Hensyn til børn
Hej
Jeg er i et parforhold, der længe har været præget af konflikter. I perioder er det dagligt og jeg må bruge mange kræfter på at holde mig selv i ro for at børnene ikke tager skade af højlydte skænderier.
Min kæreste og jeg har været sammen siden 2003, hun har en datter på nu 12 (hvis far døde i 2000) og vi har en søn på 4.
Jeg har været meget tæt på at skride, men faldt over en skilsmisse håndbog, der beskrev hvordan børnene kan tage skade og ikke mindst, at jeg ikke har en snebolds chance i helvede for at få min søn til at bo hos mig, hvis jeg flytter.
Min kæreste er en ekstrem dominerende og egenrådig kvinde. Både jeg og børnene får at vide, at det er hende, der bestemmer og den mindste modstand bliver mødt med vrede udtrykt med meget høj volumen.
Min søn er meget tilknyttet mig. Han løber altid til mig, jeg er den der putter og læser godnathistorie hver aften og samspillet med mor er ofte konfliktfyldt (i hvert fald, når jeg er der).
Hvis jeg flytter er jeg overbevist om, at børnene fortsat vil blive ignoreret, når mor skal facebook'e eller skype med hjemlandet (Brasilien), og udsat for mors dominans og kontrol (når hun endelig forlader computeren). Og min søn vil få sin verden slået i stykker.
Vi har været i terapi, der ikke har hjulpet, og jeg tænker at intet ændre sig. Det er heller ikke sundt for børnene at leve i dårlig stemning, og selv når jeg prøver at få tingene til at fungere og ignorere hendes spirituelle musik, der afspilles med høj volumen fra det mest centrale sted i lejligheden, skinner min irritation nok igennem.
Fremtidsudsigten er dyster, da både et brud eller en fortsættelse af forholdet synes forfærdelige. Den sidste terapi endte med at vi kunne gå i "intensivt" forløb, men det koster jo et svimlende beløb for at sidde og lukke trivialiteter ud (jeg har stor respekt for terapi, men min kæreste virker "immun" overfor de gode ideer om at "høre hvad den anden siger")
Kommentarer er velkomne. Gerne nuancerede og ikke blot "Gå fra hende nu" eller "tag dig sammen"
Jeg er i et parforhold, der længe har været præget af konflikter. I perioder er det dagligt og jeg må bruge mange kræfter på at holde mig selv i ro for at børnene ikke tager skade af højlydte skænderier.
Min kæreste og jeg har været sammen siden 2003, hun har en datter på nu 12 (hvis far døde i 2000) og vi har en søn på 4.
Jeg har været meget tæt på at skride, men faldt over en skilsmisse håndbog, der beskrev hvordan børnene kan tage skade og ikke mindst, at jeg ikke har en snebolds chance i helvede for at få min søn til at bo hos mig, hvis jeg flytter.
Min kæreste er en ekstrem dominerende og egenrådig kvinde. Både jeg og børnene får at vide, at det er hende, der bestemmer og den mindste modstand bliver mødt med vrede udtrykt med meget høj volumen.
Min søn er meget tilknyttet mig. Han løber altid til mig, jeg er den der putter og læser godnathistorie hver aften og samspillet med mor er ofte konfliktfyldt (i hvert fald, når jeg er der).
Hvis jeg flytter er jeg overbevist om, at børnene fortsat vil blive ignoreret, når mor skal facebook'e eller skype med hjemlandet (Brasilien), og udsat for mors dominans og kontrol (når hun endelig forlader computeren). Og min søn vil få sin verden slået i stykker.
Vi har været i terapi, der ikke har hjulpet, og jeg tænker at intet ændre sig. Det er heller ikke sundt for børnene at leve i dårlig stemning, og selv når jeg prøver at få tingene til at fungere og ignorere hendes spirituelle musik, der afspilles med høj volumen fra det mest centrale sted i lejligheden, skinner min irritation nok igennem.
Fremtidsudsigten er dyster, da både et brud eller en fortsættelse af forholdet synes forfærdelige. Den sidste terapi endte med at vi kunne gå i "intensivt" forløb, men det koster jo et svimlende beløb for at sidde og lukke trivialiteter ud (jeg har stor respekt for terapi, men min kæreste virker "immun" overfor de gode ideer om at "høre hvad den anden siger")
Kommentarer er velkomne. Gerne nuancerede og ikke blot "Gå fra hende nu" eller "tag dig sammen"