Jamen, er det sådan det skal være?
Jeg havde den samme mand i to år og det var det længste forhold i mit liv indtil videre.
Vi havde et meget turbulent forhold og det var både hans og min skyld, man er altid to i et forhold. Det skulle forestille at være forholdet der er det værste, eftersom vi ikke er sammen mere, men det er faktisk enden som er det værste. Man ser tingene så klarer, når man kommer ud af et forhold, så jeg må ærligt indrømme at kærlighed gør blind.
I gennem hele vores forhold har jeg kun set de ting som, jeg mente at han gjorde galt, men efter at vi er gået fra hinanden adskillige gange, gik jeg i gang med at finde ud af hvad der var galt med vores forhold.
Jeg ville vove at påstå at alle kvinder har en filosofi om hvordan et forhold skal være, og jeg ville mene at det er ret farligt at starte et forhold på en illusion. Sådan er vi kvinder vist bare indrettet, vi er romantiske, betænksomme og følsomme. Mit forhold gik ikke helt efter min fantasi, men det er det forhold som har lært mig mest, igennem hele min parforholdserfaring.
Min forhenværende mand i mit liv var alt hvad jeg kunne ønske mig i starten af vores forhold, han var romantisk, betænksom og ikke mindst følsom, men jo længere man er i forholdet desto mere ændre man sig. Forelskelsen bliver til hverdag og hverdag bliver til ens liv, og med tiden tildeler man hinanden roller i forholdet, man kan f.eks. blive til den frembrusende mand med den stille dame derhjemme, som deler hans interesser og glemmer sine egen, og det skete i mit tilfælde.
Jeg vil anvende en teori for at forklare min daværende situation. Jürg Willi fremlagde kollusionsbegrebet i 1975, for at prøve at forklare parforholdets psykologi. Ud fra hans teori vil jeg påstå at jeg befinder mig i den orale kollusion. Overskriften for denne kollusion er kærlighed er for parret ensbetydende med at give og modtage pleje og omsorg, og det er noget den mest rammende og ærlige betegnelse af mine forrige forhold man kunne komme med. Jeg har været afhængig af at give omsorg hele mit liv, fordi sådan er jeg vokset op. Det ligger i mit forhold til min mor, hvor hendes kærlighed var betinget.
Så derved har jeg skabt mig selv et mønster, hvor jeg skal yde for at nyde. Jeg giver omsorg for at opnå taknemlighed, som derved giver mig bekræftelse.
Det lyder ikke som en dårlig ide, men det er det faktisk, for jeg ved ikke hvornår jeg skal stoppe igen og endnu mere så er jeg elendig til selv at modtage omsorg. Det er ikke en god sammensætning i et forhold og det endte med at jeg gjorde min mand hjælpeløs, for jeg gjorde tingene for ham.
På et tidspunkt slap min energi op og jeg begyndte at tænke på mine behov, men der var det for sent, jeg havde allerede vendt ham til at modtage og ikke behøve at gengælde det, fordi hans taknemlighed var nok for mig.
Jeg vil selvfølgelig ikke tage alt skylden for at vores forhold gik i stykker, men jeg har lært at det er vigtigt at tage sit medansvar. Man burde virkelig ikke sige, hvad er der galt med ham, men er der noget som jeg gør galt, man ser som regel splinten i andres finger, i stedet for at finde pælen i sit eget øje.
Jeg prøvede på at tage mit medansvar, men på det tidspunkt var der ikke rigtig noget at gøre, jeg kan ikke tvinge ham til at ændre sig, bare fordi jeg ser tingene klarer. Jeg har sat ham i den rolle og jeg havde ikke nogen mulighed for at få han ud af den igen, men hvem bebrejder ham også, det ligge trods alt til menneskers natur at tage imod, når man bliver tilbudt noget.
De sidste par gange hvor vi havde besluttet os for at gå vores egne veje, er det altid endt med at vi har fundet tilbage til hinanden, og hvorfor det kan jeg virkelig ikke forklare. Jeg har kun teorier om hvorfor vi altid vendte tilbage til hinanden, og en stor grund ville jeg påstå er trygheden. Der er ikke noget bedre end at ligge i en mands arme, som man kender. Trygheden er nok ikke hele grunden. Det at vende tilbage til et forhold som er gået i stykker en gang, må også være sikkerheden og stabiliteten. Det som jeg elskede allermest ved mit forhold var, at vi kendte hinanden ud og ind. Det er så skræmmende med et nyt forhold, hvor man altid skal starte fra ny af, og der er så mange ting at lære.
Så det gamle forhold er meget tiltalende for en usikker person. Der er selvfølgelig også det fakta at jeg faktisk elsker den mand jeg var sammen med, og elsker er ikke et begreb som bare forsvinder, når forholdet ikke fungere længere, desværre ikke for mig. Det var formentlig også en af grunden til at jeg følte at jeg godt kunne give forholdet et forsøg mere. Selvom det virker som en dårlig ide at gå tilbage til et forhold hvor man ikke kunne blive sammen, så virker logikken ikke i forbindelse med kærlighed.
Nu sidder jeg tilbage med mig selv og alle mine nye tanker, og ville egentlig ønske at jeg kunne spole tiden tilbage og få en chance for at gøre det anderledes, men det gør man aldrig.
Jeg tror at det er på tide at sige mit farvel, jeg kan jo ikke blive ved med at hænge i det samme gamle, eller kan jeg? I princippet kan jeg godt, men det ville ikke være retfærdigt over for mig selv. Jeg frygter bare at sige farvel til ham, han har trods alt været mit liv i to år. Jeg kan heller ikke eje ham, og lige præcis min mand kan man ikke eje, han er en person som ikke kan tæmmes, i hvert fald ikke endnu. Det var vist desværre heller ikke mig der kunne tæmme ham. Jeg må se at komme ordentligt over ham, såsom ikke at gå rundt med hans billede i min pung. Jeg tror ærligt på, når folk siger at kvinder/piger er to år foran mænd/drenge, for jeg vil have meget mere ud af forhold end drenge på min alder. Jeg drømmer om at kigge hus, tænke på børn og mere, men dem på min alder tænker ikke på samme måde, for de fleste så handler det om at have sex med så mange som muligt i mens man kan. Det er også en anden ting, som er meget forskellige fra mand og kvinde og åbenbart også forskelligt fra mig og ham, for mig er det med sex, en utrolig intim og personlig oplevelse mellem to mennesker som står hinanden nær og for ham er det mere en nødvendighed. Men der er en ting jeg vil give ham ret i, hvis sex ikke fungere i et forhold, så fungere forholdet heller ikke. Sex er vigtigt hvis det ikke fungere og knap så vigtig hvis det fungere. Sex for kvinder skulle helst inkludere et godt forhold, for det er meget svært at tænke på sex, hvis der er problemer i forholdet, for hvis der er noget vi kvinder kan, så er det at bekymre sig.
Hvis vores hjerner kører på højtryk så er det meget svært at tænke på sex, og det modsatte sker for mænd, det er som om at de tror at sex kan løse problemerne og det gør os egentlig mere irriteret. Det er en rigtig god sammensætning.
Når sex ikke fungere er det for det meste mænd som finder sex et andet sted, ikke at man skal generalisere, men sex betyder som sagt noget andet for mænd. Det er selvfølgelig noget som kan ske, det kan man ikke ignorere, men når det sker, er det med medansvar også vigtigt for kvinden at tage sit medansvar og så er der en vigtig ting som mænd skal, og det er at indse at det de har gjort er uacceptabelt. Det er meget vigtigt at de forstår at det er et tillidsbrud, det er nok en af de værste, og det ender for det meste med at man går fra hinanden. Hvis man ikke gør, så har jeg en teori om at kvinder har brug for at snakke om det og selvfølgelig skal vi det, men for mændenes skyld, vil det være en rigtig god ide at sætte en dato på hvornår man vil stoppe med at snakke om det. Det er begrænset hvor længe folk kan høre på deres fejltagelser.
Jeg er sikker på at hvis det forhold kan overleve et tillidsbrud af den karakter, så kan det overleve alt, så længe det ikke sker igen.
Men på den anden side, at man også sige slut, når det er slut og det er nok det værste af det hele. Hvornår har forholdet så sin udløbsdato, det er der ikke nogen regel for, men der må være nogle tegn. Hvis du har tabt dig selv i forholdet eller er opslugt af jalousi, så kan det godt være, at det er på tide at overveje om det stadig er et forhold eller om det er to mennesker som desperat prøver at holde fast i hinanden. Så kan det være at det er på tide at smide håndklædet i ringen.
Vi havde et meget turbulent forhold og det var både hans og min skyld, man er altid to i et forhold. Det skulle forestille at være forholdet der er det værste, eftersom vi ikke er sammen mere, men det er faktisk enden som er det værste. Man ser tingene så klarer, når man kommer ud af et forhold, så jeg må ærligt indrømme at kærlighed gør blind.
I gennem hele vores forhold har jeg kun set de ting som, jeg mente at han gjorde galt, men efter at vi er gået fra hinanden adskillige gange, gik jeg i gang med at finde ud af hvad der var galt med vores forhold.
Jeg ville vove at påstå at alle kvinder har en filosofi om hvordan et forhold skal være, og jeg ville mene at det er ret farligt at starte et forhold på en illusion. Sådan er vi kvinder vist bare indrettet, vi er romantiske, betænksomme og følsomme. Mit forhold gik ikke helt efter min fantasi, men det er det forhold som har lært mig mest, igennem hele min parforholdserfaring.
Min forhenværende mand i mit liv var alt hvad jeg kunne ønske mig i starten af vores forhold, han var romantisk, betænksom og ikke mindst følsom, men jo længere man er i forholdet desto mere ændre man sig. Forelskelsen bliver til hverdag og hverdag bliver til ens liv, og med tiden tildeler man hinanden roller i forholdet, man kan f.eks. blive til den frembrusende mand med den stille dame derhjemme, som deler hans interesser og glemmer sine egen, og det skete i mit tilfælde.
Jeg vil anvende en teori for at forklare min daværende situation. Jürg Willi fremlagde kollusionsbegrebet i 1975, for at prøve at forklare parforholdets psykologi. Ud fra hans teori vil jeg påstå at jeg befinder mig i den orale kollusion. Overskriften for denne kollusion er kærlighed er for parret ensbetydende med at give og modtage pleje og omsorg, og det er noget den mest rammende og ærlige betegnelse af mine forrige forhold man kunne komme med. Jeg har været afhængig af at give omsorg hele mit liv, fordi sådan er jeg vokset op. Det ligger i mit forhold til min mor, hvor hendes kærlighed var betinget.
Så derved har jeg skabt mig selv et mønster, hvor jeg skal yde for at nyde. Jeg giver omsorg for at opnå taknemlighed, som derved giver mig bekræftelse.
Det lyder ikke som en dårlig ide, men det er det faktisk, for jeg ved ikke hvornår jeg skal stoppe igen og endnu mere så er jeg elendig til selv at modtage omsorg. Det er ikke en god sammensætning i et forhold og det endte med at jeg gjorde min mand hjælpeløs, for jeg gjorde tingene for ham.
På et tidspunkt slap min energi op og jeg begyndte at tænke på mine behov, men der var det for sent, jeg havde allerede vendt ham til at modtage og ikke behøve at gengælde det, fordi hans taknemlighed var nok for mig.
Jeg vil selvfølgelig ikke tage alt skylden for at vores forhold gik i stykker, men jeg har lært at det er vigtigt at tage sit medansvar. Man burde virkelig ikke sige, hvad er der galt med ham, men er der noget som jeg gør galt, man ser som regel splinten i andres finger, i stedet for at finde pælen i sit eget øje.
Jeg prøvede på at tage mit medansvar, men på det tidspunkt var der ikke rigtig noget at gøre, jeg kan ikke tvinge ham til at ændre sig, bare fordi jeg ser tingene klarer. Jeg har sat ham i den rolle og jeg havde ikke nogen mulighed for at få han ud af den igen, men hvem bebrejder ham også, det ligge trods alt til menneskers natur at tage imod, når man bliver tilbudt noget.
De sidste par gange hvor vi havde besluttet os for at gå vores egne veje, er det altid endt med at vi har fundet tilbage til hinanden, og hvorfor det kan jeg virkelig ikke forklare. Jeg har kun teorier om hvorfor vi altid vendte tilbage til hinanden, og en stor grund ville jeg påstå er trygheden. Der er ikke noget bedre end at ligge i en mands arme, som man kender. Trygheden er nok ikke hele grunden. Det at vende tilbage til et forhold som er gået i stykker en gang, må også være sikkerheden og stabiliteten. Det som jeg elskede allermest ved mit forhold var, at vi kendte hinanden ud og ind. Det er så skræmmende med et nyt forhold, hvor man altid skal starte fra ny af, og der er så mange ting at lære.
Så det gamle forhold er meget tiltalende for en usikker person. Der er selvfølgelig også det fakta at jeg faktisk elsker den mand jeg var sammen med, og elsker er ikke et begreb som bare forsvinder, når forholdet ikke fungere længere, desværre ikke for mig. Det var formentlig også en af grunden til at jeg følte at jeg godt kunne give forholdet et forsøg mere. Selvom det virker som en dårlig ide at gå tilbage til et forhold hvor man ikke kunne blive sammen, så virker logikken ikke i forbindelse med kærlighed.
Nu sidder jeg tilbage med mig selv og alle mine nye tanker, og ville egentlig ønske at jeg kunne spole tiden tilbage og få en chance for at gøre det anderledes, men det gør man aldrig.
Jeg tror at det er på tide at sige mit farvel, jeg kan jo ikke blive ved med at hænge i det samme gamle, eller kan jeg? I princippet kan jeg godt, men det ville ikke være retfærdigt over for mig selv. Jeg frygter bare at sige farvel til ham, han har trods alt været mit liv i to år. Jeg kan heller ikke eje ham, og lige præcis min mand kan man ikke eje, han er en person som ikke kan tæmmes, i hvert fald ikke endnu. Det var vist desværre heller ikke mig der kunne tæmme ham. Jeg må se at komme ordentligt over ham, såsom ikke at gå rundt med hans billede i min pung. Jeg tror ærligt på, når folk siger at kvinder/piger er to år foran mænd/drenge, for jeg vil have meget mere ud af forhold end drenge på min alder. Jeg drømmer om at kigge hus, tænke på børn og mere, men dem på min alder tænker ikke på samme måde, for de fleste så handler det om at have sex med så mange som muligt i mens man kan. Det er også en anden ting, som er meget forskellige fra mand og kvinde og åbenbart også forskelligt fra mig og ham, for mig er det med sex, en utrolig intim og personlig oplevelse mellem to mennesker som står hinanden nær og for ham er det mere en nødvendighed. Men der er en ting jeg vil give ham ret i, hvis sex ikke fungere i et forhold, så fungere forholdet heller ikke. Sex er vigtigt hvis det ikke fungere og knap så vigtig hvis det fungere. Sex for kvinder skulle helst inkludere et godt forhold, for det er meget svært at tænke på sex, hvis der er problemer i forholdet, for hvis der er noget vi kvinder kan, så er det at bekymre sig.
Hvis vores hjerner kører på højtryk så er det meget svært at tænke på sex, og det modsatte sker for mænd, det er som om at de tror at sex kan løse problemerne og det gør os egentlig mere irriteret. Det er en rigtig god sammensætning.
Når sex ikke fungere er det for det meste mænd som finder sex et andet sted, ikke at man skal generalisere, men sex betyder som sagt noget andet for mænd. Det er selvfølgelig noget som kan ske, det kan man ikke ignorere, men når det sker, er det med medansvar også vigtigt for kvinden at tage sit medansvar og så er der en vigtig ting som mænd skal, og det er at indse at det de har gjort er uacceptabelt. Det er meget vigtigt at de forstår at det er et tillidsbrud, det er nok en af de værste, og det ender for det meste med at man går fra hinanden. Hvis man ikke gør, så har jeg en teori om at kvinder har brug for at snakke om det og selvfølgelig skal vi det, men for mændenes skyld, vil det være en rigtig god ide at sætte en dato på hvornår man vil stoppe med at snakke om det. Det er begrænset hvor længe folk kan høre på deres fejltagelser.
Jeg er sikker på at hvis det forhold kan overleve et tillidsbrud af den karakter, så kan det overleve alt, så længe det ikke sker igen.
Men på den anden side, at man også sige slut, når det er slut og det er nok det værste af det hele. Hvornår har forholdet så sin udløbsdato, det er der ikke nogen regel for, men der må være nogle tegn. Hvis du har tabt dig selv i forholdet eller er opslugt af jalousi, så kan det godt være, at det er på tide at overveje om det stadig er et forhold eller om det er to mennesker som desperat prøver at holde fast i hinanden. Så kan det være at det er på tide at smide håndklædet i ringen.