Han glemmer mig, og skrider med vennerne... Skal jeg smutte eller blive ved med at give ham chancer?

Jeg har en rigtig dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i et halvt år til september. Vi bor et stykke fra hinanden, men er sammen hver anden uge og nogle gange mere. Jeg elsker ham, og vi har det for det meste fantastisk, men her på det sidste har jeg gjort mig nogle tanker, som jeg egentlig ikke bryder mig om.
Når vi er ude blandt andre, er der 2 situationer. Jeg har ham med blandt "mine" venner, og der er der aldrig problemer. Den anden situation, har han mig med blandt "hans" venner, som jeg efterhånden kender ret godt, og snakker ret godt med. Men her kan jeg virkelig godt føle mig overset og glemt. Som om jeg bare bliver læsset af, og så er han fri til at lave drengeting eller andet, hvor jeg ikke "belaster" ham. Jeg bliver rigtig ked af det, for jeg føler, at han er anderledes end derhjemme, og at jeg er lidt... ja, en kugle om foden på ham, og det vil jeg for alt i verden ikke være! Nu skal det lige siges, at jeg ikke selv er en grå mus; jeg har ingen problemer med at møde nye mennesker og snakke med dem, men det virker som om, at jeg har et større behov end ham, når det kommer til at nusse og sidde sammen. Jeg vil gerne have, at han kommer oftere over til ham, snakker lidt eller kysser mig eller holder om mig - og ikke bare skrider med vennerne (ikke kun drenge) og så helt glemmer at spørge mig. Jeg har snakket med ham om det, og han siger, at han ved det godt, og at han er ked af det, og vil gøre alt for at forbedre sig. Men... Det virker bare som om han glemmer det, og jeg vil ikke blive ved med at være ked af det over det, og skulle være "efter ham med det".
Han siger, at det var han "vant til med sin eks", bare at "læsse hende af". Jeg mener, at han bør kunne mærke forskel på, om han er sammen med mig eller eksen, så den "undskyldning" holder ikke en meter. Så har han jo ikke større lyst til at være sammen med mig, sin nye kæreste, som han siger, at han vil tilbringe resten af livet med, end sin eks. Og det går mig i den grad på...
Hvad skal jeg gøre? Jeg har virkelig tænkt på, om det nogensinde bliver bedre, for det skal det, ellers er alternativet, at jeg ikke vil være i det her forhold mere; jeg bliver så ked af det, når jeg bliver glemt på den måde. Men jeg vil jo aller, aller helst, at det bliver bedre... ='(

Jeg kan som mand godt nikke genkendede til det du beskriver fra min omgangskreds, vi har et venskab som går meget lang tid tilbage, og det er altså ikke så nemt at introducere nye mennesker ind i en sammentømret vennegruppe, ikke engang hvis det er kærester.
Der er begivenheder hvor det er mere naturligt end andre, men generelt så vil vi allerhelst være sammen med vennerne alene, derfor oplever du måske også at være en kugle om benet.
Det skal du ikke tage personligt eller som om der er noget fordækt i det, men det er svært at komme ind i en vennekreds hvis man ikke deler desamme oplevelser.
Og det med at han ændrer personlighed er også meget normalt og endnu et udtryk for at der nok er tale om et rigtig solidt venskab over længere tid, vi har jo allesammen roller i en gruppe, der er den sjove, den seje, den kloge, den dumme, den der bliver for fuld, den der scorer alle pigerne, etc. etc.
Og de roller falder vi på et eller andet plan altid tilbage til når vi mødes, det er også derfor nogle gange at det er så befriende at være sammen med gutterne fordi vi kender hinanden så godt og man ofte føler at intet har ændret sig.
Når vi mødes, så klikker folk tilbage til rollerne på et eller andet plan, og historierne som går rundt, som bliver bedre og bedre, er jo gamle røverhistorier, og det venskabelige mobberi er baseret på netop personlighederne og de her roller og gamle episoder.
Det er noget vi forstår og har sammen med hinanden, men ikke noget som udeforstående vil kunne sætte sig ind i, og en kæreste i det selskab vil virke akavet, netop fordi vi læner os lidt op af nogle roller som blev uddelt igennem livet imellem venner.
Men som sagt det er ikke noget fordækt i det, og hvis du virkelig elsker ham så overvej om det ikke skal være hans frirum, sådan er det i vores vennekreds idag, vi kan godt mødes til nogle lejligheder men kærester og koner ved godt at vi aldrig bliver bundet sammen i en stor gruppe, derfor eksisterer der også normalt 2 vennekredser kan du sige, gutterne og så parforholdets.
I vores vennekreds har vi mange gange forsøgt at samles med kærester, og det virker kun halvt, enten så sidder vi og er meget meget kedelige og formelle, eller også så ender festen todelt med os venner sammen, og så sidder kæresterne sammen.
Jeg vil også sige til dig at det er virkelig vigtigt for os at have sådan et frirum her, især hvis man er vokset op med vennerne som sin familie hvilket mange jo gør idag, derfor vil du få det lidt svært ved at presse ham til at ændre det, fordi det er meget svært at ændre da det ikke kun er ham men hele gruppedynamikken der skal ændres.

Du skal ikke sidde og nusse og være i centrum, når I er i byen. Gå i byen - lad hinanden være og sørg så for at I følges hjem. Sådan går velfungerende par i byen.

Det giver god nok mening jo, og så forstår jeg godt, at han er sådan.
Men det sker ikke kun sammen med vennerne, men også i andre sociale sammenhænge generelt. Og mht. vennerne, så er vi normalt sammen en vennegruppe på 3 par, hvor det så oprindeligt var mændene, der kendte hinanden. Men når vi samles er vi piger stort set altid med... Så det er ikke så meget sådan en drengegruppe af venner, som er isoleret fra mig, og de andre piger.
Jeg har det faktisk også lidt dårligt med, at JEG får det dårligt over det, og siger det til ham. Men jeg bliver nu en gang rigtig ked af det, og alt han skal gøre for at ændre det, er bare at være en lille smule mere opmærksom på det, det håber jeg ikke er for meget forlangt... =)

Det er ikke byen som sådan, jeg snakker om! Der har vi været afsted én gang sammen, og var sammen hele tiden og fulgtes hjem. Det gik fint for os...