Min tro om sjælen
Her er hvad jeg tror om sjælen. Min tro er inspireret af Bibelen, så jeg vil vise jer nogle af de steder i Bibelen, som gør indtryk på mig, når vi taler om sjælen.
"Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. v3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham" Matt 17:2,3
Moses og Elias kom til syne, selvom de var døde. Noget af os må overleve døden. Lad os kalde denne del for ånden. Ånden eksisterer uafhængigt af kroppen, tror jeg:
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel" 2 Kor 12:2
Ånden kan altså rejse udenfor kroppen - den er evig og uafhængig. Jeg tror ånden ligner os:
"Da hun genkendte hans stemme, fik hun af bare glæde ikke åbnet døren, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor. v15 De sagde: »Du er vanvittig!« Men hun forsikrede, at det forholdt sig sådan. Så sagde de: »Det er hans engel.«" ApG 12:14,15
De troede Peter var i fængsel, så ham kunne det umuligt være. Det måtte være hans ånd (eller engel som det kaldes her). De tænkte derfor, at det måtte være Peters ånd (som her kaldes engel) der var kommet for at besøge dem.
Når vi dør kommer ånden enten i Paradis eller til et meget mindre rart sted:
"Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. v20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, v21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. v22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. v23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. v24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. v25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. v26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. v27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, v28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. v29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. v30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. v31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«" Luk 16:19-31
Det tror jeg om ånden, englen, sjælen, eller hvad vi nu skal kalde det:-)
"Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. v3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham" Matt 17:2,3
Moses og Elias kom til syne, selvom de var døde. Noget af os må overleve døden. Lad os kalde denne del for ånden. Ånden eksisterer uafhængigt af kroppen, tror jeg:
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel" 2 Kor 12:2
Ånden kan altså rejse udenfor kroppen - den er evig og uafhængig. Jeg tror ånden ligner os:
"Da hun genkendte hans stemme, fik hun af bare glæde ikke åbnet døren, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor. v15 De sagde: »Du er vanvittig!« Men hun forsikrede, at det forholdt sig sådan. Så sagde de: »Det er hans engel.«" ApG 12:14,15
De troede Peter var i fængsel, så ham kunne det umuligt være. Det måtte være hans ånd (eller engel som det kaldes her). De tænkte derfor, at det måtte være Peters ånd (som her kaldes engel) der var kommet for at besøge dem.
Når vi dør kommer ånden enten i Paradis eller til et meget mindre rart sted:
"Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. v20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, v21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. v22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. v23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. v24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. v25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. v26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. v27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, v28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. v29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. v30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. v31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«" Luk 16:19-31
Det tror jeg om ånden, englen, sjælen, eller hvad vi nu skal kalde det:-)