.
Jeg spurgte engang i min naivitet folkene på den store debatside Yahoo Answers! om det virkeligt var så slemt. Det var værre - ingen sagde noget positivt, men nogle havde da lidt ondt af mig. Jeg har ikke noget at miste.
Du kan vist ikke bruge mit indlæg til noget - men altså..du er ikke alene med de tanker omkring udseende.

Hej kære solbrugere.
ja, som overskriften siger, tænker jeg at det meget snart er tid til at begå selvmord og gøre en ende på den elendighed og få fred. Jeg er 18 og har socialfobi og depression og jeg sidder bare i min lejlighed hele dagen og laver ingenting. Man skal jo i en form for "aktivering" når man er på kontant hjælp hvilket jeg ikke har været i stand til. Kommunen tror ikke på mig, så de få penge jeg har tilbage nu er snart opbrugt. Jeg er kommet ned of veje 54kg og det kan kun gå nedad nu da jeg er sulten hver eneste dag. Når jeg ser tilfældige folk på gaden, føler jeg de dømmer mig med det samme, hader mig og vil slå mig ihjel hvis de havde muligheden. Jeg føler der ikke er nogen der vil ha noget som helst at gøre med mig og jeg føler at selv en person der har fået skadet sit ansigt med syre syntes jeg er væmmelig at se på.
Jeg syntes selv jeg ser ganske pæn ud, men jeg tænker at alle andre vil altid tænke det modsatte. Jeg har sagt til min hjerne at den skal lade være med at have den tankegang, men til hvad nytte? Jeg har kæmpet i 3 år og har haft masser af nedture, men nogle opture. De sidste 8-9 måneder har jeg arbejdet noget af tiden, lært at være selvstændig, dyrket lidt sport og fik det dels bedre med min socialfobi, men jeg har altid været alene om alle tingene. Nu er jeg kommet i samme sitaution som jeg var for 1 år siden og jeg føler det er forfra. Det var meningen jeg skulle have det meget bedre nu og starte i 10. klasse efter sommer så jeg kunne komme på HF efterfølgende og derefter udleve min store drøm om at blive psykolog, men nej, sådan skulle det ikke være trods det poteintiale jeg ved jeg har inderst inde :(
Jeg føler jeg har kæmpet i så lang tid til ingen nytte. Jeg føler mig ikke engang ung længere. Jeg føler mig gammel, træt, sulten og glemt. Nu har jeg snart ikke råd til internet og mobil længere hvilket er min sidste kontakt til omverdenen og efter det kan jeg ikke forestille andet at gøre en ende på det liv der driver lige så stille væk. Hvad gør man i sådan en situation og er der overhovedet noget at gøre??🙁:(
Knus Marc

Besøg http://www.orkisol.dk/ tryk på tekst ovenfor læs art det kan hjælpe dig og andre i
din omgangskreds tag dig nu sammen slip al negativ tankegang få posetiv tankegang se dig
rundt omkring find alt det posetive i livet istedetfor alt det negative tænk på det.
v.h.Hans Birgir Hansen
Torshavn/ Færøerne