Nervøs for bryllup????

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal ligge dette emne.
Forhistorie: Jeg har kommet sammen med min kæreste i 3 år, og skal forhåbentlig snart giftes. Han var min venindes kæreste, før han og jeg fandt sammen. (det er helt i orden med min veninde. Hun vil faktisk gerne være brudepige) Nå men han havde så 2 andre kærester, inden vi begyndte på noget.
Jeg flyttede ind hos ham, og vi fandt hurtigt et hus, som vi skulle flytte ind i sammen. Vi fik hurtigt hund.
For 1½ år siden friede han til mig, og jeg sagde ja. Vi planlagde at blive gift her den 13 oktober. Det kunne vi ikke rigtig. Der var så mange ting, der ikke ville som vi ville have det. Så vi valgte at udskyde det til næste sommer.
Mit problem: Min kæreste er begyndt at opfører sig underligt. Han er begyndt at oprette profiler rundt omkring på nettet, og det gør ondt. Han vil ikke snakke med mig, om hvad der sker i hans hoved. For mig er det er blive gift ikke vigtigt. Jeg elsker ham og vil bare gerne være sammen med ham. At få et stykke papir er ikke vigtigt. Det gør ingen forandring for min skyld. Vores problemer vil stadigvæk ikke forsvinde.
Hvad er det, der er så skønt og stort ved at blive gift???? Jeg vil gerne forstå det, så jeg forstår hans panikråb!
Er det et panikråb?
Er der andre ting jeg skal passe på med? kan han finde på at være mig utro for at få ro i sindet? Hvad tænker man, inden man skal gå op af kirkegulvet?
Hvad skal jeg sige for at få han til at tale med mig?
Håber der er nogen der kan hjælpe, for jeg synes ikke, det er sjovt mere.
Hilsen det forhåbentlig snart gifte....

Hvis du mener at blive gift ikke betyder noget, hvorfor så sige ja? Hvorfor så ikke nej?.

at blive gift hvis I ikke kan snakke problemer inden da. men der er jo tid endnu så klap hesten. Men i stedet for at skrive her skulle du fortælle ham det.
Fx. "jeg vil ikke giftes med en jeg ikke kan snakke med" eller "jeg vil altså have en mand jeg kan stole på"
Jeg kender ikke problematikken for jeg er ikke og skal ikke giftes. Men nogle bliver skudt op i hovedet har jeg hørt om. Jeg kender til to længere forhold hvor de blev skildt kort efter de var blevet gift. Jeg tror nogle panikker af en eller anden grund. det er ligesom om at det at få papir på hinanden er for seriøst for dem. Det er ligeom alvor selvom det jo ikke burde ændre en skid.
Jeg ville dog overveje det giftermål meget nøje hvis jeg var dig.

og specielt ikke hvis du er i tvivl, og elsker han dig vil han også elsker dig om i er gift eller ej!!!
Det lyder da også som om han er blevet lidt rundt på gulvet, med de der netprofiler!! Øhm det gør man ikke, så det kan da også være han er lidt bange for hans eget frieri..

fordi I ikke kunne få det som I ville have det. Du mener med hermed selve brylluppet? Nu har du så indtil næste sommer til at planlægge og aftale osv.
Har du overvejet at bruge lige så lang tid på, at planlægge Jeres liv sammen? Det ville jeg foreslå ham. Måske I skulle få lavet nogle spilleregler, så I hver især kan sige ja til noget i føler I faktisk også ved, hvad er.

Jeg snakker hele tiden om vores liv, men han vil kun snakke om sit arbejde og hans bil. Jeg står alene med at planlægge noget, som for mig ikke er vigtigt. For ham er det så stort og han er så skide nervøs. Jeg kan ikke forstå hans nervøsitet. for mig er et bryllup ikke livsvigtigt. Det er et stykke papir, hvor man skriver under på, at man for evigt vil elske og ære en anden.

Intet menneske kan garantere at elske et andet.
At han ikke vil snakke om sig selv, eller eventuelle problemer skal du bare acceptere. Det er kun en irritation at blive spurgt om noget man ikke ønsker at tale om.