Hvor meget kan man klare ?

Jeg skriver her, fordi jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
Mit problem er, at jeg har skilsmissebørn og i efterhånden mange år kæmpet for et almindelig forholdt, og samenvær med dem.
Jeg er mand, 42 år, gift for anden gang og har to børn på 12 og 8 år, fra tidligere ægteskab.
Idag forbanner jeg den dag hvor jeg mødte min ekskone.
Hende blev jeg separeret og skilt fra i 2002. Jeg flyttede sammen med min nuværende kone samme år.
I tidsrummet 2002 - 2005 så jeg børnene hver anden weekend, med nogle mindre vanskeligheder, hvor moderen saboterede samværet adskillige gange. Og tydelig viste sig, at hun prøvede at trumpfe hendes vilje igennem, ved at benytte sig af børnenes naivitæt. Det lykkedes for hende mange gange; man gider jo ikke at børnene bliver kede af det når de skal til far.
Som sagt gik det nogenlunde indtil min eks fandt sig en ny fyr, som har 2 børn fra 2 forskellige kvinder.
Nu skulle der andre boller på suppen. En fast indkørt routine skulle tilpasses efter hendes fyrs behov mht. samvær med hans børn og min børn.
Så hed det pludselig, at min børn og min kones børn ( 3 fra tidligere ægteskab ) ikke trives godt sammen. Her var det for første gang at jeg sagde nej tak, hvorfor skal vi lave om på det❓Han er det nyeste led i vores kæde, så må han jo tilpasse sig.
Men ak, dette var kun starten af det onde. De to, eksen og hendes fyr syntes jo at jeg og min kone skulle give os. ( Hendes 3 børn ser deres far hver anden weekend, uden noget bøvl fra vores side ). Det gik jo sådan som jeg var det vandt til, sabotage af samvær, løgn om at børnene ikke var hjemme når jeg skulle have dem på weekend. Når jeg så havde dem endelig var de tit kede af det, og hvorfor var de mon det❓Nogle gange lykkedes det ikke engang at sige farvel til dem, da moderen hev dem væk og smed dem i bilen, og diverse andre ting.
Så fik min kone og jeg vores drømmehus købt, med plads til allesammen. Måneden efter vi flyttede ind, havde vi brandt om natten på børneværelset overfor soveværelset. Vi havde alle børn i huset. ( 1 lillebror som min kone og jeg fik sammen i 2004 var også med, 6 børn i alt ) Heldigvis opdagede min kone brandet og vi kom ud af huset med livet i beholdt. Heldigvis var skaden begrænset, og vi tilbragte 1 månded i kontainerbygningen. Os allesammen fik tilbudt psykologhjælp, min børn som ikke boede hos os inklusive.
Det tog min eks 2 måneder, efter press fra min side, at sende min ældste til psykolog. Om hun har besøgt psykologen ved jeg ikke med sikkerhed.

Nå, efter vores brandeventyr, gik der en måned før vi kunne flytte tilbage i huset. Jeg havde min børn ikke på weekend, mens vi ikke boede i vores hus. Nu skulle de jo endelig komme og se hvor fint de så ud efter rengøring og reparation. Min eks og hendes fyr, havde været flittige imens ville jeg tro, da børnene ikke ville besøge os.
Min mindste pige kom alligevel 3 gange på weekend, men den ældste ville ikke. Hun ville ikke tale med mig. Nu så det ud til at min ekskones samlever fik pigen overtalt at skrive til mig. Det der kom med posten den dag, var noget i retning en regelset gennemnummereret fra 1- 10, med regler som efter en tlf. samtale med samleveren, skulle gengive min datters egne ord. Når man tænker på at en pige på 9 år ( i 2005) kunne finde på at skrive ting, såsom " trives ikke godt med ( min kones navn ) børn " eller " når jeg er på weekend hos dig, skal det foregår sådan og sådan ", ville jeg mene, at hun er dygtig til at udtrykke sig, for en 9 årig pige.

Som sagt de der regler var skrevet i Word, og bare printet ud. Men jeg er jo ikke dum, og ved jo godt at mi datter ikke kunne finde på at skrive disse ting. Ved nærmere anstrengelse af min hukommelse, var netop disse regler, del af det min eks altid har prøvet at presse mig til.
Det næste der så skete var hendes ansøgning om ophævelse af fællesforældremyndighed.
Samtaler i statsamtet, mht. samvær osv. hvor mit indtryk var altid det samme : Statsamtet forgiver at være neutral, og ikke holde med en forældre, men det var altså tilfældet. Ikke et eneste af min forslag blev til noget, ligemeget hvad.
Min ældste datter ville som sagt ikke se mig, uden at jeg vidste hvorfor ( og det ved jeg stadig ikke ). Hun skulle til samtale før vi gik i retten. Normalt er det børn fra 12 år, som skal til samtale, men her laver de så en untagelse. Statsamtet mener at hun er gammel nok til at have en mening om tingene. Så de bruger 1 time til at danne sig et komplet billede af min datter, og samtidig forlanger min datter at jeg aldrig får at vide hvad hun har fortalt. Fint, ikke❓Hvordan har man det så❓Fars pige vender sig imod mig, uden at jeg aner hvorfor❓Jeg slå ikke, jeg drikker ikke, jeg har ingen misbrug, men hun ændrer hendes holdning bare sådan.
Manipulation er ordet jeg tænker på.
Retsforhandling, LOL, hvis man kan betegne det som det.
Det gik sådan, at der var en dommer, hendes advokat og min, og selvfølgelig min eks og jeg. 10 spørgsmål til hver , og et krydsspørgsmål. Ingen kommentar til hinandens udsagn, mens dommeren glor ude af vinduet. Sådan finder man altså ud af, hvem der er bedst egenet til at bestemme over børnene.
Hvad var det lige min eks sagde i retten : " Jeg er meget interesseret i at børnene har et godt forholdt til deres far ".
Ok, endnu en gang hvor jeg syntes, at ´somthing is rotten in the state of Denmark´.
Hun fik jo selvfølgelig alene forældremyndigheden over børnene.
Og i anledning af hendes sejr over mig, syntes hun at det var smart, at forbyde skole, SFO og børnehave i at holde mig informeret.
Som hendes devise altid havde været ´Det er min fulde ret ´kunne hun nu med skriftlig sejrsbevis ( forældremyndighed ) i bagagen gøre lige hvad det passede hende.
Hun plejer at sige til mig " tænk på børnene " og når jeg siger hvorfor vil du have det sådan❓kom hendes hentydning til statsamtet og sætningen " Det er min fulde ret !"
Jeg har altid givet mig, for børnenes skyld. Men efterhånden havde jeg fundet ud af, at dette var begyndelsen af noget der lugter meget nøjagtig planlagt.
Som sagt, jeg har en stor datter, som er manipuleret så meget, at hun er på mors side. Hendes lillesøster er en anden slags menneske. Hun er stærk, med en vilje der siger spar to.
Der har været så meget tovtrækkeri mellem eksen , statsamtet og mig, hvor jeg hver gang bare kunne klappe i, og bare betale børnepenge, og ellers blive væk.
For at der skulle falde ro over det hele, og for at forhindre at min eks prøvede det samme med min lilledatter, valgte jeg ikke at se min yngste.
Jeg ved det godt hvad i nu tænker, men jeg havde / har ikke nogle gode odds, når eksen kan gøre hvad der passer hende. Selv når hun spolerer samværet på det tidspunkt, uden at der sker hende noget.
Sådan helt holder jeg / vi ( min familie )mig/ os ikke fra børnene, da vi kommer med julegaver til dem, som vi selv har valgt. Det lykkedes ikke for min børn at meddele mig hvad de ønskede sig.

Som sagt, holder jeg mig nu fra dem, for at selv kunne også være der for min familie derhjemme, samt passe mit arbejde.
Savnet af børnene blev meget stort, og jeg ved ærlig sagt ikke hvordan jeg kunne holde det ud, uden at vide hvordan de havde det.

År 2008:
Posten bringer ikke noget godt.
Min eks og hendes fyr er blevet gift, og nu søger hun om at ændre pigernes efternavn til hendes nye mands efternavn.
Jeg skal sige min mening til dette.
Det gør jeg også, og det kommer til at fylde 4 A4 sider.
Men kan i gætte hvem der igen løber med sejeren❓Ja rigtig min ekskone gør.
Igen gør det ingen forskel om jeg giver min mening til kende, eller tier stille.
Men det er jo planlagt, det hele er planlagt.
Børnene har ikke haft kontakt, eller søgt kontakt til min familie. Min forældre har besøgt dem en gang for 2 år siden, hvor der kun var ekskonens mand der førede samtalen.
De blev også meget hurtig bedt til at forlade bopælet igen.
Efterår 2008:
Jeg kan ikke mere. Jeg er nødt til at se dem, se i hvertfald min yngste datter.
Jeg tager mod til mig, og besøger dem.
Min lille datter kommer ud, og genkender mig, falder omkring min hals.
Hun hvisker til mig, at hun har savnet mig, og at jeg skal ringe til hende.
Jeg kan mærke fra eksen og hendes mand at det ikke passer dem at jeg er der.
Jeg tager afsted igen, men ringer samme aften. Jeg kan høre at i baggrunden bliver hvisket til hende " sig du ikke har til " " læg røret på ". Så bliver vi afbrudt.
Jeg ringer igen og igen de næste uger, kommer også uanmeldt forbi, for at se mine børn, men får kun set min lille datter.
Hver gang man ringer kan man høre enten min eks eller hendes mand, der hvisker til min datter hun skal afbryde samtalen.
Sidste gang jeg ringer, kan jeg høre at manden siger højt " smæk så det forbandede telefonrør på " så bliver samtalen afbrudt.
Jeg er vred nu, og ringer igen. Denne gang er det manden der tager røret.
Han siger " Du skal ikke ringe mere, eller komme her. Der er ingen der vil se eller tale med dig "
Det bliver til en samtale, hvor jeg er tæt på at glemme min gode opdragelse. Men samtalen ender ved at han smækker røret på.

Jeg fik kontaktet min advokat, og statsforvaltningen. Har søgt om at have samvær med begge børn, og er også indforstået med at det bliver overvåget samvær. alt, bare for at jeg kan være sammen med min børn.

Nu idag, d. 28.03.2009 kom der post igen, fra statsforvaltningen.
Jeg havde regnet med at det var mht. samvær, men det var noget andet.
Min ekskones mand har søgt om at adoptere min lille datter.

Det hele de to mennesker har gjort hele vejen igennem, var simpelthen at fryse mig og min familie ud. At fjerne os fra min børns hukommelse. En slags overtagelse. Og alt er lykket for dem, alt fik de trumpfet igennem.

Så meget som jeg tror på det danske retssystem og statsforvaltningen, er mine odds igen NULL !!!!

Nu sidder jeg her med en følelse af afmagt og vrede, og aner ikke hvad jeg skal stille op.

Jeg håber på, at i ikke bliver vred pga. stavefejl eller grammatik.
Knus fra en familiefar som elsker sin børn, men ikke må elske dem.

i dit tilfælde kvinden - i mit manden... Men trist er det!!! Og jeg forstår godt din frustration og den afmagt du giver udtryk for.
Som an anden har skrevet, så prøv foreningen FAR - de har stor erfaring med at hjælpe fortvivlet fædre med at få lov til at se deres børn. Jeg ønsker dig/jer al mulig held og lykke [s]- og sender varme positive tanker i din retning.
Pøj-pøj
Kontormus

Sådan som systemet er skruet sammen, tror jeg næppe at en forening kan påvirke statsforvaltningens beslutning.
Det kan kun familiestyrelsen. Og jeg har haft fornøjelsen et par gange.
Men igen ikke til min favør.
Statsforvaltningen har endda oplyst mig,i den seneste samtale jeg havde med dem, i forbindelse om samvær, her i sidste uge, at de har følgende holdning :
Hvis en overvåget samvær bliver gennemføret, og overvågeren har intrykket af, at børnene ikke gider at være sammen med mig, så kan de beslutte at forbyde mig samvær i det hele tage.
Det vil sige at min ekskone og hendes mand, skal bare traine børnene til at de skal opføre sig sådan og sådan ( måske ved at love dem noget eller true ), så wupti er det bare øv bøv for mig. Skide være med det at jeg er deres far.
Så bestemmer statsforvaltningen bare at det er for børnene det bedste, ikke at have samvær med deres far.
Så nemt er det.

en meget lang historie, som jeg synes er meget svært at forholde sig til, da jeg kun hører din side...
Har dog en kommentar til følgende:
"Hun fik jo selvfølgelig alene forældremyndigheden over børnene.
Og i anledning af hendes sejr over mig, syntes hun at det var smart, at forbyde skole, SFO og børnehave i at holde mig informeret. "
Det er normalt at skoler kun skriver til den forældre, der har forældremyndigheden!

Hun sagde i retten at, hun var meget interesseret i , at børnene har et godt forholdt til deres far.
Syntes du at hendes handling understreger det hun sagde i retten ?

Du har intet at tabe og foreningen Far er bissede og ofte også ballademagere, men dit alternativ er at miste dine børn helt. Vil du ende i den situation at du lod noget uprøvet og så tabte?
Kontakt foreningen eller endnu bedre Børns Vilkår.

men det er altså sådan at skoler ikke sender breve til den forældre, der ikke har forældermyndigheden. Sådan er det bare... Så det er ikke bare i din situation, at det er sådan...

at skoler, SFO og børnehave kun gør dette, efter opfordring af den forældrer der ikke har forældremyndigheden.
Ellers sender de informationerne uden problemer.

det er en værre historie og meget trist. Du må jo på en eller anden måde i dialog med din ekskone... Det du kan gøre, er at være ærlig omkring det, du har gjort forkert i denne sag... Jeg siger ikke, skylden er din, men at du måske lukker øjnene lidt for, hvornår du har handlet dumt...
Derfor er det også svært for os at hjælpe dig, for alt du peger på, er hvad din ekskone har gjort. Det eneste tidspunkt, hvor du lukker lidt op for, hvornår du måske ikke lige har tænkt, er, at du flyttede sammen med din nye kone ganske kort efter at være gået fra den anden... Det er jo ved at være flere år siden, så jeg mener ikke, du skal have det skidt over det, men måske bare lige gennemtænke, hvad du kunne have gjort anderledes. Og nu bruger jeg altså kun det som eksempel, fordi det er det eneste sted, du fortæller lidt om, hvordan DU har handlet - og jeg tror ikke engang, du selv kan se det...
Dialog er vejen frem - og derfor bliver du nødt til at tage egne fejl til dig i stedet for bare at se din ekskone som en dum kælling...

det passer ikke! Det kan godt være, at det er lidt forskelligt fra skole til skole, men visse skoler sender altså kun breve til den ene forældre. Jeg er lærer og ved det derfor...

enig.
Jeg har ingenting at tabe. Jeg vil kontakte foreningen far.
Har efterhånden ikke de store forhåbninger, men jeg giver det en chance.

Tak for svarene.
Jeg vil dog gerne opfordre dem som måske har været igennem noget lignende, at skrive her.

i selv at henvende sig til skole og skolelærer for at hører hvordan det går med barnet!
Jeg synes der er meget hun gjorde og så hviskede han og så..............
Mange gisninger og hentydninger. Der må være et eller andet han selv har gjort for at samværet skulle slutte!
Løvemor

der mister samvær med sine børn, uden meget vægtige grunde.
Der må være noget du ikke fortælller.
Løvemor

bare vidste det ?
Jeg har altid været ærlig og spillet med åbne kort, min ekskone derimod, har først vist sit sande jeg efter jeg gik fra hende.
Det værste er, at det gå ud over børnene, men sådan opfatter hun det ikke, tværdimod.

Og ja, jeg ved at jeg kan henvende mig til skole osv., det har jeg da også gjort.

jeg holde noget hemmeligt ?
1.
Jeg mistede ret til samvær med min ældste datter, fordi hun lige pludselig ikke ville se mig, og derfor under en samtale ved statsamtet i forbindelse med forældremyndighed gav udtryk for, at hun fortsat ikke ville se mig.
Statsamtet bestemmte, at hun var moden nok til at have en mening om, hvem hun ønskede at være sammen med.
.... vægtige grunde❓Grundet til dette kender jeg som sagt ikke.
Pigen vender sig imod mig fra en til næste øjeblik❓
Fortæller noget, som jeg ikke må får at vide. Tror det eller ej, jeg har tænkt så meget over det, hvad jeg kunen havde gjort forkert, men jeg kan ikke finde på noget.
Pigens mor svarede, efter jeg spurgte hende, hvorfor hun aldrig har spurgt min datter, hvorfor hun ikke vil ses mig, følgende : " Det kommer ikke mig ved ".
Med andre ord, hun er ligeglad, da det passer hende fint.

2.
Jeg har ikke mistet retten til samvær med min yngste, endnu.
Som tidligere skrevet, har jeg holdt mig fra børnene, for at der skulle komme ro over det hele. Samvær med pigen skal bare aftales igen. Men der prøver ekskonen og hendes mand at sætte en stopper for, ved at forsøge at adoptere hende.
3.
Jeg ved godt at man ikke forventer at mennesker er ærlige, og kun fortæller om anderes dårlige sider, og ikke deres egne. Men jeg har ingen grund til at pynte på noget, hvad ville jeg også får ud af det ?

og der har faderen og moderen hver deres login. der er ingen grund til at den far ikke skulle kunne have mulighed for at følge med i hvad der sker i datterens liv i skole, sfo o. lign

prøver at hjælpe trådstarter, ja så er han vist bedre tjent med at i holder mund. i forholder jer i store træk ikke til det han fortæller, men kommer meget frem med alle mulige ting omkring at han sikkert selv har været skyld i det selv. hans indlæg handler efter min mening om hans ret til at se sine børn. og som han skriver må det gerne være overvåget samværd. så handler det om systemet favorisering af moderen i forældremyndighedssager og sidst men ikke mindst indoktrinering af børnene mod ham.
uanset hvad han næsten har gjort, med få meget alvorlige undtagelser, berettiger det ikke til den behandling han får af moderen og slet ikke af hendes kæreste. nu er jeg lykkeligt gift, men var det mine børn der der blev udsat for den prægning af en exkones nye kæreste, så kunne han se frem til en ordentlig røvfuld. jeg havde kontaktet medierne og fremlagt alle de papirer og beviser der var i sagen.
kvinder er nogle hævngerrige størrelser af natur. og erfaringen har vist at en forsmået kvinde er totalt ligeglad med hvem det går ud over, når det bare hjælper hende med at få hævn. dette lærer piger allerede i deres forhold til deres veninder.
vores system virker ikke. statsforvaltningerne har ikke rammerne til at løfte opgaven og det går ud over børn og fædre.
en trøst til trådstarter er at børnene når de bliver store, gerne har det med at reflektere over hvad der egentligt skete da de var små og de ser tit det sande billede. til den tid afskriver de i dette tilfælde moderen og hun kommer til at leve et ensomt liv når børnene bliver store. de vil komme til dig.
hør især ikke på den debatør der kalder sig løvemor, for hun har jo selv gjort præsis dette mod hendes exmand.

som har forstået mit problem 100% .
Jeg takker dig mange gange, fordi det du skrev rammte plet.
Det med at give hendes nye mand røvfuld, har jeg også haft mange gange i mine tanker.
Det ville ikke løse problemet, men fortjent ville det være.
Mht. Det brev til bevilling af adoptionen af min datter.
Statsforvaltingen har begået en fejl.
Brevet var dateret den 28.05.2008 !!
Jeg fik den i fredags, altså i sidste uge.
Ringede til statsforvaltningen, og fik at vide at min datter var blevet adopteret for længe siden. Da de havde sendt 3 breve, og jeg havde ikek reageret på det.
Nåh ?? Tænkte jeg, jeg har da ikke fået sådan et adoptions halløj før med posten ?
Jeg fik et chock. Det kunne simpelthen ikke passe.
Så prøvede damen at overbevise mig at Post Danmark var skyld i det, at jeg først nu fik brevet.
Efter noget diskussion, spurgte hun igen efter Journalnr. og så lige pludselig siger hun : Det journalnr passer slet ikke sammen med dit navn og cpr nummer .
Jeg kunne får tilsendt et nyt brev.
Ikke engang undskyld kunne hun sige.
Det er da bare fantastisk, at det kan ladde sig gøre.
Hvis det var et journalnr på sygehuset, hvem ved hvad der kunne ske med en patient, når man byttede rundt på journalen.

Jeg er åbenbart født til at blive kostet rundt med, og trampet på selv når man ligger nede på jorden.

Din debat gjorde mig godt nok trist - dine børn burde jo have lov til at se deres far, når de nu er så heldige at deres far elsker dem og gerne vil se dem.
Jeg håber inderligt, og krydser fingre for, at det hele falder på plads og at du snart får lov til at være en del af dine pigers liv igen!
Held og lykke🙂

og jeg synes ikke at din eks kan være bekendt at gøre at fratage dig alt ansvaret..
Faderen er ofte glemt i de her sager.. Når jeg ser på min far og mor, så ville jeg da bare ønske at min far havde været så ihærdig som dig. :)
Min mor havde ikke lige altid overskud til to børn, og det havde min far måske lidt mere.. Da jeg blev irriterende hysterisk teenager😖 der pjækkede jeg lidt for ofte fra skole og skiftede skole et par gange, og utroligt nok blev min far ikke underettet. Det var mig som der fortalte min far at jeg altså havde flyttet skole.. synes det var for dårligt at de ikke havde underettet ham og at det var mig som der skulle fortælle det.. og sådan var det ofte.. ´Jeg stak af hjemmefra et par gange i min vilde periode, og der fik min far heller ikke noget at vide..
Jeg har ikke lyst til at mit fremtidige barn skal være en lus mellem to negle i sådan en sag, og jeg håber da at du får lov til at se dine børn og får lov at have noget at have sagt..
Når jeg læser din historie føler jeg mig helt ked af det på dine vegne, jeg håber virkelig inderligt at du får samvær med dem igen..
Jeg kan ikke se hvorfor du som mand ikke har noget at skulle have sagt over for sådan en dybt manipulerende kvinde og hendes mand.. Det er synd for dine døtre at de skal høre alt det pladder om deres far, (som lyder som en fornuftig mand, der elsker hans børn overalt på jorden)
Bliv ved med at kæmpe for dine børn, og send måske nogle breve til dine børn, så de kan se at du elsker dem. og du bør måske have gemt nogle kopier derhjemme, så dine børn senere kan læse dem, (Hvis moderen nu brænder dem, eller smider dem ud) så de ved at du har gjort alt hvad du kunne for at få kontakt til dem, så de ved at du ikke er en "bussemand"
Held og lykke med det hele og jeg håber du kan få noget samvær i fremtiden med dine børn, og de ikke når at blive "ødelagt" af din eks..
Mvh gold..

Nu er jeg godt nok pige/kvinde, ( jeg ligger lige på det punkt hvor man ikke lige ved hvad man skal kalde det😉)
MEN, men, jeg synes i har fuldstændig ret i at der der tale om kvindefavorisering, og det er der desværre alt for ofte.. jeg synes det er noget pjat at det gang på gang er kvinderne der vinder den slags sager på trods af at faderen nogle gange er den bedste til at varetage børnenes interesse.. og da jeg læste at dit barn var blevet adopteret væk blev jeg målløs, jeg synes ligesom som ham der skrev tidligere, at du bør gå til medierne.. pisk en stor stemning op, det plejer at virke på de kommune folk.. det ved jeg af erfaring.. Det er den eneste måde at de "hører" på dig
Klø på og få dem til at erkende deres fejl, og få en offentlig undskyldning.. det er det mindste du kan forlange..
Held og lykke :)