mindet om en far !

År 2026: jeg er vokset op i et kærligt hjem, min mor har altid været der for mig. Jeg kan desværre ikke sige at mit familieliv har været let da min mor ikke har levet i stabilt samliv i mange år. Hun har haft flere skiftende kærester, alle har de været søde piger, det længste forhold var med min papmor som varede i ca. 8 år.
--
Jeg har altid undret mig over mine evner, jeg var glad for at gå i skole og var ekstremt god til stavning og sprog og elskede dansk og historie.
Ingen i min mors familie er, måske med undtagelse af mormor, særligt sprogbegavede, til gengæld var de gode til matematik hvilket er mit svage punkt måske fordi det ikke interesserer
mig så meget.
---
Jeg ligner min mor, undtagen måske på højden da jeg er noget højere og har længere fingre. Min mor har også en større bagdel, min figur er helt anderledes og mere ranglet. Jeg har også mørkere, mere rødligt hår, min mors er helt lyst. Jeg kan sagtens genkende en del af min mors træk i mig selv, men der er også noget andet.
---
Jeg har forsøgt finde ud af hvem min far var, min mor siger jeg ikke har nogen. Hvordan er det så sket ?? Hvorfor må jeg/kan jeg ikke finde den del af mig selv ??
Jeg har fået at vide at i 2006 vedtog politikerne i Danmark at lesbiske og enlige kvinder kunne blive insemineret. Jeg kan stadig ikke finde ud af hvorfor jeg er som jeg er, hvorfor jeg ser ud som jeg gør. Hvem vil tage ansvaret for min situation nu, faktisk bliver jeg deprimeret og føler et savn, et hul. Hvorfor ?
har man taget ansvaret/muligheden fra mig for at søge mine rødder, jeg søger svar.
---
Med kærlig hilsen ... Den faderløse.

Jeg mener ikke kun insemineret men også "kunstigt befrugtet" , hvad er det egentlig for en størrelse ?

Du fagre moderne verden.
- Det er virkeligt godt beskrevet. Man bør sætte sig i børnenes sted, og ikke altid de voksnes.
*FB* - der lader solen danse

din situation er det din mors ansvar. Selvfølgelig ved hun, eller har en ide om, hvem din far er.
Angående kunstig befrugtning og insimination hvor der bruges donorsæd, der kunne det måske være på sin plads ikke at have anonyme donorer. Men det er jo ikke en situation som kun børn af lesbiske kommer ud for. Det samme gør børn af heteroseksuelle par, som har gjort brug af en sæddonor.

Også langt størstedelen af de adopterede børn befinder sig i samme situation. Dog kender de intet til hverken deres biologiske mor eller far. Så man kan sige de er dobbelt rsmt.

Det er jo heller ikke altid lykken, bare fordi man har/har haft en far. Jeg havde en far, indtil han valgte at dø, da jeg var 14 - og han ville aldrig have noget med mig at gøre, selv om vi boede under samme tag. Jeg tror faktisk alle de års afvisning har skadet mig mere, end hvis jeg slet ingen far havde haft. Så ville jeg trods alt kunne fantasere om en dejlig, varm far...

så ved du hvorfor du er som du er, hvorfor du ser ud som du gør.
Ikke at vide hvor man kommer fra tror jeg er værre.

Det er jo netop det der er galt. I tidligere tilfælde har man kunne finde frem til fædrene undtagen ved kunstig befrugtning som jo hidtil kun er blevet givet ved sygdom som medfører barnløshed.
Det er her hele forskellen ligger.
I øvrigt er det jo ikke et godt argument blot at fremhæve andre problematiske forhold, det hjælper jo ikke børnene.
--
Som det netop er vedtaget skaber staten (os)
fædreløse børn.
--
Hvad hvis feks. at moderen dør ??

...men man kan nok aldrig gradbøje den slags, og sige hvad der er bedst eller værst. Jeg ville hellere have undværet en far helt, men det er jo baseret på de erfaringer, jeg har i dag. Ville jo ikke vide, hvordan jeg tænkte, hvis jeg var i din situation.

Man kan jo aldrig stille garantier her i livet, så synes ikke man kan bruge dit argument med, at moderen kan dø. En lykkelig barndom er i mine øjne ikke en barndom pakket ind i vat. Jeg har selv mistet min far som barn, og har flere venner som fra starten havde både en mor og en far, men som har mistet begge i barndommen. At miste er jo en del af livet - og den del kan børn desværre heller aldrig skånes for. Så skulle man jo i princippet slet ikke sætte børn i verden, når der altid er en risiko for at dø...

Hvad hvis begge forældre dør i en trafikulykke eller den ufrivillige alene mor dør? Der er masser hvis'er. Det uforudsigelige er et grundvilkår her i livet. Man kan ikke gardere sig 100%.
Desuden er vi mennesker forskellige. Nogle har et stort behov for at vide alt om deres oprindelse, andre dvæler mindre ved det, og så er der nogen der ønskede at de aldrig havde opsøgt deres biologiske forældre o.s.v.

For en god ordens skyld; historien handler IKKE om mig men en fiktiv person i år 2026.
Vi ved endnu ikke følgerne af de beslutninger men en ting ved vi og det er at der skal en far og en mor til at lave børn. At faderen så er ukendt eller "kunstig" , det mener jeg IKKE er samfundets opgave at gøre.
Der er nok af traumatiske børn/voksne og vi ser jo gang på gang at mennesket søger tilbage til dets oprindelse. Det er ikke altid lykkeligt men trods alt får man vished. For dem hvis forældre dør er det jo forfærdeligt traumatisk og det kan vel ikke bruges som argument for at fratage barnet en forældre allerede fra fødslen. Eller hvad ?

så bliver barnet ikke frataget en forældre fra fødslen.
En ting man kunne gøre var at stoppe med anonym sæddonation. Så kunne barnet til en hver tid finde ud af, hvem dets biologiske ophav var.

Og det er jo netop en forælders opgave at ruste barnet til at takle livet så godt som muligt - også når det viser sig fra sin værste side. En enlig forælder har således også som opgave at lære barnet at takle savnet af en far/mor...
Man er nødt til at se tingene lidt i perspektiv; 4000 danske børn mister en forælder om året - det svarer altså til ca. 10 om dagen! Det har de børn jo heller aldrig bedt om, men det er ikke desto mindre virkeligheden, som man må forholde sig til.

jeg prøver at sige og det er jo netop det som der lige er lavet en lov om , at man kan kunstigt befrugte uden at vide hvem faderen er .
Ergo kan man aldrig finde tilbage til ens far.
Forstår du det nu ??

det er der jo ikke noget nyt i. Det har altid været anonymt at være sæddonor. Hvorfor er det så et problem nu, hvor lesbiske og enlige har fået lov?
Er det fordi du synes at to kvinder ikke skal have lov til at opdrage et barn sammen? Er det mere okay som nu, hvor en mand og kvinde godt må opdrage et barn sammen selvom sæd eller æggedonoren er anonym?

sørge for at du mister en forælder allerede fra fødslen ?? Alle de tragiske omstændigheder du nævner er vel ikke argument for at det er i orden.

Er det en der aflever et æg eller en klat sæd? Eller er det den eller de personer, der opdrager dig, er der for dig dag og nat, giver dig kærlighed og omsorg?
Hvilken af de to har størst betydning for en god og tryg opvækst?

optimalt for mænd og kvinder heller, jeg syntes ikke det OK. Nu er det jo særlige tilfælde af sygdom og mænd og kvinder kan jo være udmærkede forældre alligevel, det er op til forældrene om de vil fortælle det til barnet, jeg tror barnet opdager det alligevel.
2 Kvinder kan altså ikke blive forældre, det er en fysisk umulighed, det er der jo en årsag til. Og nej jeg mener ikke at 2 kvinder/mænd kan være lige så gode forældre som udgangspunkt.
Jeg mener udmærket at 2 kvinder kan opdrage/opfostre et barn men jeg syntes det er vigtigt for barnets identitet at den rigtige far er inde i billedet.
Og barnet Kan altså kun have en mor. Den anden er og bliver papmor og er på ingen måde beslægtet med barnet. Der kan så laves en adoptionsordning men stadig syntes jeg det er vigtigt at der er/kan etableres kontakt til faderen.
Jeg er selv "papfar" og far og jeg kan garantere 100 % for at der er forskel på følelserne (og ligheden) mellem mine ægte og (uægte) børn.

Det er selvfølgelig det hele .. Alt andet er ikke ideelt. Når det så er sagt så er det altså vigtigt at kunne identificere/spejle sig selv især når man bliver ældre. Jeg syntes det er enormt spændende at se hvordan jeg ligner mine forældre (på godt og ondt) og at mine børn ligner mig (på godt og ondt) det betyder da noget.
Hvorfor søger adopterede tilbage til deres rigtige forældre❓det er for at få vished. Hvorfor er man som man er.

Der har vi så et helt forskelligt syn på det at miste. Jeg mener slet ikke, man kan miste en person, man aldrig har haft...man kan savne en far eller mor, man ikke kender til, men man kan ikke miste vedkommende. Så jeg synes slet ikke, samfundet giver "ret til at lade et barn miste fra begyndelsen". Jeg har fx aldrig haft bedsteforældre, hvilket jeg har længtes efter, men det betyder jo ikke, at jeg har mistet dem fra fødslen.
Jeg kan godt forstå, at børn kan have en utrolig længsel efter at kende til en ukendt forælder...men hallo! Længes vi ikke alle efter noget her i livet??

Jeg har aldrig haft en far, og ved intet om ham, og min mor døde, da jeg var 13 år gammel. Lad mig slå helt fast; De to ting kan bare slet ikke sammenlignes!!!
Det er det mest forfærdelige i verden som barn at miste en forælder. Den lammende sorg, smerte og længsel jeg oplevede efter min mors død (og stadig oplever nu 10 år efter) er en million gange mere smertefuld end min længsel efter en far, jeg aldrig har kendt til.
Selvfølgelig ville jeg gerne have haft en far og jeg længes også efter ham, men der kan aldrig blive tale om en sorg eller et tab, for jeg har aldrig haft ham - og derfor heller aldrig mistet ham. Jeg kan sagtens leve med ikke at have nogen far, men jeg finder det meget svært at leve uden den mor, der elskede mig, var der for mig og gav mig liv.
Du KAN ikke sammenligne det at miste, med det ikke at kende sin far...Tro mig!!!

Jeg kender dig jo ikke men jeg er sikker på at du selvfølgelig ikke har haft det let.
Men du siger det jo egentlig selv. Tror du ikke at du havde haft det lettere i fald at du havde en far❓ Når nu du ulykkeligvis mistede din mor havde det så ikke været en stor trøst trods alt at have haft den anden halvdel "der gav dig liv" og som elskede dig❓ Det er ikke sket i din situation men en ting er sikkert du har en far ligesom du har en mor, det er nødvendigt for at kunne fabrikere børn at der er et han og et hunkøn.
Jeg mener ikke at det er samfundets opgave at berøve barnet den ene halvdel af et nyfødt barns forældre.
Hvad der er sket siden du ikke kender din far er ikke min opgave at regne ud men hvis han ikke også er død så er han der ude et sted.

Jeg ved kun om min far, at han ikke ønskede at få mig og derfor skred fra min mor, da hun fortalte, hun var gravid. De havde kun kendt hinanden kort tid. Desværre er det jo en realitet, at mange fædre ikke vil have noget med deres børn at gøre...så jeg ville egentlig hellere have haft en anonym donorfar, end en far der blankt siger fra.
Jeg tror ikke, tabet af min mor på nogen måde havde været lettere bare fordi jeg havde haft en far. Jeg kom til at bo hos min moster og onkel, som jeg anser for mine forældre i dag og har absolut ikke savnet kærlighed og omsorg, og har derfor heller intet behov for at opsøge min rigtige far.