Jeg har lyst til at stikke af!

Hejsa.
Jeg sidder i et stort problem.
Jeg har ofte lyst til bare at stikke af fra det hele! Skrive et brev til familen for at fortælle at jeg er "gået på ferie" fra det hele og at jeg nok skal dukke op når jeg har fundet mig selv...
Hvad skal jeg gøre...?
Jeg er en gift ung kvinde på snart 23 år. min mand og jeg har hus og dyr så vi er godt i gang med at starte en familie.
Jeg vil gerne have børn nu men min mand vil vente med børnene til han er udlært.
Han mener ikke at vi har råd til det for tiden men det mener jeg.. Jeg prøver at fortælle ham at vi sagtens kan klare det selvom at vi får børn nu. Vi kender en del på vores alder som har fået børn inden uddannelse!
Jeg føler at jeg er ved at blive for gammel til at få det første barn. Jeg ved godt at jeg kun er 22 men jeg har ønsket mig et barn i 4 år nu! og hvis det går efter min mands hoved så går der yderligere 2 år endnu!
Hvad skal jeg gøre?!
Et andet problem er at min mor har det rigtigt dårligt og der er intet jeg kan gøre og lægen gidder ikke at høre på hende.
jeg er den type person der hører på andre hvis de har problemer så er jeg der så de kan læsse det af på mig, og det er måske også forkert men jeg tænker mere på andre end på mig selv og nu tror jeg at bægret er ved at flyde over!
Jeg har bare brug for at komme væk fra det hele.
Er det så forkert?
Jeg har brug for nogle gode råd eller at høre fra nogen som har/har haft det på denne måde.
Er mine følelser starten på en deprsion??!!

Jeg vil meget gerne have børn og ville aldrig lade dem i stikken. aldrig "klemme dem"
Jeg har det sådan at jeg føler en masse kærlighed som jeg ikke kan komme af med. og når jeg ikke har et barn at give det til så aner jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv!
Jeg er i tvivl om det størte prøblem er i mit parforhold.. vi har været sammen i 5½ år nu og har det vel for det meste godt!
Han kan ikke følge mig i at jeg brænder efter at få et barn når han ved hvor meget jeg ælsker børn.
Jeg føler nogen gange at jeg blir nød til at gå fra ham hvis jeg vil have det bedste ud af mit liv.. men vi har det jo godt og vil jeg nogen sinde kunne få det på den måde eller bedre hvis jeg forlader ham..?

ta' en snak med din læge, de er der oz til at lytte lidt inden man kommer for langt ud..

Hej med dig
Jeg fik et stik i hjertet da jeg læste dit indlæg. Det er mit liv næsten om igen.. Jeg lever i parforhold. Vi er gift, og har været sammen i 5 år. Vi har en søn der fylder 2 år om 4 måneder.
Jeg har selv lyst til at stikke af fra det hele, men selvfølgelig tage min søn med mig. Ved ikke om jeg nogensinde får modet til at gøre det, men jeg er ikke lykkelig.
Mit råd til dig er, bliv skilt, og find dig selv. Du er allerede nu i tvivl om jeres parforhold, og et barn vil ikke ændre det. Tro mig, jeg oplever det selv.
Jeg var gravid da jeg blev gift, og stod den dag jeg blev gift og tænkte, om det nu også var det rigtige jeg gjorde...
Det var det ikke.. det ved jeg nu. Og hold op hvor jeg ærgrer mig.. jeg skulle aldrig have været gift.
Jeg håber jeg en dag får modet til at skride fra ham, men holder ud indtil da.. vi lever mere som bedste venner der har et barn, end som ægtefolk der elsker hinanden.
Jeg håber du tænker dig rigtig godt om inden du får barn, så du ikke kommer til at stå ligesom mig.
Knus og tanker
en anonym.

Du skriver du har lyst til at stikke af fra det hele for "af finde dig selv", men i samme åndedrag skriver du også, at du vil have barn nu og har haft det ønske i 4 år, selvom din mand godt vil vente til han er udlært!
Har du overhovedet gjort dig nogle tanker om, HVOR meget det kræver at være forældre?
Med den trang du har p.t. til at stikke af fra det hele, så synes jeg du skulle lytte til din mand, han lyder som om, han har lidt mere styr på tingene end du har p.t.
Hvorfor haster det sådan med at blive mor? Slap dog af og nyd din mand og jeres liv og vent et par år med at blive mor. Så er du også langt bedre rustet og klar til opgaven, og måske du har fundet dig selv om et par år, og ikke har lysten til at stikke af fra det hele.
For det er da det sidste et barn har brug for - en mor der stikker af, for at finde sig selv! Du kan godt selv høre det - ikk´...
Og hvad angår din "forpligtelse" overfor alle andre og at du tilsidesætter dig selv - det skal stoppe og det skal stoppe NU!
Du bliver nødt til, at være "egoistisk" og tænke på dig selv og din mand!
Din mor er en voksen kvinde, og så må man formode, at hun godt selv kan finde ud af, at klare evt. problemstillinger selv - det kan aldrig blive din opgave!
Du kan være der for hende og støtte hende, men det er en rigtig dårlig idé, at påtage sig ansvaret for hende og hendes liv og levned!
Og det samme gælder alle andre.
Det er fint nok, at du lægger skulder til, så de forskellige kan læsse af, men hvis du reelt ikke føler, at du har det mentale og fysiske overskud til at høre på det, så SIG FRA!
Ellers ender du med, at være den der skal bruge en skulde eller to at læsse af ved og så kører rouletten....
Der er kun én der kan tage vare på dig og passe på dig, og det er DIG! Ingen andre! Husk det!!!

Er det så tidspunktet at få et barn ?🙂Jeg mener bare 2 år, så er din mand frisk på det.. :)Plus du sikker har mere overskud osv.
Det virker lidt som om du helst vil have tingene går efter dit hoved🙂I et forhold er det jo vigtigt med kompromiser.. Og din mand har jo lavet et kompromis med 2 år.. SÅ lang tid er det jo heller ikke vel❓:)
Det er en meget ung alder at være gift, og få børn i.. Du har jo masser af tid endnu.. Det ender jo med du er 24 år, og det næste højdepunkt er din pension !
Alle mødre ved jo at det kræver 24/7 at få børn.. så hvad med en masse oplevelser før i får børn, så det hele ikke bliver husligt arbejde, og børn ?
Håber ikke det lyder for moralsk, for det er bestemt ikke sådan ment.

Ved hva du mener og kan godt se hva problemet er...
Du føler jo 3 modsatte ting på samme måde selvfølgelig er du forvirret...
Den første ting er mangel på af kende sig selv.
Du har brug for af kople af for alle ting der køre konstant i din hverdag dit parforhold din mor de daglige ting...
Hold den ferie slap af i krop og sjæl (lær af meditere) hvis du gør det vil det hjælpe dig til af løse det hele...
Den anden ting er forpligtigelse over for din mor...
Jeg forstår godt du heller ik vil lade din mor i stikken når hun har brug for hjælp men du må hjælpe dig for af kunne hjælpe andre...
Den tredje ting er mangel på af give den kærlighed ud som du har så meget af det jo ik fordi du ik giver kærlighed til din mand og din mor og resten du holder af men at du har så meget og selvfølgelig hvis du elsker børn så er det da en sikker ting du skal have det...
Det du har brug for er nok af snakke med din man om det efter så mange år sammen må han kunne se lidt fra din side og hvis i får børn så skal i jo være enig og fælles om det.
Men det vil være hård under uddannelse men også omvend det også hård af tage uddannelse hvis man koncentrere sig om af ville have et barn...
SÅ beskriv for din mand dine føelser og forklar det jo mest er dig barnet vil side hos hvis du forstår...
Men husk at finde dig selv først...!
Håber du læser mit indlæg og kommer med en lille kommentar og sender til ting3000@sol.dk
Venlig hilsen Leon.

...Jeg vil meget gerne have børn og fuldende min(vores) familie.
Og jo det kan godt være at jeg vil have det til at gå efter mit hoved. Men for 2 år siden talte min (dengang) forlovede om at vi gerne ville have børn og der "planlagde" vi at det skulle være snart... inden for ikke så lang tid. (dvs. inden for 1-2 år) det er der så gået nu og han trækker det ud. Nu er der 2 år igen.
Kan han være bange for at blive "fanget" i vores familie? Eller snakker han mig bare efter munden?
Jeg elsker ham og har ikke lyst til at skilles... måske er jeg også bange for at blive alene og efter et parforhold på 5½ år. Hvordan vil det så ikke være at være alene igen...?
Det med at det skal køre efter mit hoved, det er ikke en hverdags ting...
Det er ofte ham der bestemmer hvis vi skal hjem (hvis vi er til fest eller på besøg) hvis han vil noget og jeg ikke orker og fortæller ham at jeg ikke har lyst så bliver han vred!
Jeg tror måske at jeg er bange for at blive alene og har ikke lyst til at være alene og hvis jeg en dag ser ham med en anden... puha... tør jeg ik at tænke på..
Jeg er forvirret................!
Jeg ville ALDRIG forlade mine børn (hvis jeg ellers havde nogen!) Jeg ville altid være der for dem lige meget hvad da jeg ved hvor slemt fx teenageårene kan være.
Men jeg brænder så meget efter at få børn så meget at hver gang at det er DEN tid på måneden så bliver jeg ked af det. Da det jo så viser at jeg ikke skal være mor denne gang!
Jeg ved godt at både ham og jeg er meget unge (han er 21) men vi har begge ville det vi har nu...
Jeg vil dog indrønne at jeg på vores bryllupsdag var i tvivl..!
Er det kun mig den er galt med??

Det sidste du har brug for er et barn at "læsse" kærlighed af på. Når man siger, at man savner en at elske, så er det jo i virkeligheden dit eget lille indre barn du vil pleje. DU vil elskes betingelsesløst.
Jeg synes, at det er fornuftigt at vente med at få barn til du har fundet dig selv, har lært at få dækket dine behov, har fået en uddannelse og har fået styr på dit parforhold. Alt dette ved jeg ikke om du kan nå på 2 år, men det kan da ikke gøres på kortere tid.
Du skal lære at mærke dig selv, klare dig selv og at sige til eller fra. Før er du ikke klar til et barn. Børn er søde og dejlige og en gave at have, men hvis du føler dig fanget nu, så kan du gange det med 10, når du sidder alene hjemme med et barn, der kræver dig 100% 24/7.
Jeg blev selv planlagt gravid som 19-årig og moderskabet i den alder er ingen dans på roser. Jeg elsker min datter over alt på jorden og jeg gjorde hvad jeg kunne for hende, men jeg kan godt se at jeg kan og ved nogle ting i dag som kunne have gjort vores liv meget lettere...mee

Jeg VED at jeg elsker ham MEN....
Hvad skal jeg dog gøre...
Måske kan meditation hjælpe...men så er der endnu en ting at skulle tænke på...!
Jeg har det rigtig godt inde for hjemmets rammer og nyder at gå i haveno og ordne eller at gå og murer, lege med hunden eller rode med bil.
Men når han kommer hjem så blir jeg på en eller anden måde stresset/forvirret/irriteret! Men han er dejlig... og når han endelig har overskud så tænker han meget på at jeg skal slappe af men det er ikke altid! Jeg kan godt lide at pusle om ham (som husmødrene gjorde i gamle dage) Men det er ikke altdi at man får ret meget igen! Det forlanger jeg heller ikke men alligevel...
Jeg ved at jeg er forvirret men aner ikke hvor jeg skal starte!!!

Jeg vil gerne fortsætte med at høre fra jer men jeg er nød til at gå fra nettet om lidt...
Men hvis jeg kan høre mere fra jer i morgen vil det være dejligt...
Jeg tror at jeg kan få mere ro i mit indre hvis jeg læser mere af det i skriver... det er i hvert fald dejligt at høre fra jer alle.. håber at høre fra flere i morgen..

Det lyder jo som om du har en midtlivskrise, og du er ikke engang fyldt 23 endnu???
Det er dig selv der skaber dine egne problemer. Få dig en hobby, og slap lidt af oven i hovedet. Det KAN altså lade sig gøre at leve uden børn. Og det er jo ikke fordi du har så travlt, der er da mange der er både 25, 30, 35 og 40 inden de får børn.

... ung med mine børn. mine forældre er 50 og 60 og jeg ville gerne have ønsket at de var omkring de 40! Ens krop er også bedst for fostret at vokse i når man er i starten og midten af 20'erne. og 22-23 år ville jeg personlig selv mene er en pefekt alder at få børn i når man brænder efter det sådan som jeg gør!

Hvis du vil have et klart overblik over dit liv bliver du nød til af starte fra en ende af og smide alt på pause han lyder forstående så forklar ham du har brug for en "ferie"

Ud fra det du skriver lyder det som om du elsker hem men ikke kan klare alle hans holdninger og mener du fortjener lidt mere....
Og det gør du selvfølgelig skal han ik blive sur når du snakker med ham om hva du gerne vil og hva du ik har lyst til....
Det er bare endnu en grund til at du trænger til af få ALT på afstand og holde den "ferie"
Få op med dig sselv hva du vil du har besluttet dig inderst inde det nok det der gør dig forvirret og nervøs...
Og at være single igenbliver skønt og meget hårdt komer an på din indstilling....
Du ville nok meget hurtigt hoppe i forhold igen hvilket er forkert....

Så længe der er nogen til af tage imod mine råd vil jeg blive ved med af skrive hilsen F3

Du tænker da mere på dig selv og dine problemer end på din kærestes fornuftige plan.
Tsk bliv dog voksen tøs
Tænk dog også på barnet.-Og samfundet! hvorfor skal vi betale for dine børn før du har fået en uddannelse og selv kan betale dem??

Jeg har tænkt meget på hvordan og hvor ledes med planer og mit liv!
Og der er INGEN ANDRE der skal betale for mine/vores børn det skal jeg nok sørge for.
Jeg bryder mig ikke om folk som b are får børn på stribe og så får samfundet til at betale for dem.
Jeg har i hele mit livt sagt til mig selv og de sidste 5½ år har jegt også sagt det til min mand... at vi skal nok klare den... og sjovt nok selv om mange (incl. min mand) ikke har troet på det jeg har sagt så har vi altid klaret os. Vi har altid haft råd til hygge og altid haft bil og et pænt hjem og nyt tøj en gang i mellem og det var uden hjælp fra andre end os selv.. og jeg blir' ved med at sige at vi skal nok klare den.. vi kan klare den nu på få penge og vi mangler ikke noget!
SÅ STØTTE FRA ANDRE.. NEJ TAK!!!
Jeg er voksen og ved hvad det indebærer at få børn men hverken mine børn eller min mand og jeg vil nogen sinde komme til at mangle noget!

...dejlig at høre.. :)

hvad vil det gøre at vente to år. Hvis du vil have børn med din kæreste, må du vente til han synes, at han er parat. Der kommer ikke noget godt ud af at tvinge ham til en forældrerolle, han pt ikke føler sig klar til.
Og hvad gør et par år❓Det gør at du vil blive mere sikker på, om det i grunden er ham du ønsker, at få barn/børn med.
Du opfører dig egoistisk og det er ikke voksent. Når der engang kommer børn skal du tilsidesætte egne ønsker og behov, så nyd nu tiden uden børn.
vh. anonym kvinde

Jeg tænker netop på mine kommende børn..
Jeg vil gerne være ung sammen med dem.. Jeg har selv ældre forældre og jeg ville gerne have ønsket at de var bare 5 år yngrer!
Så jeg tænker netop på dem.. når jeg tænker på det overskud jeg har til min søster på 8.
Min mand vil gerne have nu og han mener selv at han er parat men det eneste der stopper ham er at han ikke vil være væk fra os når han skal på skole. Han kommer en gang i mellem med nogle tanker om fx at sidde en lørdag aften og nusse med barnet i sin lænestol... eller når man skal nogen steder og alt sådan noget... Så jeg præsser ham ikke på den måde...!
Men at være unge med sine børn det vil jeg gerne opleve.. det kan da godt være at man er ung når man får børnene som 24 ½ årrig men de par år tæller meget når man blir ældre og ens børn har brug for en!
Det har jeg mærket på egen krop!!!

Livet går op og ned, og de færreste af os undgår knubs undervejs. Desværre er det ofte rigtig svært at "tage hul på bylden" og få fortalt til de rigrtige mennesker, hvordan man har det.
Det lyder som om du går rundt og er godt og grundig ked af det, og du kan ikke finde en måde at tale med din mand om det. Jeg synes, du sakl starte med at vise ham alt det, som velmenende mennesker har skrevet til dig her på solen, så er det startet, og så må I tage den derfra. Jeg er sikker på, han vil blive overrasket over, at du har det sådan. Jeg har selv haft det rigtig skidt en gang, og da det gik op for min kæreste, hvor galt det egentlig stod til, blev han vel nærmest chokeret, for selv om han havde lagt mærke til, at jeg lettere blev ked af det, så havde han ingen anelse om, hvad jeg gik og tumlede med i mit lille forvirrede hoved.
Held og Lykke, hvis du ta'r tyren ved hornene, så skal det nok gå alt sammen... På den ene eller anden måde.
Kærligst, Anne

Er ikke starten på en depresion.... de er en depresion, som skal bremses hurtigst muligt.
Først er det dig selv det gælder, og ikke andres problemer........ dem synes du jo du har nok af selv, hvorfor så fylde bægeret op så det hele løber over med andres problemer ?..... og det er IKKE egoisme at fænke sådan, det er en nødvendighed for at overleve.
Derefter skal du finde en der er god til at lytte, og det skal allerhelst være en der lader det hele suse gennem ørene, så vedkommende ikke ender i samme situation som dig.... for det det handler om for dig er at få læsset af..... læsset alle de problemer du har gået og oplagret for dig selv og andre gennem lang tid.
Hør på ALLE de råd du får..... og sorte'r dem..... rådene er kun værktøjer som du skal bruge til at rense ud i din tilværelse med, og derfor er det kun dig der ved hvilken af rådene du kan bruge, de andre smider du bare væk.
Sæt dig ned og tænk igennem hvem du er og hvad DU har brug for til at være tilfreds, og glad over tilværelsen, og ikke hvad du mener alle andre mener du har brug for !..... det kan du ikke bruge til en skid !..... det er dit liv....... brug det c",)

Læs lige den her igen....... så ved du hvad jeg mener...... Egoisterne er sgu dem der råber højest om hvor gode de er mod andre, og hurtigst til at dolke dem der kommer i problemer fordi de har brugt deres tid på andre.
Så nu er tiden til du bruger tiden på dig selv, og din famillie, glem kravene fra omverdenen.
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=24&posting=790974

ikke er afgørende. Hvis din mand ikke ønsker at være væk fra et jeres kommende barn, bør du respektere det. Det er hårdt ikke at kunne være der. Ville du måske selv undvære dit barn i fx skoleperioder ?
..vel,- det er dit liv...
go dag.

Ja.. jeg ved ikke hvorfor der menes der at jeg er egoistisk! Det mener jeg (og også du) at jeg ikke er egoistisk...
Vi begge brænder for at få et barn men kan godt forstå at min mand ikke vil være væk fra vores børn men det kommer man jo på et eller andet tidspunkt alligevel til at være og jeg syn's ik at der er noget galt i at jeg godt vil være ung når jeg får børn da både børnene og jeg selv får mere ud af det ved at man er ung.. det mener jeg.. mine forældre er alletiders men de har ikke så meget energi mere.. og det ville jeg godt have ønsket! :)
Men det er rigtig dejligt at have nogen at "snakke" med her inde det har hjulpet tror jeg...

Hejsa.
Her er lidt af hvad jeg fornemmer ud af det du har skrevet.
Du blev gift i en tidlig alder og det var drømmen om en dejlig familie du ubevidst i dit indre følte, måske ikke helt den store kærlighed fra din side, men trygheden i at være 2.
Nu har I været sammen i ca. 5 år og dine føleser er ikke helt de samme nu som da du mødte din mand meget tidligt i din ungdom.
Men jeg fornemmer at du kan have en lille depresion, for du ved ikke hvad du vil med det hele. Tror du er bamge for at blive alene, så hellere holde dig til det du ved du har og derfor er du måske lidt bamge for at HAN måske en dag ikke er der mere og derfor tror du et barn vil gøre forholdet stærkere, så I bliver sammen. Men et barn holder ikke 2 mennesker sammen af den grund.
Så du bliver nød til at lærer dig selv at kende og blive et stærkere menneske og sig til dig selv, hvad og hvorfor vil jeg gerne have et barn, er det fordi du så har et lille væsen der er afhængig af dig og altid vil være i dit liv, så du ikke føler dig alene eller vil du holde på din mand, for ikke at blive alene selv om du måske inderst inde godt ved at du ikke har de helt store fælelser for ham mere. Fornemmer du tænker jeg ved hvad jeg har, men ved ikke hvad jeg får og så bliver du desperat og vil have et barn du kan gå og nussepusse om og give og få kærlighed af, så er du ikke helt alene i verden.
Det kunne være rigtig godt for dig at gå på et kursus (lær dig selv at kende) eller til noget meditation. :-) eller kurser for selvtillid/selvværd, ja der er mange gode ting for lige netop dig også, prøv at søg på nettet. Håber du finder din lykke og dit valg her i livet. :O))
Mange kærlige tanker til dig.

Hvor meget tid man har sammen med sit barn...... det der er afgørende er hvordan den tid man har sammen med barnet bliver brugt !..........
Jeg mistede selv det meste tid sammen med min datter de 10 førate år af hendes liv, på grund af arbejde, men det var mig hun valgte at blive sammen med da moderen skred med elskeren, og det var ikke fordi hun var blevet forkælet med døde ting, men fordi jeg havde tid til at snakke og høre på hvad hun havde at sige, og være der når hun havde brug for det....... det er vigtigere end tid!.

gigolo sex til afveksling

Hei. Synes det var tidlig å tenke tanken om å "bare stikke av".
Virker som dere burde sette dere sammen å snakke om dere ulike syn, og kanskje finne frem til en felles syn. Lykke til.

ihh hvor er du dog bare sjov!
hvor får du det dog fra
KÆFT hvor er du en STOR hjælp
NOT!!!!