Kære sporløse far -et spørgsmål til dig

Jeg vil gerne spørge om du virkelig selv er overbevist om, at det er moderens skyld at du er sporløs, eller om du bare ikke vil indrømme en fejl fra din side?
Jeg har selv et barn med en sporløs mand, men jeg tror faktisk at han ubevidst har overbevist sig selv om, at hele er min skyld.
F.eks. kan jeg nævne at han skulle rejse i en uge i starten af graviditeten og aftalen var at han snart ville få mere tid til både mig og barnet (han lovede uopfordret at han nok skulle være der og at han aldrig i livet ville forlade en mor og et barn). Han sagde, at han ville komme op til mig samme dag han kom hjem igen. 3 dage efter han skulle være kommet hjem havde jeg stadig intet hørt fra ham og pludselig fik jeg en sms med en bebrejdelse om, at jeg ikke havde ringet. Jeg fortalte ærligt at jeg havde forsøgt at ringe, mens han var væk, men han ikke havde svaret. Han sagde bebrejdende at han da havde sagt, at han ikke skulle have telefonen med ud på rejsen (mystisk at han så starter med at bebrejde mig at jeg ikke havde ringet).
Jeg bebrejdede ham intet, men mindede ham stille om, at han skulle kontakte mig den aftalte dag, da han kom hjem. Han svarede at han først lige var kommet hjem, fordi han ikke havde nået flyet.
Jeg forsøgte ikke at bundfange ham, men lod som om at jeg troede på ham, i håb om at holde mig gode venner med ham.
Jeg så ham aldrig mere, selvom jeg tiggede og bad ham om at sige fra, hvis det var det han ville. Han nægtede at sige fra, men påstod at det var mig der dømte ham hårdt, når jeg tvivlede på, om han ville være der. Til sidst lykkes det mig at få ham til at indrømme, at han ikke var parat til at være far, men det var efter abortgrænsen og jeg havde som sagt slet ikke set ham imellemtiden og jeg har derfor svært ved at se, hvordan det skulle kunne være min skyld.
Jeg tror virkelig at han ubevidst opførte sig dårligt overfor mig i håb om, at jeg skulle blive sur og bede ham holde sig væk, for så var det jo mit valg og ikke hans.
Da det ikke lykkes ham at opnå dette, tror jeg virkelig hele vejen igennem at han har overbevist sig selv om, at jeg simpelthen var for dum og intet fattede osv.
Han har gjort alt for at gøre os uvenner, men jeg tror det er ubevidst for at overbevise sig selv om, at jeg er en fatdum kælling og det hele er min skyld- også selvom jeg aldrig har bebrejdet ham noget, men kun sagt at han altid er velkommen til at se sit barn.

Jeg syntes det er synd for dig. Du kan nok godt have ret i det du siger. Hvor gammel er barnet nu, og hvad fortæller du det om sin far. :-)

jeg er så træt af de indlæg, der er adskillige af dem om ugen og de er stort set ens, mødre der vil retfærdiggøre sig selv overfor deres børn. fat det da, det er ikke jer men jeres børn det handler om og det kan i bare ikke altid sætter jer ind i , selvom i gerne vil.
hvorfor snakke om skyld hele tiden? skyld kan jeres barn ikke bruge til noget. brug istedet for energien på at få hverdagen til at fungere, og lad barnet selv føle, mene og drage konklusioner , når det har en alder hvor han/hun kan rumme det

Men jeg har ikke sagt noget endnu, da jeg har en kæreste som hun tror er hendes far, men jeg synes heller ikke at jeg kan være bekendt at lyve for hende, så hun skal kende sandheden og jeg ønsker da ikke at tale dårligt om hendes far, men på den anden side, så kan jeg jo ikke pakke ham ind i uskyldigt vat hvis jeg skal være ærlig overfor barnet.
Jeg må bare sige at han ikke var parat til at være far.

Jeg taler slet ikke om skyld overfor barnet. Jeg mener at jeg så vidt muligt må prøve at fremlægge ham positivt, når jeg skal fortælle barnet om ham.

Der er rigtigt gået inflation i at være en uskyldig stakkels enlig mor, der er blevet brændt af af en styg og egoistisk mand... som hader unger og kvinder generalt!
Oh my fucking God!

ville du - anonym nr. 2000 - mon sige det samme om statistik, fx:
"der er rigtig fucking gået inflation i at skrive om trafikdødsfald på motorcyklister (15 i 2007)" ..❓
Ja, det ville du muligvis ...
;-))

Jeg tror bare at han nægter at indrømme overfor sig selv, hvad han har lavet. Jeg tror slet ikke han ser det som et barn. Jeg tror at han ubevidst har overbevist sig selv om at jeg er en syg kælling, der bliver ved at forfølge ham (børnebidrag).

jeg blev forladt tæt på fødslen også af en mand, der påstod, at stod det til ham, ville jeg aldrig blive alenemor.
Jeg har heller ingen forklaring.
Jeg kan godt forstå dig..
vh anden anonym

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre om I virkelig selv tror på at det er moderens skyld det hele. I kan jo ganske anonymt svare her, så ingen ved hvem i er, hvis I indrømmer jeres fejl.

hvis ikke du har noget at bidrage med.
go fuck yourself

Og det bunder i reglen i, I ikke er særlig attraktive.

...ja, for du behøver jo ikke deltage i en tråd, der ikke interessere dig.
Vi andre kan også være træt af andres tråde, men undlader kommentarer som din.
Har du ikke andet at lave ?
Selvfølgelig får hun hverdagen til at fungere... men skal hun holde sin kæft og finde sig i at samfundet acceptere at mænd ikke tager ansvar ?
du vil give hende mundkurv på.... kvinder skal bare holde kæft og finde sig i alt ?
go fuck yourself...

et bidrag, som du vil forstå hvis du kan læse mellem linierne!
But that is probably above your skills...

af alle de sporløse mødrer... kom frit frem! -Vi ved I er derude i massevis...

En af de øvrige debattører bemærker, at der er gået inflation i at være en uskyldig stakkels enlig mor, der er blevet brændt af af en styg og egoistisk mand... som hader unger og kvinder generalt!
Efter min opfattelse er problemet snarer, at vi efterhånden lever i et samfund, hvor vi ikke skal tage ansvar for vore handlinger. Der er altid nogen andre, der kan bebrejdes; samfundet, skolevæsenet, vore forældre eller partner. Jeg har sjældent hørt en far, der er villig til at tage ansvaret for, at han ikke har kontakt med sit barn.
Jeg kender kun alt for godt problemet fra min egen familie, hvor min far efter en skilsmisse fra min mor, har droppet al kontakt til min mindreårige lillesøster. Han har fralagt sig ethvert ansvar for den manglende kontakt, og skyder skiftevis skylden på min mor og min lillesøster. Men hvor ville det dog være befriende, om han viste sig som en mand, og fortalte hvad vi alle ved: At det passer ham forbandet dårlig i hans nye livsstil at skulle agere far...
Det er naturligvis tænkeligt, at der er tilfælde hvor moderen til det yderste besværliggør tilværelsen for den stakkels mand, der blot ønsker at være far, men jeg må stille mig undrende over, at det tilsyneladende kan lykkes, så mange kvinder at tvinge faderen til at være "sporløs". Vi lever heldigvis i et velfungerende retssystem, hvor der er mulighed for at arrangere samkvem med sine børn, uden nødvendigvis at skulle tilbringe tid med barnets mor.

it`s above your skills...uha skulle jeg føle mig provokeret..

og har intet konstruktivt at bidrage med, så hvorfor går du ikke over og taler om dine kære muslimer...

du har absolut ret.
Problematikken er at folk ikke vil tage ansvar.
Og mænd her i tråden beder kvinderne om at holde mund.
Imponerende... :-)

Enten har ingen sporløse fædre læst med, eller også har de spoløse fædre ubevidst virkelig overbevist sig selv om, at det er moderens skyld det hele, for her kunne de indrømme anonymt, hvis de selv var klar over, at de havde en skyld for at være sporløs.

sporløse fædre. Det er ikke sikkert, de har læste med.
Jeg kender til tre profiler, som alle giver moren skylden.
Den ene påstår, at han blev brugt som doner. De to andre siger,
at det er pga en ondskabsfuld mor.
Men forventede du virkelig, at folk gider gå ind i løvens hule ?
Jeg kan godt forstå dem, fordi hvorfor stille sig i skydlinien også anonymt.
Mennesker kan ikke leve med skyldfølelse, derfor giver de moren skylden for deres svigt.
vh anden anonym