Håb for ham og mig?
Kære Helle
Jeg har kendt en skøn mand i 8 år nu. Det har været himmel og helvede, mest det sidste. For han er gift, og jeg har hele tiden vidst, det var hårde odds. Vi har et fantastisk tæt venskab, stor fortrolighed, og har næsten delt alt, også de svagheder og nederlag, man ikke sådan lufter for andre. Han er utrolig kærlig og varm. Vi har haft det så godt sammen, svinger godt sammen og har så meget hjerte for hinanden. Men min ven kan ikke finde ud af, hvor han vil være. Hans ægteskab har fungeret dårligt i mange år, men der er alligevel noget, der holder dem sammen. De kan byde hinanden det utrolige … onde ord, utroskab og løgne (fra hans side) og en hverdag, der mest hænger sammen om de ydre ting, går ellers bare og vogter på hinanden. Ikke mindst de 3 voksne børn, som de begge elsker, holder dem sammen, tror jeg. Min ven er bange for at miste kontakten til børnene, de trækker ham meget i retning af at blive hos konen. Selv om hun ved, han har været utro - de bestemte sig til at blive sammen, men nu med ærlighed - han fortsatte utroskaben - hun opdagede det igen - grimme skænderier - er de stadig sammen. De kan åbenbart byde hinanden hvad som helst, de bliver sammen alligevel. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor han bliver men stadig elsker mig og ikke kan slippe mig. Jeg er nedbrudt, hader al løgnen og at være medskyldig i utroskaben, og sørger over det jeg har mistet, og det der kunne have været. Jeg elsker ham og er betænkelig ved ham på samme tid, fordi han er så god til at lyve og bedrage sin kone. Det synes jeg er meget respektløst. Alt er så dobbelt, ingen af os (han, konen og mig) er ok, og vi ender måske med at være alene alle 3. Min ven og jeg holder ”pause” nu, dvs. han kan ikke lade være med at kontakte mig, og jeg svarer selvfølgelig, jeg savner ham jo. Jeg føler, han vil have mig som reserve, hvis/når det går helt galt mellem ham og konen. Han kan/vil ikke forstå, hvor meget det ødelægger for mig at leve sådan, men jeg tror bare han har så meget brug for mig, at han ikke vil se det. Jeg føler mig jokket på, men jeg længes alligevel efter ham og alt det gode, vi har haft. Men det er jo netop noget vi HAR haft, det er ikke sikkert, vi kan få det sådan igen, heller ikke selv om han skulle beslutte sig for, at det skal være ham og mig. Beslutte sig er noget han har meget svært ved, han vil have os begge to, og så ingen for alvor alligevel. Han lyver stadig for hende ved at tale med mig bag hendes ryg. Og mig har han bare som ”ven” nu, men mere ven, end han vil være ved over for konen. Jeg er både bitter på ham og elsker ham. Ikke særlig logisk, vel? Min logik siger mig, jeg skal væk, men mit hjerte vil ikke slippe ham.
Hvis du kan se og sige noget, der kan lede mig, ville det være meget velkomment, men forventer ikke noget.
KH Marie X, født 26-6-63
Jeg har kendt en skøn mand i 8 år nu. Det har været himmel og helvede, mest det sidste. For han er gift, og jeg har hele tiden vidst, det var hårde odds. Vi har et fantastisk tæt venskab, stor fortrolighed, og har næsten delt alt, også de svagheder og nederlag, man ikke sådan lufter for andre. Han er utrolig kærlig og varm. Vi har haft det så godt sammen, svinger godt sammen og har så meget hjerte for hinanden. Men min ven kan ikke finde ud af, hvor han vil være. Hans ægteskab har fungeret dårligt i mange år, men der er alligevel noget, der holder dem sammen. De kan byde hinanden det utrolige … onde ord, utroskab og løgne (fra hans side) og en hverdag, der mest hænger sammen om de ydre ting, går ellers bare og vogter på hinanden. Ikke mindst de 3 voksne børn, som de begge elsker, holder dem sammen, tror jeg. Min ven er bange for at miste kontakten til børnene, de trækker ham meget i retning af at blive hos konen. Selv om hun ved, han har været utro - de bestemte sig til at blive sammen, men nu med ærlighed - han fortsatte utroskaben - hun opdagede det igen - grimme skænderier - er de stadig sammen. De kan åbenbart byde hinanden hvad som helst, de bliver sammen alligevel. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor han bliver men stadig elsker mig og ikke kan slippe mig. Jeg er nedbrudt, hader al løgnen og at være medskyldig i utroskaben, og sørger over det jeg har mistet, og det der kunne have været. Jeg elsker ham og er betænkelig ved ham på samme tid, fordi han er så god til at lyve og bedrage sin kone. Det synes jeg er meget respektløst. Alt er så dobbelt, ingen af os (han, konen og mig) er ok, og vi ender måske med at være alene alle 3. Min ven og jeg holder ”pause” nu, dvs. han kan ikke lade være med at kontakte mig, og jeg svarer selvfølgelig, jeg savner ham jo. Jeg føler, han vil have mig som reserve, hvis/når det går helt galt mellem ham og konen. Han kan/vil ikke forstå, hvor meget det ødelægger for mig at leve sådan, men jeg tror bare han har så meget brug for mig, at han ikke vil se det. Jeg føler mig jokket på, men jeg længes alligevel efter ham og alt det gode, vi har haft. Men det er jo netop noget vi HAR haft, det er ikke sikkert, vi kan få det sådan igen, heller ikke selv om han skulle beslutte sig for, at det skal være ham og mig. Beslutte sig er noget han har meget svært ved, han vil have os begge to, og så ingen for alvor alligevel. Han lyver stadig for hende ved at tale med mig bag hendes ryg. Og mig har han bare som ”ven” nu, men mere ven, end han vil være ved over for konen. Jeg er både bitter på ham og elsker ham. Ikke særlig logisk, vel? Min logik siger mig, jeg skal væk, men mit hjerte vil ikke slippe ham.
Hvis du kan se og sige noget, der kan lede mig, ville det være meget velkomment, men forventer ikke noget.
KH Marie X, født 26-6-63