Hvor meget skal man fortælle, når man lige møder nogen?

Hej, jeg skriver for at få nogle råd og meninger. I de sidste par år har jeg haft store problemer med mit helbred; en overbelastningsskade af hænderne OG kræft. Jeg er kun 31 år. Jeg har derfor mistet mit arbejde, og jeg har nogle varige bivirkninger efter kræftbehandlingen, men ikke noget slemt. Jeg havde en kæreste, mens alt det her stod på, men det gik i stykker for nyligt, vi var for forskellige. Jeg prøver på at give mig selv ro til at blive rask og genoptræne, så jeg kan vende tilbage til jobmarkedet, og jeg er egentlig i okay humør, man kan jo vænne sig til meget!
MEN! Når nu jeg på et tidspunkt skal ud og lede efter en anden kæreste, hvor meget skal jeg så sige om hvad der er sket for mig? Noget skal jeg sige, jeg kan f.eks. ikke gå i seng med nogen uden at komme med ihvertfald nogle forklaringer (pga. små ar og kompressionsstrømper). Jeg er af natur meget åben, men mine venner siger, at jeg skal lære at servere det lidt af gangen og "virke mystisk". Jeg mener det åbner for den risiko, at mænd med god ret kan føle sig snydt, efterhånden som flere og flere problemer kommer på bordet? Men på den anden side, kan jeg jo dårligt score med denne her replik: "Hej, jeg hedder XXX, kan ikke bruge mine hænder ret meget, er arbejdsløs og har haft kræft. Derfor går jeg med tykke ortopædfarvede strømper fra tå til navle, har du lyst til at tage dem af?".
Hvad siger I?

Hvorfor tager du det ikke bare som det kommer, hvis fyren er oprigtig interesseret i dig, så vil dit handicap overhovedet ikke betyde noget som helst, det er jo som det er med dig, så hvorfor skulle han føle sig snydt....bare vær dig selv og gør ikke dit handicap til et problem på forhånd.
Venlig hilsen Solvej

Man virker vel ikke "mystisk" bare fordi man ikke lægger sine involde på spisebordet under den første længerevarende samtale. Taler man ikke med en date om andet end sig selv?
Det er da ikke med rette at nogen føler sig snydt, hvis man ikke i de indledende øvelser har fortalt om alle ens "problemer" - jeg vi jo hellere kalde det tildragelser i livet.
Men noget af situationen er jo nok, at du selv skal have flyttet fokus fra problemmassen. Så længe de det er det, der fylder mest er det jo svært at tale om andet. Forsøg selv at fokusere på dine kvaliteter, som du givet har mange af.
Det er godt du er "kommet ud på den anden side" tillykke med det. Og held og lykke fremover.

Hej med dig
Først - godt at du kom igennem det - hold fast i det og dig selv. Og glem hvad dine veninder siger om mystik. Uanset hvad er du nød til at være dig selv og på en eller anden måde blive gode venner med dit handicap og din sygdom. Som Dulkis-United skriver er det en stor hjælp hvis dit fokus kan være på andet end dine skavanker. Ellers *bliver* du dine skavanker.
Da jeg var helt ung (18-25) blev jeg også behandlet gentagne gange for en kræftsygdom. Meget af behandlingen foregik via de mere intime dele og nej- det var sgu ikke altid ligenemt at pleje erotisk samværd med kærester, men jeg var så ungdommelig tykpandet at jeg ikke tog mig særlig meget af det og kærester/flirts var der masser af ......... slanger, katetre osv på trods.
Dengang havde jeg meget svært ved at identificere sygdommen, med mit eget billede af HVEM jeg var og jeg sloges en brav kamp mod ALLE mine nærmestes for at de heller ikke skulle gøre det ..... og det var faktisk her de største slag stod. Det gælder om IKKE at blive offer eller blive gjort til offer af omgivelserne ......
Well - varme tanker og held og lykke
1-2-3

Mange tak for jeres svar! Jeg tror I har meget ret, når I siger, at det også kommer an på hvor meget mine problemer fylder for mig. Sådan havde jeg ikke lige set på det. Lige nu fylder det helt klart også for meget, fordi jeg er arbejdsløs, så der er lidt for meget tid til at tænke og for få ting at lave. Jeg arbejder på at fylde nogle gode ting på mit liv, og så kommer det nok hen ad vejen, at de ting fylder mindre. Mange tak!