Illusionen om den eneste ene

Forskningsadjunkt Michael Svarer fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet offentliggjorde i 2001 en undersøgelse, der omfatter 7327 ægteskaber, som er blevet indgået i perioden 1980-1995. Mange vil mene, at et godt ægteskab er baseret på dybe følelser og sågar kemi, men undersøgelsen viser, at faktorer som bopæl, alder og uddannelse har afgørende indflydelse på succes eller fiasko i forholdet, hvilket underbygger andre internationale undersøgelser.
Følgende 5 tip er nyttige før du indgår ægteskab:
• Flyt til provinsen
• Gift dig med en på din egen alder
• Sørg for at vedkommende ikke har børn fra et tidligere forhold
• Vær sikker på at vedkommende har et solidt helbred
• Find en der har en højere eller lavere uddannelse, end du selv har
Det er sandt, at nogen mennesker er mere bestemt for hinanden end andre, men det er et spørgsmål om gensidig kompatibilitet og ikke pladderromantiske 1800-tals forestillinger. Alle forhold er vel i en eller anden grad et kompromis i modsætning til den kompromisløse og fantasiagtige illusion om den eneste ene. Rent statistisk er sandsynligheden for at møde den ”perfekte” partner astronomisk lav, hvilket jeg tror mange ikke kan forholde sig til.
De fleste tror i dag stadig, at den romantiske kærlighed er en naturbestemt drift at elske på. Men det er det ikke. Den romantiske kærlighed er en myte. En forældet ideologi og erfaring, som ikke længere forløser os. Kærligheden kommer aldrig rent ind til os, undtagen i korte impulsive øjeblikke og vi lader os narre af den. Tre eller seks måneders forelskelse. Og så begynder man at have to jobs og køre de snottede unger i skole, for bagefter at hente dem i institutionen. Den romantiske kærlighed skjuler for os at den er indbildning. Og det gør os utålmodige over for hinanden. Vi slækker på kravene til os selv og er fristet til at holde op med at elske nogen, hvis ikke man hele tiden bliver forløst af dem.
Mange tænker stadig på deres kærlighedsliv på den måde, at enten fandt de den rette, eller også gjorde de det ikke. Det at forestillingen ikke forsvinder, skaber orden. Vi tænker: Når jeg finder den eneste ene, vil jeg blive forløst som person og frelst fra kaos. Det gør bare sværere at finde kærlighed. Når man har forventningen om at blive forløst, er det fristende at give den anden skylden for, at man ikke bliver forløst. Og hvis det ikke svinger, tænker man bare: Det må være den forkerte.
Der er noget selvmodsigende i den måde vi søger på. Vi påstår, at det er vores sjæls partner, vi leder efter. Men det er kroppen vi leder med. Når den romantiske kærlighed ideal er koblet sammen med en seksuel praksis - som menneskets - ugyldiggør vi, med de erfaringer, vi har, indtil vi finder den eneste ene! Hver gang et forhold hører op, tænker vi, at det var altså endnu et eksempel på, hvad vi ikke skal gøre. Det er kærlighed som ikke har ført nogen steder hen! Vi siger: Mit liv betød ingenting, før jeg mødte dig. Og det er jo ikke rigtigt! Alt hvad man har oplevet, indtil man finder den eneste ene, er altså af en lavere orden. Og det er en trist historie.

jeg vil sige at jeg har ramt jackpot!
jeg har fundet min eneste ene. selv efter 3 år er det stort set kompromisløst. vi elsker stadig hinanden meget højt.
om jeg så opfylder kravene, hmmm...
vi bor i en storby
vi er født på den samme dag, men med 3 års mellemrum
ingen af os har nogen børn
vi har begge et godt helbred
min kæreste har nok (svært at sammenligne) en lavere uddannelse end mig.
har også læst at rigtig mange gifter sig med en der kommer i en radium af 15km fra hvor du selv kommer fra...interessant. det passer så ikke på mig (vi er fra to forskellige lande).
men den eneste ene har jeg fundet. når det er sagt, tror jeg sagtens at jeg ville være i stand til at elske en mindre "perfekt" mand, hvis der skulle ske noget med min elskede.
så min konklusion er: jeg tror på den eneste ene, men jeg tror også på kærlighed i en større sammenhæng: "get the one you love"eller "love the one you get"

Gud fri mig vel hvor en gang kedsommeligt tørvetrilleri. Det kan vist kun være en første års økonomi-studerende der kan finde på at komme med sådan et støvet indlæg.

Dine ord rammer kort sagt direkte ned i min tankegang. Dertil vil jeg sige, at jeg kun er glad på dine vegne :-)

Det var faktisk ikke et dårligt gæt - ikke at jeg dog er stud.polit.
Indlægget er mere eller mindre en konsekvens af utallige kvinders omtale af den eneste ene, hvilket mildt sagt er begyndt at hænge mig langt ud af halsen. Derfor ville jeg blot lufte et par tanker omkring begrebet og se hvilke reaktioner det gav.

Jeg forstår godt, hvad det er, du siger og vil frem til. Men jeg er her ene og alene for at VIDNE om at kærligheden og den romantiske af slagsen, eksisterer!
Min mand og jeg lever modsat alle de ovennævnte ting. Vi har så til gengæld også været de heldige og har fundet sand kærlighed- vi er soulmates.
Problemet er snarere, at folk de NØJES.
Og også at de forveksler forelskelse med kærlighed, eller bare ikke forståelsen for at der er en forskel mellem de to, og en naturlig overgang fra det ene til det andet.
For mange mennekser er det sikkert også bare den med, at man vil have de,t man ikke kan få; i jævnfør til forelskelsen, som jo er kortvarig.
Et forholds sande styrke og sandhed, står netop for prøve, når forelskelsens rus er fortaget.
P.S. Min mand og jeg oplever forelskelsen bruse op i tide og utide stadigvæk! Så den er aldrig helt væk, den ligger snarere i bero.

Jeg har aldrig påstået, at kærlighed og forelskelse ikke eksisterer, men det kunne sikkert blive en god debat - især set ud fra et kønsmæssigt, religiøst, historisk og geografisk synspunkt. Desuden tror jeg heller ikke, at der er nogen der vil modargumentere, at forholdet står sin virkelige prøve, når forelskelsen er borte.
Det er fint nok, at du har fundet en person som du holder af, men jeg må sige, at du netop ikke helt har fanget min pointe. Der vil altid være personer for hvem det lykkedes at bryde statistikken. Det er jo trods alt ikke betingelser for at man kan indgå i et ægteskab, men kun en statistik over hvilke der har størst sandsynlighed for at vare ved.
Jeg går ikke ud fra at du har tjekket datingprofiler du på det seneste, men du vil nok blive overrasket over hvor ofte begreberne "den eneste ene"/"soulmate"/"prinsen på den hvide hest" bliver nævnt efterfulgt af en lang liste af krav. På et eller andet punkt er det vel bare helt forkert, at man ikke tør være åben for hvad der kan ske, men derimod referer til sin liste som om det var en indkøbsseddel. Her vil jeg mene, at det er ikke usædvanligt, at man ser specielt kvinder helt op til 60-års alderen, der stadig taler om den forløsende og skæbnebestemte person, hvilket jo direkte er sørgeligt.
For at følge din tankegang lidt, så vil jeg sige, at man sikkert vil kunne få et godt ægteskab, hvis alle kunne finde en person, der er "fejlfri". Problemet er blot, at det er menneskeligt at fejle og alle ikke er ens, så det derfor er fuldkommen urealistisk at tro, at verden er sammensat på den måde. Hvis man tager udgangspunkt i den verden vi faktisk lever i, og det formodes, at alle vi kunne blive lykkelig med en anden, så tror jeg næppe der er nogen der vi søge en utro, løgnagtig, grim og svinsk kontanthjælpsmodtager for at tage et eksempel. Brad Pitt og Jennifer Aniston er simpelthen mangelvarer, som måtte klones i massevis for at opfylde din teori. De mange forskellige typer af mennesker passer bare ikke med din tankegang, der kort sagt mangler basis i virkeligheden.
Dertil vil jeg så gerne spørge hvad din defination af den eneste ene/soulmate er? Hvis jeg må formode, at det tager udgangspunkt i den mest udbredte opfattelse, der stammer fra Platons Symposion, så må det være den person, som fuldender dig. Spørgsmålet er så om du ikke mener du kan have været lykkelig med nogen anden?

Er du sikker på at du er stud.polit. når du ikke engang kan stave til definition?
Jeg synes din tankegang og undersøgelserne er spændende, men jeg er da ked af at du ser sådan på det; at kærlighed er noget praktisk og noget der ikke står over alt andet. Prøv at mærk livet, prøv at få så stærke følelser at de overskygger alt andet. Følelsen af at have fundet en, der fuldender ens personlighed, er så intens, ædel og smuk at man virkelig føler at man lever.

Jeg er ikke stud.polit, men jeg lavede dog en stavefejl. Du vil dog nok blive overrasket over hvor dårligt folk kan stave på en videregående uddannelse. Det er ikke så lang tid siden jeg brugte over 4 timer på at rette stave, komma og formuleringsfejl for resten af min gruppe på en 20-siders godkendelsesopgave.
Generelt vil jeg sige, at jeg er væsentligt bedre en gennemsnittet til retstavning, men der sker da fejl. Det er menneskeligt at fejle og jeg har faktisk længe været bevidst om, at jeg af og til laver netop den fejl. Det sker som oftest, når jeg som nu sidder og skriver ud på natten.
Afsluttende vil jeg tilføje, at jeg tror på kærlighed, og synes det er en vidunderlig følelse, men at der alligevel er en forskel mellem vores opfattelser af den. Jeg vil mene, at du overromantiserer det, hvilket er almindeligt for det moderne vestlige menneske. Jeg lyder nok måske en smule kynisk nu, men kærligheden har det dog ikke med at holde i længden. Flere nævner også at man har flere af den eneste ene, hvilket jeg mener bryder med selve begrebet. I så fald vil jeg hellere anvende et ord som livspartner eller lignende, hvilket indikere mere end én af slagsen og at det er mere end blot kæreste.