Kærestesorg og psykisk sygdom (OCD!)
Kære Solveig,
For lidt over to uger siden gjorde min elskede kæreste det forbi med mig efter et 6 år langt forhold. I en alder af 29 år var det så mit første seriøse langvarige forhold, og hold op hvor gør det ondt - tankerne flyver rundt og rundt non-stop! Så sent som omkring sommerferien gik vi endda med tanker om at flytte i hus sammen og børn var ved at være et stort samtaleemne.
Jeg er ærlig talt stadig sønderknust over det, da jeg foruden bruddet skulle forholde mig til at hun 4 dage senere bekendsgjorde at hun allerede så en fyr og havde gjort det i smug i de sidste små to måneder af vores tid sammen.
Vi har været mange ting igennem i vores forhold: Til at starte med var det mig der var den stærke del. Min ex-kæreste havde kort før vi mødtes været igennem et hårdt sygdomsforløb, så i de første 2½ år af vores forhold havde hun stor gavn af at støtte sig op af mig, og jeg mener selv, at jeg altid var der for hende på den ene eller den anden måde, som hun også selv har anerkendt efter hun brød op med mig.
Pludselig begyndte jeg at få problemer (sommer 2006!), og efter et lille års tid hvor vi begge så jeg handlede mere og mere irrationelt på nogle punkter, gik vi til lægen og jeg fik konstateret OCD (tvangstanker/handlinger). Herefter begyndte et langt forløb med psykolog hjælp og bedringen kom da også. Min ex-kæreste og jeg har altid været gode til at snakke følelser, men måske også for gode. Jeg fik nu og da problemer med OCD'en efter jeg var stoppet hos min psykolog, og vi snakkede virkelig meget om det. Jeg tror ikke selv jeg så hvor meget det i virkeligheden kom til at fylde i vores forhold.
Men min ex-kæreste sagde aldrig fra, og imens vi stadig havde følelsen af at vi var gode til at snakke sammen om alt muligt og også stadig var kærlige over for hinanden, tror jeg OCD'en og de konstante tilbageslag jeg oplevede sled og slæbte på vores forhold. Min ex snakkede nogle gange om at hun var bange for at tabe sig selv i processen, at hun måske trængte til sin frihed osv. osv. Det hørte jeg og tog det meget alvorligt - kunne dog ikke få helt bugt med de forbandede tanker!
I oktober i år tog ex'en til Grønland i to uger via sine universitetsstudier. Jeg var glad for hun kom væk lidt og jeg arbejde hårdt på mig selv mens hun var afsted. Da hun kom hjem virkede hun ikke rigtig glad. Vi snakkede og snakkede, men mere skete der ikke rigtig. Efterfølgende har jeg fundet ud af hendes nye kæreste var del af turen deroppe, og det var der hun fandt ud af hun trængte til noget andet.
Efter hun kom hjem var vi sammen i små to måneder, hvor vi bl.a. havde en rigtig dejlig ferietur til Berlin, hvor hun dog brød sammen en aften og fortalte hun ikke længere vidste hvad hun følte, gjorde og skulle med mig. Vi snakkede godt og længe om det, og kom frem til at vi stadige var rigtige for hinanden - hun fortalte dog aldrig noget om den nye og hendes følelser for ham. En uge efter vi kom hjem fra Berlin, gjorde hun det definitivt forbi (22 november 09!).
Jeg var totalt og aldeles sønderknust, da hun var så ufattelig afklaret og slet ikke var til at hugge eller stikke i. Fire dage efter hun brød op med mig, fortalte hun mig så at hun havde fundet den nye og at det allerede startede på Grønland. Endnu et ordentligt slag ... Selvom jeg måske skulle have set skriften på væggen, gjorde jeg det virkelig ikke.
Det underlige er at selvom min ex nu er i nyt forhold har jeg så utrolig mange følelser tilbage for hende, og jeg elsker hende stadig meget højt. Det lyder meget underligt - måske - men vi har stået meget igennem, og jeg føler nok stadig vi havde et forhold der var værd at kæmpe meget for.
OCD'en har helt sikkert besværliggjort vores forhold, og det har nok også fyldt for meget, men har det meget svært med at jeg var der konstant og hele tiden da hun var nede, og nu da det er den modsatte situation, er hun væk. Det gør også så helt utroligt ondt at hun allerede kan være sammen med en anden - som om det vi havde sammen var værdiløst for hende.
Hvordan kommer man videre fra en sådan oplevelse her? Hun var helt og aldeles bestemt min eneste ene ... Jeg er ihvertfald i brædderne som jeg aldrig har været det før - en positiv ting er dog at efter ex'en gjorde det forbi, er OCD'en ligesom gået i baggrunden pga. alt det andet smerte, så det giver mig et lille bitte glimpt af håb for at jeg når jeg lander på benene igen, kan få smidt den her forfærdelige sygdom ud af systemet.
Puha, laaangt indlæg ... Håber du kan finde hoved og hale i det - har bare hældt ud i lidt overfladisk form. Men altså, hvordan finder man accept i at hende man så/ser som ens eneste ene er havnet i armene på en anden mand?? Og er det spild af liv at tænke på hende/ønske hende tilbage så inderligt? For det gør jeg virkelig - kan ikke lade være med at tænke på hen de, vores fælles oplevelser, vores delte drømme og alt det der ligger i ruiner nu. Derfor har min søvn, appetit og mit generelle humør også ligget på et meget lavt niveau siden bruddet.
Jeg er begyndt at læse Debbie Ford's bog "Når kærligheden os skiller", og ser lidt lys i den, men hold op hvor er det her en svær og modløs tid ... Håber snart jeg kan se fremad - ikke tilbage - og at min ex ikke fylder hele min verden!
Mange sørgmodige hilsener
Den sørgende 😖
For lidt over to uger siden gjorde min elskede kæreste det forbi med mig efter et 6 år langt forhold. I en alder af 29 år var det så mit første seriøse langvarige forhold, og hold op hvor gør det ondt - tankerne flyver rundt og rundt non-stop! Så sent som omkring sommerferien gik vi endda med tanker om at flytte i hus sammen og børn var ved at være et stort samtaleemne.
Jeg er ærlig talt stadig sønderknust over det, da jeg foruden bruddet skulle forholde mig til at hun 4 dage senere bekendsgjorde at hun allerede så en fyr og havde gjort det i smug i de sidste små to måneder af vores tid sammen.
Vi har været mange ting igennem i vores forhold: Til at starte med var det mig der var den stærke del. Min ex-kæreste havde kort før vi mødtes været igennem et hårdt sygdomsforløb, så i de første 2½ år af vores forhold havde hun stor gavn af at støtte sig op af mig, og jeg mener selv, at jeg altid var der for hende på den ene eller den anden måde, som hun også selv har anerkendt efter hun brød op med mig.
Pludselig begyndte jeg at få problemer (sommer 2006!), og efter et lille års tid hvor vi begge så jeg handlede mere og mere irrationelt på nogle punkter, gik vi til lægen og jeg fik konstateret OCD (tvangstanker/handlinger). Herefter begyndte et langt forløb med psykolog hjælp og bedringen kom da også. Min ex-kæreste og jeg har altid været gode til at snakke følelser, men måske også for gode. Jeg fik nu og da problemer med OCD'en efter jeg var stoppet hos min psykolog, og vi snakkede virkelig meget om det. Jeg tror ikke selv jeg så hvor meget det i virkeligheden kom til at fylde i vores forhold.
Men min ex-kæreste sagde aldrig fra, og imens vi stadig havde følelsen af at vi var gode til at snakke sammen om alt muligt og også stadig var kærlige over for hinanden, tror jeg OCD'en og de konstante tilbageslag jeg oplevede sled og slæbte på vores forhold. Min ex snakkede nogle gange om at hun var bange for at tabe sig selv i processen, at hun måske trængte til sin frihed osv. osv. Det hørte jeg og tog det meget alvorligt - kunne dog ikke få helt bugt med de forbandede tanker!
I oktober i år tog ex'en til Grønland i to uger via sine universitetsstudier. Jeg var glad for hun kom væk lidt og jeg arbejde hårdt på mig selv mens hun var afsted. Da hun kom hjem virkede hun ikke rigtig glad. Vi snakkede og snakkede, men mere skete der ikke rigtig. Efterfølgende har jeg fundet ud af hendes nye kæreste var del af turen deroppe, og det var der hun fandt ud af hun trængte til noget andet.
Efter hun kom hjem var vi sammen i små to måneder, hvor vi bl.a. havde en rigtig dejlig ferietur til Berlin, hvor hun dog brød sammen en aften og fortalte hun ikke længere vidste hvad hun følte, gjorde og skulle med mig. Vi snakkede godt og længe om det, og kom frem til at vi stadige var rigtige for hinanden - hun fortalte dog aldrig noget om den nye og hendes følelser for ham. En uge efter vi kom hjem fra Berlin, gjorde hun det definitivt forbi (22 november 09!).
Jeg var totalt og aldeles sønderknust, da hun var så ufattelig afklaret og slet ikke var til at hugge eller stikke i. Fire dage efter hun brød op med mig, fortalte hun mig så at hun havde fundet den nye og at det allerede startede på Grønland. Endnu et ordentligt slag ... Selvom jeg måske skulle have set skriften på væggen, gjorde jeg det virkelig ikke.
Det underlige er at selvom min ex nu er i nyt forhold har jeg så utrolig mange følelser tilbage for hende, og jeg elsker hende stadig meget højt. Det lyder meget underligt - måske - men vi har stået meget igennem, og jeg føler nok stadig vi havde et forhold der var værd at kæmpe meget for.
OCD'en har helt sikkert besværliggjort vores forhold, og det har nok også fyldt for meget, men har det meget svært med at jeg var der konstant og hele tiden da hun var nede, og nu da det er den modsatte situation, er hun væk. Det gør også så helt utroligt ondt at hun allerede kan være sammen med en anden - som om det vi havde sammen var værdiløst for hende.
Hvordan kommer man videre fra en sådan oplevelse her? Hun var helt og aldeles bestemt min eneste ene ... Jeg er ihvertfald i brædderne som jeg aldrig har været det før - en positiv ting er dog at efter ex'en gjorde det forbi, er OCD'en ligesom gået i baggrunden pga. alt det andet smerte, så det giver mig et lille bitte glimpt af håb for at jeg når jeg lander på benene igen, kan få smidt den her forfærdelige sygdom ud af systemet.
Puha, laaangt indlæg ... Håber du kan finde hoved og hale i det - har bare hældt ud i lidt overfladisk form. Men altså, hvordan finder man accept i at hende man så/ser som ens eneste ene er havnet i armene på en anden mand?? Og er det spild af liv at tænke på hende/ønske hende tilbage så inderligt? For det gør jeg virkelig - kan ikke lade være med at tænke på hen de, vores fælles oplevelser, vores delte drømme og alt det der ligger i ruiner nu. Derfor har min søvn, appetit og mit generelle humør også ligget på et meget lavt niveau siden bruddet.
Jeg er begyndt at læse Debbie Ford's bog "Når kærligheden os skiller", og ser lidt lys i den, men hold op hvor er det her en svær og modløs tid ... Håber snart jeg kan se fremad - ikke tilbage - og at min ex ikke fylder hele min verden!
Mange sørgmodige hilsener
Den sørgende 😖