hjælp min veninde har fået børn

Er det bare mig eller sker der en forvandling hos veninder som får børn?
Jeg vil gerne glæde mig på deres vegne og tage del i glæden ved, at de har fået børn. Jeg vil også gerne hjælpe dem, babysitte og pludre med de små MEN jeg vil også have en plads i deres liv!
Egoistisk? Ja. Retfærdigt? Ja, det synes jeg også. Umuligt? Ja, jeg ved snart ikke.
Nu har jeg flere jævnaldrende veninder, som indenfor det seneste års tid har fået børn. Fælles for dem er, at jeg oplever, at de nu "glemmer" mig. Jeg er godt klar over, at livet ikke kan være som før barnet kom til verden. Det forlanger jeg heller ikke. Jeg forlanger heller ikke de lange telefonsamtaler eller hyppige cafébesøg, vilde byture eller hyggelige besøg i biffen. Men hvis jeg skal dele barnets første prut, det første ord og alt det andet, så har jeg også brug for at få lidt opmærksomhed.
Måske jeg er egoistisk fordi jeg ikke selv har børn. Måske jeg blot er en irriterende single med altfor meget tid... men det er jo i bund og grund fordi jeg er ked af, at mine veninder sådan forsvinder fra mig.
Kender i det? Eller er det blot mig der sidder med en følelse af, at et lille "monster" stjæler min gode veninde?
KH Zula

typisk kvinder fra de bliver gravide og resten af deres liv drejer alt sig om det lille barn..og hvis det ikke drejer sig om deres børn går tiden med at over bevise vi andre om hvor meget vi går glip af hvis ikke man får nogen børn.
mit råd til dig lær at leve med at sådan er det bare..

Det kender jeg godt. Jeg er meget glad for mine veninders børn og elsker at høre om dem, meeen som du siger, så kan det nogle gange blive for meget af det gode.
Min erfaring siger mig, at man ikke skal regne med noget de først 1-2 år, for der er det netop baby, baby og atter baby. Derefter falder de fleste lidt ned på jorden igen og har vænnet sig til det lille nye mirakel. :)

så må man da håbe, at de ikke bliver gravide igen, indenfor dette tidsrum ...:))
Hej, hej ...

Ja, så kan det jo godt trække ud...haha.
Nej, det er vist mere den første der kræver så meget. Ved nummer to, tre osv. sætter rutinen jo ind. :)

Nu har min mand og jeg lige fået en lille søn den 2. oktober 2006. Og jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke har haft ret meget overskud de første 3 måneder.
Jeg har ikke kunne koncentrer min om at veninde til nogen som helst.. Knap nok haft "overskud" til min mand.. Jeg har knap haft tid bare til mig...
Og du må tænke på at "rækkefølgen" har ændret sig. F.eks. før i tiden kom min mand i første række, så veninder og venner, og familie, job og mig til sidst (du ved hvad jeg mener, håber jeg)...
Nu kommer vores søn i 1. række, så MIG (for det er sgu hårdt at blive mor) så kommer min mand og hvis der er mere overskud kommer "resten"...
Jeg må da også ærligt (og brutalt) indrømme at jeg er blevet total baby-fikseret... Og jeg ELSKER det...! Jeg ville have grint/hadet af veninderne hvis de var så baby-fikseret... Men sådan er det bare....
Det ER pludseligt spændende 1. gang han smiler, griner, bøvser som en havnearbejder, laver en fast lort, skriger af chock, genkender mor, griber ud efter et stykke legetøj... Ja for p... jeg kunne blive ved...
Jeg har da stadig mine tålmodige veninder, der er en der er røget i svinget, men det gjorde hun allerede først i graviditeten..
Jeg har da ikke set mine veninder lige så meget som jeg plejer og der går da noget tid inden jeg kommer tilbage til "normalen", for selvfølgelig kan man stadig være veninder, selv om den ene ikke har bebs..
Så på den ene side; JA du er utålmodig og ego...
På den anden side; Gør du nok/noget for hende??
Min svigerinde har ingen børn endnu. Hun har helt klart savnet mig, alene.. Og nu på lørdag har hun arrengeret en hel dag i hyggens tegn. Diverse overraskelser og en bif tur, bare os to. Far og Farbror passer bebs og vi to tøser smuttet ud og tøsehygger for vildt. Og jeg glæder mig som gal. Måske var det en idé du kunne bruge til noget...
Håber du finder en god rytme og ro med dine veninder med bebs..
Kram her fra