Hvordan er vejen ud af Jv også?

Ja det har der været skrevet rigtig meget om og udgivet mange bøger om efterhånden. Men her på sol.dk husker jeg ikke, at der har været skrevet andet end små bidder.
Jeg har gået med tanken selv i den sidste tid, at skrive en bog om min vej ud af Jv. Men tænker at markedet er mættet i DK. Men måske.
Også fordi en bog, en selvbiografi, kunne være en hjælp til selvhjælp. Men endnu kun ved tanken.
Jeg har skrevet mange oplevelser efterhånden. Mange ting om min fortid. Men syntes alligevel aldrig jeg bliver færdig med, at få det ud jeg har behov for, at få ud.
Tænker ofte, at det er dog utroligt så meget det kan fylde. Folk har spurgt mig, især på det sidste, om jeg aldrig tænker på, at lægge alt det her på hylden. Ja og nej. Ja fordi det trætter. Og fordi man kan føle, at der er så meget andet i livet end ens egen fortid i JV.
Nej af flere grunde. Og de vægter stadig mest.
Dels hjælper det mig fortsat ud af Jv mentalt, dels vil jeg gerne advare imod Jv, dels forkynder jeg Jesus og dels beriger det min bibelske viden. Især de to sidste argumenter mere end de første.
Min vej ud har ikke været og er ikke let. Ikke for mig. For nogen andre ja. Og god til dem.
Men min vej er lang og fyldt med torne. Bedst som jeg tror mig ude opdager jeg, at der fortsat er snørklede kringelkrogede veje jeg er nødt til, at skal omkring. Hvis der er andre, der har det som jeg vil jeg være glad for en pb, i det mindste.
Først gik jeg fordi jeg opdagede at kærligheden er kold. Uanset hvad så end ftg skriver og viser af youtube links så er min erfaring, at det passer ikke.
OG det er ikke bare egen erfaring. Også hvad jeg har hørt og hører fra andre eks-vidner. Kærligheden er kold.
DET er den mere og mere, efter hvad jeg oplever omkring mig, men når man oplever det i et samfund, hvor det hedder sig, at man lever i et verdensomspændende lykkeligt og kærligt brodersamfund, så klinger det med tiden mere og mere koldt i ens ører. Og til sidst er man nødt til at gå. Når psyken siger stop så reagerer man. Og det er uanset hvad vi taler om.
Alle der kender mig ved, at i de første år efter jeg gik fra Jv, i efteråret 1998, troede jeg de havde sandheden. Jeg turde end ikke bede til Gud fordi (uanset, hvor meget "sk" så end bedyrer, at det er ikke korrekt)så var jeg blevet oplært i, at forlod man Jv vendte man Gud ryggen. Det er fakta.
Så jeg var omkring det spirituelle. Fordi jeg har et stort åndeligt behov og måtte have noget åndeligt i mit liv. Men jeg narrede mig selv. Jeg troede på, at ved at snakke med "engle" i Jesu navn søgte jeg kun lyset.
Sådan forholdt det sig ikke. Og da jeg opdagede at dette var forkert stoppede jeg med det samme.
Jeg begyndte så at researce Jv. Og startede på religion.dk i jan. 07. Jeg var så heldig der, at møde jalmar, sveland, platoon, politikere, sebl m.fl.
Og tiden efter, var fyldt med vrede, chock, gråd og stort set ja en stor nedtur men kun i det positive tegn.
Fordi den nedtur var min vej til optur.
Jeg mener så, at det var i 09 den fremragende film: 2 verdener kom. Efter jeg havde set den i feb. gik der ca. 2-3 mdr. så kom braget. Jeg glemmer aldrig den aften. Jeg sad i min stue og så fjernsyn. Pludselig stirrede jeg bare ud af vinduet og opdagede den tomhed der kom som følge af filmen og min 2-3 årige research.
Jeg gik til en vis grad i panik. Angsten kom væltende og jeg var så tæt på, at bede om at blive indlagt på P1. Fordi jeg rummede ikke den tomhed, den tvivl, den mistillid til alt og alle, der pludselig fyldte mig. Jeg var kort sagt hundeangst.
Jeg ved ikke, hvad der fik mig igennem dette. Jeg tænker Gud. For Gud mødte jeg kort efter. Når jeg tænker tilbage på mit liv, de steder jeg har færdes, de mennesker jeg har mødt så tænker jeg, at Gud har beskyttet mig igennem disse tider.
For intet er sket mig af ondt overhovedet i den tid.
Så også i denne situation føler jeg at Gud var der og beskyttede mig. For det tog mildest talt pusten totalt fra mig.
Men jeg sagde intet til nogen, kun min mand selvfølgelig og jeg kom igennem det.
Jeg mødte Jesus. Og det er en historie for sig. Men før jeg gjorde det fik jeg nogen bibelske forståelser på plads. Treenigheden, der var et kæmpe mysterium for mig. Jeg havde jo stadig Jv brillerne på. Men dette blev løst. Sammen med mange flere af bibelens spørgsmål set med kristendommens briller.
Jeg troede så, for ca. 2 år siden, at nu var min identitet på plads. Nu havde jeg fundet mig selv og især, hvad jeg skulle være når jeg blev voksen.
Jeg startede en uddannelse som ernæringsassistent. En uddannelse man normalt kan tage på 20 uger. Jeg startede på 40 uger som man også kan. Efter 20 uger startede jeg forfra på 40 uger.
I efteråret 2011 gik jeg ned med en depression. I april i år startede jeg op igen på de sidste 8 uger jeg manglede på grundforløbet. Blot 2 uger inde inden afslutningen på grundforløbet måtte jeg stoppe. Helt holde.
Jeg er begyndt at lide af angst.
Hvorfor????
Godt spørgsmål. Selvfølgelig hænger det sammen med fortiden. Jeg er begyndt at omtale Jv som en mental spændetrøje. Fordi ens identitet er meget fastlåst. Man kan ikke være sprudlende og farverig på samme måde som når man er fri. Uanset hvad de vidner her på sol.dk så end siger. Så er det nu min erfaring, at det kan ikke lade sig gøre.
Jeg går nu igang med, at løse denne situation også. Angsten kommer et sted fra. Og det skal bare ud.
Jeg skriver om dette, selvom jeg godt ved, at det er sårbart og det er meget personligt, fordi det kan simpelthen bare ikke passe, at man skal udsættes for, at få et liv som dette fordi man godtroende har været hos Jehovas vidner.
Når jeg samtidig tænker, at det kun kan være derfor, tror jeg, at rent psykisk er det en hæmsko at være hos Jv. At rent menneskeligt er det en hæmsko at være et vidne. Rent selvværds og selvtillidsmæssigt er det en hæmsko at være et vidne.
Fordi man kan ikke man får ikke lov til, at udvikle sig og blomstre som det menneske man nu engang er. Man er under lup hele tiden.
Nogen små oplevelser jeg har, fortæller jeg gerne om i tråden her senere. Nu er tråden vist lang nok så resten må komme i forbindelse med trådens udvikling.
Denne tråd vil nok være en hjælp til mig selv i forbindelse med den bog, jeg tænker meget over, at skrive.
Håber at der kommer mange spørgsmål. Og håber endnu mere at høre fra eks-vidner eller vidner på vej ud, der har lyst til, en snak nærmere om de her ting. Gerne en pb.
Sjovt at være på vej ud af Jv nej. Men berigende og livsbekræftende, ja.
Mvh
Manjana

#

Hej jalmar
Inden jeg svarer er der et afsnit i det citerede af SBRH jeg ikke helt er med på:
Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter.
Så kan du forklare det for mig ville det være dejligt. 🙂
Mange hilsner
Manjana

Kære Manjana,
Jeg vil tillade mig at komme med en kommentar til det citerede, som Jalmar inddrog i sin kommentar til dit indlæg.
Jeg vil med det samme sige, at det jeg her skriver er som en overordnet kommentar til det at forlade Jehovas Vidner og komme videre i sit liv - og ikke som en kommentar til de tanker du fremfører omkring dit eget liv.
I forbindelse med det som du citerer er det dét jeg skriver forinden der i denne sammenhæng er væsentligt at holde sig for øje:
"Vi har med Jehovas Vidner at gøre med et trossamfund hvis grundlæggende drivkraft ikke er troen på noget bestemt (fx en trosbekendelse), noget der umiddelbart kan defineres og formidles. Som et Jehovas Vidne er man ikke nogen, man er ikke noget, man vil altid være på vej (fx søgen efter "nyt lys, nye sandheder)."
Noget forenklet kan man sige, at der ved et traditionelt trosforhold er der en balance, en ligeværdighed. Vi har at gøre med to ligeværdige objekter, (a) troens genstand og dens manifestation og (b) den troende. De to objekter er hver for sig selvstændige, lever deres respektive liv, som kan forløbe mere eller mindre parallelt.
Det traditionelle trosforhold, hvor omdrejningspunktet er trosbekendelsen, vil både tro (som religion) og individ kunne fungere frit, selvom der opstår en differens mellem tro og praksis, noget der fx sker i takt med at samfundet og kulturen udvikles og ændres. Individet og dermed måden at tro på, måden at forstå og fortolke virkeligheden, tilværelsens realiteter forskydes for en tid og på et tidspunkt forliges de igen i et parallelt forløb - fordi vi har at gøre med to selvstændige og ligeværdige objekter.
Dette betyder, at når der sker en ændring i trosbekendelsen betyder det ikke tab af identitet eller selvforståelse for individet. Individet er stadig intakt, individet er stadig sig selv.
Ved Jehovas Vidner er det lige modsat. Her der hverken balance eller ligeværdighed. Her er individet underkastet troens manifestation, som kan ændrer sig fra dag til dag, det vil sige at individet altid vil være fanget i en tilstand af utilstrækkelighed, aldrig at kunne gøre noget godt nok, altid skal sikre sig at være i en usikker og skrøbelig relation, som indebærer permanent risiko for tab eller udstødelse.
Igen meget forenklet kan man formulere det på denne måde:
- Ved Jehovas Vidner er den troen først, siden mennesket.
- Ved det traditionelle trosforhold er det mennesket først, siden troen.
Og så er vi fremme ved det som Jalmar citerer:
"Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter."
Ved et traditionelt trosforhold vil man have sin "kerne" i behold, når man forlader et sådan trosforhold, det vil sige at man kan skifte tro uden at miste sig selv.
Jehovas Vidner har ikke en sådan "kerne", medlemmerne er en spejling af troens manifestation, den enkelte er en del af en proces, hvor man har hverken del i begyndelsen eller afslutningen. Som et Jehovas Vidner har man i stedet for en "kerne" en samling af handlemønstre, handlestrategier, hvis liv er betinget af et afhængighedsforhold, en mental parathedstilstand med henblik på underkastelse. Et Jehovas Vidne og det tidligere medlem efter et brud/udstødelse er ikke noget i sig selv. Vedkommende er noget i kraft af *relationen* mellem sig selv og troens manifestation.
I den dannelse som et medlemskab af Jehovas Vidner udvirker indbygges der over tid en determinerende proces, der medfører en latent og permanent risiko for gennembrud af depression og eksistentiel angst.
Dette fører nu frem til temaet eller spørgsmålet for denne tråd: "Hvordan er vejen ud af Jv også?
Det korte svar er:
- Der er *ingen* vej ud af Jehovas Vidner! Når man først er blevet et Jehovas Vidne (psykologisk set) er man det for resten af livet!
- Et lidt længere svar er:
Frigørelsen fra Jehovas Vidner ligger *ikke* i at forlade troen, men i erkendelsen af, at man psykologisk set skal fødes på ny, at man som en del at processen med af forlade Jehovas Vidner skal påbegynde en proces, andre har påbegyndt fra fødslen. Man er i en tilstand hvor ens livserfaringer ikke stemmer overens med den psykiske konstitution man er i besiddelse af.
Den vigtigste og bedste "medicin" imod den latente og permanente risiko for angst og depression er erkendelsen af, at man som psykisk "system" er et Jehovas Vidne for resten af livet. Friheden ligger i erkendelse af dette, for i erkendelsen af dette ser man sig selv som den man *er* og ikke som et Jehovas Vidne. Man får ved denne erkendelse og selvindsigt muligheden for at give sig selv et nyt indhold og dermed et nyt liv.
Vejen og processen er hårdt og har mange omkostninger. Gaven eller gevinsten er, at man opnår noget som de færreste får mulighed for: At leve to liv i ét liv.

Pudsigt jeg skulle lige til at skrive til dig jalmar, at jeg ville svare imorgen. Det kræver et vist psykisk overskud at svare på.
Og så ligger det her indlæg fra dig SBRH. Jeg har læst det igennem og meget er der at tænke over ja. Jeg føler mig dybt berørt af det jeg læser.
Men jeg er nødt til, at læse jeres begge indlæg igennem nogengange. Jeg svarer når jeg er parat.
Jeg er stadig derhenne, hvor jeg har så meget lyst til, at skrive en bog. Men nu ser jeg. Jeg er godt på vej et eller andet sted.
Tusinde tusinde tak for jeres svar. Håber at høre mere når jeg har svaret jer.
Mange hilsner
Manjana

#[quote="eks-vidne" post=2572174]Hej jalmar
Inden jeg svarer er der et afsnit i det citerede af SBRH jeg ikke helt er med på:
Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter.
Så kan du forklare det for mig ville det være dejligt. 🙂
Mange hilsner
Manjana
[/quote]
Kære Manjana,
Jeg vil tillade mig at komme med en kommentar til det citerede, som Jalmar inddrog i sin kommentar til dit indlæg.
Jeg vil med det samme sige, at det jeg her skriver er som en overordnet kommentar til det at forlade Jehovas Vidner og komme videre i sit liv - og ikke som en kommentar til de tanker du fremfører omkring dit eget liv.
I forbindelse med det som du citerer er det dét jeg skriver forinden der i denne sammenhæng er væsentligt at holde sig for øje:
"Vi har med Jehovas Vidner at gøre med et trossamfund hvis grundlæggende drivkraft ikke er troen på noget bestemt (fx en trosbekendelse), noget der umiddelbart kan defineres og formidles. Som et Jehovas Vidne er man ikke nogen, man er ikke noget, man vil altid være på vej (fx søgen efter "nyt lys, nye sandheder)."
Noget forenklet kan man sige, at der ved et traditionelt trosforhold er der en balance, en ligeværdighed. Vi har at gøre med to ligeværdige objekter, (a) troens genstand og dens manifestation og (b) den troende. De to objekter er hver for sig selvstændige, lever deres respektive liv, som kan forløbe mere eller mindre parallelt.
Det traditionelle trosforhold, hvor omdrejningspunktet er trosbekendelsen, vil både tro (som religion) og individ kunne fungere frit, selvom der opstår en differens mellem tro og praksis, noget der fx sker i takt med at samfundet og kulturen udvikles og ændres. Individet og dermed måden at tro på, måden at forstå og fortolke virkeligheden, tilværelsens realiteter forskydes for en tid og på et tidspunkt forliges de igen i et parallelt forløb - fordi vi har at gøre med to selvstændige og ligeværdige objekter.
Dette betyder, at når der sker en ændring i trosbekendelsen betyder det ikke tab af identitet eller selvforståelse for individet. Individet er stadig intakt, individet er stadig sig selv.
Ved Jehovas Vidner er det lige modsat. Her der hverken balance eller ligeværdighed. Her er individet underkastet troens manifestation, som kan ændrer sig fra dag til dag, det vil sige at individet altid vil være fanget i en tilstand af utilstrækkelighed, aldrig at kunne gøre noget godt nok, altid skal sikre sig at være i en usikker og skrøbelig relation, som indebærer permanent risiko for tab eller udstødelse.
Igen meget forenklet kan man formulere det på denne måde:
- Ved Jehovas Vidner er den troen først, siden mennesket.
- Ved det traditionelle trosforhold er det mennesket først, siden troen.
Og så er vi fremme ved det som Jalmar citerer:
"Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter."
Ved et traditionelt trosforhold vil man have sin "kerne" i behold, når man forlader et sådan trosforhold, det vil sige at man kan skifte tro uden at miste sig selv.
Jehovas Vidner har ikke en sådan "kerne", medlemmerne er en spejling af troens manifestation, den enkelte er en del af en proces, hvor man har hverken del i begyndelsen eller afslutningen. Som et Jehovas Vidner har man i stedet for en "kerne" en samling af handlemønstre, handlestrategier, hvis liv er betinget af et afhængighedsforhold, en mental parathedstilstand med henblik på underkastelse. Et Jehovas Vidne og det tidligere medlem efter et brud/udstødelse er ikke noget i sig selv. Vedkommende er noget i kraft af *relationen* mellem sig selv og troens manifestation.
I den dannelse som et medlemskab af Jehovas Vidner udvirker indbygges der over tid en determinerende proces, der medfører en latent og permanent risiko for gennembrud af depression og eksistentiel angst.
Dette fører nu frem til temaet eller spørgsmålet for denne tråd: "Hvordan er vejen ud af Jv også?
Det korte svar er:
- Der er *ingen* vej ud af Jehovas Vidner! Når man først er blevet et Jehovas Vidne (psykologisk set) er man det for resten af livet!
- Et lidt længere svar er:
Frigørelsen fra Jehovas Vidner ligger *ikke* i at forlade troen, men i erkendelsen af, at man psykologisk set skal fødes på ny, at man som en del at processen med af forlade Jehovas Vidner skal påbegynde en proces, andre har påbegyndt fra fødslen. Man er i en tilstand hvor ens livserfaringer ikke stemmer overens med den psykiske konstitution man er i besiddelse af.
Den vigtigste og bedste "medicin" imod den latente og permanente risiko for angst og depression er erkendelsen af, at man som psykisk "system" er et Jehovas Vidne for resten af livet. Friheden ligger i erkendelse af dette, for i erkendelsen af dette ser man sig selv som den man *er* og ikke som et Jehovas Vidne. Man får ved denne erkendelse og selvindsigt muligheden for at give sig selv et nyt indhold og dermed et nyt liv.
Vejen og processen er hårdt og har mange omkostninger. Gaven eller gevinsten er, at man opnår noget som de færreste får mulighed for: At leve to liv i ét liv.

Ps SBRH jeg ville være glad om jeg kunne få lov at benytte mig af din ekspertice. Nu har jeg nærlæst dit svar og der er rigtig meget godt og dybt i det. Det forklarer mig så meget og jeg vil i nær fremtid vise det til de respektive personer, der har brug for at få en dybere forståelse for, hvorfor jeg er der, hvor jeg er nu.
Tak.

Ps SBRH jeg ville være glad om jeg kunne få lov at benytte mig af din ekspertice. Nu har jeg nærlæst dit svar og der er rigtig meget godt og dybt i det. Det forklarer mig så meget og jeg vil i nær fremtid vise det til de respektive personer, der har brug for at få en dybere forståelse for, hvorfor jeg er der, hvor jeg er nu.
Tak.

Hej Manjana,
Du skal være så hjertelig velkommen.

Jeg beklager jeg ikke formår at svare i dag. Men jeg kan ikke helt rumme det. Jeg svarer når jeg kan.
Mange hilsner
Manjana

Pudsigt jeg skulle lige til at skrive til dig jalmar, at jeg ville svare imorgen. Det kræver et vist psykisk overskud at svare på.
Og så ligger det her indlæg fra dig SBRH. Jeg har læst det igennem og meget er der at tænke over ja. Jeg føler mig dybt berørt af det jeg læser.
Men jeg er nødt til, at læse jeres begge indlæg igennem nogengange. Jeg svarer når jeg er parat.
Jeg er stadig derhenne, hvor jeg har så meget lyst til, at skrive en bog. Men nu ser jeg. Jeg er godt på vej et eller andet sted.
Tusinde tusinde tak for jeres svar. Håber at høre mere når jeg har svaret jer.
Mange hilsner
Manjana

[quote="sbrh" post=2572880]#[quote="eks-vidne" post=2572174]Hej jalmar
Inden jeg svarer er der et afsnit i det citerede af SBRH jeg ikke helt er med på:
Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter.
Så kan du forklare det for mig ville det være dejligt. 🙂
Mange hilsner
Manjana
[/quote]
Kære Manjana,
Jeg vil tillade mig at komme med en kommentar til det citerede, som Jalmar inddrog i sin kommentar til dit indlæg.
Jeg vil med det samme sige, at det jeg her skriver er som en overordnet kommentar til det at forlade Jehovas Vidner og komme videre i sit liv - og ikke som en kommentar til de tanker du fremfører omkring dit eget liv.
I forbindelse med det som du citerer er det dét jeg skriver forinden der i denne sammenhæng er væsentligt at holde sig for øje:
"Vi har med Jehovas Vidner at gøre med et trossamfund hvis grundlæggende drivkraft ikke er troen på noget bestemt (fx en trosbekendelse), noget der umiddelbart kan defineres og formidles. Som et Jehovas Vidne er man ikke nogen, man er ikke noget, man vil altid være på vej (fx søgen efter "nyt lys, nye sandheder)."
Noget forenklet kan man sige, at der ved et traditionelt trosforhold er der en balance, en ligeværdighed. Vi har at gøre med to ligeværdige objekter, (a) troens genstand og dens manifestation og (b) den troende. De to objekter er hver for sig selvstændige, lever deres respektive liv, som kan forløbe mere eller mindre parallelt.
Det traditionelle trosforhold, hvor omdrejningspunktet er trosbekendelsen, vil både tro (som religion) og individ kunne fungere frit, selvom der opstår en differens mellem tro og praksis, noget der fx sker i takt med at samfundet og kulturen udvikles og ændres. Individet og dermed måden at tro på, måden at forstå og fortolke virkeligheden, tilværelsens realiteter forskydes for en tid og på et tidspunkt forliges de igen i et parallelt forløb - fordi vi har at gøre med to selvstændige og ligeværdige objekter.
Dette betyder, at når der sker en ændring i trosbekendelsen betyder det ikke tab af identitet eller selvforståelse for individet. Individet er stadig intakt, individet er stadig sig selv.
Ved Jehovas Vidner er det lige modsat. Her der hverken balance eller ligeværdighed. Her er individet underkastet troens manifestation, som kan ændrer sig fra dag til dag, det vil sige at individet altid vil være fanget i en tilstand af utilstrækkelighed, aldrig at kunne gøre noget godt nok, altid skal sikre sig at være i en usikker og skrøbelig relation, som indebærer permanent risiko for tab eller udstødelse.
Igen meget forenklet kan man formulere det på denne måde:
- Ved Jehovas Vidner er den troen først, siden mennesket.
- Ved det traditionelle trosforhold er det mennesket først, siden troen.
Og så er vi fremme ved det som Jalmar citerer:
"Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter."
Ved et traditionelt trosforhold vil man have sin "kerne" i behold, når man forlader et sådan trosforhold, det vil sige at man kan skifte tro uden at miste sig selv.
Jehovas Vidner har ikke en sådan "kerne", medlemmerne er en spejling af troens manifestation, den enkelte er en del af en proces, hvor man har hverken del i begyndelsen eller afslutningen. Som et Jehovas Vidner har man i stedet for en "kerne" en samling af handlemønstre, handlestrategier, hvis liv er betinget af et afhængighedsforhold, en mental parathedstilstand med henblik på underkastelse. Et Jehovas Vidne og det tidligere medlem efter et brud/udstødelse er ikke noget i sig selv. Vedkommende er noget i kraft af *relationen* mellem sig selv og troens manifestation.
I den dannelse som et medlemskab af Jehovas Vidner udvirker indbygges der over tid en determinerende proces, der medfører en latent og permanent risiko for gennembrud af depression og eksistentiel angst.
Dette fører nu frem til temaet eller spørgsmålet for denne tråd: "Hvordan er vejen ud af Jv også?
Det korte svar er:
- Der er *ingen* vej ud af Jehovas Vidner! Når man først er blevet et Jehovas Vidne (psykologisk set) er man det for resten af livet!
- Et lidt længere svar er:
Frigørelsen fra Jehovas Vidner ligger *ikke* i at forlade troen, men i erkendelsen af, at man psykologisk set skal fødes på ny, at man som en del at processen med af forlade Jehovas Vidner skal påbegynde en proces, andre har påbegyndt fra fødslen. Man er i en tilstand hvor ens livserfaringer ikke stemmer overens med den psykiske konstitution man er i besiddelse af.
Den vigtigste og bedste "medicin" imod den latente og permanente risiko for angst og depression er erkendelsen af, at man som psykisk "system" er et Jehovas Vidne for resten af livet. Friheden ligger i erkendelse af dette, for i erkendelsen af dette ser man sig selv som den man *er* og ikke som et Jehovas Vidne. Man får ved denne erkendelse og selvindsigt muligheden for at give sig selv et nyt indhold og dermed et nyt liv.
Vejen og processen er hårdt og har mange omkostninger. Gaven eller gevinsten er, at man opnår noget som de færreste får mulighed for: At leve to liv i ét liv.[/quote]

Men hvordan gør man? Hvordan kommer man videre?
Spørgsmål bare for at starte et sted. For mange tanker kører i mit hoved.
Jeg har erkendt faktisk, at jeg har været og altid vil være et Jv et eller andet sted inden i mig for resten af mit liv.
Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, at komme videre derfra. Det er jo det jeg troede jeg kunne og at jeg var godt på vej.
Jeg har levet hele mit liv med, ikke at være nogen og man er ikke på noget. (Jo hustru og mor, hvilket er dejlige opgaver i livet), men også altid været på vej i en søgen. Både udenfor og indenfor Jv. (Også derfor jeg råber op om den positive jantelov når jeg kan).
Jeg har tænkt og tænkt. Min situation er ikke kun pga Jv. Men i allerhøjeste grad også derfor. Det er jeg ikke i tvivl om.
Jeg ved, at jeg har fundet en stor del af den jeg er. Og dit svar, sætter godt nok mange tanker igang, men giver også stor mening fordi jeg kan sagtens genkende det i mig selv.
Men du skriver:
Den vigtigste og bedste "medicin" imod den latente og permanente risiko for angst og depression er erkendelsen af, at man som psykisk "system" er et Jehovas Vidne for resten af livet. Friheden ligger i erkendelse af dette, for i erkendelsen af dette ser man sig selv som den man *er* og ikke som et Jehovas Vidne
Og det er jo det.
Fordi jeg har jo erkendt, at jeg er et Jehovas vidne et sted i mig resten af mit liv. Jeg kan jo ikke ændre på min fortid og det præg den har sat på mig. Jeg ser ikke mig selv som et af Jehovas vidner længere. Jeg har læst, at man skal være glad for sin fortid. For uden den var man ikke den man er nu. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde den fortid jeg har. Jeg kan ikke se, at min fortid er til nogen glæde for mig. Hvad angår Jv og mobningen. Samt flere andre ting.
Jo jeg kan bruge min viden til, at hjælpe andre og advare om det her. Men så er det også det. Det kan jeg ikke leve mit liv på. Jeg kan ikke leve et godt og et glad liv på det. For uanset, hvad jeg så end gør så står jeg i stampe hele tiden. Og kommer ikke ud af stedet. Og det går mig virkelig på nu.
Jeg tænker faktisk, at dette her bunder dybere end som så.
Jeg står på et sted, hvor jeg i kort tid har følt, at bomben sprænger snart. Det sorte mørke, der befinder sig i mig, jeg taler depressionen men det føles som en sort klump, føles som om, at den er tæt på at eksplodere.
Og så er det også jeg tænker, at deraf angsten. Fordi det føles ikke til at rumme når det går løs.
Jeg håber der går hul på ballonen. Fordi jeg trænger til nu, at komme af med det her. Men hvad er det og hvor stort er det, hvor meget fylder det og hvor ondt gør det her.
Det er måske nok den dybeste grund til min angst og tristhed.
Ja så fik jeg alligevel skrevet lidt dybere end tiltænkt. Men nu går jeg det her igennem, det er jeg så også nødt til. Mit håb er, at det vil være slutningen på alle de træls nederlag, der gør at jeg ikke formår at komme videre og få et liv.
Og starten på det nye liv, du skriver om.
Beklager at mit svar vist er noget tåget eller rodet. Men det er de tanker jeg har nu og jeg kan ikke lige komme videre ind i det på nuværende tidspunkt.
Men tak for din ekspertice og at du vil være behjælpelig i fremtiden. For bogen vil jeg skrive. Er godt på vej faktisk. Kun kommet til tankerne men er langt allerede der. Den har været undervejs i nogen år. Jeg skal dog lige over det her for at finde overskuddet.
Mange hilsner
Manjana

#[quote="eks-vidne" post=2572174]Hej jalmar
Inden jeg svarer er der et afsnit i det citerede af SBRH jeg ikke helt er med på:
Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter.
Så kan du forklare det for mig ville det være dejligt. 🙂
Mange hilsner
Manjana
[/quote]
Kære Manjana,
Jeg vil tillade mig at komme med en kommentar til det citerede, som Jalmar inddrog i sin kommentar til dit indlæg.
Jeg vil med det samme sige, at det jeg her skriver er som en overordnet kommentar til det at forlade Jehovas Vidner og komme videre i sit liv - og ikke som en kommentar til de tanker du fremfører omkring dit eget liv.
I forbindelse med det som du citerer er det dét jeg skriver forinden der i denne sammenhæng er væsentligt at holde sig for øje:
"Vi har med Jehovas Vidner at gøre med et trossamfund hvis grundlæggende drivkraft ikke er troen på noget bestemt (fx en trosbekendelse), noget der umiddelbart kan defineres og formidles. Som et Jehovas Vidne er man ikke nogen, man er ikke noget, man vil altid være på vej (fx søgen efter "nyt lys, nye sandheder)."
Noget forenklet kan man sige, at der ved et traditionelt trosforhold er der en balance, en ligeværdighed. Vi har at gøre med to ligeværdige objekter, (a) troens genstand og dens manifestation og (b) den troende. De to objekter er hver for sig selvstændige, lever deres respektive liv, som kan forløbe mere eller mindre parallelt.
Det traditionelle trosforhold, hvor omdrejningspunktet er trosbekendelsen, vil både tro (som religion) og individ kunne fungere frit, selvom der opstår en differens mellem tro og praksis, noget der fx sker i takt med at samfundet og kulturen udvikles og ændres. Individet og dermed måden at tro på, måden at forstå og fortolke virkeligheden, tilværelsens realiteter forskydes for en tid og på et tidspunkt forliges de igen i et parallelt forløb - fordi vi har at gøre med to selvstændige og ligeværdige objekter.
Dette betyder, at når der sker en ændring i trosbekendelsen betyder det ikke tab af identitet eller selvforståelse for individet. Individet er stadig intakt, individet er stadig sig selv.
Ved Jehovas Vidner er det lige modsat. Her der hverken balance eller ligeværdighed. Her er individet underkastet troens manifestation, som kan ændrer sig fra dag til dag, det vil sige at individet altid vil være fanget i en tilstand af utilstrækkelighed, aldrig at kunne gøre noget godt nok, altid skal sikre sig at være i en usikker og skrøbelig relation, som indebærer permanent risiko for tab eller udstødelse.
Igen meget forenklet kan man formulere det på denne måde:
- Ved Jehovas Vidner er den troen først, siden mennesket.
- Ved det traditionelle trosforhold er det mennesket først, siden troen.
Og så er vi fremme ved det som Jalmar citerer:
"Man har ikke en kerne i sig selv hvor man kan finde hvile, men individets kerne er en "bevægelse", en vedvarende proces, hvor man hele tiden skal lede efter sig selv i spændingsfeltet mellem den indre bevægelse og de ydere sociale realiteter. Og det er om noget angstfremkaldende om noget er. Man kan tale om at individet befinder sig i en kronisk tilstand af eksistentiel angst, hvis intensitet er reguleret af individets evne til at forholde sig til spændingsfeltet mellem den indre "bevægelse" og de ydere sociale realiteter."
Ved et traditionelt trosforhold vil man have sin "kerne" i behold, når man forlader et sådan trosforhold, det vil sige at man kan skifte tro uden at miste sig selv.
Jehovas Vidner har ikke en sådan "kerne", medlemmerne er en spejling af troens manifestation, den enkelte er en del af en proces, hvor man har hverken del i begyndelsen eller afslutningen. Som et Jehovas Vidner har man i stedet for en "kerne" en samling af handlemønstre, handlestrategier, hvis liv er betinget af et afhængighedsforhold, en mental parathedstilstand med henblik på underkastelse. Et Jehovas Vidne og det tidligere medlem efter et brud/udstødelse er ikke noget i sig selv. Vedkommende er noget i kraft af *relationen* mellem sig selv og troens manifestation.
I den dannelse som et medlemskab af Jehovas Vidner udvirker indbygges der over tid en determinerende proces, der medfører en latent og permanent risiko for gennembrud af depression og eksistentiel angst.
Dette fører nu frem til temaet eller spørgsmålet for denne tråd: "Hvordan er vejen ud af Jv også?
Det korte svar er:
- Der er *ingen* vej ud af Jehovas Vidner! Når man først er blevet et Jehovas Vidne (psykologisk set) er man det for resten af livet!
- Et lidt længere svar er:
Frigørelsen fra Jehovas Vidner ligger *ikke* i at forlade troen, men i erkendelsen af, at man psykologisk set skal fødes på ny, at man som en del at processen med af forlade Jehovas Vidner skal påbegynde en proces, andre har påbegyndt fra fødslen. Man er i en tilstand hvor ens livserfaringer ikke stemmer overens med den psykiske konstitution man er i besiddelse af.
Den vigtigste og bedste "medicin" imod den latente og permanente risiko for angst og depression er erkendelsen af, at man som psykisk "system" er et Jehovas Vidne for resten af livet. Friheden ligger i erkendelse af dette, for i erkendelsen af dette ser man sig selv som den man *er* og ikke som et Jehovas Vidne. Man får ved denne erkendelse og selvindsigt muligheden for at give sig selv et nyt indhold og dermed et nyt liv.
Vejen og processen er hårdt og har mange omkostninger. Gaven eller gevinsten er, at man opnår noget som de færreste får mulighed for: At leve to liv i ét liv.

#

Hvordan kommer man videre?[/quote]
Det er jo det der er det store spørgsmål og desværre er der ikke noget standard svar på eller standard løsning på denne udfordring. Det er på både godt og ondt en individuel proces, og heldigvis for det. Der dog en nogle grundlæggende ting man bør holde sig for øje, hvilket også dine tanker og indlæg lægger op til
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Jeg har levet hele mit liv med, ikke at være nogen og man er ikke på noget. (Jo hustru og mor, hvilket er dejlige opgaver i livet), men også altid været på vej i en søgen. Både udenfor og indenfor Jv. (Også derfor jeg råber op om den positive jantelov når jeg kan).[/quote]
En af pointerne i frigørelsesprocessen er erkendelsen af, at man netop *er* nogen/noget, men at udfordringen ligger i at komme til denne erkendelse, at man frigør sig fra de tidligere forestillinger og anskuelser, som har bevirket at man har defineret sig på en bestemt og begrænset måde.
I denne sammenhæng henviser jeg ofte til de følelsesmæssige kampe, som mange homoseksuelle mænd og kvinder har måtte gennemgå, før de er kommet til en selverkendelse af, hvem de er, hvad angår deres seksualitet. Her er det ikke deres følelser der er eller har været forkerte eller deres seksuelle selverkendelse der være årsagen til deres følelsesmæssige kampe. Problemet er og har været, det værdi sæt der har ligget eller ligger til grund som andre definerer/dømmer deres følelser og seksualitet.
Tør vi at komme i kontakt med vores indre følelsesliv? Har vi modet til at opleve og forstå os selv på en ny måde, hvor harmonien søges i os selv og ikke i, hvad andre mener om os?
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Fordi jeg har jo erkendt, at jeg er et Jehovas vidne et sted i mig resten af mit liv. Jeg kan jo ikke ændre på min fortid og det præg den har sat på mig. Jeg ser ikke mig selv som et af Jehovas vidner længere. Jeg har læst, at man skal være glad for sin fortid. For uden den var man ikke den man er nu. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde den fortid jeg har. Jeg kan ikke se, at min fortid er til nogen glæde for mig. Hvad angår Jv og mobningen. Samt flere andre ting.[/quote]
Manjana, jeg tror at det er vigtigt at du her fokuserer på, at det jeg skrev var, ”at man som psykisk "system" er et Jehovas Vidne for resten af livet.” Bemærk, at jeg ikke skriver at man ’som menneske’ vil være et Jehovas Vidner resten af livet, men at jeg taler om ens psykiske ”system”, det vil sige bestemte handle strategier, reaktionsmønstre, etc.
Forbliver man i ønsket om at kunne vælge sit liv om og dette kommer til at fylde for meget vil der være udtalt risiko for at man før eller siden udvikler et ubevidst selvhad, hvorved man kommer til at kæmpe en skjult kamp mod sig selv, at man risikere at fratage sig selv muligheder for at nyde det gode der kommer til en, det gode man selv har mulighed for at udrette til gavn for sig selv.
Din fortid har givet dig nogle kvaliteter som ingen andre har – spørgsmålet er: Har du lyst til at komme til erkendelse af dem og bruge dem? Eller fravælger du dem, fordi de er formet af et liv som Jehovas Vidne?
Vurderer du dine egne personlige kvaliteter ud fra samme målestok som du vurderer Jehovas Vidner? Eller vurderer du dine personlige kvaliteter ud fra, om de kan anvendes i dit nye liv?
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Jo jeg kan bruge min viden til, at hjælpe andre og advare om det her. Men så er det også det. Det kan jeg ikke leve mit liv på. Jeg kan ikke leve et godt og et glad liv på det. For uanset, hvad jeg så end gør så står jeg i stampe hele tiden. Og kommer ikke ud af stedet. Og det går mig virkelig på nu.[/quote]
Du kan bruge din viden om Jehovas Vidner til at hjælpe andre. Ja, men det er der ikke noget specielt ved. Alle kan tilegne sig *viden* om Jehovas Vidner. Alle kan lære noget om Jehovas Vidner og bruge det til at advare mod Jehovas Vidner, hvis det er dét de vil. Hvad du derimod skal have fokus på er: dine personlige erfaringer, hvad du personligt har oplevet og levet med.
Selvfølgelig kan man i denne sammenhæng ikke adskille viden og erfaring og det er heller ikke det der er min pointe. Min pointe er, at det er vigtig at have en klar bevidsthed mht., hvad der handler om viden og hvad der handler og følelser.
En frigørelse fra Jehovas Vidner ud fra et vidensperspektiv kan ske hurtigt, endog meget hurtigt, inden for ganske få dage til måneder eller år.
Anderledes forholder det sig med den følelsesmæssige frigørelse, fordi det her handler om at skulle lære at *opleve*, *erkende* og *forstå* selv på helt nye måder. De erfaringer man har fra sit liv som et Jehovas Vidner kan ikke umiddelbart bringes i anvendelse i en tilværelse uden for Jehovas Vidner, man skal til at gøre sig nye erfaringer, man skal lære at opleve, leve og reagere følelsesmæssigt på nye måder.
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Jeg står på et sted, hvor jeg i kort tid har følt, at bomben sprænger snart. Det sorte mørke, der befinder sig i mig, jeg taler depressionen men det føles som en sort klump, føles som om, at den er tæt på at eksplodere.[/quote]
Det du her beskriver, hænger ofte sammen med problemstillinger som dem der er beskrevet oven for. Der kan naturligvis være mange andre faktorer i spil, men ovenstående bør afgjort inddrages i bestræbelserne for at forstå og komme gennem det du oplever.
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Beklager at mit svar vist er noget tåget eller rodet.

Det du har skrevet har på ingen måde været hverken tåget eller rodet – det giver afgjort mening, set ud fra mit perspektiv.
De tanker jeg har fremfører er på ingen måde fyldestgørende, men håber dog, at det kan bidrage positivt til at bringe dig videre frem i den kamp du kæmper for dit nye liv.

Hej SBRH
Tak for svar og beklager min lange svartid.
Du skriver:
En af pointerne i frigørelsesprocessen er erkendelsen af, at man netop *er* nogen/noget, men at udfordringen ligger i at komme til denne erkendelse, at man frigør sig fra de tidligere forestillinger og anskuelser, som har bevirket at man har defineret sig på en bestemt og begrænset måde.
Min kommentar:
Men det er jo det. Jeg ved nu, at jeg er (uden fortegn, for jeg er nogen og jeg er noget), og jeg har erkendt, at det er jeg. Men alligevel kommer de tidligere mønstre op og laver forstyrrelser i mig.
Når jeg nævnte janteloven i mit tidligere indlæg er det jo netop fordi, jeg er dyb dyb modstander af den negative jantelov. Og fordi jeg via den negative jantelov har taget den positive jantelov med ind i mit liv.
Når dette er sagt er det netop forvirrende, at jeg til stadighed skal kæmpe imod den negative jantelov.
Jeg kan sagtens følge det du skriver. Det er dybe tanker og følelser man skal ind og have kontakt med. Og jeg har været der. Det er ikke rart at komme i kontakt med det sted. Men nødvendigt.
Jeg er stærk selvom jeg også er svag. Men når det kommer til et bestemt punkt, så står jeg op for mig selv. Og tager kampen til ende. Det er jo derfor jeg er kommet hertil so far.
Og jeg vil ikke finde mig i, at være et af Jehovas vidner rent psykisk, til mine dages ende. De har styret mig så rigeligt og det skal bare have en ende.
Jeg har forsøgt at undgå debatten her fordi jeg erkender, at jeg må komme videre nu uden evig og altid, at skal have Jv smækket op igen og igen. De har hjulpet mig så langt ud nu, (de har nemlig en god del af skylden for, at jeg har været nødt til, at researche så meget som jeg har), men nu skal jeg nok gå resten af vejen alene. Næsten. :)
Et sidespring. 🙂
Men noget der falder mig skarpt i øjet er dette:
Bemærk, at jeg ikke skriver at man ’som menneske’ vil være et Jehovas Vidner resten af livet, men at jeg taler om ens psykiske ”system”, det vil sige bestemte handle strategier, reaktionsmønstre, etc.
Mit svar:
Som jeg skrev ovenfor, jeg vil ikke være omfattet af Jv's indsatte reaktionsmønstre for resten af mit liv. Det er jo netop de mønstre, der hindrer mig i, at have et liv. Forstå mig ret, et erhvervsmæssigt liv. At føle man står i stampe og når man endelig endelig kommer så langt, at man tager springet ud i en uddannelse, så sker der pludselig en reaktion, der gør, at man havner på nul igen igen.
Det nederlag er bare ikke fair. Og på alle måder hæmmende for et sundt udviklingsmæssigt liv. Og det er det jeg mener. Det vil jeg ikke finde mig i og jeg gøre alt det jeg kan for, at komme hel ud på den anden side. Om det så først sker når jeg bliver 90. :)
Og det er jo netop her jeg intet forstår. For jeg ved, hvad jeg indeholder, næsten. Og jeg ved jeg er noget værd og jeg ved med bestemthed, at jeg har masser at give til andre mennesker. Derfor forstår jeg ikke, at jeg så igen igen havner her. Som en bombe eller lyn fra den klareste blå himmel stod jeg der og kunne intet men måtte gå ud af den skole jeg gik på.
Fuldstændig nedbrudt og fuld af angst.
Og her knækker min viden om, hvorfor sker det her?
Samtidig bliver jeg gal og vred og skuffet. Min lærer skrev til mig, at jeg var dygtig, jeg er en god kammerat, jeg er fleksibel og ansvarsfuld. Hun gjorde alt for, at hjælpe mig den sidste bid på vejen. Men intet hjalp, jeg lagde der lige så lang jeg var. Og jeg havde kæmpet forinden, jeg kunne bare ikke mere lige der.
Og det gør mig stædig og vred. For det kan bare ikke passe det her. Jeg kæmper en daglig kamp for, at komme videre og komme til det punkt, hvor jeg ikke bare med min viden men også med mine handlinger kan vise, at jeg er det stærke menneske jeg ved jeg er. Og lige inden målet ligger jeg der.
Det er ikke fair.
Og det er det her jeg mener. At jeg ved, hvem jeg er, hvad jeg indeholder, hvad jeg kan til en vis grad langt mere nu end nogensinde før. Jeg ved jeg kan, jeg ved jeg er noget og jeg ved, at jeg tør en hel del.
Jeg har en styrke og alligevel så går det galt.
Det forvirrer mig.
Du skriver at mit foregående svar ikke er tåget, 🙂 det håber jeg heller ikke det her er. For det er skrevet lige som jeg tænker og føler det.

Mange hilsner
Manjana
Ps, jeg tænker også, at jeg er godt på vej, til trods for depressioner og disse træls nedture. Og ja, så har du nok ret i at jeg aldrig bliver helt fri. Jeg tror at reaktionsmønstre indsat helt fra spædbørnstiden, vil sidde der resten af livet. Men at man kommer langt når man tager kampen op og går igennem en sådan frigørelelsesproces.

#[quote="eks-vidne" post=2574107]Hvordan kommer man videre?[/quote]
Det er jo det der er det store spørgsmål og desværre er der ikke noget standard svar på eller standard løsning på denne udfordring. Det er på både godt og ondt en individuel proces, og heldigvis for det. Der dog en nogle grundlæggende ting man bør holde sig for øje, hvilket også dine tanker og indlæg lægger op til
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Jeg har levet hele mit liv med, ikke at være nogen og man er ikke på noget. (Jo hustru og mor, hvilket er dejlige opgaver i livet), men også altid været på vej i en søgen. Både udenfor og indenfor Jv. (Også derfor jeg råber op om den positive jantelov når jeg kan).[/quote]
En af pointerne i frigørelsesprocessen er erkendelsen af, at man netop *er* nogen/noget, men at udfordringen ligger i at komme til denne erkendelse, at man frigør sig fra de tidligere forestillinger og anskuelser, som har bevirket at man har defineret sig på en bestemt og begrænset måde.
I denne sammenhæng henviser jeg ofte til de følelsesmæssige kampe, som mange homoseksuelle mænd og kvinder har måtte gennemgå, før de er kommet til en selverkendelse af, hvem de er, hvad angår deres seksualitet. Her er det ikke deres følelser der er eller har været forkerte eller deres seksuelle selverkendelse der være årsagen til deres følelsesmæssige kampe. Problemet er og har været, det værdi sæt der har ligget eller ligger til grund som andre definerer/dømmer deres følelser og seksualitet.
Tør vi at komme i kontakt med vores indre følelsesliv? Har vi modet til at opleve og forstå os selv på en ny måde, hvor harmonien søges i os selv og ikke i, hvad andre mener om os?
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Fordi jeg har jo erkendt, at jeg er et Jehovas vidne et sted i mig resten af mit liv. Jeg kan jo ikke ændre på min fortid og det præg den har sat på mig. Jeg ser ikke mig selv som et af Jehovas vidner længere. Jeg har læst, at man skal være glad for sin fortid. For uden den var man ikke den man er nu. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde den fortid jeg har. Jeg kan ikke se, at min fortid er til nogen glæde for mig. Hvad angår Jv og mobningen. Samt flere andre ting.[/quote]
Manjana, jeg tror at det er vigtigt at du her fokuserer på, at det jeg skrev var, ”at man som psykisk "system" er et Jehovas Vidne for resten af livet.” Bemærk, at jeg ikke skriver at man ’som menneske’ vil være et Jehovas Vidner resten af livet, men at jeg taler om ens psykiske ”system”, det vil sige bestemte handle strategier, reaktionsmønstre, etc.
Forbliver man i ønsket om at kunne vælge sit liv om og dette kommer til at fylde for meget vil der være udtalt risiko for at man før eller siden udvikler et ubevidst selvhad, hvorved man kommer til at kæmpe en skjult kamp mod sig selv, at man risikere at fratage sig selv muligheder for at nyde det gode der kommer til en, det gode man selv har mulighed for at udrette til gavn for sig selv.
Din fortid har givet dig nogle kvaliteter som ingen andre har – spørgsmålet er: Har du lyst til at komme til erkendelse af dem og bruge dem? Eller fravælger du dem, fordi de er formet af et liv som Jehovas Vidne?
Vurderer du dine egne personlige kvaliteter ud fra samme målestok som du vurderer Jehovas Vidner? Eller vurderer du dine personlige kvaliteter ud fra, om de kan anvendes i dit nye liv?
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Jo jeg kan bruge min viden til, at hjælpe andre og advare om det her. Men så er det også det. Det kan jeg ikke leve mit liv på. Jeg kan ikke leve et godt og et glad liv på det. For uanset, hvad jeg så end gør så står jeg i stampe hele tiden. Og kommer ikke ud af stedet. Og det går mig virkelig på nu.[/quote]
Du kan bruge din viden om Jehovas Vidner til at hjælpe andre. Ja, men det er der ikke noget specielt ved. Alle kan tilegne sig *viden* om Jehovas Vidner. Alle kan lære noget om Jehovas Vidner og bruge det til at advare mod Jehovas Vidner, hvis det er dét de vil. Hvad du derimod skal have fokus på er: dine personlige erfaringer, hvad du personligt har oplevet og levet med.
Selvfølgelig kan man i denne sammenhæng ikke adskille viden og erfaring og det er heller ikke det der er min pointe. Min pointe er, at det er vigtig at have en klar bevidsthed mht., hvad der handler om viden og hvad der handler og følelser.
En frigørelse fra Jehovas Vidner ud fra et vidensperspektiv kan ske hurtigt, endog meget hurtigt, inden for ganske få dage til måneder eller år.
Anderledes forholder det sig med den følelsesmæssige frigørelse, fordi det her handler om at skulle lære at *opleve*, *erkende* og *forstå* selv på helt nye måder. De erfaringer man har fra sit liv som et Jehovas Vidner kan ikke umiddelbart bringes i anvendelse i en tilværelse uden for Jehovas Vidner, man skal til at gøre sig nye erfaringer, man skal lære at opleve, leve og reagere følelsesmæssigt på nye måder.
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Jeg står på et sted, hvor jeg i kort tid har følt, at bomben sprænger snart. Det sorte mørke, der befinder sig i mig, jeg taler depressionen men det føles som en sort klump, føles som om, at den er tæt på at eksplodere.[/quote]
Det du her beskriver, hænger ofte sammen med problemstillinger som dem der er beskrevet oven for. Der kan naturligvis være mange andre faktorer i spil, men ovenstående bør afgjort inddrages i bestræbelserne for at forstå og komme gennem det du oplever.
#[quote="eks-vidne" post=2574107]Beklager at mit svar vist er noget tåget eller rodet.[/quote]
Det du har skrevet har på ingen måde været hverken tåget eller rodet – det giver afgjort mening, set ud fra mit perspektiv.
De tanker jeg har fremfører er på ingen måde fyldestgørende, men håber dog, at det kan bidrage positivt til at bringe dig videre frem i den kamp du kæmper for dit nye liv.