Mit hjerte brister

..på grund af dig.
Og at give slip er det sværeste jeg har måtte gøre.
Du er så dybt under min hud og på trods af, at du ikke vil mig, vil du heller ikke give slip.
Du holder fast så jeg ikke bliver væk. Men holder ikke godt nok fast til at jeg kan føle du ikke bliver det.
Og det gør du.
Du finder noget andet og så slipper du ( i hvert fald så længe det varer, som så mange gange før).
Jeg ved ikke hvorfor jeg føler for dig som jeg gør. Men jeg vil det ikke mere. Ikke mere nu. Du må ikke hive i mig mere. JEg kæmper hver dag og du gør det til en hård kamp. Hvorfor?
Det har varet 2 måneder nu hvor jeg har holdt det, og du forsøger stadig at bryde igennem min fæstning. Som om det havde et formål. Du vil jo ikke vinde andet end hvad du allerede har. Mit hjerte. Og det vil du ikke have. Er det jagten?
Lad mig være.
Lad mig leve. Du gør mig ondt. Du kvæler mig...du kvæler mig vilje.
Forsvind når du ikke vil elske mig!!!

det kunne jeg som også have skrevet. Du er ikke alene om det, desværre.

tja gamle ting

Har selv oplevet det... ja, oplever det nærmest stadig, selvom det nu er et helt år siden han valgte at gå.. Du udtrykker det utrolig rammende, for det er så sandt, som noget kan være: han jagter det, som han allerede har, og når han så føler at han har det, vil han det ikke... Du skal nok komme igennem det, men du må være stærk. Han skal ikke have lov til at lege med dig. Hvis han har taget valget om at leve foruden dig, må han godt nok også tage konsekvenserne af det, og lide under det! Du har lidt nok!

hvorfor man finder sig i det.
Det er bare ikke rigtig noget svar.
Er manden gal eller er jeg bare for let at sno? Der havde jeg vist to svar...men de fiser ikke rigtig ind på lystavlen.
Jeg har aldrig oplevet savn eller smerte på denne her måde, og derfor har det krævet faktisk rigtig meget lang tid...næsten to år at komme ud af det...to års "vil, vil ikke" eller "elsker, elsker ikke" om man vil.
Men denne gang skal det være slut.
Man kan ikke blæse og have mel i munden.
Men for fanden hvor gør det ondt. Det føles for alvor som om jeg går i stykker...
Men jeg kan da i det mindste finde trøst i at andre føler samme smerte. Og i tanken om at det nok skal gå væk.
Tak for dine ord.

Hvad handler det om?
Er det jeres tidligere eks. kærester.
Eller handler det om en mand, som blevet
dybt såret i et tidligere forhold. Og derfor
er bange for at indgå i et nyt forhold.
I kan jo ikke dømme manden, uden i kender
den faktiske baggrund. Det er nemlig nemt, at
sparke på en der ligger ned i forvejen.

Hvor er det godt skrevet. Nøjagtig som man føler det. Har nemlig også været der.
Hold ud! Du skal nok komme over det!
Knus
Bare mig... :-)

At den man er blevet forelsket i, og som påstår at han er forelsket i DIG, tidligere er blevet brændt, er da ingen undskyldning, for at såre andre!! AT man selv er blevet såret, er IKKE en undskyldning for at såre andre ..ja, undskyld, men det er det bare ikke!! Det burde da nærmere gøre, at man var mere varsom med andre, således at man ikke selv gjorde samme fejl, som der var gjort mod een selv!
Smil

Det handler om manden der har leget med mig og mine følelser i år nu.
Om manden der sukker over de gamle kærester, i stedet for at være glad sammen med mig, fordi han følte det anderledes med dem.
Om manden der er sammen med andre, fordi han leder efter den følelse han havde en gang.
MEn den er der ikke. Den følelse man havde da man var 16-18 eller 20 år, hørte den alder til. Man går jo ind i et forhold, med en anden viden end man gjorde den gang. Det er hans egne ord, at han mener man skal have den følelse fra sin ungdom.
HAn er ikke mere såret end så mange andre. Man er aldrig for såret hvis man elsker nogen eller gerne vil det. Det er man kun hvis man undskylder sig med det.
Nej, det er ren og skær egoisme der er hans baggrund. Han vælger, fortsat, at sparke mig når jeg er nede. Dagligt!
En leg der hedder : " JEg vil ikke have dig, men du skal ikke ville have nogen anden alligevel, for det ku' jo være." Og han er god til den. Han ved hvor han har mig, han ved hvad jeg føler, det har jeg på ingen måder skjult. Men jeg er ikke den rigtige. MEn jeg er måske tættere på en de andre han møder...så han må jo liiiiiggge holde fast hvis nu.
Den leg gider jeg ikke mere.

Vær mod andre som du ønsker andre er mod dig.

Er du forelsket er følelsen lige så intens, som den var, da du var 20. Du føler jo den kærlighed sådan og du er vel ikke 20?
Derfor det hedder fool in love eller there is no fool like an old fool.

Han hænger fast i fortiden. Eller også
er han en pæn psykopat, der leger med
dine følelser. Og har puttet dig ind
i sit eget "bur", så han er sikker på at
du ikke løber din vej.
Hvis han hænger fast i fortiden, så skal
han have nogle behandlinger med regressionshypnose.
Hvis han er en pæn psykopat, så bør du
forlade forholdet med det samme. Mit forslag
er, at du tager fri fra arbejde en dag.
Pakker alle dine ting, og flytter til en
ukendt adresse. Samt får spærret dine
nye adresseoplysninger i cpr. registeret, som
har til huse hos folkeregisteret i din
kommune.

Men prøv at sige til voksne, der er blevet
misbrugt som barn. At de ikke på opfører
sig som pædofile. Det sker bare for en del
af dem. Folk reagere forskelligt, udfra den
behandling andre udsætter dem for. Så folk
burde tænke sig rigtig godt om, inden de
sårer andre mennesker.
Jeg ved selv hvordan det virker, da jeg selv
er blevet udsat for massiv mobning i skolen.
Samt isolation i mit senere liv, og det medfører
at jeg har såret rigtig mange mennesker.
Hvis du sparker til en person, så sparker
han eller hun ofte de næste i rækken. Derfor
bør vi tænke os godt om.
Hvorfor tror du at de skriver i bibelen;
Du skal elske din næste.
Fordi folk på den tid udemærkede vidste, hvilke
uoverskuelige konsekvenser det modsatte ville
medfører.

Du har ret.
Selvfølgelig er man fuldstændig og aldeles dum når man er forelsket, men jeg tror nu at man alligevel elsker på en anden måde når man bliver ældre, og nej jeg er ikke 20 år mere.
Måske med forstanden mere i behold i starten. Man har jo et liv, tiltrods for at man møder kærlighed.
Jeg tror helt sikkert på at følelserne kan være lige så intense, men det er på en anden måde. Følelserne man havde dengang, var vel for en stor del forbundet med usikkerhed (barnligheden i de første forelskelser), fordi man ikke rigtig vidste hvad man gjorde og begav sig ud i.
Den følelse vil jeg vove at påstå ændre sig i takt med at man kender sig selv.
Så jo, man mister godt nok forstanden når man forelsker sig, også i dag, men teenage-usikkerheden følger forhåbentlig ikke en videre i livet.
Det var i hvert fald sådan jeg mente det.
Hvis man ikke mistede forstanden ville jeg jo ikke have det sådan her nu ;o)

på ny lejlighed.
Ikke at vi har boet sammen på noget tidspunkt...nej uha da, det ville jo betyde en indskrænkelse af hans råderum...men jeg vil gerne et sted hen hvor han ikke finder mig.
Nyt tlf nr.
Ny adresse.
Jeg ved ikke hvad der er med ham. Jeg tror desværre at han som mange, usikker på sig selv, og hvad han vil.
Og det er fair nok. Det har jeg faktisk forståelse for. Men jeg har ikke forståelse for at han skal holde fast i mig.
JEg er i gang med at følge dit råd..men det tager tid. Og indtil da så kunne det da være jeg skulle sende ham et par links fra "de gule sider" under psykologer...
Takker

at høre sagen fra begge sider!

Teenage-usikkerheden kan sagtens følge en
hele livet, de fleste mennesker bliver aldrig
voksne. Hvis de var tilfældet, så var der
ikke så mange barnlige skænderier. Samt en
masse tåbelige skilsmisser i denne verden.
Mennesker har det med at dømme andre alt for
hurtigt, og på et alt for spinkelt grundlag.
Den oplevelse har jeg mødt hos en hel del
kvinder.
Når kærlighed bliver til had, så brænder du
din sjæl i begge ender. Derfor lever du i
et forbandet helvede lige nu. :o)
Har du prøvet at skrive til ham, for had
fører ikke til noget. Det kunne være, at han
var meget ked af det. Men det er du vel
ligeglad med.

Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke.
Men jeg kan ikke forlange at han behandler mig bedre end jeg selv tillader.
Det er ikke første gang vi har stået her. Han har brudt mig ned flere gange. Blot for når han har fået sin vilje, at undskylde og sige det alligevel ikke var det. Jeg vil ikke udsætte mig for det igen.
Det gør ondt. Alt for ondt.
Fyren har kastet mig væk så mange gange, at jeg ikke kan tælle det mere. Har brændt mig af. Har løjet. Har glemt mig. Et utal gange gange.
Det har vel ikke noget med den usikkerhed vi kendte til da vi var helt unge? Det er vel et spørgsmål om at kunne.
Han er ikke ked af det, ikke rigtigt. Ikke fordi han har mistet mig. Så er han det fordi han ikke har trygheden i at vende tilbage. Det har jeg jo taget.
JEg hader han ikke. Meget langt fra faktisk. Hvis jeg vidste at han blev ved fordi han ville nu, denne gang for helt alvor, ville jeg ikke rigtig betænke mig. Så tog jeg ham tilbage. Igen.
Men det gør han ikke. Det er en leg for ham. Og jeg vil ikke deltage mere. For det vil være mig der taber. Jeg er det sjove, rare, hyggelige og velkendte indslag i hans liv...når andet fejler eller han føler sig alene.

Så kunne jeg måske se det i et andet lys. Men jeg tror nu, at jeg rammer ret rigtigt.
Og det er desværre en luksus vi ikke har her.
Men er han her og kan han gennemskue det her, så kunne det blive en interessant debat.

Jeg har det på den måde, at jeg ikke
genere mine eks. kærester. Da vi begge
to er blevet enige om, at vi ikke passede
sammen.
Det gælder nemlig om at respektere
hinanden, og komme videre med livet.
Det er jo tåbeligt at prøve igen og
igen utallige gange. Så han må være
dygtig, siden du har ladet dig manipulerer
med.
På et tidspunkt må det få en ende, så
du har taget den helt rigtige beslutning.

Har du nogensinde haft fysisk kontakt til manden, og haft et sexuelt forhold til ham. Eller er
han typen der betragter dig på afstand. Hvis
det er den sidste type, så kan det være at
han er bange for dig. Pga. han er blevet såret
i et tidligere forhold.

Det sjove er at du har allerede vundet. han vender tilbage til dig, fordi du giver ham det modspil, han ikke kan håndtere. Ellers ville han give slip.
Sig til ham at du elker ham, men at du ikke kan bruge ham til noget. Han ligger allerede ned uden at vide det. Det vil han også gøre i resten af sine forhold. Han vil ikke finde ro med nogen, før han har ro med sig selv. Det er din trøst.
han må og skal gøre noget ved det selv. Dit ultimatum til ham må blive at du på ingen måde kan være kæreste eller ven med ham som han er nu. Men hvis han kan bruge det næste halve år på at finde ud horfor han gør som han gør og vende tilbage overbevist. Så kan det være at du vil overveje det. Sig det til ham.
så må han selv gøre arbejdet. Du har givet ham et pænt og konstruktivt spark i den rigtige retning. Og hvis han ikke kan det, jamen så har har han opdaget at han ikke er i stand til det. Og hvis han kan, så bliver vejen uden dig. Så må du jo bare være guleroden.
Måske vender han tilbage klogere og hvis han ikke gør, nå men så er du helt sikkert alligevel kommet videre. Den eneste kamp der skal kæmpes nu er hans egen. Du kan og skal intet gøre.
Det er hans liv, hans ansvar. Gør ham en sidste chance...luk din dør i.
Det er godt for dig, men bedst for ham.
Vi er ikke børn mere, derfor kan vi heller ikke mere handle som børn. vi skal være vores egne forældre og tage os selv i hånden. Og det sjove er, at når vi kan det. Så er livet vores eget.
Den der tror at de har friheden til at vælge, har ingen frihed. Mens den der indser at de ikke har friheden, får friheden til at vælge friheden.
mig

NEj det er ikke rart. Overhovedet. Men det er min dumhed der har gjort at han har kunnet gøre det.
Hvem udnytter ikke situationer til deres egen fordel, hvis de kan? Det er jo bare det han har gjort.
Den er bare trukket lidt vel langt. På min bekostning. Og den pris er efterhånden ret høj. Det gør rigtig ondt.
Og så for lige at slå to fluer med et smæk ( dit andet indlæg - og fysisk kontakt ), det har der været masser af. Også den nære tætte kontakt, og hvor er det forfærdeligt at undvære den også.
Jeg savner alt ved ham, også det.
Men jeg ved at det ikke er af frygt han er sådan.Så ville han ikke risikere at jeg forsvandt. Det tror jeg bare ikke på. Så mange gange som han har såret mig. Det gør mig ikke hvis man er bange. Så er man muligvis forbeholden, men kaster ikke det væk man gerne vil have. Og man er SLET IKKE sammen med andre.
Det er bare ikke mig. Jeg er bare god at have i baghånden.
Det er det rette valg. Men det gør ondt.

Sådan har jeg ikke set det.
Du har nok ret. Han er vel et eller andet sted lidt sølle, at han gør og vælger som han gør.
Me fordi jeg føler som jeg gør, fordi det er mig der står tilbage og føler sorg og savn og ikke ham ( jeg kender jo i virkeligheden ikke til hvad han føler ligenu ), så føler jeg at det er mig der har tabt.
Jeg føler mig så brugt og tømt af ham, at det eneste der føler kan fylde mig ligenu er ham. Og det vil jeg ikke have. Det er virkelig en daglig kamp, at slippe tanken og at rende tilbage. Men jeg gør det ikke.
Han har så mange gange, vendt tilbage som en "ny og bedre mand", men det har været en tynd facade, for det er som blæst væk når jeg endelig har givet mig. Jeg vil ikke tro på ham igen.
Han ved jeg elsker ham. Det har jeg sagt. Men det blev ikke gengældt, kun givet udtryk for at savnet og manglen af mig var for hårdt lige på det tidspunkt.
Så vi tog en tur til, indtil vi nåede status quo igen.
Hver gang har vi bare gentaget balladen.
Jeg ved det er ham der har problemet, og er det af grunden som han måske ikke selv kender, så er der måske en forklaring. Men det er mig det gør ondt på, og det er det eneste jeg kan mærke. Og AV altså!!!
Og så er der jo altså desværre altid tanken om at det bliver nok meget bedre med den næste han møder. Og det stikker. Meget. Så er det så fristende at nøjes med.
Men jeg vil ikke. Derfor gemmer jeg mig helt væk.
Min dør er lukket og naglet fast.
Tak for dine ord.

Man kan jo altid finde trøst i andres elendighed også...så er man da ikke alene ;o)
Eller også kan man græmme sig over "de væmmelige mænd" der tilsyneladende er flere af os der stifter bekendskab med.
Jeg skal sgu' igennem det.
Knus

Men han er bange for at binde sig, og
derfor tør han ikke vise de rigtig
følelser overfor dig. Han vil hellere
holde det på et elsker og elskerinde
niveau, så han ikke føler sig forpligtet.
Men du har fået følelser for ham, og
vil mere end det allerede aftalte.

findes de?
Jeg har ikke accepteret at det skulle være sådan. Tværtimod. Jeg har sagt nej til det.
Og det har han sådan set også selv.
Det skulle efter hans udsagn være "fordi han ikke kan undvære mig, når han er nød til det". Ævl, i mine ører, men det er jo heller ikke mig der føler det.
Elsker/elskerinde forholdet bliver man vel i en eller anden grad enige om?
Ærligt - så har jeg lyst til at køre den linien ud. Eller på godt gammeldags dansk vente på ham.
Eller det siger mit hjerte mig.
Men min fornuft skriger på at jeg løber min vej og aldrig aldrig ser tilbage igen.
Han ændrer sig jo ikke. I hvert fald ikke for mig.
Der mangler det der skal til, ellers var det jo sket.
Er jeg bare helt galt på den?

Det hjælper ofte at sidde sammen
hånd i hånd, og tale om problemerne.
Så får han sikkert også følelserne
med, hvis ikke han er en total kold
skid. Hvis I holder afstand, når I
taler fortroligt sammen om problemerne.
Så skabes der en barrierer mellem jer.
Det er nemmere at løbe, når man ikke
har noget at holde fast i. :o)

Der er normalt nogle spilleregler, men
ofte får en af parterne følelser for
den anden.
Hvad er normalt? *Smiler*

når det ikke føles forkert. Så det vil jo være helt individuelt.
Det har på intet tidspunkt været rent fysisk. Så følelser er ikke noget der er opstået senere. Da vi mødte hinanden "jagtede" han mig. Der var jeg det eneste han beskæftigede sig med.
Jeg nægtede og gør stadig at lade mit øvrige liv gå i stå...og det kunne har vist ikke forstå. Han havde tidligere haft piger hvor han satte dagsorden. Og de fulgte ham. ( Jeg kan godt selv høre at der vist ligger lidt svar det .)
Jeg sidder faktisk som en anden teenage tøs og venter på at du skal give mig "de vises sten"...

men det hjalp ikke.
Jeg tror det er afstanden han tiltrækkes af.
At han ikke kan holde fast i mig...og at jeg ikke kan i ham.
Når jeg tænker rigtig grundigt over det, kan jeg ikke lade være med at tro at han skaber dramaet, fordi han måske tror det ellers bliver kedeligt at være i forhold.
For mig bliver det først godt når man ikke behøver dramaet.
Om ikke andet så ødelægger man da chancerne ved at have svingdørseffekt med i kærlighed.

Han er sikkert facineret af dramaet i forholdet, men
det tiltrækker ikke dig. På den måde lever I begge
to i forskellige verdener, og vil derfor aldrig mødes
rent mentalt.
Du kunne direkte fortælle ham, at du tænder af
på hans dramatiseringer. Så han har intet at
komme efter på det område. Hvis han ikke kan
leve med det, så skal han gå ud og finde en
skuespiller som kæreste. ;o)

Alle mænd jagter kvinder, for de bliver betragtet
som et bytte. Når de er nedlagt, så er missionen
ofte fuldført. Dermed køler interessen lidt ned.
Hvis han fuldstændig vil styrer dit liv, og
bestemmer om du må gå til fester mv. Så hører
han ind under katagorien en "pæn psykopat".
Den type personer kan blive et helvede, at
leve sammen med. Hvis de ikke får deres vilje.
De fleste fornuftige partnere bør forlade
den type personer hurtigst muligt. Diagnosen
er ikke køns bestemt.

men det har han vist ikke opdaget.
Jeg tror jeg har taget den rigtige beslutning. Tror ikke der kan presses noget godt ud af situationen mere. Der er ikke mere godt i det.
Uanset hvad det er og har givet mig i lang lang tid, har det været plaster på det sår han oprindeligt var årsag til.
Men det læger ikke.
Så jeg skal muligsvis finde mig en doktor der kan klare det...så kan han tage sin skuespiller.
Mon de levede lykkeligt til deres dages ende.
Tak for dine ord. Har hjulpet her og nu. Men der kommer sikkert flere piv fra mig.
Knus

Skal bare holde døren lukket bag mig.
Han bringer mig ikke noget godt.
Igen tak for dine råd... Måske jeg kommer til at "kræve" flere kloge ord senere.
:o)

Jeg ved godt at du ikke føler dig som den stærke, men det er du. For du føler som et menneske gør.
Det kan godt være at han finder en anden. men han skrider igen, han er jo vendt tilbage til dig adskillige gange ikke.
prøv at se hvad han tilbyder. Hvis han finder en anden pige som tilbeder ham, så vil han hade hende for det, og hvis han finder en som ikke gider ham vil han rende efter hende.
Ligesom med dig.
Han vil aldrig kunne tilbyde noget bedre, hvis ikke han ser ind i sig selv. Og ja jeg tror bestem at han er bange for nærhed. Græsset er jo grønnest der hvor man vander det.
Angående det med friheden som jeg skrev. Så er det nu at du kan vælge friheden. han søger den hele tiden og tror hele tiden at han har den. Men det har han ikke, for så ville han gøre noget andet end det han plejer. Han har ingen frihed men tværtigmod et mønster som kun viser ham en retning.
Det er derfor at du er den stærke. Du vælger nemlig bevidst at gøre noget andet.
Han derimod tror jeg bare reagerer på sine følelser, som af en eller anden grund ikke er helt så modne. han tror sikkert selv at han er rationel. Det er han vel også set fra ham selv. Men jeg tør vædde på, og selv os på sol kan se det. At han ikke er det, at han er bundet i nogle følelser han ikke kender eller vil kende.
Han leder nok efter en der kan udfri ham fra denne evige længsel efter dette ene, han tor findes.
Men selv den dejligste pige kan ikke give ham det. Det findes ikke hvis man ikke kan finde det i sig selv.
Det er netop denne illusion vi alle har haft som teenagere, at hvis bare...så bliver alt godt.
Men vi bliver alle erfaringer rigere, og lærer at se bag om tingene. gennemskue os selv og se realistisk på omverden og os selv.
Han tror at han har masser af tilbyde hvis bare han møder den rette. Han kan bare ikke se skoven for bar træer.
Du må gerne være ked af det, det er jo naturligt og forståeligt.
bare grin lidt af tanken om at han stadig om haltreds år måske løber rundt med krykker og stadig leder efter det der kan gøre en forskel.
det er da synd for mennesker der er sådan, men det er åbenbart en tend at lede efter lykken udenfor en selv.
Men ja svar mig lige om man kan finde den derude, jeg vil gerne se den med mine egne øjne....

Du skal være velkommen. ;o)

Det kan være en psykopat,uden moderkærlighed,som barn,eller han aber efter sin FAR.Ukrudt,eller udskud er der masser af,,,,,,,men ganske få smukke roser
Hædesenn Connie Dk :=)Jeg er heldig,og skønner meget på det. :=)

mystisk JA hmmmmmmmmmmmmmmm??????????????????????
Forstår intet:::::::::::::::mere.

Det ramte. Gav mig lidt et nyere perspektiv.
Min lykke starter med mig i hvert fald. Og som jeg har skrevet tidligere i denne debat, kan jeg jo ikke forlange at han behandler mig bedre når jeg tillader ham at behandle mig dårligt.
I alle mulige andre situationer er det ret lette at træffe de rigtige beslutninger, dem der betyder at man bliver sundere, gladere og lykkeligere. Men det er det bare ikke med det her.
Mine følelser for ham er så ægte at jeg helt uden forbehold kan sige at jeg tilgiver ham og stadig elsker ham, på trods af at han på ingen måder har fortjent den kærlighed. Men jeg kan også sige at jeg ikke kan klare det længere. Jeg vil ikke trækkes ned af ham.
Muligvis ved han ikke hvad han vil. Muligvis ved han det, men jeg er bare så let at have med at gøre. Eller det er sjovt. Muligvis ser han en dag lige hvad det er han mangler. Og finder det. Muligvis finder han så også ud af hvad han gjort...eller også gør han ikke.
Jeg har fundet ud af hvad jeg mangler i hvert fald. Og det er ikke det jeg får af ham.
Han tager det i mig der er godt uden at fylde op. Det må han ikke mere.
Han er dejligt, skøn, fantastisk og alt hvad jeg gerne ville have haft. Selv med fejl, mangler og sære ( til tider onde ) ideer, der har gjort mig ondt. Men jeg kan ikke længere se mig selv i øjnene...eller andre der kender mig.
JEg har holdt 2 måneder nu. Det vil jeg fortsætte med. Det gør mig godt, selvom det gør ondt.
Jeg kan se al den logik du forsøger at få frem her...men for fanden, det gør sgu så ondt.
JEg skal være vågen og se efter om lykken af findes, for man er tilfreds i sig selv. Men jeg tror desværre at uanset hvad det er for en lykke, vil den være forbigående og kortvarig.

at han bare er en forkælet dreng, der er vant til at få sin vilje?

jeg kender ham bare godt fra mit eget liv, har selv haft ham og har venner der er ham.
Jeg har selv gevet slip med blod sved og tårer. Jeg elsker ham også overalt på jorden, det samme gør han med mig.
Men jeg er bare gladere uden ham, og det er mærkeligt at opdage det.
Jeg har set mange mennesker opføre sig sådan. nogle opdagede det selv og vendet tilbage for good. Nogle lærte at blive andre fik ikke lov at komme tilbage. Andre svæver stadig rundt derude og leder.
Min teori er at to mennesker først kan være kærester, når de er på samme stadie. Nogle kommer det sammen, andre forlader man selv fordi de ikke er, andre forlader en fordi man stadig har meget at lære.
Forelskelse er bare et sus i vinden, den kan man opleve med mange. Dyb kærlighed oplever man med få.
Hvis vi ikke udvikler os sammen, udvikler vi os ikke.
Det handler ikke altid om hvilken kæreste man har, men om man udvikler sig sammen. Nogle mødes som femtenårige og lærer det sammen, andre senere....og nogle aldrig.
Hvis han bare tager og tager, så er det fordi at han ikke kan tåle at give. For hvis han kunne det...så ville han nok ikke være skredet.
Det er ikke noget man bare lærer fra dag til dag, det tager laaang tid.
Så hvis han finder en der er på samme sted som ham selv, så skrider hun nok fra ham. Og hvis ikke hun gør, så skrider han fra hende bare fordi hun ikke gør....
Det er det jeg mener med ikke at kunne give noget af sig selv.
Han vender ikke tilbage til dig fordi han kan, det tror jeg ikke. Måske på overfladen. men fordi du har noget som han inders inde længes efter og som han ikke kan finde andre steder. Han behøves jo ikke at vende tilbage.
Man kan måske kalde det tryged, men hvis det var det han søgte....hvorfor skrider han så.
Fordi han ikke kan tage imod det. han søger det han ikke kan tage imod. Det er det han gerne vil have. men han kan bare ikke rumme det og derfor skrider han.
Du har det han gerne vil have. Men lad være med at give ham det. For du kan ikke bruge ham til noget før han lærer at tage imod det og give det igen.
Han lærer det nok engang. Det sker bare ikke overnight.
Han er jo forudsigelig. det er næsten uhyggeligt.
Du har hans hjerte, det tør jeg egentligt godt sige. Du kan knuse det og han ved det ikke engang selv endnu. Som sagt du har det han længes efter. Han viser det måske ikke....men husk nissen flytter med, hvis man ikke smider den ud.
Sjovt nok er vi alle mennesker, han er som mange andre. Vi har alle følelser og vi reagerer alle fordsigeligt. Hvis vi ikke tager os "friheden" til at opdage hvor forudsigelige vi er, og ændre det.
Det er fedt at du lukker døren. Gør noget for ham uforudsigeligt.
og forresten, selv om du føler at han skider på dig....så laver han lort i sin egen forhave. der er sikkert mange af i forvejen. En dag skavtter han i dem og ser at han sidder i lort til halsen. Og hvem gider i virkeligheden en kæreste der lugter af lort.
Du kan bruge ham til noget når han har ryddet sin forhave, spulet sin hæk og taget et bad. Så kan det være at han begynder at lugte af honning. Men ikke før. der er sgu da ingen voksne mennesker der gider en mand der lugter af lort, og det opdager de fleste hurtigt. Synd for dem der ikke gør.
Så lad ham give andre kvinder sin lort og sig at han kan komme tilbage når han engang har opdaget hvordan han kommer til at lugte af honning.
Det er mine tanker, jeg har været der flere gange....måttet sætte ekstra nøgler på mine døre.
Til alle jer der tror at i lugter af honning. i er gennemskuet. Vi gider jer ikke mere, det gør vores veninder, venner, søstre og brødre heller ikke. Tag jer sammen, se jer selv i øjnene og indse at det er jer der har uheld i kærligheden. i må bruge jeres penge på at få ryddet op i lorten. For i stinker!!!!!!!
Vend jer om og se at vi andre er skredet.

beslut dig for havd du gør nu, og senere kan du så alt efet situatione beslutte hvad du gør der.
Folk ændrer sig.
Gør det der er bedst for dig lige nu. gør det samme i morgen og i overmorgen.
Tag beslutningen hvor du er nu.
Du har brug for det nu, så derfor gør du det nu.
Man skal ikke fastlåse fremtiden, men føle i nutiden.
Det er også mere overskueligt.
Det er nu du ikke kan så er det nu du ikke skal.
livet ændrer sig jo hele tiden det gør du også. Fremtidens beslutninger er fremtidens beslutninger. Dem må du tage der og ikke nu.

Jeg har en lillebror der bliver hysterisk, hvis
nogen går ham imod. Det skyldes at han aldrig
har lært, hvad der er rigtigt og forkert. Når
han lavede noget forkert, som min far ville
irettesætte ham for. Så stoppede min mor ham i
irettesættelsen, og det må man ALDRIG gøre!
Hvis forældrene ikke er enige om belønning og
straf for overtrædelser, og holder sammen. Så
kan nogle børn spille dem ud mod hinanden.
Hvilket senere vil ramme en masse andre mennesker.
Da personen aldrig har lært, at opføre sig
ordenligt blandt andre mennesker.
Jeg er selv ramt af det i mindre grad, men
prøvet så vidt muligt at holde mig væk fra
ham. For han kan være en pestilens, at være
i nærheden af.
Jeg er sikker på at han ikke er overforkælet.
Han er nærmere ødelagt pga. misforstået godhed
fra moderens side. Skaden er sket, så du kan
deværre ikke redde ham.

...det var faktisk meget sjovt beskrevet.
JEg har selv brugt toge og stationer som billeder for det.
Han er mit tog i uorden. Der hele tiden skal bortarrangeres og kun når fremtil den samme station, min. Så skal han på værksted igen.
Jeg må så bare hoppe på et gennemkørende, så jeg kan skifte station.
Men lort og honning er lidt mere sigende.
Jeg ved du har ret. Hans problemer er ikke mine. Det er kun konsekvenserne af hans problemer der bliver mine...det er mig der tuder jo...
Det er sgu bare sådan at øverste etage ( forstanden ) har lidt svært ved at kommunikere med mit hjerte.
Jeg holder ved det her nu, at det ikke nytter. At min dør er lukket. MEn hver gang de satans sms'er tikker ind eller han ringer, så kæmper jeg. JEg kæmper i forvejen, fordi jeg savner ham. Og så er han kun 8 tal væk.
Jeg ar lavet aftaler med veninder om at kunne ringe/skrive, bare for ikke at falde i. Og det går faktisk.
Og så bruger jeg det her...skriver og græder og sviner ham til her. Får det ud. Her er det uden omkostninger for både han og jeg.
Jeg får helt ondt af manden når jeg læser det fra din vinkel. Arme mand. Tænk at takke nej til kærlighed og så igen og igen søge den. Samme sted. Det må da være frustrende ikke at tage imod og glæde sig over den. Om den så kommer fra mig eller en anden.
For jeg tror du har ret.
Han vover over mig, nej vogter. Har et utal af gange mødt grædende øjne fordi han var bange for at jeg nu var kommet videre. At nogen havde været på hans territorium.
Hav af opringninger og sms'er når jeg ikke svarer ( hvor mange have er der, for det er længe nu? ).
Men det er alt sammen for meget, eller ikke nok...når den grundlæggende holdning ikke er ændret.
Jeg vil ikke bruge min tid på ham.
Ikke i dag i hvert fald. Og som du skrev i dit andet svar også...så må jeg tage beslutningen i morgen igen.
Jeg elsker ham. Det ved jeg at han ikke er i tvivl om. En dag vil jeg ikke gøre det mere. Og det må så være hans tab og min fortjeneste.
Jeg vil nemlig gerne flytte mig og udvikle mig og nyde at elske et menneske. Det er ikke en nydelse at elske ham.
Det kan umuligt være en nydelse for ham selv heller...når jeg tænker på dine visdomsord.
Jeg takker for sommeren og lange lyse aftenen og kort nætter og varme dage ( de skal nok komme ) og nyder alt det gode der kommer med sommeren. Det får han ikke lov at tage fra mig i år.
Du har faktisk gjort mig glad i dag. Nyt mod, nyt håb. For mig. Alene.
Knus

Som sagt du er ikke den eneste.
Jeg har mange hjerter i bagrunden, som endte med at brænde sig selv.
jeg har mistet mennesker, men jeg mistede af en eller anden grund aldrig deres hjerte.
Jeg lukkede min dør, med deres hjerte i klemme.
Så brugte de flere år på at lede efter en som mig, men jeg var jo sådan set stået af toget tidligere. Og de havde ikke opdaget det før det var for sent. Så måske leder de stadig efter mig. Men de finder mig ikke, for jeg er jo lige her hvor de ikke kan se det.
De turde ikka at binde sig og nu betaler de selv prisen...viljeløse sjæle.
Så sidder vi der og gnaver i deres hjerte og de kan ikke få os ud.

Desværre for alle dem de mejer ned på deres vej, ville ønske at jeg kunne sige til dem. Pas på jer selv, vær tro mod jer selv, elsk som i kan...Men vær forsigtige for de kan ikke blive.
Jeg tror de ender med at blive genfærd, skygger i vores andres liv, dem der sidder fast på mellemstationen.
Jeg hader dem ikke, jeg afskyr dem heller ikke, jeg tror ikke at de er psykopater, snarere tværtigmod.
Måske snarere narcissister og det er et symptom på den verden vi lever i, ihvertfald i overflodsamfundet. Vi oplærer vores børn til aldrig at kæmpe for noget, fjer banen for dem, lader dem ikke føle smerte, når vi er der.
Alt imens de hele dagen kan gå rundt alene i en eller anden institution og indordne sig. helt alene i sig selv, sammen med andre.
Vi lærer vist vores børn at lykken kan man finde. se på alle de maerielt lykkelige mennesker, se hvor glade de er. Bare læs i Bladene, se den nye sofa, brug smid væk. Og hov selv om jeg shoppede helt vild så følte jeg mig alligevel ligeså tom inden i en ugen efter. jeg må have noget nyt.....
Hvad er det alle mennesker søger, hvis det er lykken og den er materiel, så forsvinder den ligeså snart man har spildt på sin nye trøje.
Det er jo totalt afstumpet.
Jeg er ikke en eller anden hippie, tværtigmod. Jeg har en høj uddannelse. Men jeg har vidst det fra jeg var barn. tror jeg er født sådan.
Det nemmeste har altid været at blive som de andre, blive som ham. Men fandme nej, dem er der sgu nok af i forvejen.
Vi er altid alene i os selv, vi dør alene i os selv, selv om der er andre ved siden af.
Ligemeget hvor meget vi elsker eller bliver elsket. Derfor skal vi elske os selv, vi er dem der kan gøre det bedst.
Nu kommer jeg vist for godt i gang. Men du skal vide at du ikke er den eneste der har det sådan, det er dig ikke et menneske på denne jord der kan tage fra dig om så de vil.
Hav det rigtigt godt, både i dag, imorgen og i overmorgen. Ved ikke hvem du er, men det er jo egentligt også ligemeget. Du er jo bare et menneske ligesom jeg.

sig til manden, der ikke kan lade dig være, at hvis han vil dig i fremtiden. Så må han betale en psykolog eller andet. Du er ikke forsvundet du er jo lige her.
Sig at hvis det virkelig er det han vil, så man han slippe dig nu, for du vil aldrig mere lukke op, hvis han bliver ved med at banke på.
Han må komme tilbage om et helvt år og sige det samme, så vil du overveje det.
Men en sms mere så er det slut. Ultimatum. menhvis han kan lade dig være det næste halve år, så kan det være du overvejer det når han kommer tilbage.
Sådan søster. You won!
Så har du givet ham et ærligt og godt valg.

Jeg får helt tårer i øjnene når jeg læser det du skriver.
Jeg tror du har så meget ret.
Jeg er altid blevet lært at give og glædes ved det. Altid at give ubetinget. Siden har jeg af hårdere veje lært at det gør ondt, men rent faktisk betaler sig.
Jeg ved at denne mand ikke forstår det jeg så gerne vil give ( men nu ikke længere har kræfter til ), det har han sagt. Han har da trods alt også selv erkendt at det er ham der står til at miste mere. Og at det han får af mig også er grunden til at han vender tilbage.
Han har efter eget udsagn ikke før oplevet at han blev elsket på trods af fejl.
Og det tror jeg er det større problem i vores verden. Vi skal opnå kærligheden. Vi sætter betingelser for den.
Der er jo ikke betingelser for den i sin fineste og reneste udgave. Der er den bare. Som mor og barn. Mor var min vise kvinde, der lærte at give. Og med meget få midler endda.
Og har man ikke det så bliver man nok ikke i stand til at forstå senere i livet.
Han kender mine betingelser. Han kender mit udgangpunkt. Og om man vil mit krav. For på trods af at jeg elsker ham, og der ikke bør være betingelser, er der nu stiller regler op for at min kærlighed bliver tilgængelig.
Jeg behøver ikke fortælle ham dem. Og jeg behøver slet ikke lytte, for at vide at han ikke er der hvor han skal være for at være i mit liv.
Jeg tror desværre aldrig at han bliver det.
Jeg ser sådan på det at jeg kan det hele på egen hånd. Der er ikke ret meget der ikke kan lade sig gøre. Men med ham bliver jeg opslugt af angts og sørg og utryghed, fordi der er en grim forhistorie. Fordi han ikke kan give sig. Det hæmmer mig når han er i mine cirkler.
Sådan lever man ikke. Sådan dør man...indeni.
Det vil jeg ikke. Så vil jeg hellere græde til det går væk.
Tak for dine ganske kloge og meget meget trøstende ord.
Jeg vil søge dig her på Sol, hvis jeg har brug formere indsigt.
Mange knus - du har givet mig godt ting at tænke over og givet lidt mere lys på et halvmørkt sted.

Hvis det ikke er for sent, så burde manden
søge en psykolog eller regressionsterapeut.
Så han kunne blive fri for fortiden tunge
byrder.

Det skal nok blive helt fint igen. Du har givet dig selv det ultimative, betingelsesløs kærlighed til dig selv og respekteret dig selv.
Derfor kan du elske igen.
Man mo aldrig miste sig selv og sin selvrespekt, men man må gerne være ydmyg.
Et hvert menneske er et liv, det skal vi huske at repsektere. Om det så er i Afghanistan eller i Danmark.
Måske bliver han klar,ved det ikke. Men hvis du lukker døren, så kommer der først sprækker i lakken. Så har du skrællet nogle lag af ham, for det er ham der har tabt det. Måske skal han opleve det et par gange til. Men hvis man har selvrespekt, så kan man rejse sig selv igen og være stolt af at man er sin egen mor.
Alle mennsker skal have modstand, vi har alle brug for konsekvenser og et los i røven en gang imellem. Og vi skal gøre det samme med andre. Men kun af kærlighed.
Hvordan skal vi ellers kunne gennemskue om vi tager fejl, hvis ingen tør sige sandheden.
Du har vist hjulpet dig selv og ham i den rigtige retning.
Han er et barn, som søger kærlighed. Kærlighed er også et nej. At sige nej er at elske sig selv og den anden. Og vi har alle brug for et nej til det vi gør, hvis det kommer fra en der elsker os.
Hvis vi aldrig får et nej, vil vi blive ved og ved...det er meget svært at respektere et menneske som ikke vil sige nej til en. Det synes jeg.
Hvis det er fordi at han har brug for at du tager ansvar for ham som en mor, så behandl ham som det grænsesøgende barn han er.
Man må godt stille krav i kærlighed, for hvis man ikke gør det, så visner ens kærlighed til den anden måske, og hvis det ikke er det man ønsker, så skal man stille krav også selv om det betyder afvisning.
Det er med i definitionen af kærlighed for mig.
At stille krav til dem jeg elsker, og at de stiller krav til mig. jeg tror at hvis man kæmper for kærligheden så stiller man krav. Man elsker selvfølgelig hele tiden, og ikke mindre af at stille krav. Tværtigmod er det fordi at man gerne vil det andet menneske, ellers kunne man jo være ligeglad.
Jeg håber ikke at du får brug for flere råd foreløbig. Det jeg skriver til dig, er også godt for mig selv.
Jeg vender jo selv tingene mens jeg skriver. Det er selvfølgelig nemmere når det ikke er en selv. Men hvis jeg møder en ven, veninde, mand eller kvinde der opfører sig sådan. Så vil jeg læse det jeg har skrevet igen og forhåbentligt kunne huske mig selv på at det er ok at holde fast på sig selv i kærlighed.
God sommer, lav noget sjovt, køb en plante og se den gro, Der er mange smukke ting i livet, se ud af vinduet, hvor livet som altid kører videre.
Det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere og klogere.

fis...det har har muligvis.
Men han er ikke interesseret i at gøre noget ved det.
Jeg har spurgt om ikke det kunne være en ide. Men han mener afgjort ikke at der er noget galt med ham.
Det er jo også muligt at der ikke er det, at det blot er følelserne der mangler. Det er jo en mulighed.
Men jeg har måske brug for efter bekendtskabet med ham!!!
I øvrigt hej igen...

det kan jeg helt sikkert sige.
Det handler vel egentlig om at elske sig selv nok til ikke at lade sig misbruge.
Det vil jeg gøre. Og minde mig selv om det når det gør lidt for ondt.
Jeg kan i det mindste rejse mig igen og glæde mig over at jeg er blevet så meget klogere, og måske ikke bruge samme tid på den næste der ikke giver i sammen omfang som han tager.
Hvad enten det er i kærlighed eller alle andre forhold.
Rigtig dejlig sommer til dig også.
Store knus

det er faktisk en lettelse at høre en mand komme med de ord. ( Du skrev "ham der tør" så jeg gætter på du er en han )
Og at du rent faktisk giver det til kende.
Det er dejligt.
Der er nemlig lige præcis forskel på at passe på sig selv og sit hjerte og så at lukke kærligheden ude.
Jeg finder nok aldrig helt ud af hvad ham der nu er blevet genstand for min totale hengivenhed og kærlighed, virkelig føler. Men det er heller ikke det væsentlige.
Det er nemlig, at han ikke får lov at gøre at jeg ikke kan give det en anden gang. Til en der giver det igen. Og så skal der satses alt!
Håber du får en rigtig dejlig sommer og at du har eller møder den kærlighed der gør præcis det du beskrev så godt.
Knus