Hmm... Hvad siger du? Sært, ik´?
Hun ventede… Han ventede.
Hvad ventede de på?
Tro? Håb? Kærlighed? Måske… De ventede på hinanden. De ventede på dét. De ventede fordi de blev nødt til det. De ventede fordi de ikke kunne andet.
Hun stod hver aften, flere uger i træk. Hun ventede lidt, hun håbede lidt, men hun vidste nok.
Han kiggede… Han græd og han håbede, men han vidste også.
De var ikke én eller ét. De var 2… De var MEGET 2.
De var natten og dagen. De var solen og månen. De var glæde og sorg. De var så vidt forskellige, men alligevel vidste de at de hørte sammen og kun kunne følge naturens gang, som det altid havde været og altid vil være. Solen bestemmer ikke selv hvornår den står op. Den må også følge den evige cirkel.
Sådan var det med dem. De var fanget i ”sådan har det altid været”…
Og man slipper ikke bare ud af ”sådan har det altid været”. Når man først er der, skal man ændre og bryde en kraft og uskrevet lov, som ikke må brydes, for at slippe ud af den.
Man vil aldrig kunne bryde den uden konsekvenser. Noget ville dø hvis man ikke havde natten, men noget nyt ville også blive til. Noget nyt. Noget stærkere end det forrige. Men ikke uden tab.
Var det det værd?
Og hvad var dog grunden?
De burde have være månen og stjernerne. De burde have hørt sammen, som uadskillelige.
Men som de er skabt og fastsat i denne verden, må de leve.
Indtil den dag han bryder det… Men kan han det?
Lade forventninger og ”sådan har det altid været”, være hvad det er og lægge det bag sig.
Men skolen venter. Endnu en dag uden for hendes liv. Endnu en dag af skuespil og kærlighed, som afspejler sig i had.
Hvad øjet ser, er ikke hvad der er. Hvad øjet ser, er en illustration af ”sådan har det altid været”.
Men det ved man jo godt. Alle ved det.
Men dette var endnu en dag, hvor hun skulle sidde på sin trone, som hun helst ville undvære og skule til ham og håne hans spinkle krop, mens han skulle krybe med sine venner og lade som om at det intet betød, hvad andre tænker. Men sådan har det altid været.
Hvad hvis hun steg ned fra sin høje rang og viste hvem hun var og gjorde som hun følte. Hvad ville ske? Hele denne verdens værdier ville ramle. Hun ville kysse støvet frivilligt. Hele hendes skønhed ville blegne i et brøkdel af et sekund…
Eller hvis han kravlede op og vidste alle hvad denne verdens skuespil bar på indvendigt? Ville han blive skubbet ned eller ville denne handling chokke folk så meget at de glemte deres ypperste kunst, nemlig hvordan man træder folks hoveder ned i støvet?
Ville man turde trodse den uskrevne lov?
De kunne de ikke.
De holdte balancen for de andre. De var yderkanten af vægtens 2 sider. De måtte ikke flytte sig væk fra deres plads og hen til hinanden, for så ville alle ramle sammen. Sådan var det. Det var de født ind i.
Hvad ventede de på?
Tro? Håb? Kærlighed? Måske… De ventede på hinanden. De ventede på dét. De ventede fordi de blev nødt til det. De ventede fordi de ikke kunne andet.
Hun stod hver aften, flere uger i træk. Hun ventede lidt, hun håbede lidt, men hun vidste nok.
Han kiggede… Han græd og han håbede, men han vidste også.
De var ikke én eller ét. De var 2… De var MEGET 2.
De var natten og dagen. De var solen og månen. De var glæde og sorg. De var så vidt forskellige, men alligevel vidste de at de hørte sammen og kun kunne følge naturens gang, som det altid havde været og altid vil være. Solen bestemmer ikke selv hvornår den står op. Den må også følge den evige cirkel.
Sådan var det med dem. De var fanget i ”sådan har det altid været”…
Og man slipper ikke bare ud af ”sådan har det altid været”. Når man først er der, skal man ændre og bryde en kraft og uskrevet lov, som ikke må brydes, for at slippe ud af den.
Man vil aldrig kunne bryde den uden konsekvenser. Noget ville dø hvis man ikke havde natten, men noget nyt ville også blive til. Noget nyt. Noget stærkere end det forrige. Men ikke uden tab.
Var det det værd?
Og hvad var dog grunden?
De burde have være månen og stjernerne. De burde have hørt sammen, som uadskillelige.
Men som de er skabt og fastsat i denne verden, må de leve.
Indtil den dag han bryder det… Men kan han det?
Lade forventninger og ”sådan har det altid været”, være hvad det er og lægge det bag sig.
Men skolen venter. Endnu en dag uden for hendes liv. Endnu en dag af skuespil og kærlighed, som afspejler sig i had.
Hvad øjet ser, er ikke hvad der er. Hvad øjet ser, er en illustration af ”sådan har det altid været”.
Men det ved man jo godt. Alle ved det.
Men dette var endnu en dag, hvor hun skulle sidde på sin trone, som hun helst ville undvære og skule til ham og håne hans spinkle krop, mens han skulle krybe med sine venner og lade som om at det intet betød, hvad andre tænker. Men sådan har det altid været.
Hvad hvis hun steg ned fra sin høje rang og viste hvem hun var og gjorde som hun følte. Hvad ville ske? Hele denne verdens værdier ville ramle. Hun ville kysse støvet frivilligt. Hele hendes skønhed ville blegne i et brøkdel af et sekund…
Eller hvis han kravlede op og vidste alle hvad denne verdens skuespil bar på indvendigt? Ville han blive skubbet ned eller ville denne handling chokke folk så meget at de glemte deres ypperste kunst, nemlig hvordan man træder folks hoveder ned i støvet?
Ville man turde trodse den uskrevne lov?
De kunne de ikke.
De holdte balancen for de andre. De var yderkanten af vægtens 2 sider. De måtte ikke flytte sig væk fra deres plads og hen til hinanden, for så ville alle ramle sammen. Sådan var det. Det var de født ind i.