Kvinde: Barn og graviditet

Hej alle mødre.
Jeg ved at dette debat forum, husere en masse tåber, som kun er her for at svinde til og hakke ned.
Jeg satser dog på at der deriblandt også er nogle fornuftige svar,
Jeg har et spg som ikke skal forstås som om at jeg er et grimt menneske.
Spørgsmålet er seriøst, og jeg vil sætte pris på jeres erfaring.
Så MØDRE:
Jeg er 26 år, jeg og kæresten snakker barn om nogle år.
Der er noget der genere mig.
Jeg brænder for at få en pige.
Så er det der optræder et etisk dilemma i mig:
Vil man ved scanningen blive "skuffet" hvis det er en dreng?
Eller er det bare indtil man er gravid, så overtager alle andre følelser og denne følelse fader ud?
Jeg vil gerne frabede grove svar.
Jeg elsker børn, og mit spørgsmål er et af dem som ingen tør stille. Det er forbudt i etikken!
Hilsen en fortvivlet.

Det er helt almindeligt at have en drøm om bestemt køn, det er en forestilling mange går rundt med. Alle i min omgangskreds har ihvertfald haft en forestilling om hvad de fik. Meeen jeg lover dig ingen er blevet skuffede over kønnet, kærligheden er så overvældende til det lille barn så det glemmer man alt om :)
I forbindelse med at skabe familie og få børn, er der så mage forstillinger der ikke blir som man havde forventet, men oftest blir de erstattet af meget bedre, glæd dig :)

kan slet ikke lide din tanke gang den er for dum når du sige du elsker børn. men jeg lover dig at ligemaget hvad det vil gå hen og bliver vil du kun ønske en ting og det er at den lille har det godt og så er det liget mage hvad det bliver og hvis du ikke vil tro mig så kig forbi de børn der ikke har det godt på syghuset så vil du være ligglad med om det bliver en pige elle dreng

Tak skal du ha.
Man er helt bange for at spørge dem omkring sig, sæt man blev stemplet som et modbydeligt menneske.
Det er jo slet ikke det jeg mener. :=) Det er en følelse og tanke jeg har.
Til Flemming. Du kan selvf ikke følge mig, du er en mand :=)
Hihi Jeres følelses register er noget helt helt andet og du er af modsat køn. :=)
Hihi men tak for dit svar alligevel.
Det er forvirrende at være kvinde somtider. Man skal leve op til en masse forhåbninger og normer i samfundet.
Så som kvinde er det hårdt at føle det pres som masser sig på til tider.
Jeg er rædselsslagen for livet. For det ukendte.
Jeg stiller nok for mange spørgsmål. 😉

vent til du få den lille så vil du opdage hvor dumt du har tenkt og jeg har 3 børn hvor den ene ikke er her mere og jeg ha måtte slås for dres liv hvad gang og jeg have lidt din tanke den gang så drop din tanke for den vil kommer til at gøre ondt en dag og bare elske over alt hvis du bliver med barn for det er det beste der kan ske i livet

- men når først det der lille barn er en realitet, så er man så uendelig ligeglad med kønnet.
- Jeg var overbevist om, at jeg fik en dreng, men ligeglad var jeg da. Jeg ville bare gerne have et velskabt barn. Det kunne være lidt svært at holde gejsten oppe, fordi min bror blev ved med at fortælle mig, jeg helt sikkert fik en spasser med mongolide træk.
- Jeg vidste godt at min mand (uden at ville sige det højt) ønskede sig en pige.
- Han fik sin vilje, men hvad skete så? 😮
- Næste barn var en dreng og DA GAV HAN CIGARER i KLUBBEN😮. Det gjorde han da ikke, da han fik sit pigebarn. Hvad er det for noget?

Jeg kan nu ikke se, det er et etisk dilemma, om du går hen og bliver skuffet ved en scanning. Er det ikke lidt ude af proportioner? Hvis du overvejede at afbryde graviditeten på grundlag af kønnet, ville det være noget helt andet.
Og så kan jeg garantere dig for, at når du først er i den ufatteligt privilegerede og lykkelige situation at være gravid - måske efter lang tids kamp - og at kunne se et sundt og rask foster med et bankende hjerte til scanningen, så vil du - med mindre, du er af en helt usædvanligt hårdhjertet støbning - være SÅ ligeglad med, om det er en dreng eller en pige. For slet ikke at tale om, når du først står med barnet i armene - mange forældre glemmer faktisk at "tjekke" kønnet, fordi lykkerusen over blot at få et BARN er så overvældende.
Jeg ønskede mig i øvrigt en pige første gang - og fik det. De næste to gange ønskede jeg mig atter piger - og fik to sønner. Jeg elsker alle mine børn, men mine drenge har i den grad taget mig med storm - du må ikke undervurdere Ødipus: Det er tæt på forelskelse at følge de små, vidunderlige drengebørns udvikling. Det er ikke tilfældigt, at man ofte hører om "mors dreng" og "fars pige".
Og så synes jeg faktisk, det er tankevækkende, at mænd, der igennem tiden har ønsket sig sønner, er blevet opfattet som hjerteløse, mens temmelig mange kvinder i dag drømmer om blomstrede strømpebukser og prinsessekjoler...

Jeg kan ikke se, det er et etisk dilemma. Etikken bestemmer ikke over vores følelsesliv og inderste tanker og ønsker.
Når det er sagt, så synes jeg, din problemstilling virker lidt søgt. Du er ikke gravid. Du ved ikke, om du bliver det. Det bliver tidligst aktuelt om nogle år. Og så går du allerede og bekymrer dig om, hvordan du i givet fald vil reagere hvis og hvis og hvis.
Det svarer lidt til at gå og overveje, om ens far måske en dag bliver senil, og om man så måske vil føle det anstrengende at besøge ham, og om man så eventuelt vil føle sig lidt lettet, når han dør - og om det i givet fald vil gøre en til et grimt menneske.
Har du ikke større bekymringer, så må du være et særdeles heldigt menneske. Kunne du ikke værdsætte det og så undlade at dyrke bekymringer, som måske slet ikke går i opfyldelse?

Jo jeg har 10 års kraftig sygdom bag mig. Det kan kaldes bekymringer,
Mit spg er ikke en bekymring, men mere en udlæggelse af følelser. Jeg tænker ulideligt om man ligefrem kan blive "skuffet". Det er jo ikke etisk korrekt at tænke.
Jeg spørger for at høre om andre har tænkt det samme og det så gik over under graviditeten?
På forhånd tak for svar.

Er det etisk ukorrekt at overveje, om man kan blive skuffet i en tænkt situation?
Jeg synes altså stadig, du anvender begrebet etisk lovlig bredt - eller udvandet. Og jeg ved ikke, hvad du mener med, at du "tænker ulideligt" - det lyder da temmelig bekymrende.
Prøv at overveje, hvad der ligger bag din trang til at overveje en ikke-aktuel situation så grundigt, at det bliver ulideligt. Kynisk tænkt "burde" det vel i højere grad bekymre dig, om du kan blive gravid - du er mange skridt foran i din tankeproces lige nu.
Jeg er klar over, hvad din intention med debatten her er, men jeg mener reelt, du har et problem, når du ikke blot ønsker at vende spørgsmålet rent teoretisk, men faktisk føler dig generet af tanker om noget, der måske en dag vil ske. Du har 50 procents "chance" for - når du bliver gravid - at få en pige. Og 50 procents chance for at få en dreng og ryste på hovedet af dig selv over dine flere-år-på-forhånds-bekymringer.
Skal du i øvrigt kun have et barn? Hvis ikke, virker dette endnu mere uforståeligt.