Min fantastiske rejse
Jeg blev spurgt om, af en af vore præster, om jeg ikke kunne tænke mig at fortælle min historie. Mødet med Jesus og om før og efter.
I forbindelse med, at jeg via en privat email til et andet eks-vidne, skrev om mine oplevelser, kom jeg til at tænke på denne opfordring. Jeg sendte derfor min mail videre til vores præst.
Her er den:
http://aaben-kirke.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=342:min-fantastiske-rejse&catid=22:generel-nyheder&Itemid=24
Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg troet på en Gud. Selv i mørke stunder, hvor jeg tvivlede, har jeg dybest set inderst inde aldrig været i tvivl. Jeg har været, og jeg er på en fantastisk rejse. I 46 et halvt år har jeg ikke kendt Gud, Jesus, som jeg kender ham i dag. Men jeg troede, jeg kendte ham. Dog har jeg altid følt, at der manglede et eller andet. Min tro på, hvordan og hvem Gud er, var ikke fuldendt. Der manglede noget i mit billede af Gud.
Jeg er født og opvokset i en tro, hvor Gud er fjern: Jehovas Vidner. Det billede, jeg havde af Gud, var, at han sad på en trone langt oppe i himlen, stort set en Gud, man ikke kunne have et nært og tæt forhold til. Jeg var altid nervøs for at gøre ham vred, ked af det, skuffet over mig. Altid arbejdede jeg på min frelse, og altid med dårlig samvittighed over ting, der ikke blev nået, handlinger der igen blev begået, som ikke har Guds behag. Jeg forstod ikke, troede ikke på det offer, han bragte på korset, som jeg i dag gør det som kristen. Rejsen har været lang, og vejen ud af den falske lære en proces, der til tider, har føltes hård. Når man har givet sig fuldt ud til en lære, der i sidste ende viser sig at være menneskestyret og fuld af bedrag, står man der og har mistet alt den dag, det går op for en. Tilbage er kun et stort, sort, tomt hul.
Vendepunktet
Jeg er kristen med stort K. Jeg elsker Jesus. Det startede i efteråret sidste år. Jeg bad til Gud og sagde, at når jeg nu troede på ham, måtte han jo også kunne vise mig, hvad der er hans sandhed. Ikke menneskers, men hans. Det gik ikke længe, så mødte jeg denne meget varme og kærlige kvinde, der hedder Elin Quist. Hun har været kristen siden 1984. Hun havde gået meget svære ting igennem, inden hun mødte Jesus i et syn, hvor Gud viste hende Jesu genkomst. Hun lå fastspændt på en psykiatrisk afdeling i USA, hvor hun bad om, at Jesus måtte komme ind i hendes liv. Hun og jeg havde mange lange samtaler. Jeg spurgte om alt muligt. En dag skulle hun her til Jylland og besøge familie. Hun har været med i Åbenkirke i Herning i 10 år og ville besøge sine børn.
Jeg mødte så også op for første gang i Åbenkirke og blev slået fuldstændig bagover af det, jeg oplevede. Jeg havde personligt oplevet stemningen og atmosfæren i rigssalen som kølig og overfladisk. I Åbenkirke blev jeg mødt med en helt anden form for ægte, varm næstekærlighed. Ikke fordi jeg er ny. Men sådan er de bare. Hver eneste gang jeg kommer. Jeg er ikke i tvivl om frugterne her. Ikke i tvivl om, at de har Helligånden. Og jeg måtte bare sige ja til Jesus allerede den allerførste gang, jeg var på besøg. Præsten spørger hen imod slutningen, om nogen vil sige ja til Jesus. Jeg vidste ikke, at det er proceduren. Og som et lyn rakte jeg hånden op. Jeg vidste bare, at jeg måtte sige JA. Følelsen var enormt stærk. Jeg blev helt befippet, tog hånden ned, hev i Elin: ”Er det nu jeg må sige ja, er det meningen, man skal række hånden op??” . Elin svarede: ”Ja hvis det er det, du vil.”
Og om jeg ville! Så da præsten sagde, at vi kunne række hånden op, røg den op som en raket. Det var så stort, og jeg kørte forkert på vejen hjem, for jeg vidste, at jeg havde fundet det, jeg spurgte Gud om, han ville vise mig. Jeg følte mig helt høj, og champagneboblerne susede rundt. Jeg var så lykkelig den dag, husker jeg. I dag føler jeg en stor og dyb taknemmelighed overfor Gud. Fordi han viste mig vejen. Fordi han ikke er ligeglad med mig. Fordi jeg aldrig har vendt Gud ryggen, sådan som vidnerne siger for at skabe angst og frygt hos deres medlemmer, så de bliver, hvor de er. Skræmmende syntes jeg. Tænk, at de forholder mennesker at møde Jesus. Det harmer mig, men gør mig også ked af det. For det er så fantastisk at kende Jesus. Som et af Jehovas Vidner var Gud en eller anden langt væk. Frygtindgydende. En, man absolut ikke nærmede sig. Nu: Jamen altså: Jesus er helt inde i mit liv.
Min tro nu
At lære Jesus at kende, at lære, hvordan han handler med en i kærlighed, er bare så vidunderligt. At finde ud af, at Jesus virkelig elsker en og ønsker, at man altid er sammen med ham, at man suger til sig af hans viden Det kan ikke beskrives med ord, det er for stort. At opdage, at når Jesus genopretter en, gør han det i kærlighed.
Min rejse med Gud, selv da jeg så ham som værende langt væk fra mig, er simpelthen intet mindre end et mirakel, føler jeg. For set i bakspejlet er han aldrig veget fra min side. Han har altid støttet mig og været der for mig, så jeg lige kunne holde ud og komme nærmere ham skridt for skridt. I dag har jeg det sådan, at han er helt tæt ved mig. Elin sagde på et tidspunkt, i starten af vores mange samtaler, at Jesus bare er så stor en del af hendes liv. Ja faktisk 24/7 (døgnet rundt alle ugens dage). Jeg tænkte: ”Nej det kan ikke lade sig gøre.” Selvom jeg har troet på Gud hele mit liv, kunne jeg simpelthen ikke forestille mig, at man intet kunne gøre, uden Jesus var med i det.
Men jo, det har jeg jo måtte sande. Jeg fyldes igen og igen - med taknemmelighed, med kærlighed til vores vidunderlige Gud, til vores frelser. Hvordan skal jeg nogensinde igen kunne leve uden Jesus 24/7❓Jeg skylder ham alt og kan aldrig betale tilbage. Jeg kan intet i kraft af mig selv. Og alt hvad Jesus gør, gør han i kærlighed til mig, til dig, ja til os alle. Hans kærlighed er så stor, at han har nok til at rumme os alle på én og samme tid. Alligevel oplever vi kun strålerne af hans kærlighed. Stråler, som jeg dårligt fatter. Jamen hvordan skal jeg så fatte hans fulde kærlighed? Fantastisk.
Jeg har nu i dag et fantastisk nært forhold til Gud. Et forhold, jeg ikke følte, jeg kunne have som vidne. Jeg er fyldt med Helligånden og forstår nu meget bedre Bibelen. Bedre end da jeg var vidne, selvom jeg stadig har spørgsmål til dette og hint. Men det bliver virkelig vist mig. Jeg har haft så mange aha-oplevelser. Men ikke bare det. Den kærlighed, jeg får fra Gud, det nærvær, det vil jeg aldrig undvære, aldrig.
Jeg har længe tænkt på, at min historie skulle ind her på sol. Nu er den her. Og jeg håber meget, at den vil tale til vidner, der faktisk søger Gud rigtig meget, føler at noget ikke er som det skal være, føler at noget i deres billede af Gud er helt forkert. Og at den derfor kan være en hjælp til at træffe den rigtige beslutning.
Det er dette, der ligger til grund for, at jeg lægger den ud her på sol.
Hvis nogen vil tale nærmere med mig om det, er min mail adresse:
majathorup@hotmail.com
Mange hilsner
Manjana
Ps, Intet kommer videre, og skriver i anonymt, er det også bare helt okay. Ved selv, hvor svært det er, at skrive når man er, der hvor i er nu. Lad ikke frygten styre jeres beslutning. Frygt er også eller endnu en lænke, i kan blive sat fri af.
Jeg har følt en ufattelig stor frygt, men er sat fri. Sandheden frigør, Jesus frigør. Og det er jeg selv et levende eksempel på. Lad ikke JV have kontrollen over jeres liv. Det er ikke frihed. Det er kontrol og manipulation.
I forbindelse med, at jeg via en privat email til et andet eks-vidne, skrev om mine oplevelser, kom jeg til at tænke på denne opfordring. Jeg sendte derfor min mail videre til vores præst.
Her er den:
http://aaben-kirke.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=342:min-fantastiske-rejse&catid=22:generel-nyheder&Itemid=24
Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg troet på en Gud. Selv i mørke stunder, hvor jeg tvivlede, har jeg dybest set inderst inde aldrig været i tvivl. Jeg har været, og jeg er på en fantastisk rejse. I 46 et halvt år har jeg ikke kendt Gud, Jesus, som jeg kender ham i dag. Men jeg troede, jeg kendte ham. Dog har jeg altid følt, at der manglede et eller andet. Min tro på, hvordan og hvem Gud er, var ikke fuldendt. Der manglede noget i mit billede af Gud.
Jeg er født og opvokset i en tro, hvor Gud er fjern: Jehovas Vidner. Det billede, jeg havde af Gud, var, at han sad på en trone langt oppe i himlen, stort set en Gud, man ikke kunne have et nært og tæt forhold til. Jeg var altid nervøs for at gøre ham vred, ked af det, skuffet over mig. Altid arbejdede jeg på min frelse, og altid med dårlig samvittighed over ting, der ikke blev nået, handlinger der igen blev begået, som ikke har Guds behag. Jeg forstod ikke, troede ikke på det offer, han bragte på korset, som jeg i dag gør det som kristen. Rejsen har været lang, og vejen ud af den falske lære en proces, der til tider, har føltes hård. Når man har givet sig fuldt ud til en lære, der i sidste ende viser sig at være menneskestyret og fuld af bedrag, står man der og har mistet alt den dag, det går op for en. Tilbage er kun et stort, sort, tomt hul.
Vendepunktet
Jeg er kristen med stort K. Jeg elsker Jesus. Det startede i efteråret sidste år. Jeg bad til Gud og sagde, at når jeg nu troede på ham, måtte han jo også kunne vise mig, hvad der er hans sandhed. Ikke menneskers, men hans. Det gik ikke længe, så mødte jeg denne meget varme og kærlige kvinde, der hedder Elin Quist. Hun har været kristen siden 1984. Hun havde gået meget svære ting igennem, inden hun mødte Jesus i et syn, hvor Gud viste hende Jesu genkomst. Hun lå fastspændt på en psykiatrisk afdeling i USA, hvor hun bad om, at Jesus måtte komme ind i hendes liv. Hun og jeg havde mange lange samtaler. Jeg spurgte om alt muligt. En dag skulle hun her til Jylland og besøge familie. Hun har været med i Åbenkirke i Herning i 10 år og ville besøge sine børn.
Jeg mødte så også op for første gang i Åbenkirke og blev slået fuldstændig bagover af det, jeg oplevede. Jeg havde personligt oplevet stemningen og atmosfæren i rigssalen som kølig og overfladisk. I Åbenkirke blev jeg mødt med en helt anden form for ægte, varm næstekærlighed. Ikke fordi jeg er ny. Men sådan er de bare. Hver eneste gang jeg kommer. Jeg er ikke i tvivl om frugterne her. Ikke i tvivl om, at de har Helligånden. Og jeg måtte bare sige ja til Jesus allerede den allerførste gang, jeg var på besøg. Præsten spørger hen imod slutningen, om nogen vil sige ja til Jesus. Jeg vidste ikke, at det er proceduren. Og som et lyn rakte jeg hånden op. Jeg vidste bare, at jeg måtte sige JA. Følelsen var enormt stærk. Jeg blev helt befippet, tog hånden ned, hev i Elin: ”Er det nu jeg må sige ja, er det meningen, man skal række hånden op??” . Elin svarede: ”Ja hvis det er det, du vil.”
Og om jeg ville! Så da præsten sagde, at vi kunne række hånden op, røg den op som en raket. Det var så stort, og jeg kørte forkert på vejen hjem, for jeg vidste, at jeg havde fundet det, jeg spurgte Gud om, han ville vise mig. Jeg følte mig helt høj, og champagneboblerne susede rundt. Jeg var så lykkelig den dag, husker jeg. I dag føler jeg en stor og dyb taknemmelighed overfor Gud. Fordi han viste mig vejen. Fordi han ikke er ligeglad med mig. Fordi jeg aldrig har vendt Gud ryggen, sådan som vidnerne siger for at skabe angst og frygt hos deres medlemmer, så de bliver, hvor de er. Skræmmende syntes jeg. Tænk, at de forholder mennesker at møde Jesus. Det harmer mig, men gør mig også ked af det. For det er så fantastisk at kende Jesus. Som et af Jehovas Vidner var Gud en eller anden langt væk. Frygtindgydende. En, man absolut ikke nærmede sig. Nu: Jamen altså: Jesus er helt inde i mit liv.
Min tro nu
At lære Jesus at kende, at lære, hvordan han handler med en i kærlighed, er bare så vidunderligt. At finde ud af, at Jesus virkelig elsker en og ønsker, at man altid er sammen med ham, at man suger til sig af hans viden Det kan ikke beskrives med ord, det er for stort. At opdage, at når Jesus genopretter en, gør han det i kærlighed.
Min rejse med Gud, selv da jeg så ham som værende langt væk fra mig, er simpelthen intet mindre end et mirakel, føler jeg. For set i bakspejlet er han aldrig veget fra min side. Han har altid støttet mig og været der for mig, så jeg lige kunne holde ud og komme nærmere ham skridt for skridt. I dag har jeg det sådan, at han er helt tæt ved mig. Elin sagde på et tidspunkt, i starten af vores mange samtaler, at Jesus bare er så stor en del af hendes liv. Ja faktisk 24/7 (døgnet rundt alle ugens dage). Jeg tænkte: ”Nej det kan ikke lade sig gøre.” Selvom jeg har troet på Gud hele mit liv, kunne jeg simpelthen ikke forestille mig, at man intet kunne gøre, uden Jesus var med i det.
Men jo, det har jeg jo måtte sande. Jeg fyldes igen og igen - med taknemmelighed, med kærlighed til vores vidunderlige Gud, til vores frelser. Hvordan skal jeg nogensinde igen kunne leve uden Jesus 24/7❓Jeg skylder ham alt og kan aldrig betale tilbage. Jeg kan intet i kraft af mig selv. Og alt hvad Jesus gør, gør han i kærlighed til mig, til dig, ja til os alle. Hans kærlighed er så stor, at han har nok til at rumme os alle på én og samme tid. Alligevel oplever vi kun strålerne af hans kærlighed. Stråler, som jeg dårligt fatter. Jamen hvordan skal jeg så fatte hans fulde kærlighed? Fantastisk.
Jeg har nu i dag et fantastisk nært forhold til Gud. Et forhold, jeg ikke følte, jeg kunne have som vidne. Jeg er fyldt med Helligånden og forstår nu meget bedre Bibelen. Bedre end da jeg var vidne, selvom jeg stadig har spørgsmål til dette og hint. Men det bliver virkelig vist mig. Jeg har haft så mange aha-oplevelser. Men ikke bare det. Den kærlighed, jeg får fra Gud, det nærvær, det vil jeg aldrig undvære, aldrig.
Jeg har længe tænkt på, at min historie skulle ind her på sol. Nu er den her. Og jeg håber meget, at den vil tale til vidner, der faktisk søger Gud rigtig meget, føler at noget ikke er som det skal være, føler at noget i deres billede af Gud er helt forkert. Og at den derfor kan være en hjælp til at træffe den rigtige beslutning.
Det er dette, der ligger til grund for, at jeg lægger den ud her på sol.
Hvis nogen vil tale nærmere med mig om det, er min mail adresse:
majathorup@hotmail.com
Mange hilsner
Manjana
Ps, Intet kommer videre, og skriver i anonymt, er det også bare helt okay. Ved selv, hvor svært det er, at skrive når man er, der hvor i er nu. Lad ikke frygten styre jeres beslutning. Frygt er også eller endnu en lænke, i kan blive sat fri af.
Jeg har følt en ufattelig stor frygt, men er sat fri. Sandheden frigør, Jesus frigør. Og det er jeg selv et levende eksempel på. Lad ikke JV have kontrollen over jeres liv. Det er ikke frihed. Det er kontrol og manipulation.