Ingen våbenvile
Ingen våbenhvile
USA hindrede at FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution om våbenhvile. Resolutionen taler derfor kun om indstilling af kampene, men er skæv fordi Hizbollah skal ophøre med alle væbnede aktiviteter, mens Israel blot skal indstille sine «offensive aktioner». Israel erklærede da også straks resolutionen for «favorabel», mens Libanon kritiserede den for at være skæv. Aggressor fordømmes ikke, og de israelske tropper kræves ikke tilbagetrukket øjeblikkeligt.
I de 3 uger op til FN resolutionen 11. august havde Israel forgæves forsøgt at besætte landsbyer i det sydlige Libanon, men var hver gang blevet slået tilbage. I et sidste forsøg på at gennemføre sin besættelse af det sydlige Libanon uden at blive smidt ud igen, sendte Israel derfor yderligere 30.000 soldater ind i Libanon 4 timer efter vedtagelsen af resolutionen og 48 timer før kampene skulle ophøre. Israel har erklæret, at de skal rense det sydlige Libanon for Hizbollah stillinger over de næste måneder. Hizbollah har samtidig erklæret, at organisationen fortsætter sin militære aktivitet til Israel er ude af Libanon. Så lang tid Israel afstår fra at bombe den libanesiske civilbefolkning, afstår Hizbollah dog også fra atsende raketter ind over Israel. Våbenstilstanden er derfor særdeles skrøbelig, da Israels erklærede dagsorden vil føre til fortsat krig.
Redaktør Rami Khouri ved Beirut-avisen The Daily Star skrev 19. juli:
Af de mange dimensioner i Israels aktuelle krig mod palæstinenserne og libaneserne er den mest afgørende i mine øjne, hvordan den vil påvirke den arabiske offentligheds holdninger til Israel på længere sigt. Jeg ser tre afgørende tendenser sætte sig igennem her: En tiltagende frygtløshed blandt almindelige arabere over for Israels militære overmagt; en determineret og fortsat søgen efter mere effektive modstandsmidler imod Israels besættelse og undertrykkelse af palæstinenserne; og en stærkt stigende modvilje over for den arabiske verdens magteliter, som stort set alle tavst har valgt at samtykke i de israelsk-amerikanske diktater.
.. Skal der blive fred og ro i Mellemøsten, vil det kræve tre ting: Arabere og israelere må behandles som ligeværdige parter i enhver henseende; nationale og internationale retsprincipper må retlede alle regeringers og politiske aktørers handlinger; den grundlæggende konflikt mellem Palæstina og Israel må løses på en fair, retmæssig og holdbar måde.
.. At beskytte Israel har længe været det primære fokus og mål for vestligt diplomati, hvilket også er grunden til samme diplomatis nederlag. I årtier har Israel nu etableret bufferzoner, besættelseszoner, røde linjer, blå linjer, grønne linjer, no go-zoner, militære zoner, brændte jord-zoner og alle mulige andre tænkelige zoner mellem sig selv og araberne, som er fortsat med at bekæmpe dets besættelse og bosætterkolonialisme - og alt sammen er det slået fejl, og her er forklaringen: At beskytte israelerne og samtidig overlade araberne til en skæbne af ydmygelse, besættelse, fornedrelse og underkastelse under de israelsk-amerikanske diktater kan udelukkende resultere i, at de selvsamme arabere vil omgruppere på nye måder, udtænke nye modstandsstrategier og komme tilbage en skønne dag for at kæmpe for deres land, deres menneskeværd, deres værdighed og udsigten til, at deres børn en dag kan få et normalt liv.
.. Tre arabiske parter har til dato udviklet missiler af forskellig art: Irak, Hamas og Hizbollah har alle affyret raketter og missiler imod Israel, hvad der har gjort begrebet om bufferzoner militært forældet og politisk irrelevant. Nye bufferzoner, indført af det internationale samfund for at beskytte Israel, som blot lader det intense arabiske nag vokse sig endnu mere betændt, vil kun resultere i, at næste generation af unge arabiske mænd og kvinder vil udvise endnu større viljestyrke for at udvikle de rette kampmidler, hvormed de en skønne dag kan slå til igen på måder, som vi i dag knapt kan gisne om.
.. I Israels faste vilje til at beskytte sig selv og den lige så ubøjelige arabiske vilje til at slå igen, har vi elementerne til evig krig eller - for dem, der omsider måtte have vilje til retfærdighed, - til en ny åbning for en diplomatisk løsning, der kan imødekomme begge siders legitime rettigheder.
The Daily Star
USA ønsker at «ommøblere» Mellemøsten gennem krig, og Israel ønsker ikke at indgå fredsaftaler med Palæstina eller sine øvrige arabiske naboer. Dette er en sikker garanti for fortsat krig og konflikt i regionen
USA hindrede at FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution om våbenhvile. Resolutionen taler derfor kun om indstilling af kampene, men er skæv fordi Hizbollah skal ophøre med alle væbnede aktiviteter, mens Israel blot skal indstille sine «offensive aktioner». Israel erklærede da også straks resolutionen for «favorabel», mens Libanon kritiserede den for at være skæv. Aggressor fordømmes ikke, og de israelske tropper kræves ikke tilbagetrukket øjeblikkeligt.
I de 3 uger op til FN resolutionen 11. august havde Israel forgæves forsøgt at besætte landsbyer i det sydlige Libanon, men var hver gang blevet slået tilbage. I et sidste forsøg på at gennemføre sin besættelse af det sydlige Libanon uden at blive smidt ud igen, sendte Israel derfor yderligere 30.000 soldater ind i Libanon 4 timer efter vedtagelsen af resolutionen og 48 timer før kampene skulle ophøre. Israel har erklæret, at de skal rense det sydlige Libanon for Hizbollah stillinger over de næste måneder. Hizbollah har samtidig erklæret, at organisationen fortsætter sin militære aktivitet til Israel er ude af Libanon. Så lang tid Israel afstår fra at bombe den libanesiske civilbefolkning, afstår Hizbollah dog også fra atsende raketter ind over Israel. Våbenstilstanden er derfor særdeles skrøbelig, da Israels erklærede dagsorden vil føre til fortsat krig.
Redaktør Rami Khouri ved Beirut-avisen The Daily Star skrev 19. juli:
Af de mange dimensioner i Israels aktuelle krig mod palæstinenserne og libaneserne er den mest afgørende i mine øjne, hvordan den vil påvirke den arabiske offentligheds holdninger til Israel på længere sigt. Jeg ser tre afgørende tendenser sætte sig igennem her: En tiltagende frygtløshed blandt almindelige arabere over for Israels militære overmagt; en determineret og fortsat søgen efter mere effektive modstandsmidler imod Israels besættelse og undertrykkelse af palæstinenserne; og en stærkt stigende modvilje over for den arabiske verdens magteliter, som stort set alle tavst har valgt at samtykke i de israelsk-amerikanske diktater.
.. Skal der blive fred og ro i Mellemøsten, vil det kræve tre ting: Arabere og israelere må behandles som ligeværdige parter i enhver henseende; nationale og internationale retsprincipper må retlede alle regeringers og politiske aktørers handlinger; den grundlæggende konflikt mellem Palæstina og Israel må løses på en fair, retmæssig og holdbar måde.
.. At beskytte Israel har længe været det primære fokus og mål for vestligt diplomati, hvilket også er grunden til samme diplomatis nederlag. I årtier har Israel nu etableret bufferzoner, besættelseszoner, røde linjer, blå linjer, grønne linjer, no go-zoner, militære zoner, brændte jord-zoner og alle mulige andre tænkelige zoner mellem sig selv og araberne, som er fortsat med at bekæmpe dets besættelse og bosætterkolonialisme - og alt sammen er det slået fejl, og her er forklaringen: At beskytte israelerne og samtidig overlade araberne til en skæbne af ydmygelse, besættelse, fornedrelse og underkastelse under de israelsk-amerikanske diktater kan udelukkende resultere i, at de selvsamme arabere vil omgruppere på nye måder, udtænke nye modstandsstrategier og komme tilbage en skønne dag for at kæmpe for deres land, deres menneskeværd, deres værdighed og udsigten til, at deres børn en dag kan få et normalt liv.
.. Tre arabiske parter har til dato udviklet missiler af forskellig art: Irak, Hamas og Hizbollah har alle affyret raketter og missiler imod Israel, hvad der har gjort begrebet om bufferzoner militært forældet og politisk irrelevant. Nye bufferzoner, indført af det internationale samfund for at beskytte Israel, som blot lader det intense arabiske nag vokse sig endnu mere betændt, vil kun resultere i, at næste generation af unge arabiske mænd og kvinder vil udvise endnu større viljestyrke for at udvikle de rette kampmidler, hvormed de en skønne dag kan slå til igen på måder, som vi i dag knapt kan gisne om.
.. I Israels faste vilje til at beskytte sig selv og den lige så ubøjelige arabiske vilje til at slå igen, har vi elementerne til evig krig eller - for dem, der omsider måtte have vilje til retfærdighed, - til en ny åbning for en diplomatisk løsning, der kan imødekomme begge siders legitime rettigheder.
The Daily Star
USA ønsker at «ommøblere» Mellemøsten gennem krig, og Israel ønsker ikke at indgå fredsaftaler med Palæstina eller sine øvrige arabiske naboer. Dette er en sikker garanti for fortsat krig og konflikt i regionen