Livet må gå sin gang

Mor, far og søn
sidder til bords med bedstefar.
Han har boet et stykke tid hos dem
efter bedstemors død.
Men bedstefar er usikker,
alderen trykker ubarmhjertigt.
han spilder nu og da
ned på bordet,
på sig selv,
ja, endog på gulvet,
det skaber en masse
svineri og tørrenefter.
Længe har man storsindet
båret over med det,
men irritationen er
steget gradvis,
storsindet er krympet,
er blevet snavset som en gulvklud.
En dag bliver det for meget,
bedstefar deporteres
væk til eget træbord,
får træskåle -
for der er jo også
røget nogle tallerkener
nu og da -
får tilmed trækrus og træbestik.
Der sidder bedstefar så,
trist og isoleret
for sig selv.
Magtesløsheden er ved at
kvæle ham,
følelsen af at være overflødig,
kun til besvær.
Han tørrer nu og da
tårer af sin kind,
men er ellers tavs
på den anviste plads.
Man må jo indordne sig
under mageligheden.
En dag banker far
på sønnens dør.
Han sidder og skærer
i et stykke træ.
"Hvad laver du, min dreng?"
spørger far interesseret.
"Jet er ved at lave bestik
til dig og mor -
til den dag
I bliver gamle".
Bonobo

Den ramte vist plet og jeg håber den sved!

Uden at være prangende - bare storslået. Kun én ting jeg frygter. At vi ikke får mere at se fra din hånd!! :o)
Venligst Dominic

Godt skrevet, jeg håber mange vil læse det.