Min 30 årige kæreste spiller konstant comp.2

Jeg er en kvinde i 30'erne som har været sammen med min kæreste på samme alder i snart 1 år. Min kæreste spiller forskellige computerspil konstant og her mener jeg dagligt. Det svinger lidt hvor meget med oftest i hvert fald 6-9 timer dagligt og så er der 'maraton-dagene' hvor han spiller 12-17 timer og sidder oppe hele natten.
Jeg har før diskuteret dette med ham da jeg mener det går ud over vores forhold på FLERE planer. Først og fremmest er det svært på psyken. At han aldrig vil noget bare os 2 ude af lejligheden, at han bruger så meget tid væk fra mig, at jeg i perioder skal falde i søvn alene...igen, igen.
Han går ledig lige nu og derfor har han mulighed for at sidde så længe. Min oplevelse af ham er efterhånden at han er aldeles ugidelig og doven. Han søger sjældent job, sidder bare der og spiller. Han står op, spiller og bliver i sofaen 5-6 dage ud af ugen. I takt med hans gameri deltager han mindre og mindre i de praktiske gøremål. Jeg må klare et meste selv. Når han så ikke har fået støvsuget på uge 3 og alt bare sejler og jeg konfronterer ham med de, kommer der et KÆMPE skænderi hvor jeg får at vide at jeg 'kontrollere' ham og jeg skal lade ham sidde fordi han har 'brug for at slappe af, stille og roligt'. Det ville være fint hvis det ikke var fordi han gør det konstant!
Han raser og får hele skuden vendt om til at det er mig der er problemet. At jeg bliver sur hver gang han prøver at lave noget med andre. Sådan er det ikke, jeg elsker ham og ønsker at han skal se sine venner og være glad. Tingene bør bare være i orden hjemme. Jeg må stå for indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask osv. mens han hovedageligt bare sidder...jeg kan ikke klare alt det ansvar.
Han er jo samtidig en kærlig og sød mand som jeg elsker højt. Ellers ville jeg ikke være her nu. Jeg søger råd til hvordan jeg kan komme det til livs? Hvad har ia ndre gjort? Jeg har overvejet at han så måske skal flytte tibage i sin gamle lejlighed og vi må være kærester på den måde hvis han vil spille de der 6-8-10 timer om dagen. Jeg holder det ikke ud mere...men er det overhovedet en løsning?
Hilsen
kedafdetnu

Jeg tror han er bange for at blive voksen og så har han et spillemisbrug. Når han farer sådan op overfor dig, ved han godt at der er noget galt, men er ikke meget for at indrømme det, sandsynligvis.
Jeg kom også sammen med sådan en type, som bare stenede vores forhold væk. Han tog mig og vores forhold for givet. Jeg endte med at forlade ham. Det var vildt svært, for ligesom med din, var han også en rigtig sød kæreste på andre områder.
Men det går jo bare ikke, når man åbenbart ikke er samme sted i livet.
Han har siden prøvet flere gange at vende tilbage til mig og jeg har været ved at give efter, men har holdt fast på mit. Det er jeg glad for i dag. Han har seriøst ikke rykket sig 1 cm, siden vi slog op for to år siden. Det er så langt ude...
Men ham om det.
Måske skulle du prøve at stille ham et ultimatum og se hvad der så sker....

I hans alder har han de maksimale forudsætninger for at finde et job, omend det er svært alligevel, hvis han har arbejdet med den samme ting i flere år har han jo erfaringen.
Man kan også blive træt af af søge jobs, her anbefales det at tage et par dage hvor man overhovedet ikke går ind på jobportalerne.
Jeg kender et par modne fyre, 62 og 41 år der også er noget bidt af computerspil, men det går på ingen måde ud over familien.

Hej Jane.
Jeg tror du har helt ret når du siger at min kæreste ikke er kæresteopgaven 'voksen'- når det kommer til computerspillet. Dér giver han sig ikke en tomme. Men på andre områder er han jo kompromissøgende og den dejligste mand. Jeg nægter at give op på nuværende tidspunkt. Jeg elsker ham og vil kæmpe længe endnu for at få det her løst. Jeg tror ikke på at man bare skal gå og opgive. Først kamp!
Jeg er også enig med dig i at han har et spillemisbrug. Til det siger han selv'ppfftt' og ruller øjne. I hans vennekreds spiller de nemlig alle meget og det anser han som normalen. Jeg tror også at han selv ved den er gal ift. at han ikke få gjort de huslige ting han lover. Men hvorfor dælen GØR han det så ikke bare? Kan han da ikke indse at hvis han nu fik ordnet tingene før han satte sig ned og spillede, så ville jeg ikke være efter ham?
Min kæreste er meget dårlig til ultimatummer...hvilket havde du forestillet dig? Min tanke er at hvis han vil have mig og den fremtid han faktisk åbenlyst drømmer om med mig, jamen så er det NU han skal tage sig sammen. Konsekvensen bliver jo et brud. Et brud på baggrund af at han konstant vælger at spille, ikke at hjælpe til og får mig ud af psyksik balance.
Det er jo ikke sådan at jeg er en sur rejekælling der konstant skælder ud og han derfor sætter sig og spiller. Han sætter sig bare og har ikke rejst sig siden. SÅ reagerer jeg!
Hilsen
Kedafdetnu

Manden lider af spillemani, der
kan sidestilles med ludomani. Han
skal selv indse problemet, så han
kan komme i behandling. Ellers
bliver du nød til, at finde en anden
kæreste.

Livet er alt for kort og kostbart til at hænge ud med en sådan tåbe, som du åbenbart har fået på halsen. Ser du en fremtid med en gut som heller vil leve i den virtuelle verden end den hvor hans kæreste er. Godt så er vi vist enige. Afsted videre i livet. Find et menneske og ikke en robot.

Hej Profrance.
Tal om at smide håndklædet i ringen! Jeg synes simpelthen det er at give op alt for hurtigt hvis man skal gå så snart parforhodet knaser. Jo, selvfølgelig skal der være en grænse men hvorfor taler du bare om at jeg skal gå? Hvad blev der af den løsningsorienterede samtale? De gode råd jeg søgte?
Jeg kan garantere dig for at han ikke er en tåbe. Doven ja, men ikke en tåbe. Den form for kærlighed jeg deler med ham er ikke en jeg kan findet noget andet sted!
Jeg søger råd til hvordan vi kan LØSE det, ikke til hvordan man går- det ville da være det letteste!
Kedafdetnu

Hejsa du
Nu ved jeg ikke, om jeg tager fejl, men din kærestes forløb lyder lidt som mit; i 2002 blev jeg selv pludselig arbejdsløs og alle mine drømme brast - lige deromkring de 30, hvor alle de jævnaldrende venner etablerer sig økonomisk såvel som familiemæssigt. Dengang faldt jeg ned i et "hul", og mit lille hang til computerspil tog fuldstændig over - hér havde jeg noget, jeg var god til og fik udmærkelser på nettet osv, hvor jeg kun mødte nederlag på nederlag "i den virkelige verden" i form af afslag på ansøgninger og venner, der så ned på mig, enten med direkte bemærkning, eller værre: hvor man kan føle, at der bliver snakket bagom ryggen.
Mit spilmisbrug voksede, da jeg var single og helt alene, men jeg var ikke rigtig lykkelig. Så mødte jeg den første kæreste i mit liv. Helt utroligt, så har jeg hende stadig. I starten vendte hun op og ned på mit liv og jeg droppede helt internettet og computerspillene. Men de efterfølgende år - hvor jeg endda var mere opsøgende mht. job og mere udadvendt - så fortsatte jeg blot med at få afslag. Og nærmest fra den ene dag til den anden (efter en hændelse), så tog en beslutning:
Jeg vil være verdens bedste simracing-kører.
Så jeg deltog i mange forskellige simraccing-ligaer, blev bedre og bedre, trænede som en professionel, spiste sundt, drak rigtigt, sørgede for at få min søvn, ja levede i det hele taget som et professionelt sportsmenneske. Jeg blev også en af verdens bedste simracingkørere og har endda vundet halvstore pengepræmier på det.
Men ligesom et professionelt sportsmenneske ikke har tid til alle de praktiske ting i dagligdagen, så tog jeg mig heller ikke tid til det - ligesom jeg heller ikke tog mig nok tid til min kæreste. På dét tidspunkt var vores forhold så godt som dødt. Jeg havde også dårlig samvittighed over det, men jeg havde simpelthen opbygget et misbrug, hvor jeg ikke kunne slippe det igen.
Nå, men så efter 4 år på dagpenge (ja det var dengang man kunne slippe afsted med det), så kontaktede et vikarbureau mig på vegne af arbejdsformidlingen. Og jeg kom i et ret hårdt manuelt job med 5holds skift på en produktionsfabrik - til samme løn som mine dagpenge. Men selvom jeg med min lange uni-uddannelse, egentlig ikke passede til jobbet, så elskede jeg at komme ud blandt andre mennesker - mennesker, som IKKE kendte min baggrund, hvor jeg "anonymt" kunne være den jeg var, uden folk bedømte mig ud fra at være "arbejdsløs akademiker". Jeg fik nogle gode venner på jobbet og tog ud sammen med dem.
Det vendte vores forhold fuldstændigt - min kæreste sagde, at det gav hende SÅ meget energi, at jeg kom ud blandt andre mennesker i stedet for at sidde og hænge bag skærmen hele tiden. Det var også spændende at snakke med nogle mennesker fra en helt anden baggrund end mig selv, ja det var nærmest lige så udviklende for mig som et højskoleophold.
Idag spiller jeg stadig simracing-spil, det er dog meget afmålt og jeg siger til på forhånd, når jeg en sjælden gang deltager i turneringer. Nogle gange besøger jeg også mine simracingkolleger, f.eks. til gocart-træf i Belgien (simracing er en meget lille e-sport i DK, men STORT i udlandet), simtræf i Californien samt et enkelt træf til Nürburgring.
I hverdagen spiller jeg næsten ikke mere, højst bruger jeg ½ time på en hverdag på at udvikle mods, setups osv (altså "computerspil".) i weekenderne kan det godt blive til 3-4 timer i løbet af en lørdag, men det sker højst hver 2. lørdag. Og vigtigst af alt: min kæreste kan SAGTENS leve med det - specielt fordi jeg har et socialt liv vedsidenaf.
Mit "spark" kom så fra et vikarbureau. Prøv evt. at foreslå din kæreste et vikarbureau. Alene det, at han kommer ud blandt andre mennesker, der snakker om andre interesser - det er et kæmpe spring til at komme væk fra et misbrug.
Al held og lykke med forholdet 🙂

Hej Simracer38.
Tak for et yderst grundigt og spændende svar på min problematik. Min kærestes forløb er meget lig dit, han har været uden arbejde i et par år men søger så desværre ikke særlig aktivt. I det år vi har været sammen har jeg kune set ham søge noget 3-4 gange. Han er håndværker så det er sådan noget med at ringe rundt, de bruger ikke ansøgninger meget.
Men der er klart ligheder omkring jer, uden jeg vil gå for meget i detaljer. Jeg tror ikke min kæreste er i et 'hul'. Han virker mere som om at han trives fint med ledigheden fordi den giver plads til computerspillet. Det bekymrer mig!
Men jo, tror da nok at han føler nederlag og jeg endda (desværre) kan forstærke de nederlag ved at konfrontere ham når tingene ikke fungerer. Jeg gør det ikke for at genere ham men fordi vores hverdag simpelthen falder fra hinanden når jeg står med det tunge læs alene. Her er der både tale om de praktiske gøremål men også det psykiske læs i form af at det altid er mig der må tage de svære ting op.
Han benægter pure at have en spilafhængighed. For ham er det helt normalt at sidde de der 6-8-10-12 timer i døgnet. Vennerne gør det- forsvarer han sig med! Lige som dig føler jeg også min kæreste er helt fantastisk. Men han kan ikke mødes på halvvejen. Han er konfliktsky. Alt jeg siger om det her emne mener han skyldes noget der er 'forkert' med mig. Hans ugidelighed overfor fælles hjem og hygge går jo hånd i hånd med de mange timers spil. Det ser han ikke selv. Hvordan læret du at dit spil faktisk var ødelæggende for forholdet? Hvad sagde din kæreste som argumentation der hjalp? Hvordan kunne du går fra at spille så meget til nærmest intet i hverdagene?
Han vil ikke have jeg blander mig i hans spil. Først, efter utallige skænderier, aftalte vi at han skulle nedtone det og max spille til 2 om natten. Nu er det blevet sådan at han er løbet fra den aftale med det argument at jeg 'ikke skal styre ham' og han 'fandme selv vil bestemme hvornår han går i seng'. Og så er smatalen sluttet. Jeg kan ikke længere argumentere eller sige noget som helst. Den er nu lukket!
Jeg ville ønske at han som dig, kunne finde et job. Mest af alt vil jeg have at han er lykkelig. Af og til tænker jeg at det er mig den er gal med. At det er mig der ikke kan gøre ham lykkelig. Han vælger jo kontinuerligt at sidde der og spille selvom vi har diskuteret det 1000 gange. Han skal da stadig spille fordi han elsker det, men behøver det være hver dag 6-8-10-12 timer?
Kedafdetnu

som han skal kræve udleveret af sin sagsbehandler.

Jeg giver nu et svar, hvor jeg har sat mig ind i situationen, set med hans øjne og ikke dine. Håber du kan bruge det til noget.

Jeg tror ikke min kæreste er i et 'hul'. Han virker mere som om at han trives fint med ledigheden fordi den giver plads til computerspillet. Det bekymrer mig![quote]
Jeg trivedes også fint med, at der var tid til computerspillet, som var min hobby. Samtidig var det en bejlejliget måde at distancere sig fra den hårde virkelighed på.

[quote] Men jo, tror da nok at han føler nederlag og jeg endda (desværre) kan forstærke de nederlag ved at konfrontere ham når tingene ikke fungerer. [/quote]
Når du konfronterer ham med virkeligheden, så bliver han nødt til at forholde sig til den. Når virkeligheden gør ondt for ham, øges lysten blot til at flygte længere væk fra virkeligheden.

[quote] Jeg gør det ikke for at genere ham men fordi vores hverdag simpelthen falder fra hinanden når jeg står med det tunge læs alene. Her er der både tale om de praktiske gøremål men også det psykiske læs i form af at det altid er mig der må tage de svære ting op. [/quote]
Det kan jeg genkende meget godt. Men hvis han er ligesom jeg var, så er hans samvittighed kulsort. Og det tror jeg, da du stadig bliver hos ham - det kunne jo tyde på, at han også er et empatisk menneske. Og empatiske mennesker har i høj grad samvittighed. Så jeg formoder, at han også har rigtig dårlig samvittighed over, at han lader alt over på dine skuldre. Men ja, nogle gange skal der et wake-up call til, før man får gjort noget ved den dårlige samvittighed. f.eks. som du selv foreslår: at flytte fra hinanden igen - ihvertfald for en periode. Så bliver han jo tvunget til at holde egen hytte ren, lave mad til sig selv, vaske tøj, støvsuge osv. Hvis han har gjort alt det før, så vil han gøre det igen. Eller fandt du en kæreste, der levede i en svinesti, dengang?

[quote] Han benægter pure at have en spilafhængighed. [/quote]
Det er det stensikre tegn på, at han har et misbrug, en afhængighed, som han ikke selv kan kontrollere.

[quote]Lige som dig føler jeg også min kæreste er helt fantastisk. [/quote]
Nu er forskellen jo, at jeg var "lømmelen". Min kæreste har kunnet smutte fra mig mange gange dengang, men jeg måtte jo have rummet et eller andet godt, siden hun ikke gjorde det. Når jeg ser tilbage i bakspejlet, så føler jeg stadig, at jeg har spildt 3-4 år af hendes liv, som hun kunne have brugt på mange andre ting.
Prøv at mærke efter, præcist hvad det er, der gør, at du har lyst til at redde forholdet. Skriv det eventuelt ned.
[quote]Men han kan ikke mødes på halvvejen. Han er konfliktsky. Alt jeg siger om det her emne mener han skyldes noget der er 'forkert' med mig. Hans ugidelighed overfor fælles hjem og hygge går jo hånd i hånd med de mange timers spil. Det ser han ikke selv. [/quote]
Jeg er ret sikker på, at han ser det. Men han vil ikke konfronteres med det, fordi virkeligheden gør for ondt på ham lige nu.
[quote]Hvordan læret du at dit spil faktisk var ødelæggende for forholdet? Hvad sagde din kæreste som argumentation der hjalp? Hvordan kunne du går fra at spille så meget til nærmest intet i hverdagene? [/quote]
Ingen af min kærestes intentioner og råben vagt-i-gevær hjalp. Rent faktisk optrådte hun nærmest som en pyskoterapeut for mig. Hvilket gjorde, at jeg blot følte mig endnu mere taber-agtig. Jeg ville bare ikke erkende, at jeg havde et problem og min kæreste, skulle da i hvertfald ikke komme med bedrevidende råd og gøre noget til et problem. For en partner, der er nede vil enhver hjælp opfattes som et personligt nederlag. Specielt blandt mænd.
Det var derimod brevet fra vikarbureauet, der hjalp mig videre. Hvor jeg var på den yderste måned af dagpengeretten på de 4 år, før jeg skulle på kontanthjælp. Det var mit wake-up call. Du kan jo være frækt at kontakte et vikarbueau uden hans viden. Eller en virksomhed, der så ringer ham op med et godt tilbud. I kan jo bare aftale, at de har oplysningerne fra AF, f.eks. Så han ikke fatter mistanke til, at du har været inde over.
[quote]Han vil ikke have jeg blander mig i hans spil. Først, efter utallige skænderier, aftalte vi at han skulle nedtone det og max spille til 2 om natten. Nu er det blevet sådan at han er løbet fra den aftale med det argument at jeg 'ikke skal styre ham' og han 'fandme selv vil bestemme hvornår han går i seng'. Og så er smatalen sluttet. Jeg kan ikke længere argumentere eller sige noget som helst. Den er nu lukket! [/quote]
Tyder på, at han mentalt er presset til det yderste. Når det er nået dertil, så har du ikke noget at tabe med lidt omvendt psykologi; kom glad og sig til ham, at du er glad for ham og han må spille lige så meget, som han har lyst til. Med en positiv indgangsvinkel helt uden at nævne problemer, så prikker du til noget i ham, hvor han bliver mindet om, at han kan lide dig. Og det vil han have i baghovedet mens han sidder og spiller.
Kan selvfølgelig være en dristig taktik, men som jeg læser det, så har du pt. intet at miste på det.

[quote]Jeg ville ønske at han som dig, kunne finde et job. Mest af alt vil jeg have at han er lykkelig. Af og til tænker jeg at det er mig den er gal med. At det er mig der ikke kan gøre ham lykkelig. Han vælger jo kontinuerligt at sidde der og spille selvom vi har diskuteret det 1000 gange. Han skal da stadig spille fordi han elsker det, men behøver det være hver dag 6-8-10-12 timer?
Kedafdetnu

Selvfølgelig er det ikke din skyld. En person, som er inde i et misbrug kan dog ikke tåle meget kritik, fordi han ikke har så meget at skyde igen med og inderst inde forlængst har erkendt, at han har et problem. Man skal ikke diskutere med en, der er så langt ude med misbrugsproblemerne. Jeg vil tro, det eneste, du kan gøre, er at møde ham med kærlighed og ikke endeløse diskussioner, som han selvfølgelig ønsker at lukke så hurtigt som muligt.
Altså : ingen sure miner, ingen gode råd, ingen diskussioner. Jeg tror det er det punkt, du er nået til der nu med ham. Du kan kun "vinde ham tilbage" med kærlighed.
Med det sagt, så ved jeg, at det vil kræve noget nær uendelig tålmodighed fra din side. Og en tid, du vil føle som et uendeligt tomrum. Tror du, du kan leve med sådan en periode?
Alternativet er, at du handler NU og ud fra en betragtning, hvor du udelukkende må tænke på dig selv og din egen fremtid. Og handle kan måske godt være at sige, at du har valgt at I holder en pause og flytter fra hinanden, eller simpelthen at du ikke længere ser jer som kærestepar.
Al held og lykke med det!

(der gik noget galt i min quotering i forrige indlæg, derfor denne genpost)
Jeg giver nu et svar, hvor jeg har sat mig ind i situationen, set med hans øjne og ikke dine. Håber du kan bruge det til noget.

Jeg tror ikke min kæreste er i et 'hul'. Han virker mere som om at han trives fint med ledigheden fordi den giver plads til computerspillet. Det bekymrer mig![/quote]
Jeg trivedes også fint med, at der var tid til computerspillet, som var min hobby. Samtidig var det en bejlejliget måde at distancere sig fra den hårde virkelighed på.

[quote] Men jo, tror da nok at han føler nederlag og jeg endda (desværre) kan forstærke de nederlag ved at konfrontere ham når tingene ikke fungerer. [/quote]
Når du konfronterer ham med virkeligheden, så bliver han nødt til at forholde sig til den. Når virkeligheden gør ondt for ham, øges lysten blot til at flygte længere væk fra virkeligheden.

[quote] Jeg gør det ikke for at genere ham men fordi vores hverdag simpelthen falder fra hinanden når jeg står med det tunge læs alene. Her er der både tale om de praktiske gøremål men også det psykiske læs i form af at det altid er mig der må tage de svære ting op. [/quote]
Det kan jeg genkende meget godt. Men hvis han er ligesom jeg var, så er hans samvittighed kulsort. Og det tror jeg, da du stadig bliver hos ham - det kunne jo tyde på, at han også er et empatisk menneske. Og empatiske mennesker har i høj grad samvittighed. Så jeg formoder, at han også har rigtig dårlig samvittighed over, at han lader alt over på dine skuldre. Men ja, nogle gange skal der et wake-up call til, før man får gjort noget ved den dårlige samvittighed. f.eks. som du selv foreslår: at flytte fra hinanden igen - ihvertfald for en periode. Så bliver han jo tvunget til at holde egen hytte ren, lave mad til sig selv, vaske tøj, støvsuge osv. Hvis han har gjort alt det før, så vil han gøre det igen. Eller fandt du en kæreste, der levede i en svinesti, dengang?

[quote] Han benægter pure at have en spilafhængighed. [/quote]
Det er det stensikre tegn på, at han har et misbrug, en afhængighed, som han ikke selv kan kontrollere.

[quote]Lige som dig føler jeg også min kæreste er helt fantastisk. [/quote]
Nu er forskellen jo, at jeg var "lømmelen". Min kæreste har kunnet smutte fra mig mange gange dengang, men jeg måtte jo have rummet et eller andet godt, siden hun ikke gjorde det. Når jeg ser tilbage i bakspejlet, så føler jeg stadig, at jeg har spildt 3-4 år af hendes liv, som hun kunne have brugt på mange andre ting.
Prøv at mærke efter, præcist hvad det er, der gør, at du har lyst til at redde forholdet. Skriv det eventuelt ned.
[quote]Men han kan ikke mødes på halvvejen. Han er konfliktsky. Alt jeg siger om det her emne mener han skyldes noget der er 'forkert' med mig. Hans ugidelighed overfor fælles hjem og hygge går jo hånd i hånd med de mange timers spil. Det ser han ikke selv. [/quote]
Jeg er ret sikker på, at han ser det. Men han vil ikke konfronteres med det, fordi virkeligheden gør for ondt på ham lige nu.
[quote]Hvordan læret du at dit spil faktisk var ødelæggende for forholdet? Hvad sagde din kæreste som argumentation der hjalp? Hvordan kunne du går fra at spille så meget til nærmest intet i hverdagene? [/quote]
Ingen af min kærestes intentioner og råben vagt-i-gevær hjalp. Rent faktisk optrådte hun nærmest som en pyskoterapeut for mig. Hvilket gjorde, at jeg blot følte mig endnu mere taber-agtig. Jeg ville bare ikke erkende, at jeg havde et problem og min kæreste, skulle da i hvertfald ikke komme med bedrevidende råd og gøre noget til et problem. For en partner, der er nede vil enhver hjælp opfattes som et personligt nederlag. Specielt blandt mænd.
Det var derimod brevet fra vikarbureauet, der hjalp mig videre. Hvor jeg var på den yderste måned af dagpengeretten på de 4 år, før jeg skulle på kontanthjælp. Det var mit wake-up call. Du kan jo være frækt at kontakte et vikarbueau uden hans viden. Eller en virksomhed, der så ringer ham op med et godt tilbud. I kan jo bare aftale, at de har oplysningerne fra AF, f.eks. Så han ikke fatter mistanke til, at du har været inde over.
[quote]Han vil ikke have jeg blander mig i hans spil. Først, efter utallige skænderier, aftalte vi at han skulle nedtone det og max spille til 2 om natten. Nu er det blevet sådan at han er løbet fra den aftale med det argument at jeg 'ikke skal styre ham' og han 'fandme selv vil bestemme hvornår han går i seng'. Og så er smatalen sluttet. Jeg kan ikke længere argumentere eller sige noget som helst. Den er nu lukket! [/quote]
Tyder på, at han mentalt er presset til det yderste. Når det er nået dertil, så har du ikke noget at tabe med lidt omvendt psykologi; kom glad og sig til ham, at du er glad for ham og han må spille lige så meget, som han har lyst til. Med en positiv indgangsvinkel helt uden at nævne problemer, så prikker du til noget i ham, hvor han bliver mindet om, at han kan lide dig. Og det vil han have i baghovedet mens han sidder og spiller.
Kan selvfølgelig være en dristig taktik, men som jeg læser det, så har du pt. intet at miste på det.

[quote]Jeg ville ønske at han som dig, kunne finde et job. Mest af alt vil jeg have at han er lykkelig. Af og til tænker jeg at det er mig den er gal med. At det er mig der ikke kan gøre ham lykkelig. Han vælger jo kontinuerligt at sidde der og spille selvom vi har diskuteret det 1000 gange. Han skal da stadig spille fordi han elsker det, men behøver det være hver dag 6-8-10-12 timer?
Kedafdetnu

Selvfølgelig er det ikke din skyld. En person, som er inde i et misbrug kan dog ikke tåle meget kritik, fordi han ikke har så meget at skyde igen med og inderst inde forlængst har erkendt, at han har et problem. Man skal ikke diskutere med en, der er så langt ude med misbrugsproblemerne. Jeg vil tro, det eneste, du kan gøre, er at møde ham med kærlighed og ikke endeløse diskussioner, som han selvfølgelig ønsker at lukke så hurtigt som muligt.
Altså : ingen sure miner, ingen gode råd, ingen diskussioner. Jeg tror det er det punkt, du er nået til der nu med ham. Du kan kun "vinde ham tilbage" med kærlighed.
Med det sagt, så ved jeg, at det vil kræve noget nær uendelig tålmodighed fra din side. Og en tid, du vil føle som et uendeligt tomrum. Tror du, du kan leve med sådan en periode?
Alternativet er, at du handler NU og ud fra en betragtning, hvor du udelukkende må tænke på dig selv og din egen fremtid. Og handle kan måske godt være at sige, at du har valgt at I holder en pause og flytter fra hinanden, eller simpelthen at du ikke længere ser jer som kærestepar.
Al held og lykke med det!

må du da indrømme.

Hej Simracer.
Igen tak for svar. Jeg føler at jeg kan leve med en periode hvor jeg ikke nagger, diskuterer og er sur ja. Jeg elsker ham og vil ham det bedste. Han ville gøre det samme for mig. Spørgsmået er så om jeg mister lidt af mig selv i kampen for at tilgodese hans behov.
Jeg har vejet situartionen frem og tilbage. Jeg er ikke der hvor jeg kan stoppe forholdet. Det ville være for svært for mig ikke at skulle se ham igen. Det med at flytte fra hinanden ville jeg også synes er forfærdeligt. Jeg ville savne ham, vores snakke og alt det gode vi har. Du må forstå at han også er min bedste ven. Men måske er det det der skal til for at vi kan fungere sammen.
Jeg synes det er en stor falliterklæring, men mest af alt forfærdeligt fordi jeg gerne vil bo sammen med ham, sove ved siden af ham og have ham tæt på. Det gør ondt.
Jeg sidder allerede i et tomrum. Har gjort det siden i går aftes og er lige til at skrabe op af gulvet og smide ud. Men jeg er stærk og skal nok få rejst mig igen.
Kedafdetnu

Lille note igen til Simracer.
Da jeg mødte ham var der faktisk ret pænt i hans lejlighed. Han var uhyge dårlig til at få vasket tøj men ellers var der fint nok. Jeg ved ikke hvad det er der gør at han nu i perioder helt stopper med at hjælpe til og lader mig klare det hele.
Det er jo faktisk præcis det jeg ønsker svar på, men han giver intet andet end at jeg skal lade ham sidde og ikke forstyrre ham når han har brug for spilletid.
Kedafdetnu

Han er et fjols. at spille pc er det samme som at drikke sig fuld eller tage stoffer når først man er blevet afhængig. Man gør det hele tiden. fravælger venner familie og kæreste/kone/mand for at nå lidt længere i spillet. Man drikker cola i enorme mængder og æder sig tyk og fed i fastfood og slik/chips. Man sygner hen og dør alene.
det bedste du kan gøre er at stille et alternativ op for ham. at han skal skrue ned for sit spilleri, eller leve uden dig. et start krav ville være at når du gik i seng, går han i seng.
efter det så kan du kræve at han skal finde på noget i kan lave fælles i mere end 1 time mindst en gang om ugen. helst en fast dag så han kan planlægge det.
når det er på plads, så skal du kræve at han kommer igang med noget selv, som ikke involdvere en pc eller et fjernesyn.
efter det er på plads burde han selv begynde at trappe ned fordi det andet er mere spændende.
Men det vil gå langsomt. husk det

Du siger at du elsker ham. Prøv en gang at sætte dig ned og skriv de ting du elsker ved ham og de ting du ikke elsker ved ham i to kolonner. Hvilken kolonne fylder mest ?
Det skulle give dig et fingerpeg til om du befinder dig i et godt forhold eller ej.