Hvad gør man lige som forældre?

Står lige nu og ved ikke hvordan jeg skal forholde mig, føler ikke jeg som forældre får en ærlig chance af kommunen.
Jeg vil gerne fortælle lidt om hvad det er min familie går/har gået igennem.
Jeg har 2 børn (D) bliver 8 år & (L) bliver 3år.
For snart 5 år siden var jeg nødsaget til at sende min søn(D) hjem og bo ved sin farfar, jeg stod uden lejlighed & måtte flytte på forsorgshjem
da det var eneste tilbud kommunen havde til hjemløse, jeg flyttede til en anden kommunen senere da jeg ventede endnu et barn, den nye kommune
støttede mig i at få (D) hjem, hvilket lykkedes for snart 2 år siden.
Jeg gennemgik forældreevnetest, vi var inde under familiecenteret og alt talte for at D skulle hjem.
Da han så flytter hjem igen blev jeg lovet psykolog til den store(D) og aflastning til den yngste(L)
fik støttekontaktperson på som skulle hjælpe og guide i forhold til at hverdagen skulle fungere med 2 børn
og jeg tog imod al den hjælp og støtte jeg kunne få.
Problemmet var/er bare at den hjælp og støtte aldrig er kommet, støttekontakpersonen er det eneste der blev iværksat, spørgsmålet er så bare
hvad jeg kan bruge hende til når hun kommer hver 14nd dag, drikker et par kopper kaffe og går igen?
Psykologen er ikke kommet igang, aflastningen er ikke ansøgt fra kommunens side endnu, jeg har set min sagsbehandler 3 gange de sidste 2 år & de
gange har det været sindsoprivende for alle os i familien.
I sommers kom hun på uanmeldt besøg på campingpladsen (hvor vi boede hele sommeren) fordi et camping ægtepar,
der havde lagt ved siden af os i 3 dage havde lavet en underretning, der gik ud på at ungerne ikke forlod campingvognen fra Søn-tirsdag.
Sagsbehandleren måtte jo så erkende at hun havde tjekket med vuggestuen og skolen og fået bekræftet at begge børn VAR mødt op man-tirs.
Under hendes "besøg" på campingpladsen gjorde hun det meget klart at hun ikke var enig i mit valg af kæreste & at hun ikke
mente han burde være en del af mit eller børnenes liv.
Vi var begge forbløffede over en sådan udtale, så vi kontaktede hendes chef, der irettesatte hende så hun senere kom med en undskylning.
Mig og børnene er nu flyttet sammen med min kæreste, den mand som den yngste kalder far.
Jeg har været gennem egen læge med D som har en depression efter de 3 år han har boet hos sin farfar,
han henviste til børnepsykiatrien, men de afviste os da de mente kommunen burde kunne gøre mere for os først.
D er blevet gladere & leger gerne med sin lillebror, hvilket han ikke gjorde før.¨
De er som brødre er, passer på hinanden også selvom de til tider skændes.
D er glad for skolen/klubben og kammeraterne i dagligdagen.
Han er stolt af sin faglige formåen & kommer glad hjem og fortæller om sin dag med vennerne
Den Yngste (L) har derimod et stort temperament, han vil gerne ha sin vilje og tror han skal styre både hjemmet og vuggestuen,
men hvilken vildbasse på snart 3 år tror ikke det?
Han har sine rutiner og ændrer helst ikke på tingene.
Eks. skifter du hans stol/dyne etc ud med en ny, har han svært ved at accepterer at det er den nye han skal bruge.
Han er også den kærligste dreng der hellere end gerne udtrykker sin omsorg for andre.
Hans glæde er ægte og tydelig,han stråler når han står der med strutmund og siger "me ha mys" eller peger på kagen og siger " må godt gerne, gos mor?"
Vi har fået livet og hverdagen til at fungere.
Har en god kontakt til daginstutitionerne og nabolaget.
Så var der møde igår og nu sidder jeg så her med en mærkelig følelse i maven.
Sagsbehandleren havde været til møde med Klubben (D) og Vuggestuen (L) for en måneds tid siden, hvilket vi godt vidste.
Hun siger så at Vuggestuen har bedt hende sørge for, at det kun er Mig der afleverer og henter (L) og ikke min kæreste.

Det kan jeg ikke forstå da de altid er glade og ivrigt snakke med os begge når vi kommer, så jeg spurgte nede i vuggestuen idag om det havde hold på sig
& det viser sig så at de har udtalt det modsatte, de er glade for at vi begge har så god og stabil en kontakt, og nyder at se L & farmand sammen.

Min sagsbehandler vil nu ha mine besøgstider af kontaktpersonen bliver lavet om til eftermiddag (mellem 16-18) i stedet for aften efter aftensmaden.
Dvs at min kontakperson nu skal overvåge mine rutiner med afhentning, madlavning og eftermiddagsstress, hvis hun så også skal spise med så er det
ekstra arbejde, ekstra udgift, ekstra stress faktor.
Jeg ser gerne at besøgene ophører, men bliver ikke lyttet til.
Hele familien kommer på et værested 4 gange om ugen, beregnet til underbemidlede børnefamilier hvor man kan komme og spise aftensmad, med andre børnefamilier
eller man kan sidde for sig selv i sin egen familie gruppe.
De støtter det socialeaspekt både for os voksne, men også for børnene.
Det sparer os for den stress der tit kan opstå, med børn,madlavning,oprydning og sengetid.
Det giver os mere kvalitetstid med børnene da vi netop kan fokusere på dem istedet for daglige gørmål.
Dette mente sagsbehandleren dog heller ikke var en god idé, da vi selv burde stå for daglig madlavning og opvask.
Hun vil ha sundhedsplejesken skal komme pga L´s temperament.
Det er så ok, jeg tager gerne imod råd om hvordan vi kan ændre hans reaktioner.
Samtidig siger hun også at NU vil hun lave den ansøgning om aflastning færdig til efter jul.
Jeg takker nej, da det behov var der for 2 år siden, men ikke er der længere.
Det var hun uforstående overfor.
Hun nævnte også at nu hvor vi er flyttet mellem 2 lejligheder og en campingplads det sidste år, så har begge børnene brug for tryghed og stabilitet
& burde ikke flyttes mere rundt, men i samme åndedrag udtaler hun også at vi indenfor 6 mdr burde flytte til noget større.
Og modsiger jo dermed sig selv.

Når man som forældre gør alt hvad man kan og gang på gang beviser at tingene fungere, skal man så bare se til når en kommunel instans vil ændre på den
stabilitet og tryghed vi har bygget op?
Hvad skal der til for at vi bliver hørt, når vi siger stop!?
Når deres hjælp ikke længere er gavnlig for nogle i familien men derimod fylder os alle med angst, uforståendhed og magtesløshed,bør jeg
så ikke ha muligheden for at sige fra, for at beskytte min familie, mod yderligere indgreb?

En frustreret familie.

Det er utroligt svært, at komme videre når man slås med kommunen, de kan være meget svære, at råbe op og hvis i råber for meget bliver det værer.
I kan nok ikke gøre noget ved, at de vil lave jeres tider om, det er deres ansvar, at i fungere med ungerne og hvis de menner i har et problem i ulve tiden, så skal de jo være der.
Men i kan skrive en klage til jeres sagsbahandler, at i gerne vil have det sat til efter meden som i plejer dels fordi i føller det vil påvirke jeres børn med stres , at der er en men også fordi ungerne er vandt til det og at det ville være bedst at alt bliver som det plejer for dem, alså trykhed og stabilitet. hvis i for nej, skal i selvfølig anke.
I kan også bede om at få besøgen stoppet og ved nej anke, men jeg tror ikke det vil hjælpe.
Hvis i skal have din kontakt person på dette tidspunkt, så få ungerne til. at hjælpe med, at lave mad, det tager lidt af stresset og hun skal ikke spise med, det er en udgift i ikke skal have.
Selvfølig har de ret i at det ikke er godt, at flytte så tit med børn der har det svært i forvejen, børn bliver stresset ved flytninger og når de flyttes så ofte vil de blive rodløse og det vil altid blive brugt imod jer, at i er rastløse og flytter tit.
Hvor tit kommer jeres kontat person?
Kommer i godt ud af det sammen?
For måske kan i få hjælp der.
Håber, det går godt for jer.

Jeg kan godt forstå at det kan virke meget frustrerende når man føler systemet er med til at ødelægge det man prøver at bygge op.
Jeg har også haft min søn anbragt grundet handicap, og måtte kæmpe hårdt for at få ham hjem igen, så jeg kan godt følge dig i dine tanker.
Set med mine øjne, er det super vigtigt at du ikke bare lader dig nøjes med. Du er i din fulde ret til at råbe op, når du synes at de ikke hjælper jer efter aftale.
Det er ikke okay at der stilles nogle hjælpeforanstaltninger op, som så ikke overholdes, og derfor skal du slå i bordet og prøve at blive hørt.
Kommunerne er ikke altid lige lette at danse med, og jeg har personligt siddet til flere møder hvor jeg hører mine egne ord er blevet helt fordrejet når det kommer ned på papir, og så bliver jeg sgu gal og de bliver irettesat.
Jeg har flere gange bedt om ændringer i statusbeskrivelser, for det gavner ikke min søn og jeg at der står et og jeg har sagt noget andet.
Det bedste råd jeg kan give dig er at hænge i, hold på dit og kæmp for det. Bed evt. om at få en bisidder med til div. møder, for det kan ofte gøre en forskel.
Jeg har oplevet møder hvor en sagsbehandler kørte med klatten, men piben fik en anden lyd da der pludselig kom en bisidder med.
Min søn har ADHD og er meget ramt, det har kostet mig 6 års hård kamp at få kommunen til at forstå at jeg ikke beder om det jeg har krav på, men om det vi har behov for. Jeg har sat mig grundigt ind i serviceloven og føler mig klædt godt på når vi holder møder, og idag har vi et rigtigt fint samarbejde.
Tro på det, kæmp for det og bed om det du gerne vil have. Husk også at de får ikke provision for at snyde dig for dine rettigheder.
Held og lykke med det hele og glædelig jul.