Min kæreste syg af angst - taget med "bukserne" nede!

Jeg mødte for et halvt år siden, en sød og charmende fyr som jeg forelskede mig i. Et par dage senerere i vores forhold, kommer han og fortæller mig at han er syg. Panikangst. Da jeg var uviden om denne sygdom og nyforelsket, dragende jeg videre i vores forhold, uviden om omkostninger herom. De første 3 mdr. gik for mit vedkommen med at finde ud af hvad sygdommen var, og hvad den gjorde ved ham, dsv. ting jeg skulle passe på, tage hensyn til osv. Så begyndte det sille og roligt at vende sig i en positiv retning, og han begyndte at blive mere og mere rask, nu skulle jeg til at lægge gamle vaner fra mig og lære hans "rigtige" jeg at kende. Men desværre skulle det ske at han fik sig et tilbage fald, og samtidig begyndte han at virke mærkelig og fraværene. Jeg tog ham i at være mig delvis "utro", det vil sige at han havde fået kontakt til en dame han begyndte at skrive temmeligt entimt med, hvorpå han så fortale mig at der intet var og kontaken var holdt op! Da hans adfær blev ved et par dage, blev jeg stædig og tænkte at hvis han ville holde mig for nar, skulle han delme gøre det ordenligt. Så jeg fandt nummeret i hans telefon, tog en dyb indånding og ringende op til damen, som heldigt for mig, ikke blev forskrækket over jeg ringende, og vi fik en god snak. Hun kunne fortælle mig at der intet fysigsk havde været. men megen personlige oplysninger, dsv om tanker, fantasier, osv. Jeg fik hende til at sende mig nolge beskder som for mig skulle være bevis. Efter dette blev han smidt ud, med hud og hår! Hans uforståenhed kom til mig og der kunne jeg ligge alle "bevismatrialerne" på bordet. tavs blev han. Men efter lidt tids tænken, undskyldte han det med, at han ikke var ved fulde fem og hans sygdom samt hans stærke medisin var skyld i hans handlig og han ALDRIG kunne finde på såadan noget i rask tilstand....
Er det rigtigt - eller bare en undskyldning??
Hvad synes i...

ikke andet...

er panikangst en reaktion på et dybere problem. For mig lyder det mere som om, at han har brug for at tale med en psykolog, end at bedøve sig med medicin.
At han undskylder med at han reagerer sådan pga. sin medicin holder ikke stik. Han lyder meget usikker, og at han har meget rod i sit liv.

Send ham til psykiater. Medicin skal aldrig stå alene - måske han har fået en overdosis af lykkepiller og troet han var blevet verdensmester, men så er han vist den første jeg ar hørt om.
Jeg kender ham jo ikke, men ville nok have mine betænkeligheder med den forklaring.

Vi er 2 tøser der selv lider af panikangst. Den ene af os har været på medicin og den anden har ikke. Du må IKKE tro at det er medicinen der for ham til at gøre sådan noget for det er det absolut ikke. Det må ene og alene være ham selv og det er en dårlig undskyldning