Intetheden. Fandtes intetheden?

En påstand som ftg, udtalte for mig i en debattråd. Jeg forsøgte, at forstå og begribe og at gå om bag tiden for, at forstå.
Her er resultatet.
Kære ftg,
Intetheden?
I intetheden er jeg, i energiernes energi henføres æonernes intethed i skabelsens trang der bevæger energier af ukendt oprindelse af intethed.
Uden virkelighed bestormes energierne af modsatte væsener, som i virkeligheden er omenergi.
Omenergier udtrykker ikke virkeligheden, men fortolker den i uafbrudte sanser.
Hvordan kunne noget så virkeligt ikke eksistere? Om end æonernes tidsaldre kunne tale, ville vi ikke kunne forstå massefylden.
Synteserne beskriver en åbenbaring, som ikke er virkelig, men som beskriver en eksplosion af følelser, som ikke kan beskrives.
Muligheden af intetheden er afgørende for virkelighedens indtræden i æonernes tidsalder.
Fremstået af usynlige feber vildelser og beskrivelser af mulige eksistenser døder tilintetgørelsen og kampen begynde, at tage form.
Træder et væsen i energiernes væsensbeskaffenhed sin form af væren, træder et væsen af urinstinkt ud af den umulige virkelighed, danner den sig omkring tågerne i begyndelsen?
Tanken er ulidelig og ikke eksisterende, men dør den dødes død. Farven er smaragdgrøn og uvirkeliggøres i udet.
Ja, af følelser og instinkter tåger energien sig i uvirkelighed og intethed sin komst til begyndelsen. Begyndelsen af følelser, som før udtryktes i kampe og storme, som identifikat og udefinerlighed.
Kampe og storme og kulde og temp, som varsler kom. Kulde, kulde eksistere i bamp og symt. Symter og bampter frogler en temp, som udødeliggør symt.

Der er intet, intet og intet er. Der er og er der noget, som er, ja. Det er, som er. Varmen er og bliver. Vidunder sker og danner og fordamper.
Tilbage er og er tilbage, som kommer og vil og bliver. Dannes og vakler og bliver og står. Der er midt i intetheden ham, den, det som er og var og bliver. Tilblives.
Som var og er og kommer og bliver, står alene og varmen er konstant. Udvikler og fryser og tvivler og danner. I sig selv og for andre og kommer og bliver.
Intetheden er og var og bliver nu. Forstå og sanser og føler og er. Som er, den som er , den som var og er og som…..
Nuet er fortiden og ikke tiden, som ikke var , men som alligevel kunne sig. Intetheden er ikke, som var, men nu er intetheden.
Intetheden er nu.
Ud af intetheden kom og var og er og bliver. Tanken bærer og forveksler, men forbliver og danner og skaber og indeholder og ………
Det usynlige………………….ser og bliver og ser. Vi ser og tænker, at det ikke er og ikke var, men kommer i stedet.
Vi forstår ikke.
Enoch ben Enoch

Det er ligesom hvis man siger at universet startede med en eksplosion. Så spø'r jeg: Hvad var det der eksploderede? Så si'r de: Ingenting.
Nå, men hvis der ikke var noget der eksploderede, så var der heller ikke en eksplosion.
Skåret ud i pap.

Er vi ude i den gode gamle "hvis et træ falder ude i skoven, lang fra alle mennesker og ingen hører det, kan man så konkludere, at der var en lyd da det faldt?" - agtigt....

Dén var da godt nok lige, hmmm, enten vanvittigt dyb eller kulsort. Jeg vælger at tro det første, men min lille hjerne vred sig i kramper under læsningen.
Nå, men intetheden er faktisk ret spændende, det er jeg enig i.
Kommmer til at tænke på en Anders And, hvor Onkel Joakim får Georg Gearløs til at indfange en lomme Ingenting i rummet, som han så transporterer ned på Jorden i en tønde. Herefter siger Joakim, den filur, at han ingenting ejer, og at han dermed ikke skal betale skat. Ja, selv intet er der penge i.
Nå, spøg til side.
Hvis man ellers skal tro videnskaben, så er intetheden et sydende kaos af partikler, der opstår parvis som modsatte tvillinger, der nanosekundet senere ophæver hinanden igen til evig glemsel. Man kunne sige, at naturen "overtrækker kontoen", hvorefter den øjeblikket senere kommer i tanker om, at det, den har gjort, ikke er så godt, og udbedrer fejlen. Denne type overtræk kan også være dette univers, der således bare er et mere langvarigt ét af slagsen.
Dér, hvor der intet er, er ikke en gang tiden, og således bliver "før" og "efter" meningsløse udtryk. Spørgsmålet er, om der har været noget før Gud skabte verden. Spørgsmålet kan gøre én vanvittig i for store doser. Hvis Gud nu krøllede sit skabte univerrs sammen og smed det i papirkurven, hvad ville der så være dér, hvor vores univers før havde ligget?
Ingenting. Ikke tid, ikke rum, ikke stof, ikke energi.
Ligger det mon i det hele taget uden for vores kapacitet at bevæge os hen på dette område? Vi er tilpasset den guldfiskebowle, Gud har givet os at leve i, og vi kan ikke tænke os til, hvad der er udenfor, idet vores sanser er skabte til denne bowle.
Er vi bygget til at kunne håndtere spørgsmålet om ikke-væren. Selv de stærkeste udtryk i vores sprog synes ikke at være stærke nok, når intetheden skal forstås som absolut ingenting. Vi kan kun forestille os fraværet af alt det, vi kender til og kan sanse/fornemme. Forestiller vi os fraværet af ALT, bliver vi os selv svar skyldige mht. hvad det så er, fordi det netop slet IKKE er.
mvh.
Brainman

man må konkludere at der ikke var nogen der hørte det.

for ikke-væren betyder at det ikke er, og det der ikke er, eksisterer ikke. Enochs spørgsmål lyder: Hvad var før Gud? Gud er udenfor tid og rum. Vi er underlagt tiden, men det er Gud ikke.

Kære Mr. Brainman,
Tak for dit svar. Jeg synes du komplimentere mit eget indlæg ( digt) meget fint.
Det er interessante tanker du kommer frem med. Tak for det.
Når vi taler om ” intetheden” er der to ting. Intetheden i ordets egentlige forstand og betydning og så ”intethed” i forhold til hvad som var før og nu efter.
Det, som var før, kan betegnes ”intet” i forhold til det, som er nu. Altså det var i en anden tilstand end nu. Det er det du kommer ind på med hensyn til Big Bang hvor det ”som var”, bliver til det ”som er”.
Vi sætter åbenbart ”tingene” i forhold til noget for, at kunne begribe hvad vi taler om.
Du skriver jeg citere dig:
” Dér, hvor der intet er, er ikke en gang tiden, og således bliver "før" og "efter" meningsløse udtryk. Spørgsmålet er, om der har været noget før Gud skabte verden. Spørgsmålet kan gøre én vanvittig i for store doser. Hvis Gud nu krøllede sit skabte univerrs sammen og smed det i papirkurven, hvad ville der så være dér, hvor vores univers før havde ligget”? citat slut.
Ja, det er så andre spørgsmål og hvis jeg må kommentere eet af dem, så vil jeg svare på det;
” Hvis Gud nu krøllede sit skabte univerrs sammen og smed det i papirkurven, hvad ville der så være dér, hvor vores univers før havde ligget”? citat slut.
Ja, hvad ville så være, hvor universet var? Jeg har den forståelse, at universet eksistere i et ”rum” således, at universet er endeligt, uendeligt. Derfor kan universet udvidde sig, hvad det da også gør.
Hvad vi betegner Gud i den sammenhæng er, som andre har skrevet om, vor betegnelse og forståelse for ”hvad som er, som vi ikke kender”.
Derfor forskellige betegnelser for Gud og indhold. Hvad og hvem Gud er, bestemmer vi på en måde. Det vi tillægger Gud og det som vi søger, finder vi hos ”Gud”.
Gud er på en måde vores ”opfindelse”, men i harmoni med vore følelser og tanker og væsen. Vi forholder os til intetheden, som vi forholder os til evigheden. Gud er metaforen.
Min konklusion er, at intetheden er af en anden beskaffenhed. En anden væsensbeskaffenhed i en anden ”fysisk” tilstand og ”det” betegner og forklare ” intetheden”.
Det som er, har ikke altid været. Det, som ikke altid har været findes, men da det ikke fandtes i denne tilstand, betegner det tiden før vor virkelighed.
Intetheden var. Intetheden bestod af❓Først da, en forandring indtraf, kunne vi forholde os til intetheden i vor begrebsverden.
Venlig hilsen
Enoch

Ja, debatten om ingenting går let hen og bliver meningsløs ordflom.
Gud er uden for tid og sted, ligesom jeg er udenfor og hævet over en tegning, jeg laver. Gud har skabt ikke blot det, vi sanser og forstår, men også vore sanser og vores forstand, og således er vi fanget i et bur og en evig cirkel, som kun Gud selv kan hjælpe os ud af. Ganske vist er buret ufattelig stort ja måske endda uendeligt, men et bur er det.
Om vi så nåede til fuld erkendelse om det, som vi kan sanse, kan det ikke bringe os gnisten af erkendelse om det, som er uden for den guldfiskebowle, som tiden og vores univers udgør for os.
Da tiden kun er et begreb, som vi mennesker og det univers, vi bebor, er underlagt, men ikke Gud, da vil spørgsmålet om, hvad der var før Gud, være direkte affødt af vores egne begrænsninger, og spørgsmålet, som lyder meningsfuldt, er det i virkeligheden ikke, fordi det refererer til et sted og en tid, hvor hverken stedet eller tiden eksisterer.
mvh.
Brainman

...jeg kan sige mere om den sag, uden enten at gentage mig selv eller udgyde tomme ord, som jeg jo en dag skal stå til regnskab for. Jeg klapper derfor i og kan se tilbage på en debat, der både bevæger sig på grænsen af og faktisk også definerer grænsen for den menneskelige erkendelse.
De venligste hilsener
Brainman

hvem ved