Lukasevangeliet
LUKASEVANGELIET blev skrevet af en mand med både hjerte og forstand, og dette bevirkede i forbindelse med Guds ånds ledelse at hans beretning blev både nøjagtig og fuld af varme og følelse. I de indledende vers siger han: „Jeg [har også] besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge.“ Hans detaljerede, pertentlige beretning bekræfter til fulde at han har gennemgået alt meget omhyggeligt. — Luk. 1:3.
Lukas nævnes ikke ved navn i beretningen, men vidnesbyrd fra oldtiden samstemmer i at den er skrevet af ham. Evangeliet tilskrives Lukas i Det Muratoriske Fragment (ca. 170 e.v.t.), og det blev accepteret som sådant af skribenter fra det andet århundrede som Irenæus og Clemens fra Alexandria. Indre vidnesbyrd peger også på at det er affattet af Lukas. Paulus omtaler ham i Kolossenserbrevet 4:14 som „Lukas, den elskede læge“, og Lukasevangeliet er netop præget af den orden og logik som man må forvente af en veluddannet mand, for eksempel en læge. På grund af sit gode sprog og store ordforråd (Lukasevangeliets ordforråd er større end de tre andre evangeliers tilsammen) kunne han behandle sit betydningsfulde emne på en meget nøjagtig og letfattelig måde. Hans beretning om den fortabte søn anses af nogle for at være den bedste fortælling der nogen sinde er skrevet.
I Lukasevangeliet findes mere end 300 lægeudtryk, eller ord som Lukas anvender i lægelig betydning, og det er udtryk som ingen andre kristne bibelskribenter bruger på samme måde (hvis de i det hele taget bruger dem). Når Lukas for eksempel taler om spedalskhed bruger han ikke altid det samme ord som de andre. For dem er spedalskhed spedalskhed, men for lægen findes der forskellige stadier af spedalskhed — Lukas taler for eksempel om „en mand fuld af spedalskhed“. Om Lazarus siger han at han var „fuld af sår“. Ingen af de andre evangelister siger at Peters svigermoder havde „høj feber“. (5:12; 16:20; 4:38) De tre andre fortæller også at Peter huggede et øre af ypperstepræstens træl, men kun Lukas nævner at Jesus helbredte ham. (22:51) Man fornemmer også den grundige læge bag ordene om kvinden der „i atten år havde haft en svaghedsånd, og hun var krumbøjet og helt ude af stand til at rette sig op“. Og hvem andre end „Lukas, den elskede læge,“ ville have givet en så detaljeret beskrivelse af den førstehjælp som samaritaneren ydede en mand idet han „gød olie og vin på hans sår og forbandt dem“? — 13:11; 10:34.
Hvornår skrev Lukas sit evangelium? Apostelgerninger 1:1 viser at den der skrev Apostelgerninger (det var også Lukas) tidligere havde affattet „den første beretning“, evangeliet. Apostelgerninger blev sandsynligvis fuldført omkring år 61, mens Lukas var i Rom sammen med Paulus, der havde appelleret til kejseren. Det er derfor sandsynligt at Lukas skrev sit evangelium i Cæsarea omkring år 56-58, efter at han sammen med Paulus var vendt tilbage fra Filippi ved slutningen af den tredje missionsrejse, og mens Paulus sad fængslet i Cæsarea i to år før han blev ført til Rom, hvor hans appelsag skulle behandles. Eftersom Lukas opholdt sig i Palæstina i den periode, havde han god lejlighed til ’omhyggeligt at gå alle ting igennem forfra’, det vil sige alt om Jesu liv og tjeneste. Det ser således ud til at Lukas’ beretning er skrevet før Markusevangeliet.
Lukas var naturligvis ikke øjenvidne til alle de begivenheder han omtaler i sit evangelium, for han var ikke en af de tolv og kom sandsynligvis ikke engang til troen før efter Jesu død. Men han var meget nært knyttet til Paulus i missionærtjenesten. (2 Tim. 4:11; Filem. 24) Hans skrifter bærer da også præg af Paulus’ indflydelse, hvilket ses ved en sammenligning af beretningerne om Herrens aftensmåltid i Lukas 22:19, 20 og Første Korintherbrev 11:23-25. Lukas kan også have rådført sig med Mattæusevangeliet som kildemateriale. I sine bestræbelser for ’omhyggeligt at gå alle ting igennem’ kan han have udspurgt mange øjenvidner til begivenhederne i Jesu liv, for eksempel de disciple der stadig levede, og måske Jesu moder, Maria. Vi kan være sikre på at han i bestræbelserne for at samle nøjagtige oplysninger ikke lod nogen mulighed uforsøgt.
Når man undersøger de fire evangelier bliver det klart for en at de ikke blot gentager hinandens beretninger og at de heller ikke blot er skrevet for at der kunne tilvejebringes flere vidneudsagn om en yderst betydningsfuld del af Bibelens historie. Lukasevangeliet er det evangelium der tydeligst bærer præg af skribentens personlighed. I alt 59 procent af stoffet i Lukas’ beretning findes ikke i de andre evangelier. Lukas omtaler mindst seks mirakler og over tolv billedtaler som de andre evangelister ikke nævner. En tredjedel af hans evangelium er holdt i den fortællende form og de øvrige to tredjedele er helliget det talte ord. Hans evangelium er det længste af de fire evangelier. Mattæus skrev først og fremmest for jøderne, Markus for ikkejødiske læsere, især romerne. Lukasevangeliet var stilet til den „højtærede Theofilus“ og gennem ham til andre, både jøder og ikkejøder. (Luk. 1:3, 4) Eftersom Lukas i sin beretning henvender sig til mennesker fra alle lande, fører han Jesu slægtsregister tilbage til „Adam, søn af Gud“, og ikke blot til Abraham, sådan som Mattæus gør fordi han især henvender sig til jøderne. Lukas gør specielt opmærksom på Simeons profetiske ord om at Jesus skulle blive midlet til at „fjerne sløret fra nationerne“, og han fortæller at „alt kød skal se Guds frelsesmiddel“. — 3:38; 2:29-32; 3:6.
Alt hvad Lukas har skrevet, vidner om at han er en fremragende fortæller. Hans beretninger er velordnede og nøjagtige, og det er et stærkt bevis på deres pålidelighed. Herom har en jurist engang skrevet: „Mens begivenhederne i eventyr, legender og falske vidneudsagn omhyggeligt henlægges til et fjernt sted og et ubestemt tidspunkt, hvilket er i modstrid med de første regler vi jurister lærer om god procedure, nemlig at erklæringen skal angive tid og sted, angiver Bibelen med største nøjagtighed tid og sted for de begivenheder den omtaler.“ Som bevis herfor citerede han Lukas 3:1, 2: „I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa, og hans broder Filip var landsdelshersker i Ituræas og Trakonitis’ land, og Lysanias var landsdelshersker i Abilene, og i den overordnede præst Annas’ og i Kajfas’ dage, kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen.“ Her er ingen usikkerhed med hensyn til tid og sted. Lukas nævner ikke færre end syv offentlige embedsmænd for at vi kan fastslå tidspunktet for begyndelsen til Johannes’ og Jesu tjeneste.
Lukas giver os også et fingerpeg om tidspunktet for Jesu fødsel når han siger: „Det var i de dage der udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; (denne første indskrivning fandt sted da Quirinius var landshøvding i Syrien).“ (Luk. 2:1, 2) Det var på den tid Josef og Maria tog op til Betlehem for at blive indskrevet, og Jesus blev født mens de opholdt sig her. Vi må give den bibelkommentator ret som siger: „Et af de tydeligste beviser på Lukas’ evner som historiker er at han altid sørger for at være fuldstændig nøjagtig.“ Vi må erkende at Lukas taler sandt når han siger at han ’omhyggeligt har gået alle ting igennem forfra’.
Lukas påviser også at profetierne i De Hebraiske Skrifter fik en nøjagtig opfyldelse på Jesus Kristus. Han anfører Jesu inspirerede vidnesbyrd herom. (24:27, 44) Han gengiver også Jesu egne profetier nøjagtigt, og mange af disse har allerede fået deres opfyldelse selv i de mindste detaljer. For eksempel blev Jerusalem i år 70 belejret og omgivet af en skanse af spidse pæle og gik til grunde i en frygtelig ødelæggelse, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. (Luk. 19:43, 44; 21:20-24; Matt. 24:2) Den verdslige historiker Flavius Josefus, der som øjenvidne befandt sig i den romerske hær, fortæller at man ryddede landskabet for træer inden for en radius af cirka seksten kilometer fra byen for at skaffe pæle nok, at belejringsvolden var godt syv kilometer lang, at mange kvinder og børn døde af sult, og at mere end 1.000.000 jøder mistede livet og 97.000 blev taget til fange. Den dag i dag kan man på Titusbuen i Rom se en skildring af det romerske sejrstog med krigsbyttet fra Jerusalems tempel. Vi kan være overbeviste om at de andre inspirerede profetier Lukas har nedskrevet, vil få en lige så nøjagtig opfyldelse.
Lukas nævnes ikke ved navn i beretningen, men vidnesbyrd fra oldtiden samstemmer i at den er skrevet af ham. Evangeliet tilskrives Lukas i Det Muratoriske Fragment (ca. 170 e.v.t.), og det blev accepteret som sådant af skribenter fra det andet århundrede som Irenæus og Clemens fra Alexandria. Indre vidnesbyrd peger også på at det er affattet af Lukas. Paulus omtaler ham i Kolossenserbrevet 4:14 som „Lukas, den elskede læge“, og Lukasevangeliet er netop præget af den orden og logik som man må forvente af en veluddannet mand, for eksempel en læge. På grund af sit gode sprog og store ordforråd (Lukasevangeliets ordforråd er større end de tre andre evangeliers tilsammen) kunne han behandle sit betydningsfulde emne på en meget nøjagtig og letfattelig måde. Hans beretning om den fortabte søn anses af nogle for at være den bedste fortælling der nogen sinde er skrevet.
I Lukasevangeliet findes mere end 300 lægeudtryk, eller ord som Lukas anvender i lægelig betydning, og det er udtryk som ingen andre kristne bibelskribenter bruger på samme måde (hvis de i det hele taget bruger dem). Når Lukas for eksempel taler om spedalskhed bruger han ikke altid det samme ord som de andre. For dem er spedalskhed spedalskhed, men for lægen findes der forskellige stadier af spedalskhed — Lukas taler for eksempel om „en mand fuld af spedalskhed“. Om Lazarus siger han at han var „fuld af sår“. Ingen af de andre evangelister siger at Peters svigermoder havde „høj feber“. (5:12; 16:20; 4:38) De tre andre fortæller også at Peter huggede et øre af ypperstepræstens træl, men kun Lukas nævner at Jesus helbredte ham. (22:51) Man fornemmer også den grundige læge bag ordene om kvinden der „i atten år havde haft en svaghedsånd, og hun var krumbøjet og helt ude af stand til at rette sig op“. Og hvem andre end „Lukas, den elskede læge,“ ville have givet en så detaljeret beskrivelse af den førstehjælp som samaritaneren ydede en mand idet han „gød olie og vin på hans sår og forbandt dem“? — 13:11; 10:34.
Hvornår skrev Lukas sit evangelium? Apostelgerninger 1:1 viser at den der skrev Apostelgerninger (det var også Lukas) tidligere havde affattet „den første beretning“, evangeliet. Apostelgerninger blev sandsynligvis fuldført omkring år 61, mens Lukas var i Rom sammen med Paulus, der havde appelleret til kejseren. Det er derfor sandsynligt at Lukas skrev sit evangelium i Cæsarea omkring år 56-58, efter at han sammen med Paulus var vendt tilbage fra Filippi ved slutningen af den tredje missionsrejse, og mens Paulus sad fængslet i Cæsarea i to år før han blev ført til Rom, hvor hans appelsag skulle behandles. Eftersom Lukas opholdt sig i Palæstina i den periode, havde han god lejlighed til ’omhyggeligt at gå alle ting igennem forfra’, det vil sige alt om Jesu liv og tjeneste. Det ser således ud til at Lukas’ beretning er skrevet før Markusevangeliet.
Lukas var naturligvis ikke øjenvidne til alle de begivenheder han omtaler i sit evangelium, for han var ikke en af de tolv og kom sandsynligvis ikke engang til troen før efter Jesu død. Men han var meget nært knyttet til Paulus i missionærtjenesten. (2 Tim. 4:11; Filem. 24) Hans skrifter bærer da også præg af Paulus’ indflydelse, hvilket ses ved en sammenligning af beretningerne om Herrens aftensmåltid i Lukas 22:19, 20 og Første Korintherbrev 11:23-25. Lukas kan også have rådført sig med Mattæusevangeliet som kildemateriale. I sine bestræbelser for ’omhyggeligt at gå alle ting igennem’ kan han have udspurgt mange øjenvidner til begivenhederne i Jesu liv, for eksempel de disciple der stadig levede, og måske Jesu moder, Maria. Vi kan være sikre på at han i bestræbelserne for at samle nøjagtige oplysninger ikke lod nogen mulighed uforsøgt.
Når man undersøger de fire evangelier bliver det klart for en at de ikke blot gentager hinandens beretninger og at de heller ikke blot er skrevet for at der kunne tilvejebringes flere vidneudsagn om en yderst betydningsfuld del af Bibelens historie. Lukasevangeliet er det evangelium der tydeligst bærer præg af skribentens personlighed. I alt 59 procent af stoffet i Lukas’ beretning findes ikke i de andre evangelier. Lukas omtaler mindst seks mirakler og over tolv billedtaler som de andre evangelister ikke nævner. En tredjedel af hans evangelium er holdt i den fortællende form og de øvrige to tredjedele er helliget det talte ord. Hans evangelium er det længste af de fire evangelier. Mattæus skrev først og fremmest for jøderne, Markus for ikkejødiske læsere, især romerne. Lukasevangeliet var stilet til den „højtærede Theofilus“ og gennem ham til andre, både jøder og ikkejøder. (Luk. 1:3, 4) Eftersom Lukas i sin beretning henvender sig til mennesker fra alle lande, fører han Jesu slægtsregister tilbage til „Adam, søn af Gud“, og ikke blot til Abraham, sådan som Mattæus gør fordi han især henvender sig til jøderne. Lukas gør specielt opmærksom på Simeons profetiske ord om at Jesus skulle blive midlet til at „fjerne sløret fra nationerne“, og han fortæller at „alt kød skal se Guds frelsesmiddel“. — 3:38; 2:29-32; 3:6.
Alt hvad Lukas har skrevet, vidner om at han er en fremragende fortæller. Hans beretninger er velordnede og nøjagtige, og det er et stærkt bevis på deres pålidelighed. Herom har en jurist engang skrevet: „Mens begivenhederne i eventyr, legender og falske vidneudsagn omhyggeligt henlægges til et fjernt sted og et ubestemt tidspunkt, hvilket er i modstrid med de første regler vi jurister lærer om god procedure, nemlig at erklæringen skal angive tid og sted, angiver Bibelen med største nøjagtighed tid og sted for de begivenheder den omtaler.“ Som bevis herfor citerede han Lukas 3:1, 2: „I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa, og hans broder Filip var landsdelshersker i Ituræas og Trakonitis’ land, og Lysanias var landsdelshersker i Abilene, og i den overordnede præst Annas’ og i Kajfas’ dage, kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen.“ Her er ingen usikkerhed med hensyn til tid og sted. Lukas nævner ikke færre end syv offentlige embedsmænd for at vi kan fastslå tidspunktet for begyndelsen til Johannes’ og Jesu tjeneste.
Lukas giver os også et fingerpeg om tidspunktet for Jesu fødsel når han siger: „Det var i de dage der udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; (denne første indskrivning fandt sted da Quirinius var landshøvding i Syrien).“ (Luk. 2:1, 2) Det var på den tid Josef og Maria tog op til Betlehem for at blive indskrevet, og Jesus blev født mens de opholdt sig her. Vi må give den bibelkommentator ret som siger: „Et af de tydeligste beviser på Lukas’ evner som historiker er at han altid sørger for at være fuldstændig nøjagtig.“ Vi må erkende at Lukas taler sandt når han siger at han ’omhyggeligt har gået alle ting igennem forfra’.
Lukas påviser også at profetierne i De Hebraiske Skrifter fik en nøjagtig opfyldelse på Jesus Kristus. Han anfører Jesu inspirerede vidnesbyrd herom. (24:27, 44) Han gengiver også Jesu egne profetier nøjagtigt, og mange af disse har allerede fået deres opfyldelse selv i de mindste detaljer. For eksempel blev Jerusalem i år 70 belejret og omgivet af en skanse af spidse pæle og gik til grunde i en frygtelig ødelæggelse, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. (Luk. 19:43, 44; 21:20-24; Matt. 24:2) Den verdslige historiker Flavius Josefus, der som øjenvidne befandt sig i den romerske hær, fortæller at man ryddede landskabet for træer inden for en radius af cirka seksten kilometer fra byen for at skaffe pæle nok, at belejringsvolden var godt syv kilometer lang, at mange kvinder og børn døde af sult, og at mere end 1.000.000 jøder mistede livet og 97.000 blev taget til fange. Den dag i dag kan man på Titusbuen i Rom se en skildring af det romerske sejrstog med krigsbyttet fra Jerusalems tempel. Vi kan være overbeviste om at de andre inspirerede profetier Lukas har nedskrevet, vil få en lige så nøjagtig opfyldelse.