JOBTILBUD !!! ???
”Gråt Guld” er værdiløst ???
Ja, sådan er der sikkert mange der føler det. Lidt oppe i alderen, arbejdsløs, og straks er man værdiløs for samfundet. Det er tilmed så slemt nu, at dem, os, der kan se værdien i det grå guld, tilmed skal gøres kriminelle, idet vi ikke længere må ”lede” efter guld.
Men jeg vil nu gøre det alligevel, og så må ”storebror” komme efter mig lige tosset han vil.
Det er min fulde overbevisning, at vi alle, store som små, unge som gamle, besidder en lang række kvaliteter, der meget ofte går til grunde og spilde, netop fordi der i vores samfund, ikke er plads til vores slags.
Men det er nu ikke kun dem, der er oppe i alderen, der kan føle sig udstødt af samfundet. Vi er mange, alle med hver vores historie, alle med hver vores talenter.
For rigtigt mange af os, har dette meget store menneskelige omkostninger. Nu tænker jeg dog ikke så meget på det økonomiske, men derimod på vores menneskelige selvværd, og den livskvalitet det giver, at føle at der er brug for en. Jeg tænker på de enorme resurser der ligger gemt her, den vilje, den energi, og de inderlige håb, der her bliver forkastet af et helt samfund. Af os.
De fleste vil sikkert nikke genkendende til dette, komme med langt flere, og langt bedre udtalelser og argumenter her. Desværre rykker de fleste på skulderen, og siger, hvad kan vi dog gøre ved det. Sådan er samfundet jo.
Jeg svarer: Samfundet er os, det er hvad vi vil gøre det til.
På en psykiatrisk afdeling, et sted i Danmark, sidder en ung pige, der burde være den oplagte ansatte, for ethvert reklame bureau. Hun tegner og maler som en gudinde. Men hun vil aldrig få et job, endnu mindre en uddannelse, netop fordi, at hendes voldsomme og traumatiske opvækst gør, at hun i perioder af sit liv, ryger så langt ned med nakken, at hun må søge hjælp for i det hele taget at overleve. Dagligt bliver hun bekræftet i, at verden ikke har brug for hende, så hvorfor blive ved.
Et andet sted i Danmark, er en sød og kærlig familie ved at gå i opløsning. Far har mistet sit arbejde, han er for gammel, der er ikke længere brug for ham. Han føler sig såret, fortabt, og værdiløs. Men ikke mindst, føler han sig som en dårlig familiefar. Den totale og opgivende følelse han går med, er ved at splitte familien af. Hvem har dog brug for, en gammel gråhåret mand, der ikke har lavet meget andet i sit liv, end lave god reklame, for de unges måske mindre gode erhvervs påfund.
Bag en computerskærm, i et lille værelse i Danmark, sidder en kraftigt overvægtig ung mand. Han gemmer sig i sit eget lille univers, hvor han er konge, hvor han er tryg, hvor han har styr på alt. Han gemmer sig fra samfundets nedladende opførsel. Det samfund, han så inderligt gerne vil være del af, vil få lov at vise, men som ikke vil se ham, kun hans vægt. Dag ud og dag ind, sidder han der, sammen med sin bedste ven, den eneste der ved hvem han er, der ved hvad han kan. Hans computer.
Tænk hvis der var nogen i dette samfund, der kendte disse mennesker, der kunne se deres potentiale, som havde tankerne og ideerne, men som måske blot manglede nogen, der vidste hvordan man kunne føre dem ud i livet.
Jeg er en ung mand i 30 års alderen, der sprudler af tanker, ideer, viljen til at lære, til at skabe, til at forandre. Ligesom alle andre, har jeg drømme om millioner, om gods og guld. Men fremfor alt, så drømmer jeg om den dag, hvor samfundet indser, at det har brug for mig, har brug for os.
Dog har jeg indset, at drømme der blot gemmes væk i en skrivebordsskuffe, næppe nogensinde, vil blive til meget andet end blot de drømme de er.
DERFOR !!!
Har du tid, har du et lyst, har du viljen, så vil jeg gerne dele mine drømme med dig. Hvem ved, sammen kan vi måske opfylde de drømme vi har.
Skriv til mig, fortæl lidt om dig selv, hvad du er god til, samt hvilke drømme, tanker og forhåbninger du har. Så vil jeg svare dig, fortælle dig mere, om hvilke tanker, ideer, og drømme jeg har, og som jeg fuldt ud tror på, at vi nok i fællesskab kunne gøre til mere, end blot skrivebordsdrømme.
Med de venligste hilsner,
Lars Harsfort
harsfort@stofanet.dk
Ja, sådan er der sikkert mange der føler det. Lidt oppe i alderen, arbejdsløs, og straks er man værdiløs for samfundet. Det er tilmed så slemt nu, at dem, os, der kan se værdien i det grå guld, tilmed skal gøres kriminelle, idet vi ikke længere må ”lede” efter guld.
Men jeg vil nu gøre det alligevel, og så må ”storebror” komme efter mig lige tosset han vil.
Det er min fulde overbevisning, at vi alle, store som små, unge som gamle, besidder en lang række kvaliteter, der meget ofte går til grunde og spilde, netop fordi der i vores samfund, ikke er plads til vores slags.
Men det er nu ikke kun dem, der er oppe i alderen, der kan føle sig udstødt af samfundet. Vi er mange, alle med hver vores historie, alle med hver vores talenter.
For rigtigt mange af os, har dette meget store menneskelige omkostninger. Nu tænker jeg dog ikke så meget på det økonomiske, men derimod på vores menneskelige selvværd, og den livskvalitet det giver, at føle at der er brug for en. Jeg tænker på de enorme resurser der ligger gemt her, den vilje, den energi, og de inderlige håb, der her bliver forkastet af et helt samfund. Af os.
De fleste vil sikkert nikke genkendende til dette, komme med langt flere, og langt bedre udtalelser og argumenter her. Desværre rykker de fleste på skulderen, og siger, hvad kan vi dog gøre ved det. Sådan er samfundet jo.
Jeg svarer: Samfundet er os, det er hvad vi vil gøre det til.
På en psykiatrisk afdeling, et sted i Danmark, sidder en ung pige, der burde være den oplagte ansatte, for ethvert reklame bureau. Hun tegner og maler som en gudinde. Men hun vil aldrig få et job, endnu mindre en uddannelse, netop fordi, at hendes voldsomme og traumatiske opvækst gør, at hun i perioder af sit liv, ryger så langt ned med nakken, at hun må søge hjælp for i det hele taget at overleve. Dagligt bliver hun bekræftet i, at verden ikke har brug for hende, så hvorfor blive ved.
Et andet sted i Danmark, er en sød og kærlig familie ved at gå i opløsning. Far har mistet sit arbejde, han er for gammel, der er ikke længere brug for ham. Han føler sig såret, fortabt, og værdiløs. Men ikke mindst, føler han sig som en dårlig familiefar. Den totale og opgivende følelse han går med, er ved at splitte familien af. Hvem har dog brug for, en gammel gråhåret mand, der ikke har lavet meget andet i sit liv, end lave god reklame, for de unges måske mindre gode erhvervs påfund.
Bag en computerskærm, i et lille værelse i Danmark, sidder en kraftigt overvægtig ung mand. Han gemmer sig i sit eget lille univers, hvor han er konge, hvor han er tryg, hvor han har styr på alt. Han gemmer sig fra samfundets nedladende opførsel. Det samfund, han så inderligt gerne vil være del af, vil få lov at vise, men som ikke vil se ham, kun hans vægt. Dag ud og dag ind, sidder han der, sammen med sin bedste ven, den eneste der ved hvem han er, der ved hvad han kan. Hans computer.
Tænk hvis der var nogen i dette samfund, der kendte disse mennesker, der kunne se deres potentiale, som havde tankerne og ideerne, men som måske blot manglede nogen, der vidste hvordan man kunne føre dem ud i livet.
Jeg er en ung mand i 30 års alderen, der sprudler af tanker, ideer, viljen til at lære, til at skabe, til at forandre. Ligesom alle andre, har jeg drømme om millioner, om gods og guld. Men fremfor alt, så drømmer jeg om den dag, hvor samfundet indser, at det har brug for mig, har brug for os.
Dog har jeg indset, at drømme der blot gemmes væk i en skrivebordsskuffe, næppe nogensinde, vil blive til meget andet end blot de drømme de er.
DERFOR !!!
Har du tid, har du et lyst, har du viljen, så vil jeg gerne dele mine drømme med dig. Hvem ved, sammen kan vi måske opfylde de drømme vi har.
Skriv til mig, fortæl lidt om dig selv, hvad du er god til, samt hvilke drømme, tanker og forhåbninger du har. Så vil jeg svare dig, fortælle dig mere, om hvilke tanker, ideer, og drømme jeg har, og som jeg fuldt ud tror på, at vi nok i fællesskab kunne gøre til mere, end blot skrivebordsdrømme.
Med de venligste hilsner,
Lars Harsfort
harsfort@stofanet.dk