Karakter-træk...

Godaften
Jeg synes selv jeg har brug for at blive bekræftet i at være god nok, rimelig tit.
Det irriterer mig og hæmmer mig, fordi jeg konstant stopper op og bliver usikker.
Da jeg havde en kæreste var det intet problem, men vi slog op for 2 måneder siden, og jeg føler ikke jeg har været klar til at få en ny, selvom det vrimler med dejlige fyrer.
Så naturligt nok er det af venner og veninder jeg søger bekræftelse hos, mest dem jeg er tættest med, vel og mærke.
- Men er det i orden?
- Hvornår kan sådan noget blive for meget? Hvor stort "pres" kan man tillade sig og lægge på sine venner?
- Hvis mine tætteste veninder ikke rigtig påskønner mine bidrag til en samtale/cutter mig af/ignorer en pointe/vits/eller lignende, når vi snakker sammen i en større grupper (eks. 4-5 personer eller flere), er det så fordi jeg gør noget forkert(søger for meget efter deres bekræftelse og anerkendelse)? Eller er det fordi de ikke er 100% loyale veninder, som burde lytte til mine synspunkter og vise interesee uanset hvor tåbeligt det så måtte være?
Min mening er hvertfald at man som venner/veninder skal støtte hinanden i stedet for at modarbejde.
Man burde hjælpe hinanden på vej, sådan at man, for de andre "ikke-lige-så-tætte-venner" fremstod som stærke personer, med holdninger som er værd at lytte til osv. osv.
Hvis jeg skulle beskrive det jeg mener helt klart (en smule hårdt og overfladisk), så ville det være at venner bruger hinanden til at kravle op ad "rangstien", så man i alle andres øjne ville fremstå bedst muligt, og man ville få øget sin populariteten osv.
- Selvfølgelig er det ikke det esentielle i et venskab, men blot den overfladiske del, som dog stadig er vigtig, efter min mening! Man bør altid være og vise at man er loyal overfor sine venner, og støtter dem.
Men er det for meget at forlange af sine venner?
Hvad synes I?
Jeg ved alle gør det mere eller mindre, men hvor går grænsen? Og er det et dårligt karakter træk?

- hvor du er anstrengende at være sammen med. Alle søger selskab af folk der "hviler i sig selv2 - har du det ikke selv sådan?

Jo, men synes ikke jeg er anstrengende at være sammen med? Det er bare træls at føle at ens mening ikke bliver "godkendt".
Synes jeg gør meget for at mine veninder skal have det godt med sig selv, og de meninger de har, men når jeg ikke får igen, bliver jeg usikker.
Og usikkerheden fører så til endnu mere usikkerhed, hvor jeg stiller spørgsmål til mig selv og de ting jeg gør og siger.
- Men ville I opfatte det som at være anstrengende? Jeg nævner det ikke for mine veninder, så det er ikke fordi jeg går og læsser "al" min utilfredshed på dem overhovedet.
- Nogle gange må man jo bare af med det? Ville I foreslå jeg tog en snak med dem?

se om du er for meget .. for så ville du ikke være det.
Venner behøver sku ikke det du siger ... jeg foretrækker venner der siger hvad de mener.
Du skal bare lærer at din mening er så god som alle andres. Hvorfor skal de absolut tække dine meninger❓i mine øjne er det overfladisk.
Jeg får meget ud af de venner som jeg ikke er enige med. Det er det der giver udvikling ikke at alle bare mener det samme som jeg.

der KONSTANT talte om sin krop og hele tiden søgte bekræftelse. Det var SÅ anstrengende i længden. heldigvis fik hun kæreste, som så kunne tage over, he he :-)
Men hvor om alting er, så husk ikke at slide alt for meget på dine venner, for så gider de ikke høre på dig og hjælpe dig til sidst :-)

Som du selv skriver "jeg synes jeg gør meget, for at mine veninder skal have det godt med sig selv og de meninger de har"
Det er der ingen grund til, at gøre i mine øjne. Det er helt okay at være uenig i nogle synspunkter. Du skal ikke gøre alt for, at de føler sig godt tilpas og kan heller ikke forlange det samme, den modsatte vej. For så bliver du skuffet. Det bider sig selv i halen...ser du...?
Du behøver slet ikke være sådan en "pleaser". Det er faktisk anstrengende at være sammen med sådan nogle, fordi en "pleaser" - som du selv skriver - forventer at omverdenen gør det samme igen. Så føler man sig ikke godt tilpas og føler man sidder på nåle og hele tiden skal være over-sød og forstående, for ellers...
Næ, slap af! Nyd livet! Nyd samværet med dine veninder, som de nu engang er og giv lidt mere slip på dine spekualtioner omkring "hvordan man burde være"... Vi er som vi er. Du er som du er. De er som de er. Og hvis I kan finde ud af, at hygge sammen...jamen så er det jo bare splendid! ;o)
Håber ikke mit indlæg blev for rodet...
Knus
-A