Hvorfor er jeg så trist?

Hvad sker der mon for mig lige nu.
Har svært ved at finde ud af det.
Jeg føler mig trist til mode,når jeg kommer hjem fra arbejde.
Er meget glad for mit arbejde, hvor jeg føler jeg hjælper en masse mennesker.
Men når jeg så er alene, mister jeg totalt energien, bliver negativ træt, får triste tanker og har ikke lyst til at foretage mig noget som helst.
Kan sidde i timevis og bare stirrer på ingenting.. Tænker ved mig selv, nej, du burde gå dig en god tur, mærke vinden, tænke på noget andet..men nej... jeg har ikke lyst at gå ud alene, føler det kan være ligemeget..og stener videre...
Har ikke lyst at ringe nogle, og ringer nogle til mig, tager jeg bare ikke telefonen.
Orker ikke at tale med nogen...
Hvorfor..hvad sker der for mig..hvorfor er jeg så trist.
Har ikke lyst til at konsultere min læge.. vil ikke have en eller anden psykisk diagnose hængende på mig..uanset hvad!!
Hvis bare jeg ikke var så ked af det (kan ikke finde årsagen til jeg er ked)
Burde tage mig sammen... men orker det ikke... det hele kører bare ud i et.
Venter kun på at næste dag skal komme..måske tingene bliver bedre der... men tror ikke på at det sker.
Hvad er galt med mig??

Det hjælper sikkert heller ikke at gå til lægen! Men på den anden side tror jeg sgu ikke, du ville få en psykisk diagnose hængende på dig - når du trods alt har det godt med dit arbejde.
er det mon et hjemmekompleks du har..? Selv har jeg meget med, at når jeg vågner - hjemme hos mig selv i mit eget sædvanlige rod - hver dag, er jeg ikke en SKID hver...Men når jeg så først kommer ud blandt andre, blir jeg altid opfattet som den absolutte glade humorist.
Tag dog telefonen! Måske er det en kammerat, der spørger om du har lyst til at kigge forbi...
Du MANGLER vel ikke tilfældigvist venner..? Eller...er det en kæreste du savner..?

er nok det, at jeg har været alene i mange år, bor sammen med min teenage søn, og har været flyttet så mange gange, at jeg ikke har nået at få et ordenligt netværk.
Mit arbejde fylder så meget, så når jeg endelig har fri, orker jeg ikke at gå til noget aner faktisk heller ikke hvad der ville fange min interesse..
Hjemmet er blevet min base min lille trygge hule.
Og nej.. har slet ikke lyst til at tage telefonen når den ringer.. Føler ikke jeg har noget at fortælle, og hvis folk endelig spørger mig, hvordan det går..siger jeg bare..jamen det er helt fint...
Jeg ville måske gerne ønske der var nogle jeg kunne betro mig til, men er blevet skuffet så mange gange, af folk, der alligevel ikke kunne holde på en hemmelighed, og det gør så pokkers ondt indeni, at jeg ikke mere har lyst til at fortælle noget til nogen.
Jeg har førhen kunnet lide at bare være mig selv..men nu er jeg blevet så trist, føler ingen glæde ved noget.. venter bare..aner ikke på hvad.. ved godt der sker ikke noget uden jeg selv gør noget... men jeg kan bare ikke... kald det dårlig undskyldning, men sådan er det altså for mig.
Gnisten er væk...

hvor kommer du fra i landet???

skal en tur til lægen. For mig lyder det som om, du har en begyndende depression.
Den starter nemlig mange gange med, at man isolere sig fra andre, ingen energi har. Det er med at tage det i opløbet, inden det bliver til en akut depression.
Jeg overhørte selv de signaler, så røg derfor i en mega depression.

Held og lykke.

Mvh Channe