Hvad kan der være galt med mig?

Kære soldebattører,
Jeg har hårdt brug for at høre jeres mening om følgende og at I kommer med jeres råd og indput, måske er det bare for mærkeligt, måske er der intet problem eller også kan ingen relatere til det eller kan hjælpe, men nu prøver jeg:
Vi er en familie på 3: far, mor og søn på 8 år. Vi lever i Nordsjælland i et dejligt kvarter, hvor jeg regner med, at de fleste har overskud, au-pair piger, gode relationer etc. Alle er meget høflige og virker søde. Familierne er ganske homogene heroppe, der er ikke rigtigt nogen der skiller sig ud, og på vores søns skole er der ingen grænser for, hvor meget alle er med. Det er jo dejligt. Alt er idyllisk..men alligevel føler jeg, at når folk har set os et par gange, så er det som om de tager lidt afstand fra os, ikke så meget mændene men kvinderne..jeg prøver herefter at se hvor vi skiller os ud
- vi har et måske federe hus?
-dyrere biler?
kan det have en negativ indflydelse? vi gør ikke meget væsen ud af at prale og er meget åbne og nede på jorden. Vi har haft så mange af sønnes venner hjemme, det er 80% af gangene altid os der tager demmed hjem.
- bedre jobs? kan det påvirke negativt?? mit job er ikke attraktivt statusmæssigt, men giver godt, mandens er.
- jeg føler tit at kvinderne snakker et indforstået sprog om alle mulige almindeligheder, jeg synes det er svært at snakke flydende med om det- det kan være madpakker eller tøj der diskuteres og jeg synes det er imponerende (uden ironi) at de kan holde en snak kørende i timevis uden pauser omkring lignende emner. Jeg mester ikke den kunst, ville gerne for at være med, men det er som om jeg går i stå ikke ved hvad der skal siges...
- vi er alt andet end autoritetstro, vi gør ikke nødvendigvis som flertallet, men efter hvad vi selv finder fornuftigt, naturligvis inden for lovens grænser...
vi har venner inden for alle samfundslag og elsker at være sociale, gå ud etc, for os betyder det intet, hvor meget folk ejer eller hvad de tjener og laver det er ikke vigtigt. Bare de er åbne og har et godt hjerte.
Måske har folk på sønnes skole det bare travlt eller..er vi måske for mærkelige?

at se "udefra set" perfekte mennesker direkte i øjnene. Det kan jo være det bare er fordi, folk omkring jer får mindreværdskomplekser, når de ser dig og din familie?
Ellers kan det også være, at du bare skal øve dig i at socialisere dig lidt. Er du f.eks. den første, der tager ordet i en ellers stiltiende forsamling, evt. med en bramfri bemærkning? Hvis ikke, så øv dig i det. Det giver også lidt selvtillid.
Det kan evt. ikke være, fordi du selv går og ser ned i jorden og er konfliktsky overfor andre mennesker? Er du god til at se op og smile TIL andre fremmede, du møder på din vej? Det gør jeg selv, og det giver altid noget igen. Dog har jeg som sagt lidt svært ved det, hvis det er folk der udadtil virker som om de er "perfekte" og er ret stramme i betrækket.

et overklasseproblem måske ?
Prøv, at lægge mærke til (ærligt og med empati) din næste
held og"Løkke"

ja, til den første debattør, det kan være vi giver andre mindreværdskomplekser,men det ønsker vi ikke. Bare tanken om at nogen skulle føle sig mindre værd i min nærhed gør mig ked af det. Vores familier kommer begge fra arbejderklassen, vi har så begge taget langvarige uddannelser og været heldige med jobs, men selv om vi nu befinder os i overklassemiljøet er vi sikkert modsat andre meget venstreorienteret og sympatiserer meget med alle dem, der kæmper for at få en hverdag til at hænge sammen,noget vi også snakker med vores søn om. Vi ser andre i øjnene og er venlige og lægger mærke til vores næste, som 2. debattør anbefaler..ja..lad os se hvad andre siger..

kan jeg ikke lige få øje på, hvor problemet skulle være.
Er du sikker på, at du ikke bare har for mange følehorn ude? Nu f.eks. min egen kæreste, hun starter morgenen med at spørge mig - hvorfor er du SUR? Det er somregel før jeg overhovedet har nået at få nogetsomhelst humør 😃 Og i den dur. Du tænker ikke bare lidt for meget over, hvordan folk reagerer på dig?
Selv har jeg taget "den modsatte tur" - kommer fra overklassen, tog min kandidat som 24årig og livet kørte derudaf i overhalingsbanen, men så rammer skæbnen mig i 2000 og jeg har idag et alm. ufaglært og er kæreste på 8. år med kæreste fra arbejderklassen. I starten var jeg også meget "overfølsom" mht. hvordan folk reagerede på mig. Men idag er jeg bedøvende ligeglad.😃

tak igen for svar..jo tror igen du rammer plet, er nok meget følsom og tænker en del over hvad andre mennesker tænker, hvordan de har det reagerer, jeg ser alt, mæker alt..måske man sku være mere ligeglad :)
ja skæbnen kan hutugt tage en ny drejning..alt kan ske, derfor tænker jeg bare på at behandle alle lige med respekt etc..man kan hurtige landet uforskyldt i en uheldig situation..

at du overhovedet tænker på jeres økonomiske forhold som en mulig faktor for folks reaktioner - eller ikke-reaktioner - på dig/jer. Når jeg møder nye mennesker, skænker jeg det ikke en tanke, om de er overklasse, middelklasse eller underklasse - med mindre, de ligefrem demonstrerer det ved at nævne det.
Hvis jeg mødte mangel på interesse fra mine omgivelser, ville jeg ikke på nogen måde kæde det sammen med noget så underordnet som mine økonomiske forhold og mit uddannelsesniveau. Jeg ville se indad og spekulere over, om der var noget i min personlighed, der virkede afvisende/svært at "læse" eller noget helt tredje - og jeg ville også se udad og overveje, om det var "alle de andre", der var noget "galt" med. Og det undrer mig, at du overhovedet kommer på at overveje jeres sociale status som en faktor, der spiller ind.
Selv om du gør et stort nummer ud af, at I er helt nede på jorden og ikke blærer jer med jeres status, nævner du det alligevel - flere gange - og det forstår jeg bare ikke. Hvordan er du kommet på den tanke, at det kan være relevant? Og spiller det mon alligevel ind på din måde at opføre dig på?

Det er min erfaring, at store huse, prestige jobs eller andre ydre ting ingen betydning har for at skabe kontakter eller for at blive en del af fællesskabet. Heller ikke selvom man er tilflytter (ved jeg ikke om I er).
Om I er mærkelige? 😉 Det er jo svært at sige, når jeg ikke kender jer. Det er svært at beskrive sin egen personlighed, og jeg tror som sagt ikke, at det er de ydre ting - som du beskriver - der spiller ind.

Jeg har ikke noget bud på, hvorfor I skiller jer ud. Måske er det kun jer, der føler det? Måske er "de andre" ikke klar over, at I gerne vil være en del af fællesskabet?
Det kunne jo være interessant at finde ud af, hvordan de opfatter jer - er der nogen, I kan spørge?
Måske ikke det letteste spørgsmål at stille, men det vil alt andet lige være en mere enkel metode til et anvendeligt svar end at I gætter herfra og til evigheden 😉
Et enkelt indlæg siger jo ikke så meget om jer som personer, men min første tanke - da jeg læste dit indlæg - var, at du tænker meget i sociale klasser. Måske er der nogen, der synes at det fylder for meget hos jer. Måske er der nogen der føler at I snobber nedad, og føler at jeres forståelse for de lavere sociale klasser virker påtaget og kunstig. Måske prøver I bare for meget, og er ikke jer selv...Jeg kan tage helt fejl, bare en tanke [s]
Rigtig glædelig jul

at der måske går nogle rundt og er misundelige på jer. Altså jeres status men det kan i ikke tage jer ,af det er deres eget problem. Så længe alle bliver behandlet ens og med respekt og venlighed uanset hvilken klasse de er fra så er jeres ryg fri.